7.7.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 181/20


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/1169

af 4. juli 2022

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en statusaftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Senegal om Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtnings operationelle aktiviteter i Republikken Senegal

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra b) og d), artikel 79, stk. 2, litra c), og artikel 218, stk. 3 og 4,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I situationer, der kræver indsættelse af grænseforvaltningshold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps i et tredjeland, hvor holdmedlemmerne vil udøve udøvende beføjelser, kræver artikel 73, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 (1) om den europæiske grænse- og kystvagt, at Unionen indgår en statusaftale med det pågældende tredjeland på grundlag af artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(2)

Der bør indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af en international aftale med Republikken Senegal om Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtnings tiltag på Republikken Senegals område.

(3)

Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (2). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(4)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen bemyndiges herved til på Unionens vegne at føre forhandlinger om en statusaftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Senegal om Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtnings operationelle aktiviteter i Republikken Senegal.

Artikel 2

Forhandlingerne føres på grundlag af Rådets forhandlingsdirektiver, der er fastsat i addendummet til denne afgørelse, og i samråd med den relevante arbejdsgruppe i Rådet.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juli 2022.

På Rådets vegne

M. BEK

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (EUT L 295 af 14.11.2019, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).