13.4.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 116/6 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/627
af 13. april 2022
om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Den 17. marts 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/145/FUSP (1). |
(2) |
Den 21. februar 2022 undertegnede præsidenten for Den Russiske Føderation et dekret, der anerkender »uafhængigheden og suveræniteten« for de ikkeregeringskontrollerede områder i Donetsk oblast og Luhansk oblast i Ukraine og beordrede udsendelse af russiske væbnede styrker til disse områder. |
(3) |
Den 24. februar 2022 annoncerede præsidenten for Den Russiske Føderation en militær operation i Ukraine, og russiske væbnede styrker indledte et angreb på Ukraine. |
(4) |
Med sine ulovlige militære aktioner krænker Rusland groft Ukraines territoriale integritet, suverænitet og afhængighed samt folkeretten og principperne i De Forenede Nationers pagt. |
(5) |
I lyset af den humanitære krise som følge af Den Russiske Føderations væbnede styrkers uprovokerede invasion af Ukraine finder Rådet, at en principbaseret humanitær indsats udført af upartiske humanitære aktører med henblik på at opfylde den ukrainske civilbefolknings humanitære behov bør fortsætte i Ukraine i overensstemmelse med humanitær folkeret. |
(6) |
Rådet finder derfor, at visse organisationer og agenturer, der fungerer som Unionens humanitære partnere, udelukkende til humanitære formål i Ukraine bør undtages fra restriktionerne for tilrådighedsstillelse af pengemidler eller økonomiske ressourcer for udpegede personer, enheder og organer. |
(7) |
Rådet finder endvidere, at der udelukkende til humanitære formål i Ukraine bør indføres en undtagelsesordning for indefrysning af aktiver tilhørende og restriktioner for tilrådighedsstillelse af pengemidler og økonomiske ressourcer for udpegede personer, enheder og organer. |
(8) |
Afgørelse 2014/145/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I artikel 2 i afgørelse 2014/145/FUSP tilføjes følgende stykker:
»11. Forbuddet i stk. 2 gælder ikke for organisationer og agenturer, som er søjlevurderede af Unionen, og med hvilke Unionen har undertegnet en finansiel partnerskabsrammeaftale, på grundlag af hvilken organisationerne og agenturerne fungerer som Unionens humanitære partnere, forudsat at leveringen af de pengemidler eller økonomiske ressourcer, der er omhandlet i stk. 2, er nødvendig udelukkende til humanitære formål i Ukraine.
12. I tilfælde, der ikke er omfattet af stk. 11, og uanset stk. 1 og 2 kan en medlemsstats kompetente myndigheder på generelle eller specifikke betingelser, som de skønner hensigtsmæssige, meddele specifikke eller generelle tilladelser til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til tilrådighedsstillelse af visse pengemidler eller økonomiske ressourcer, forudsat at leveringen af sådanne pengemidler eller økonomiske ressourcer er nødvendig udelukkende til humanitære formål i Ukraine.
Foreligger der ikke et afslag, en anmodning om oplysninger eller en meddelelse om yderligere tid fra den kompetente myndighed senest 5 arbejdsdage efter datoen for modtagelsen af en anmodning om tilladelse, anses tilladelsen for at være meddelt.
Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om enhver tilladelse, der meddeles i medfør af nærværende stykke, senest 2 uger efter meddelelsen af tilladelsen.«
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. april 2022.
På Rådets vegne
J.-Y. LE DRIAN
Formand
(1) Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L 78 af 17.3.2014, s. 16).