9.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 225/2


RÅDETS AFGØRELSE

af 2. juni 2022

om udpegelse af medlemmer af og suppleanter til bestyrelsen for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, som repræsenterer civilsamfundet og interesser i fødevarekæden

(2022/C 225/02)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), særlig artikel 25, stk. 1a, litra c),

under henvisning til den liste af kandidater, som Europa-Kommissionen har forelagt Rådet i skrivelse af 20. januar 2022,

under henvisning til Europa-Parlamentets holdning fremført i skrivelse af 18. maj 2022, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er afgørende at sikre, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) er uafhængig, at den besidder en høj videnskabelig standard, og at den er åben og effektiv. Det er også absolut nødvendigt at sikre EFSA’s samarbejde med medlemsstaterne.

(2)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1381 (2) blev forordning (EF) nr. 178/2002 ændret for så vidt angår bl.a. sammensætningen af EFSA’s bestyrelse.

(3)

I henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning (EU) 2019/1381 ophører mandatperioden for de medlemmer af EFSA’s bestyrelse, der udøver hvervet den 30. juni 2022, samtidig. De medlemmer af og suppleanter til EFSA’s bestyrelse, hvis mandatperiode starter den 1. juli 2022, skal udpeges i overensstemmelse med den nye procedure for indstilling og udpegelse, der blev introduceret ved forordning (EU) 2019/1381.

(4)

Rådet har allerede udpeget medlemsstaternes repræsentanter som medlemmer af og suppleanter til EFSA’s bestyrelse ved Rådets afgørelse af 7 april 2022 (3).

(5)

Den nye procedure for indstilling og udpegelse, der blev introduceret ved forordning (EU) 2019/1381, kræver, at bestyrelsen for EFSA også omfatter fire medlemmer og fire suppleanter med stemmeret som repræsentanter for civilsamfundet og interesser i fødevarekæden, dvs. et medlem og en suppleant fra forbrugerorganisationer, et medlem og en suppleant fra ikkestatslige organisationer på miljøområdet, et medlem og en suppleant fra landbrugsorganisationer og et medlem og en suppleant fra brancheorganisationer.

(6)

De Medlemmer og suppleanter, som repræsenterer civilsamfundet og interesser i fødevarekæden, skal udpeges af Rådet i samråd med Europa-Parlamentet på grundlag af en liste opstillet af Kommissionen. Deres mandatperiode er på fire år og kan kun fornyes én gang.

(7)

Kandidaterne på den liste, som Kommissionen har indsendt, er blevet udvalgt efter en indkaldelse af interessetilkendegivelser på grundlag af deres relevante erfaring og ekspertise inden for lovgivning og politik på fødevarekædeområdet, herunder risikovurdering, samt relevant ekspertise inden for ledelsesmæssige, administrative, finansielle og juridiske spørgsmål.

(8)

Den liste, som Kommissionen har forelagt, er blevet gennemgået med henblik på at udpege fire medlemmer af og fire suppleanter til bestyrelsen for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, som repræsenterer civilsamfundet og interesser i fødevarekæden, på grundlag af dokumentation fra Kommissionen og i lyset af Europa-Parlamentets holdning. Udpegelsen af disse medlemmer og suppleanter ved denne afgørelse sikrer endvidere den højeste kompetencestandard og den bredeste vifte af relevant erfaring og ekspertise, som er tilgængelig inden for lovgivning og politik på fødevarekædeområdet, herunder risikovurdering, idet der samtidig sikres relevant ekspertise inden for ledelsesmæssige, administrative, økonomiske og juridiske spørgsmål i EFSA’s bestyrelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende personer udpeges herved til medlemmer af og suppleanter til bestyrelsen for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2026:

Kategori

Medlemmer

Suppleanter

Forbrugerorganisationer

Floriana CIMMARUSTI

Eleni IOANNOU-KAKOURI

Miljø-NGO’er

Xavier GABARRELL DURANY

Apolline ROGER

Landbrugsorganisationer

Annette TOFT

Maira DZELZKALĒJA-BURMISTRE

Brancheorganisationer

Rebeca FERNANDEZ

Dimitrios LADIKOS

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 2. juni 2022.

På Rådets vegne

A. DE MONTCHALIN

Formand


(1)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1381 af 20. juni 2019 om åbenhed og bæredygtighed i EU’s risikovurdering i fødevarekæden og om ændring af forordning (EF) nr. 178/2002, (EF) nr. 1829/2003, (EF) nr. 1831/2003, (EF) nr. 2065/2003, (EF) nr. 1935/2004, (EF) nr. 1331/2008, (EF) nr. 1107/2009, (EU) 2015/2283 og direktiv 2001/18/EF (EUT L 231 af 6.9.2019, s. 1).

(3)  Rådets afgørelse af 7 april 2022 om udpegelse af repræsentanter for medlemsstaterne som medlemmer af og suppleanter til bestyrelsen for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EUT C 159 af 12.4.2022, s. 6).