(1)

I overensstemmelse med artikel 192, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har de på hinanden følgende generelle handlingsprogrammer for miljø siden 1973 været ledetråden for udviklingen og koordineringen af Unionens miljøpolitik og udgjort rammerne for Unionens indsats på miljø- og klimaområdet.

(2)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU (4) indførtes det syvende miljøhandlingsprogram. Det syvende miljøhandlingsprogram fastsætter Unionens miljøpolitiske dagsorden for perioden frem til den 31. december 2020 samt en langsigtet vision for 2050.

(3)

Kommissionens rapport af 15. maj 2019 om evalueringen af det syvende miljøhandlingsprogram konkluderede, at visionen for 2050 og de prioriterede mål stadig var gældende, at det syvende miljøhandlingsprogram har medvirket til at frembringe mere forudsigelige, hurtigere og bedre koordinerede foranstaltninger på det miljøpolitiske område, og at det syvende miljøhandlingsprograms opbygning og gunstige rammer har bidraget til at skabe synergier og dermed gøre miljøpolitikken mere effektiv og virkningsfuld. Den konkluderede endvidere, at det syvende miljøhandlingsprogram foregreb De Forenede Nationers (FN's) 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling (»2030-dagsordenen«) ved sin insisteren på, at økonomisk vækst og social velfærd afhænger af et sundt naturressourcegrundlag, fremmede verdensmålene for bæredygtig udvikling (»verdensmålene«) og gjorde det muligt for Unionen at tale med én stemme om klima- og miljøspørgsmål på den globale scene, men at fremskridt vedrørende naturbeskyttelse, sundhed og integration af miljøhensyn i andre politikområder ikke var tilstrækkelige. Den konkluderede endvidere, at der i det syvende miljøhandlingsprogram kunne have været taget større hensyn til sociale anliggender ved at bygge videre på de eksisterende bånd mellem miljø- og socialpolitik, f.eks. med hensyn til indvirkningen på sårbare grupper, jobskabelse, social integration og ulighed. Desuden bemærkedes i Kommissionens rapport, at investeringerne i miljøbeskyttelse trods stadigt mere ambitiøse miljømål inden for mange politikområder i mange år er forblevet konstante i Europa (omkring 2 % af BNP), og at den manglende gennemførelse af miljølovgivningen hvert år koster Unionens økonomi omkring 55 mia. EUR i sundhedsudgifter og i direkte omkostninger for miljøet. Det bemærkedes i Kommissionens rapport, at en stærkere overvågningsmekanisme kunne have styrket gennemførelsen af det syvende miljøhandlingsprogram.

(4)

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur (EEA) i dets rapport »Europas miljø — tilstand og fremtidsudsigter 2020: viden om overgangen til et bæredygtigt Europa« (»SOER 2020«), er der en enestående mulighed for, at Unionen i det næste årti kan udvise globalt lederskab med hensyn til bæredygtighed ved at tackle de presserende udfordringer med hensyn til bæredygtighed, som kræver systemiske løsninger. Systemisk forandring er en fundamental, transformativ og tværgående form for forandring, der indebærer store omstillinger og nyorientering af såvel systemmål, incitamenter, teknologier, sociale praksisser og normer som videnssystemer og styringstilgange. Som anført i SOER 2020 er en af de vigtigste faktorer, som ligger til grund for Europas vedvarende miljømæssige og bæredygtighedsmæssige udfordringer, at de er uløseligt forbundet med økonomiske aktiviteter og livsstil, navnlig de samfundssystemer, der forsyner europæerne med fornødenheder såsom mad, energi og mobilitet. Sikring af politikkohærens med og fuld gennemførelse af eksisterende miljøpolitikker ville bringe Europa et langt stykke i retning af at nå dets miljømål frem til 2030 og opfylde FN's 2030-dagsorden og dens verdensmål.

(5)

Kommissionen reagerede på de udfordringer, der blev identificeret i SOER 2020 ved at vedtage meddelelsen af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt«, en ny vækststrategi for den grønne og den digitale omstilling, der sigter mod at omstille Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en bæredygtig, konkurrencedygtig, klimaneutral og ressourceeffektiv økonomi og at beskytte, bevare og øge Unionens naturkapital, samtidig med at de nuværende og fremtidige generationers livskvalitet højnes. Hovedprioriteten bør være hurtigt at opnå klima- og miljømål, samtidig med at borgernes sundhed og trivsel beskyttes mod miljørelaterede trusler og konsekvenser, og der sikres en retfærdig og inklusiv omstilling. Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (5) blev Unionens målsætning om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 fastsat.

(6)

I sin beslutning af 28. november 2019 om klima- og miljøkrisen understregede Europa-Parlamentet, at en øjeblikkelig og ambitiøs indsats er altafgørende, og opfordrede indtrængende Kommissionen til at træffe konkrete foranstaltninger, herunder ved at sikre at alle relevante fremtidige lovgivningsmæssige og budgetmæssige forslag er fuldt ud i overensstemmelse med målet om at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 °C, samt at de ikke bidrager til tab af biodiversitet, og ved at adressere uoverensstemmelserne i de nuværende EU-politikker om klima- og miljøkrisen, navnlig gennem en vidtrækkende reform af politikkerne for landbrug, handel, transport, energi og infrastrukturinvestering.

(7)

Den europæiske grønne pagt ligger til grund for genopretningsplanen NextGenerationEU, som fremmer investeringer i de sektorer, der er centrale for den grønne og den digitale omstilling, for at opbygge modstandsdygtighed og skabe vækst og beskæftigelse i et retfærdigt og inklusivt samfund. Genopretnings- og resiliensfaciliteten, som skal drive Unionens økonomiske genopretning efter covid-19-krisen sammen med Unionens budget for 2021-2027, er også baseret på de prioriterede mål, der er fastsat i den europæiske grønne pagt. Desuden skal alle initiativer under genopretningsplanen NextGenerationEU i relevant omfang respektere princippet om ikke at gøre væsentlig skade som fastsat i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (6) (»taksonomiforordningen«). Genopretningsplanen NextGenerationEU giver en vigtig mulighed for at sætte større fart i omstillingen til klimaneutralitet og beskyttelsen af miljøet.

(8)

Det syvende miljøhandlingsprogram, som udløb den 31. december 2020, krævede i artikel 4, stk. 3, deri, at Kommissionen, hvis det var relevant, skulle forelægge et forslag til et ottende miljøhandlingsprogram i god tid med henblik på at undgå et mellemrum mellem det syvende og det ottende miljøhandlingsprogram. I sin meddelelse om den europæiske grønne pagt bebudede Kommissionen, at det ottende miljøhandlingsprogram ville omfatte en ny overvågningsmekanisme, der skal sikre, at Unionen er på rette spor hen imod realisering af sine miljømål.

(9)

I overensstemmelse med artikel 192, stk. 3, i TEUF fastsætter det ottende miljøhandlingsprogram de prioriterede mål, som skal virkeliggøres. De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af det ottende miljøhandlingsprogram skal vedtages i henhold til artikel 192, stk. 1 eller 2, i TEUF.

(10)

Foranstaltningerne til gennemførelse af det ottende miljøhandlingsprogram, såsom initiativer, programmer, investeringer, projekter og aftaler, bør tage hensyn til princippet om ikke at gøre væsentlig skade, der er fastsat i artikel 17 i taksonomiforordningen.

(11)

Det ottende miljøhandlingsprogram bør støtte målsætningerne i den europæiske grønne pagt i overensstemmelse med det langsigtede mål om at leve et godt liv inden for planetens grænser senest i 2050 i tråd med det, som allerede er fastsat i det syvende miljøhandlingsprogram. Det ottende miljøhandlingsprogram går som det overordnede EU-miljøhandlingsprogram, der løber frem til 2030, videre end den europæiske grønne pagt. De prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram fastsætter en kurs for Unionens politikudformning, der bygger på, men ikke er begrænset til, forpligtelserne i strategierne og initiativerne i den europæiske grønne pagt, såsom EU's biodiversitetsstrategi for 2030, den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi, kemikaliestrategien for bæredygtighed og handlingsplanen for nulforurening.

(12)

Parisaftalen, der blev vedtaget inden for rammerne af FN's rammekonvention om klimaændringer (7) (»Parisaftalen«), har til formål at styrke den globale reaktion på truslen fra klimaændringer, bl.a. ved at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C i forhold til det førindustrielle niveau, idet det erkendes, at dette vil reducere risiciene ved og virkningerne af klimaændringer væsentligt.

(13)

Det ottende miljøhandlingsprogram udgør grundlaget for at virkeliggøre de miljø- og klimarelaterede mål, der er fastlagt i FN's 2030-dagsorden og dens verdensmål, og bør afstemmes med målene i Parisaftalen, Rio-konventionerne og andre relevante internationale aftaler. Det ottende miljøhandlingsprogram muliggør en systemisk omstilling til en EU-økonomi, som sikrer velfærd inden for planetens grænser, hvor vækst er regenerativ, og det bør desuden sikre, at den grønne omstilling sker på en retfærdig og inklusiv måde, og samtidig bidrage til at mindske uligheder. Ifølge en model, der er udviklet af Stockholm Resilience Centre, understøtter opfyldelsen af de miljø- og klimarelaterede verdensmål de sociale og økonomiske verdensmål, fordi vore samfund og økonomier er afhængige af en sund biosfære, og fordi bæredygtig udvikling kun kan finde sted inden for et sikkert spillerum i form af en stabil og modstandsdygtig planet. Unionens opfyldelse af verdensmålene og støtte til tredjelandes opfyldelse af samme vil være af afgørende betydning, hvis Unionen skal udvise globalt lederskab i opnåelsen af en bæredygtig omstilling.

(14)

Indsatsen for at nå Unionens miljø- og klimamål skal foregå i overensstemmelse med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder.

(15)

I henhold til artikel 191, stk. 2, i TEUF tager Unionens politik på miljøområdet sigte på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i Unionen, ligesom den bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler.

(16)

Det ottende miljøhandlingsprogram bør på en retfærdig og inklusiv måde fremskynde den grønne omstilling til en klimaneutral, bæredygtig, giftfri, ressourceeffektiv, modstands- og konkurrencedygtig cirkulær økonomi baseret på vedvarende energikilder, der giver mere tilbage til planeten, end den tager. Den grønne omstilling bør finde sted inden for rammerne af en velfærdsøkonomi, hvor vækst er regenerativ, og som muliggør systemisk forandring, som anerkender, at vores samfunds trivsel og velstand afhænger af et stabilt klima, et sundt miljø og velfungerende økosystemer, og som giver et sikkert spillerum inden for planetens grænser. Da den globale befolkning og efterspørgslen efter naturressourcer fortsætter med at vokse, bør den økonomiske aktivitet udvikle sig på en bæredygtig måde, der ikke skader, men tværtimod vender udviklingen inden for klimaændringer, beskytter, genopretter og forbedrer miljøets tilstand, herunder ved at standse og vende biodiversitetstab, forebygger miljøforringelser, beskytter sundhed og trivsel mod negative miljørisici og -virkninger, forebygger og minimerer forurening og resulterer i bevarelse og berigelse af naturkapitalen samt fremme af en bæredygtig bioøkonomi og dermed sikring af en overflod af vedvarende og ikkevedvarende ressourcer. Gennem fortsat forskning og innovation, omlægning af produktions- og forbrugsmønstre og tilpasning til nye udfordringer og medskabelse styrker velfærdsøkonomien modstandsdygtigheden, ligesom den beskytter nuværende og fremtidige generationers velfærd.

(17)

I det ottende miljøhandlingsprogram bør der opstilles tematiske prioriterede mål for modvirkning af klimaændringer, tilpasning til klimaændringer, beskyttelse og genopretning af marin og terrestrisk biodiversitet, en giftfri cirkulær økonomi, et miljø med nulforurening og minimering af miljøbelastningen fra produktion og forbrug inden for alle økonomiske sektorer. Disse tematiske prioriterede mål, der tackler både årsagerne til og virkningerne af miljøskader, hænger uløseligt sammen. En systemisk tilgang er derfor nødvendig for at virkeliggøre dem. Endvidere bør det ottende miljøhandlingsprogram udpege de nødvendige forudsætninger for på en sammenhængende måde at nå de langsigtede mål og de tematiske prioriterede mål for alle involverede aktører.

(18)

Konsekvensanalyser, der foretages inden for rammerne af det ottende miljøhandlingsprogram, bør tage hensyn til hele spektret af umiddelbare og langsigtede konsekvenser for miljøet og klimaet som led i en integreret analyse af de økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger, herunder de kumulative virkninger, samt omkostningerne ved henholdsvis at handle og undlade at handle. Disse konsekvensanalyser bør baseres på brede og åbne høringer. Kommissionen bør inden for otte uger efter afslutningen af en offentlig høring give detaljeret feedback på høringssvar fra interessenter og i den forbindelse skelne mellem bidrag fra forskellige typer af interessenter.

(19)

Omstillingen til en velfærdsøkonomi, hvor vækst er regenerativ, er forankret i det ottende miljøhandlingsprogram og nedfældet i de prioriterede mål for både 2030 og 2050. For at sikre denne omstilling vil det være nødvendigt, at Unionen udvikler en mere holistisk tilgang til politikudformning, bl.a. ved hjælp af en resultattavle, der måler økonomiske, sociale og miljømæssige fremskridt »hinsides BNP«. Et samlet sæt af indikatorer, der indgår som led i Unionens indsats for at gennemføre FN's 2030-dagsorden, vil sammenfatte de eksisterende indikator- og overvågningsprocesser og samtidig give oplysninger om afstanden til målet, hvor dette er muligt, og i sidste ende tjene som en politisk oversigt, der kan fungere som rettesnor for politikudformningen. Udviklingen af et sådant indikatorsæt indgår derfor som en grundforudsætning i det ottende miljøhandlingsprogram.

(20)

FN's Miljøprogram og OECD's globale miljøforum har fremhævet, at klimaændringerne har kønsspecifikke virkninger. Kønsdifferentierede roller medfører også forskelle i kvinders og mænds sårbarhed over for klimaændringernes virkninger, og klimaændringernes virkninger forstærker kønsuligheden. Der er derfor behov for et kønsperspektiv på tiltag og mål i forbindelse med virkeliggørelsen af de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram for at sikre, at uligheder mellem kønnene ikke forlænges i det uendelige.

(21)

Det fremgår af artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (8), at rapporten om status over energiunionen skal indeholde et element om medlemsstaternes fremskridt hen imod udfasning af energisubsidier, navnlig til fossile brændstoffer. I henhold til artikel 17 i nævnte forordning skal Kommissionen med bistand fra Udvalget for Energiunionen vedtage gennemførelsesretsakter, herunder en metode for rapportering om udfasning af energisubsidier, navnlig til fossile brændstoffer. På grundlag af resultaterne af en igangværende undersøgelse vil Kommissionen desuden støtte medlemsstaterne i udfasningen af andre miljøskadelige subsidier.

(22)

For at opfylde behovene i EU's biodiversitetsstrategi for 2030, herunder investeringsprioriteterne for Natura 2000 og grøn infrastruktur, har Kommissionen vurderet, at der årligt bør bruges mindst 20 mia. EUR på naturen. Dette vil kræve mobilisering af private og offentlige midler på nationalt plan og EU-plan, herunder gennem en række forskellige programmer.

(23)

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2020 med titlen »En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje På vej mod et giftfrit miljø«, bør det ottende miljøhandlingsprogram støtte Unionens bestræbelser på at fremme en forsvarlig forvaltning af kemikalier gennem internationalt samarbejde og partnerskaber i bilaterale, regionale og multilaterale fora samt i samarbejde med tredjelande. Unionen vil i overensstemmelse med sine internationale tilsagn sikre, at farlige kemikalier, der er forbudt i Unionen, ikke fremstilles til eksport, herunder ved om nødvendigt at ændre relevant lovgivning.

(24)

Både i Unionen og globalt forringes jord og jordbund fortsat af en lang række menneskelige aktiviteter, såsom dårlig arealforvaltning, ændringer i arealanvendelsen, ikkebæredygtige landbrugsmetoder, opgivelse af landbrugsjord, forurening, ikkebæredygtige skovbrugsmetoder og arealbefæstelse, og som følge af tab af biodiversitet og klimaændringer, ofte kombineret med andre faktorer, hvorved jordens og jordbundens evne til at levere økosystemtjenester og -funktioner mindskes.

(25)

Det globale fødevaresystem, herunder landbrug, fiskeri og akvakultur, er fortsat en af de vigtigste drivkræfter bag klimaændringer og miljøforringelse, herunder global skovrydning. Inden for Unionen er det nødvendigt at ændre fødevaresystemet for at sikre, at de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram virkeliggøres.

(26)

Ifølge workshop-rapporten om biodiversitet og pandemier af 29. oktober 2020 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES) er de underliggende årsager til pandemier de selv samme globale miljøændringer, som forårsager tab af biodiversitet og klimaændringer, herunder ændringer i arealanvendelsen, et ekspanderende og stadigt mere intensivt landbrug, handel med og forbrug af vilde dyr og andre drivkræfter. Klimaændringer har spillet en rolle for fremkomsten af sygdomme og vil sandsynligvis bevirke en betydelig risiko for fremtidige pandemier, mens tab af biodiversitet også hænger sammen med landskabsforandringer og i nogle tilfælde kan føre til en øget risiko for fremkomst af nye sygdomme. Ifølge rapporten er omkostningerne ved at undlade at handle langt større end omkostningerne ved at gennemføre globale strategier til forebyggelse af pandemier ved at mindske handel med vilde dyr og ændringer af arealanvendelsen og øge One Health-overvågningen.

(27)

Covid-19-pandemien, som har medført en global sundhedsmæssig og økonomisk krise uden fortilfælde, har endnu en gang understreget vigtigheden af, at der ved udformningen af politikker anvendes den multisektorielle One Health-tilgang, som anerkender, at menneskers sundhed afhænger af miljøets tilstand og hænger sammen med dets forskellige komponenter og faktorer, herunder dyresundhed, og at de tiltag, der træffes til imødegåelse af sundhedstrusler, skal tage hensyn til det komplekse samspil mellem sundhed og miljø. Det ottende miljøhandlingsprogram bør bidrage til fuld integration af One Health-tilgangen på alle trin i den politiske beslutningsproces.

(28)

Fremskridt i retning af anerkendelse af retten til et rent, sundt og bæredygtigt miljø som fastsat i De Forenede Nationers Menneskerettighedsråds resolution 48/13 er en forudsætning for at virkeliggøre de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram.

(29)

Begrebet »økosystembaseret tilgang«, som er fastsat i FN's konvention om den biologiske mangfoldighed, er en strategi for integreret forvaltning af jord, vand og levende ressourcer, som fremmer bevaring og bæredygtig udnyttelse på et retfærdigt grundlag med det formål at bidrage til at opnå en balance mellem konventionens tre målsætninger, nemlig bevaring og bæredygtig udnyttelse af den biologiske diversitet samt retfærdig fordeling af fordelene herved.

(30)

Ifølge EEA-rapporten »Naturbaserede løsninger i Europa: Politik, viden og praksis for tilpasning til klimaændringer og katastroferisikoreduktion« er naturbaserede løsninger til tilpasning til klimaændringer og katastroferisikoreduktion tiltag, som arbejder sammen med og styrker naturen for at genoprette og beskytte økosystemer og hjælpe samfundet med at tilpasse sig klimaændringernes virkninger og bremse yderligere opvarmning, samtidig med at de giver en række yderligere fordele. Implementeringen af naturbaserede løsninger bør være i overensstemmelse med det ottende miljøhandlingsprograms prioriterede mål.

(31)

Opgørelse af naturkapital, som er et værktøj til at måle ændringer i beholdningen af naturkapital på forskellige niveauer og integrere økosystemtjenesternes værdi i regnskabs- og rapporteringssystemer, bør anvendes til støtte for målingen af fremskridt hen imod ambitiøse mål og foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner og beskyttelse og genopretning af biodiversitet, som det ikke kan erstatte.

(32)

Hav- og kystøkosystemer, såsom mangroveskove, koralrev, saltmarsker og havgræsenge, forringes og påvirkes negativt gennem skadelige praksisser, forurening og processer såsom eutrofiering og forsuring, der påvirker den biodiversitet, de danner grundlag for, og de økosystemtjenester og funktioner, de leverer, samt deres evne til at fungere som kulstofdræn. Der er behov for en hurtig indsats for at beskytte og genoprette hav- og kystøkosystemerne, herunder havbunden. Beskyttelse og bevarelse af havene er en global udfordring og et kollektivt ansvar, og der er behov for at øge bevidstheden om og forbedre kendskabet til havene for at fremme indførelsen og implementeringen af effektive foranstaltninger på alle niveauer og af alle aktører i samfundet.

(33)

Miljøforringelser og negative virkninger af klimaændringer forventes at tage yderligere til i de kommende år, hvilket vil gå hårdest ud over udviklingslande og sårbare befolkningsgrupper. For at bidrage til at opbygge modstandsdygtighed og støtte tredjelande i deres bestræbelser på at afbøde og tilpasse sig klimaændringer samt beskytte biodiversiteten bør økonomisk bistand fra Unionen og medlemsstaterne til tredjelande fremme FN's 2030-dagsorden, Parisaftalen og den globale ramme for tiden efter 2020 i FN's konvention om biologisk mangfoldighed og være i overensstemmelse med de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram. Unionen og medlemsstaterne bør endvidere sikre, at Parisaftalen og andre internationale klima- og miljøaftaler gennemføres på måder, der afspejler principperne om lighed og fælles, men differentierede ansvar og respektive muligheder, som fastsat i artikel 2, stk. 2, i Parisaftalen.

(34)

Grønt diplomati og øget samarbejde med tredjelande, herunder udviklingslande, og støtte til god global miljøforvaltning, herunder fremme af adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet er afgørende for at virkeliggøre såvel verdensmålene som Unionens miljø- og klimamål. Sikring af synergier og sammenhæng mellem alle interne og eksterne EU-politikker, herunder handelspolitikker og -aftaler, og overholdelse af princippet om politikkohærens for bæredygtig udvikling er også af stor vigtighed.

(35)

Da miljøpolitikken er stærkt decentraliseret, bør der gøres en indsats for at virkeliggøre de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram på forskellige forvaltningsniveauer, dvs. på EU-plan samt nationalt, regionalt og lokalt plan, med en samarbejdsbaseret tilgang til forvaltning på flere myndighedsniveauer. Effektiv overvågning, gennemførelse, håndhævelse og ansvarlighed er af afgørende betydning, og effektiv forvaltning er påkrævet for at sikre sammenhængen mellem politikkerne. Den integrerede tilgang til politikudvikling og -gennemførelse bør styrkes med henblik på at maksimere synergierne mellem miljømæssige, sociale og økonomiske mål gennem en systematisk screening og, hvor det er hensigtsmæssigt, vurdering af de potentielle afvejninger mellem dem, samt gennem en systematisk evaluering af sårbare og marginaliserede gruppers behov. Denne integrerede tilgang bør opfylde alle regioners specifikke behov, herunder by- og landområder og regioner i den yderste periferi. Desuden er adgang til miljøoplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser på miljøområdet og adgang til klage og domstolsprøvelse, herunder et gennemsigtigt samarbejde med og mellem offentlige myndigheder på alle beslutningsniveauer, ikke-statslige aktører og den brede offentlighed i overensstemmelse med konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (9) (»Århuskonventionen«), vigtig for at sikre, at det ottende miljøhandlingsprogram bliver en succes.

(36)

Kommissionen bør vurdere, hvilke fremskridt Unionen og medlemsstaterne har gjort med hensyn til at virkeliggøre de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram i forbindelse med den retfærdige og inklusive omstilling til bæredygtighed, velfærd og modstandsdygtighed inden for planetens grænser. Dette er i overensstemmelse med opfordringerne fra medlemsstaternes stats- og regeringschefer i Portoerklæringen, fra Rådet i dets konklusioner af 24. oktober 2019 om trivselsøkonomi og fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i dets oplæg »På vej mod et bæredygtigt Europa i 2030« om at måle økonomiske resultater og samfundsmæssige fremskridt »hinsides BNP« og bevæge sig i retning af at bruge velfærd som kompas for politikken, hvilket også støttes af OECD.

(37)

Vurderingen af fremskridtene hen imod virkeliggørelsen af de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram bør afspejle den seneste udvikling med hensyn til tilgængeligheden og relevansen af data og indikatorer. Den bør være i overensstemmelse med og ikke gribe ind i overvågnings- og forvaltningsværktøjer, der dækker mere specifikke aspekter af miljø og klimapolitikken, såsom navnlig forordning (EU) 2018/1999, revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne som Kommissionen har bebudet i sin meddelelse af 27. maj 2016 med titlen »Realisering af fordelene ved EU's miljøpolitikker gennem regelmæssig revision af gennemførelsen af miljøreglerne«, og overvågningsredskaber vedrørende cirkulær økonomi, nulforurening, biodiversitet, luft, vand, jord, affald eller andre miljøpolitikker. Sammen med redskaber, der anvendes i henhold til det europæiske semester, Eurostats overvågning af verdensmålene og Kommissionens meddelelse af 9. september 2020 med titlen »Strategisk fremsynsrapport 2020«, bør vurderingen af fremskridtene hen imod virkeliggørelsen af de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram indgå i et tværgående, sammenhængende og sammenkoblet sæt overvågnings- og forvaltningsværktøjer, som ikke alene omfatter miljømæssige faktorer, men også sociale og økonomiske faktorer.

(38)

I lyset af det ottende miljøhandlingsprograms prioriterede mål, navnlig dets langsigtede prioriterede mål, er det vigtigt at videreudvikle den vidensbase om planetens grænser og om miljøaftryk og udvikle relevante indikatorsæt.

(39)

Der er behov for robuste og meningsfulde indikatorer for at overvåge fremskridtene hen imod virkeliggørelsen af de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram. Kommissionen, EEA og andre relevante agenturer bør have adgang til, videreanvende og bygge på data og indikatorer fra medlemsstaterne i overensstemmelse med gældende EU-retsakter. Derudover bør der anvendes andre datakilder, såsom satellitdata og behandlede oplysninger taget fra Unionens Jordovervågningsprogram (Copernicus), Det Europæiske Informationssystem for Skovbrande, Biodiversitetsinformationssystemet for Europa, Markidentifikationssystemet og Det Europæiske Oversvømmelsesvarslingssystem, samt dataplatforme såsom Det Europæiske Havobservations- og Datanetværk og Informationsplatformen for Kemikalieovervågning. Anvendelsen af moderne digitale værktøjer og kunstig intelligens gør det muligt at forvalte og analysere dataene på en effektiv måde og derved mindske den administrative byrde, samtidig med at de bliver mere rettidige og af højere kvalitet. Til vurdering af fremskridt hen imod virkeliggørelsen af de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram, kan der anvendes ikke-retligt bindende mål ud over de retligt bindende mål, der er fastsat i EU-retten.

(40)

Endvidere bør medlemsstaterne i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (10), 2007/2/EF (11) og (EU) 2019/1024 (12) sikre, at de relevante data, oplysninger og indikatorer for overvågning af gennemførelsen af det ottende miljøhandlingsprogram er frit tilgængelige, ikkediskriminerende, med åben adgang, passende, af høj kvalitet, sammenlignelige, ajourførte, brugervenlige og let tilgængelige online.

(41)

For at virkeliggøre de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram bør EEA og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) samt medlemsstaterne udstyres med tilstrækkelig kapacitet og tilstrækkelige ressourcer til at sikre et solidt, tilgængeligt og gennemsigtigt videns- og evidensgrundlag til støtte for gennemførelsen af de strategiske prioriteter i den europæiske miljøaftale og vurderingen af fremskridt under det ottende miljøhandlingsprogram. Hvor det er relevant, bør andre organer og agenturer også inddrages og bidrage til gennemførelsen af disse strategiske prioriteter og til denne vurdering af fremskridtene.

(42)

I henhold til artikel 192, stk. 3, første afsnit, i TEUF vedtager Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure generelle handlingsprogrammer med angivelse af de prioriterede mål, der skal virkeliggøres inden for Unionens politik på miljøområdet. Da Kommissionens meddelelse om den europæiske grønne pagt indeholder en køreplan for vigtige tiltag med relevans for miljø- og klimaområdet i de kommende år, fastlægger nærværende afgørelse helt undtagelsesvist ikke tiltag til virkeliggørelsen af dens prioriterede mål i perioden frem til 2025. Det vil dog være nødvendigt at gøre dette for perioden efter den forventede fastlæggelse af den europæiske grønne pagts vigtige tiltag i 2024, således at de i denne afgørelse fastlagte tematiske prioriterede mål kan virkeliggøres, og det ottende miljøhandlingsprogram fortsætter med at fastsætte den overordnede vision for Unionens miljøpolitik. Dette er også nødvendigt for at respektere Europa-Parlamentets og Rådets prærogativer i henhold til artikel 192, stk. 3, første afsnit, i TEUF, uden at dette berører Kommissionens prærogativer i henhold til artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Med henblik herpå bør Kommissionen senest den 31. marts 2024 foretage en midtvejsevaluering, og, hvor det er hensigtsmæssigt, efterfulgt af et lovgivningsmæssigt forslag, hvorved der føjes et bilag til denne afgørelse, for at virkeliggøre de prioriterede tematiske mål senest den 31. marts 2025.

(43)

For at tage hensyn til de politiske mål, der er under udvikling, og de fremskridt, der er gjort, bør det ottende miljøhandlingsprogram evalueres af Kommissionen i 2029. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med resultaterne af denne evaluering, og, hvis det er relevant, efterfulgt af et lovgivningsmæssigt forslag til det næste miljøhandlingsprogram. Et sådant forslag til retsakt bør fremlægges rettidigt med henblik på at undgå et afbræk mellem det ottende og det niende miljøhandlingsprogram.

(44)

Målene for denne afgørelse kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af det foreslåede handlingsprograms omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —