|
6.4.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 107/80 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/550
af 17. marts 2022
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne ved anden del af det fjerde møde i partskonferencen under Minamatakonventionen om kviksølv i forbindelse med vedtagelse af en afgørelse om fastsættelse af tærskler for kviksølvaffald i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i nævnte konvention
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Minamatakonventionen om kviksølv (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2017/939 (1) og trådte i kraft den 16. august 2017. |
|
(2) |
I henhold til afgørelse MC-1/1 om forretningsordenen, som blev vedtaget på det første møde i partskonferencen under konventionen (»COP«), bør parterne bestræbe sig på at nå til enighed ved konsensus om alle væsentlige spørgsmål. |
|
(3) |
COP vedtog på sit tredje møde den 25.-29. november 2019 afgørelse MC-3/5 om fastsættelse af tærskler for affald, der består af eller indeholder kviksølv eller kviksølvforbindelser som omhandlet i konventionens artikel 11, stk. 2, og pålægger gruppen af tekniske eksperter, der blev nedsat af COP på det andet møde den 19.-23. november 2018, at fastsætte tærskler for affald, der er forurenet med kviksølv eller kviksølvforbindelser (»kviksølvforurenet affald«), herunder for restprodukter (tailings) fra anden minedrift end primær kviksølvudvinding. |
|
(4) |
COP forventes ved anden del af det fjerde møde den 21.-25. marts 2022 at vedtage en afgørelse (»forslaget til afgørelse«) om tærskler for kviksølvforurenet affald som omhandlet i konventionens artikel 11, stk. 2, hvilket vil resultere i en fastsættelse af anvendelsesområdet for konventionens artikel 11 vedrørende sådant affald. Kviksølvforurenet affald, der er omfattet af konventionens artikel 11, stk. 2, bør håndteres på en miljøforsvarlig måde i henhold til konventionens artikel 11, stk. 3. |
|
(5) |
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i COP, bør fastlægges, da den foreslåede afgørelse, såfremt den vedtages, vil have retsvirkninger, eftersom parterne i konventionen vil skulle træffe foranstaltninger for at gennemføre den på nationalt eller regionalt niveau eller begge dele. |
|
(6) |
Unionen har ydet et væsentligt bidrag til udviklingen af konventionens bestemmelser vedrørende affald og til det ekspertarbejde i perioden mellem konferencerne, som blev iværksat ved afgørelse MC-3/5, og som har ført til forslaget til afgørelse. |
|
(7) |
I gældende EU-ret kræves det allerede, at alt kviksølvaffald, der er omhandlet i konventionens artikel 11, stk. 2, herunder kviksølvforurenet affald, håndteres, uden at menneskers sundhed bringes i fare eller miljøet skades, og uanset dets indhold af kviksølv. |
|
(8) |
Unionen bør kun støtte COP's vedtagelse af en afgørelse, hvis den er i overensstemmelse med gældende EU-ret — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne ved anden del af det fjerde møde i partskonferencen under konventionen, er at støtte vedtagelsen af en afgørelse om tærskler for kviksølvforurenet affald, der er i overensstemmelse med gældende EU-ret.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 17. marts 2022.
På Rådets vegne
B. POMPILI
Formand
(1) Rådets afgørelse (EU) 2017/939 af 11. maj 2017 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Minamatakonventionen om kviksølv (EUT L 142 af 2.6.2017, s. 4).