9.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/36


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/393

af 3. marts 2022

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det 65. møde i Narkotikakommissionen for så vidt angår en tilføjelse af tre stoffer til listen over stoffer i tabel I i De Forenede Nationers imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer fra 1988 (»konventionen«) blev indgået af Unionen i medfør af Rådets afgørelse 90/611/EØF (1) og trådte i kraft den 11. november 1990.

(2)

I henhold til konventionens artikel 12, stk. 2-7, kan stoffer optages i konventionens tabeller, hvori narkotikaprækursorer er opført.

(3)

Narkotikakommissionen skal på sit 65. møde, der finder sted i Wien fra den 14.-18. marts 2022, vedtage en afgørelse om optagelse af tre stoffer i tabel I til konventionen.

(4)

Ifølge vurderingen fra Det Internationale Kontroludvalg for Narkotiske Midler anvendes tre stoffer, nemlig 4-AP, 1-boc-4-AP og norfentanyl, hyppigt i den ulovlige fremstilling af fentanyl og er meget velegnede til ulovlig fremstilling af fentanyl og en række fentanyl-analoger, som er meget kraftige syntetiske opioider. Der er dokumentation for, at mængden og omfanget af den ulovlige fremstilling af disse narkotiske midler og psykotrope stoffer udgør alvorlige folkesundhedsmæssige og sociale problemer. Det er derfor berettiget at underkaste 4-AP, 1-boc-4-AP og norfentanyl international kontrol.

(5)

Den 2. februar 2022 anbefalede Det Internationale Kontroludvalg for Narkotiske Midler, at Narkotikakommissionen optager 4-AP, 1-boc-4-AP og norfentanyl i tabel I i konventionen.

(6)

Ulovligt fremstillet fentanyl og fentanyl-analoger har medført alvorlige folkesundhedsmæssige og sociale problemer i visse medlemsstater.

(7)

Afgørelsen om at optage stoffer i konventionens tabel I henhører under Unionens enekompetence. Unionen har observatørstatus i Narkotikakommissionen, som 12 EU-medlemsstater er medlemmer af med ret til at stemme.

(8)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Narkotikakommissionen, bør fastlægges, da nævnte kommissions afgørelse vil være bindende for Unionen og vil kunne få afgørende indflydelse på EU-rettens indhold, nærmere bestemt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 (2) og Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 (3).

(9)

Unionens holdning bør fremføres af de EU-medlemsstater, der er medlemmer af Narkotikakommissionen, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse.

(10)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Narkotikakommissionen, bør være, at 4-AP, 1-boc-4-AP og norfentanyl optages i konventionens tabel I —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 65. møde i Narkotikakommissionen fra den 14. til den 18. marts 2022, er, at følgende stoffer skal optages i konventionens tabel I:

a)

4-AP

b)

1-boc-4-AP og

c)

norfentanyl.

Artikel 2

Den holdning, der er anført i artikel 1, udtrykkes af de EU-medlemsstater, der er medlemmer af Narkotikakommissionen, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. marts 2022.

På Rådets vegne

G. DARMANIN

Formand


(1)  Rådets afgørelse 90/611/EØF af 22. oktober 1990 om godkendelse på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne af De Forenede Nationers konvention om ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer (EFT L 326 af 24.11.1990, s. 56).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 af 11. februar 2004 om narkotikaprækursorer (EUT L 47 af 18.2.2004, s. 1).

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 af 22. december 2004 om regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem Unionen og tredjelande (EUT L 22 af 26.1.2005, s. 1).