24.2.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 43/73


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/289

af 22. februar 2022

om etablering af et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur vedrørende analyse af og forsøg med økosystemer ERIC (AnaEE-ERIC)

(meddelt under nummer C(2022) 933)

(EØS-relevant tekst)

Kun den bulgarske, den tjekkiske, den danske, den nederlandske, den franske, den italienske, den finske og den svenske udgave er autentiske

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 723/2009 af 25. juni 2009 om fællesskabsrammebestemmelser for et konsortium for en europæisk forskningsinfrastruktur (ERIC) (1), særlig artikel 6, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Frankrig, Italien, Finland og International Center for Advanced Mediterranean Agronomic Studies har indgivet en ansøgning til Kommissionen om etablering af et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur vedrørende analyse af og forsøg med økosystemer (Analysis and Experimentation on Ecosystems ERIC — AnaEE-ERIC) (i det følgende benævnt »ansøgningen«). Belgien har tilkendegivet sin beslutning om indledningsvist at deltage i AnaEE-ERIC som observatør.

(2)

Ansøgerne har aftalt, at Frankrig bliver værtsmedlemsstat for AnaEE-ERIC.

(3)

Forordning (EF) nr. 723/2009 er blevet indarbejdet i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 72/2015 (2).

(4)

Kommissionen har i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 723/2009 evalueret ansøgningen og konkluderet, at den opfylder betingelserne i forordningen. Ved evalueringen indhentede Kommissionen udtalelser fra uvildige eksperter inden for analyse af og forsøg med økosystemer.

(5)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 20 i forordning (EF) nr. 723/2009 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Herved etableres et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur vedrørende analyse af og forsøg med økosystemer (The Analysis and Experimentation on Ecosystems ERIC — AnaEE-ERIC).

2.   De væsentlige elementer i vedtægterne for AnaEE-ERIC er angivet i bilaget til denne gennemførelsesafgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Den Italienske Republik og Republikken Finland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. februar 2022.

På Kommissionens vegne

Mariya GABRIEL

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 206 af 8.8.2009, s. 1.

(2)  Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 72/2015 af 20. marts 2015 om ændring af protokol 31 til EØS-aftalen om samarbejde på særlige områder ud over de fire friheder (EUT L 129 af 19.5.2016, s. 85).


BILAG

VÆSENTLIGE ELEMENTER I VEDTÆGTERNE FOR AnaEE-ERIC

Artikel 1

Betegnelse

Der etableres et distribueret europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (ERIC) vedrørende analyse af og forsøg med økosystemer, der kaldes »Analysis and Experimentation on Ecosystems ERIC« (AnaEE-ERIC). Det etableres som et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (ERIC) i henhold til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 723/2009.

Artikel 2

Vedtægtsmæssigt hjemsted

Det vedtægtsmæssige hjemsted for AnaEE-ERIC er Gif-sur-Yvette, Frankrig.

Artikel 3

Opgaver og aktiviteter

1.   AnaEE-ERIC's hovedopgave er at etablere og drive en distribueret forskningsinfrastruktur til analyse af og forsøg med økosystemer. Målet er at levere de værktøjer og tjenester samt den viden, der er nødvendig for at tackle de komplekse globale miljø- og klimaudfordringer, som de menneskelige samfund står over for.

2.   AnaEE-ERIC opererer med det centrale knudepunkt (CH), interface- og syntesecentret (ISC), teknologicentret (TC) og datamodelleringscentret (DMC).

3.   Med henblik på stk. 1 skal AnaEE-ERIC

a.

koordinere adgangen til de nationale forsøgs-, analyse- og modelleringsplatforme og tilrettelægge samarbejdet med europæiske faciliteter

b.

fremme europæiske forskningsprogrammer og -projekter

c.

udvikle teknologi, harmonisere metoder, opbygge industrielle partnerskaber og fremme vidensoverførsel

d.

fremme udvekslingen af viden og/eller kompetencer inden for det europæiske forskningsrum (ERA) og øge udnyttelsen af det intellektuelle potentiale i hele Europa

e.

udvikle dataadgang, -deling og -modellering

f.

tilrettelægge uddannelse

g.

gennemføre en kommunikationsstrategi

h.

udføre enhver anden tilknyttet aktivitet, der er nødvendig for at nå konsortiets mål.

4.   AnaEE-ERIC forfølger sin hovedopgave uden gevinst for øje. AnaEE-ERIC kan udøve begrænsede økonomiske aktiviteter, forudsat at disse er nært knyttet til dets hovedopgaver som beskrevet i artikel 3, stk. 3, og ikke bringer disse i fare.

Artikel 4

Varighed og procedure for afvikling

1.   AnaEE-ERIC etableres for en indledende periode på ti år. Deltagerforsamlingen kan beslutte at forlænge varigheden med på hinanden følgende tiårige perioder.

2.   Afviklingen af AnaEE-ERIC besluttes af deltagerforsamlingen i henhold til artikel 18, stk. 10, i vedtægterne.

3.   Uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest ti dage efter vedtagelsen af beslutningen om at afvikle AnaEE-ERIC underretter AnaEE-ERIC Kommissionen om beslutningen.

4.   Tilbageværende aktiver, når AnaEE-ERIC's gæld er betalt, fordeles blandt medlemmerne i forhold til deres akkumulerede årlige bidrag til AnaEE-ERIC som anført i vedtægternes artikel 17.

5.   Uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest ti dage efter at afviklingen er afsluttet, underretter AnaEE-ERIC Kommissionen herom.

6.   AnaEE-ERIC ophører med at bestå fra den dag, hvor Kommissionen offentliggør bekendtgørelsen herom i Den Europæiske Unions Tidende, L-udgaven.

Artikel 5

Ansvarsordning

1.   AnaEE-ERIC hæfter for sin gæld.

2.   Medlemmernes finansielle ansvar for AnaEE-ERIC's gæld, uanset dennes art, er begrænset til deres respektive bidrag til AnaEE-ERIC for det seneste hele driftsår.

3.   AnaEE-ERIC tegner de relevante forsikringer til dækning af de risici, der er forbundet med dets drift.

Artikel 6

Adgangspolitik for brugere

1.   Adgang til AnaEE-ERIC's faciliteter og tjenester, der leveres af det centrale knudepunkt eller AnaEE-ERIC's servicecentre, gives på grundlag af principperne om åben adgang. AnaEE-ERIC's regler for adgang til infrastruktur omfatter en gebyrpolitik, der giver medlemmerne incitamenter.

2.   AnaEE-ERIC stiller via sin webportal oplysninger til rådighed om de klimatiske og biogeografiske gradienter og supplerende færdigheder og teknikker på AnaEE-ERIC's platforme for at hjælpe forskere i projektudviklingsfasen og lette inkubationen af projekter på tværs af flere platforme.

3.   AnaEE-ERIC's centrale knudepunkt giver adgang til AnaEE-ERIC's faciliteter og tjenester ved servicecentrene eller de nationale platforme. Dette sker på grundlag af en vurdering af den videnskabelige kvalitet af den foreslåede anvendelse, en uafhængig videnskabelig evaluering foretaget af et ekspertudvalg udpeget af deltagerforsamlingen og en vurdering af den tekniske gennemførlighed foretaget af AnaEE-ERIC. Eventuelle etiske spørgsmål i forbindelse med en foreslået anvendelse vil blive behandlet af det uafhængige rådgivende etiske udvalg (se vedtægternes artikel 25).

4.   Hvis adgangen til AnaEE-ERIC's faciliteter og tjenester begrænses af kapacitetsmæssige årsager, foretages der en udvælgelse i henhold til de driftsregler, der er fastsat i vedtægterne, idet udvælgelseskriterierne baseres på videnskabelig topkvalitet og forslagenes tekniske og finansielle gennemførlighed.

5.   AnaEE-ERIC stiller metadata for hvert projekt til rådighed fra starten, både for eksperimentindstillinger ved nationale platforme og for data produceret af servicecentre.

6.   Data stilles til rådighed i overensstemmelse med AnaEE-ERIC's politik for fri adgang. Adgangen vil blive reguleret i henhold til vedtægternes driftsregler, generelt med en fast udsættelse, hvorefter dataene vil blive gjort tilgængelige for offentligheden. Denne adgangspolitik skal tage hensyn til den europæiske retlige ramme for databeskyttelse (1) i forbindelse med medlemmernes deling af brugernes personoplysninger.

Artikel 7

Politik for videnskabelig evaluering

AnaEE-ERIC's aktiviteter skal evalueres hvert femte år af et uafhængigt videnskabeligt ad hoc-udvalg. Deltagerforsamlingen iværksætter en sådan evaluering og giver om nødvendigt særlige retningslinjer. Principperne og procedurerne for denne evaluering fastlægges i vedtægternes driftsregler.

Artikel 8

Formidlingspolitik

1.   AnaEE-ERIC fremmer forskning og tilskynder generelt til, at der i så vid udstrækning som muligt gives fri adgang til forskningsdata.

2.   AnaEE-ERIC anmoder brugerne om at gøre deres forskningsresultater offentligt tilgængelige og gøre deres resultater tilgængelige via AnaEE-ERIC.

3.   AnaEE-ERIC skal bruge flere forskellige kanaler til at nå sin målgruppe, herunder webportaler, nyhedsbreve, workshops og deltagelse i konferencer samt artikler i magasiner og dagblade, på sociale netværk m.m.

Artikel 9

Politik for intellektuelle ejendomsrettigheder

1.   Alle intellektuelle ejendomsrettigheder, der skabes, opstår, opnås eller udvikles i løbet af AnaEE-ERIC's aktiviteter, ejes af AnaEE-ERIC.

2.   Medmindre andet er fastsat i eventuelle kontrakter mellem AnaEE-ERIC og medlemmer eller observatører ejes alle intellektuelle ejendomsrettigheder, der skabes, opstår, opnås eller udvikles af et medlem eller en observatør, af det pågældende medlem eller den pågældende observatør.

Artikel 10

Ansættelsespolitik

1.   AnaEE-ERIC's ansættelsesvilkår skal være i overensstemmelse med lovene i det land, hvor personalet er ansat, eller med lovene i det land, hvor AnaEE-ERIC's aktiviteter udføres.

2.   Procedurerne for udvælgelse af ansøgere til stillinger i AnaEE-ERIC skal være baseret på gennemsigtighed, ikkediskrimination og ligestilling. Rekruttering og ansættelse må ikke være diskriminerende.

3.   Ansættelse skal ske efter international offentliggørelse af et stillingsopslag.

Artikel 11

Udbudspolitik

1.   AnaEE-ERIC behandler kandidater og tilbudsgivere på lige og ikkediskriminerende vilkår, uafhængigt af om de er baseret i EU. AnaEE-ERIC's udbudspolitik skal følge principperne om gennemsigtighed, konkurrence og ikkediskriminering. Detaljerede regler om udbudsprocedurer og -kriterier fastsættes i vedtægternes driftsregler.

2.   Medlemmers og observatørers udbudsprocedurer i forbindelse med AnaEE-ERIC's aktiviteter skal ske med behørig hensyntagen til AnaEE-ERIC's behov og de tekniske krav og specifikationer, der er fastsat af de relevante organer.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).