19.1.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 12/148


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/73

af 18. januar 2022

om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1490 for så vidt angår tilladelse til Ungarn til i en yderligere periode at anvende den særlige foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 287, nr. 12), i direktiv 2006/112/EF kan Ungarn momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med modværdien i national valuta af 35 000 EUR beregnet på grundlag af kursen på dagen for landets tiltrædelse.

(2)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1490 (2) fik Ungarn tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF, for at momsfritage afgiftspligtige personer med en årlig omsætning, der højst er lig med modværdien i national valuta af 48 000 EUR på dagen for landets tiltrædelse af Unionen, indtil den 31. december 2021 eller indtil ikrafttrædelsen af et direktiv om ændring af bestemmelserne i artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF, alt efter hvilken dato der kommer først (»den særlige foranstaltning«).

(3)

Ved brev af 19. april 2021 anmodede Ungarn Kommissionen om tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024, som er den dato, hvor medlemsstaterne skal gennemføre Rådets direktiv (EU) 2020/285 (3), hvori der fastsættes enklere momsregler for små virksomheder. Ved nævnte direktiv gives medlemsstaterne også mulighed for at fritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger en tærskel på 85 000 EUR eller modværdien heraf i national valuta.

(4)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF fremsendte Kommissionen Ungarns anmodning til de øvrige medlemsstater ved brev af 28. juni 2021. Ved brev af 29. juni 2021 meddelte Kommissionen Ungarn, at den rådede over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(5)

Den særlige foranstaltning er i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/285, som har til formål at mindske små virksomheders omkostninger i forbindelse med overholdelse af momsreglerne, konkurrenceforvridningen både på nationalt plan og på EU-plan samt de negative virkninger af overgangen fra fritagelse til beskatning (»tærskeleffekten«). Direktivet har også til formål at lette små virksomheders regeloverholdelse samt skattemyndighedernes kontrol. Tærsklen på 48 000 EUR er i overensstemmelse med den nye tærskel for undtagelser som fastsat ved direktiv (EU) 2020/285.

(6)

Den særlige foranstaltning vil fortsat være frivillig for afgiftspligtige personer. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.

(7)

Ifølge de af Ungarn indgivne oplysninger vil den særlige foranstaltning kun have en ubetydelig indvirkning på Ungarns samlede indtægter fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug.

(8)

Efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 (4) vil Ungarn ikke foretage nogen kompensationsberegning for så vidt angår oversigten over momsbaserede egne indtægter for regnskabsåret 2021 og fremefter.

(9)

I betragtning af den særlige foranstaltnings positive virkning med hensyn til at forenkle momsrelaterede forpligtelser ved at mindske den administrative byrde og overholdelsesomkostningerne for små virksomheder og skattemyndighederne, og eftersom der ikke vil være nogen indvirkning af betydning på de samlede momsindtægter, bør Ungarn gives tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning i endnu en periode.

(10)

Tilladelsen til at anvende den særlige foranstaltning bør være tidsbegrænset. Tidsbegrænsningen bør være tilstrækkelig til, at tærsklens effektivitet og hensigtsmæssighed kan vurderes. Endvidere skal medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2020/285 senest den 31. december 2024 vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme nævnte direktivs artikel 1, og de skal anvende disse bestemmelser fra den 1. januar 2025. Det er derfor hensigtsmæssigt at give Ungarn tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024.

(11)

For at undgå forstyrrende virkninger bør Ungarn kunne anvende den særlige foranstaltning uden afbrydelse. Den tilladelse, der anmodes om, bør derfor gives med virkning fra den 1. januar 2022 for at efterfølge den tidligere ordning i henhold til gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1490 uden overgang.

(12)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1490 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 2 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1490 affattes således:

»Artikel 2

Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2024.«

Artikel 2

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Ungarn.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. januar 2022.

På Rådets vegne

B. LE MAIRE

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1490 af 2. oktober 2018 om at give Ungarn tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 252 af 8.10.2018, s. 38).

(3)  Rådets direktiv (EU) 2020/285 af 18. februar 2020 om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår særordningen for små virksomheder og forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår administrativt samarbejde og udveksling af oplysninger med henblik på at overvåge, om særordningen for små virksomheder anvendes korrekt (EUT L 62 af 2.3.2020, s. 13).

(4)  Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 af 30. april 2021 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EUT L 165 af 11.5.2021, s. 9).