29.10.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 384/84


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2021/1891

af 26. oktober 2021

om ændring af bilag XIV og XV til forordning (EU) nr. 142/2011, for så vidt angår import til og transit gennem Unionen af animalske biprodukter og afledte produkter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (»forordningen om animalske biprodukter«) (1), særlig artikel 41, stk. 3, første og tredje afsnit, og artikel 42, stk. 2, litra a), b) og d), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der er ved Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 (2) fastsat gennemførelsesbestemmelser vedrørende de folke- og dyresundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 1069/2009, herunder standardsundhedscertifikater og listen over tredjelande, der er godkendt med hensyn til import til og transit gennem Unionen af sendinger af animalske biprodukter og afledte produkter.

(2)

Navnlig indeholder kapitel II i bilag XIV til forordning (EU) nr. 142/2011 specifikke krav vedrørende import til og transit gennem Unionen af sendinger af animalske biprodukter og afledte produkter til anvendelse uden for foderkæden for andre opdrættede dyr end pelsdyr. Sådanne sendinger skal bl.a. overholde reglerne i afsnit 1, tabel 2, i samme kapitel.

(3)

Mere specifikt indeholder række 14 i tabel 2 en liste over tredjelande, der er godkendt med hensyn til import til og transit gennem Unionen af sendinger af animalske biprodukter og afledte produkter til anvendelse uden for foderkæden, herunder sendinger af pels til fremstilling af afledte produkter (kategori 3-materiale) som omhandlet i artikel 10, litra n), i forordning (EF) nr. 1069/2009. Visse medlemsstater har anmodet om at få ændret nævnte række 14 i tabel 2, så der indsættes en liste over tredjelande, der er godkendt med hensyn til import til Unionen af pels til fremstilling af afledte produkter. Der findes ikke en liste over tredjelande, der er godkendt med hensyn til import til Unionen af produkter af pelsdyr, men ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 (3) er der fastlagt en liste over tredjelande, territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre sendinger af fersk kød af hovdyr til Unionen. På grundlag af en evaluering af medlemsstaternes anmodning bør der indsættes en liste over tredjelande, hvorfra det er tilladt at importere pels til fremstilling af afledte produkter til Unionen, i række 14 i tabel 2. Da de tredjelande, hvorfra det er tilladt at indføre fersk kød af hovdyr til Unionen, opererer med et højt niveau af offentlig kontrol og beskyttelse af folke- og dyresundheden, bør det være tilladt at importere pels til fremstilling af afledte produkter fra de pågældende tredjelande.

(4)

Bilag XIV til forordning (EU) nr. 142/2011 bør derfor ændres.

(5)

Desuden er der i kapitel 3(F) og kapitel 8 i bilag XV til forordning (EU) nr. 142/2011 fastlagt standardsundhedscertifikater til brug ved import til eller transit gennem Unionen af animalske biprodukter til henholdsvis fremstilling af foder til selskabsdyr og anvendelse uden for foderkæden eller som vareprøver. Disse standardsundhedscertifikater indeholder bl.a. et krav om, at de dyr, som animalske biprodukter hidrører fra, skal have opholdt sig på én enkelt bedrift i de sidste 40 dage før slagtningen. Ud fra et dyresundhedsmæssigt synspunkt sikrer en sådan opholdsperiode på 40 dage før slagtning sikkerheden ved uforarbejdede animalske biprodukter, når de importeres til Unionen. Frihed for mund- og klovesyge, uden at der foretages vaccination, er den gunstigste dyresundhedsstatus i henhold til Verdensorganisationen for Dyresundheds (OIE) standarder, og tredjelande med denne dyresundhedsstatus er godkendt med hensyn til import til og transit gennem Unionen af sendinger af fersk kød uden en sådan opholdsperiode på 40 dage, forudsat at de overholder eventuelle alle andre dyresundhedsmæssige krav. Visse tredjelande, som er frie for mund- og klovesyge, uden at de vaccinerer, har anmodet Kommissionen om at blive godkendt med hensyn til import til Unionen af uforarbejdede animalske biprodukter uden opholdsperioden på 40 dage før slagtning. De dyresundhedsmæssige betingelser for import af animalske biprodukter bør bringes i overensstemmelse med de dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel af fersk kød til Unionen, som er fastsat ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404.

(6)

Standardsundhedscertifikaterne for animalske biprodukter til fremstilling af foder til selskabsdyr i kapitel 3(F) i bilag XV til forordning (EU) nr. 142/2011 og for animalske biprodukter til anvendelse uden for foderkæden eller som vareprøver i kapitel 8 i samme forordnings bilag XV bør derfor ændres.

(7)

Endvidere følger det af kapitel V i bilag VIII til forordning (EU) nr. 142/2011, at afledte produkter af kategori 1- eller kategori 2-materiale skal mærkes permanent med en kemisk markør for at forhindre, at de kommer ind i foderkæden, og for at sikre offentlig kontrol af foder. Mærkning med en kemisk markør er ikke påkrævet for afsmeltet fedt af kategori 3. Det er derfor nødvendigt at rette den fejlagtige ordlyd i standardsundhedscertifikatet i kapitel 10(B) i nævnte forordnings bilag XV til brug ved import af afsmeltet fedt, der ikke er bestemt til konsum, som skal anvendes til visse formål uden for foderkæden, og som sendes til Unionen eller i transit gennem Unionen.

(8)

Bilag XV til forordning (EU) nr. 142/2011 bør derfor ændres.

(9)

For at undgå handelsforstyrrelser bør der ved denne forordning fastsættes en overgangsperiode, hvori varer, som er berørt af de ændringer i forordning (EU) nr. 142/2011, der foretages ved nærværende forordning, fortsat godtages til import til og transit gennem Unionen, forudsat at de pågældende varer overholder kravene i forordning (EU) nr. 142/2011 før ændringerne ved nærværende forordning.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag XIV og XV til forordning (EU) nr. 142/2011 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

I en overgangsperiode, som udløber den 31. maj 2022, accepteres det fortsat, at sendinger af animalske biprodukter og afledte produkter, der ledsages af et sundhedscertifikat, behørigt udfyldt og underskrevet i overensstemmelse med det relevante standardsundhedscertifikat i kapitel 3(F), kapitel 8 eller kapitel 10(B) i bilag XV til forordning (EU) nr. 142/2011 i den udgave, der var gældende før de ændringer, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 1, importeres til eller føres i transit gennem Unionen, forudsat at de pågældende sundhedscertifikater er behørigt udfyldt og underskrevet senest den 31. marts 2022.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. oktober 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 300 af 14.11.2009, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 af 25. februar 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om gennemførelse af Rådets direktiv 97/78/EF for så vidt angår visse prøver og genstande, der er fritaget for veterinærkontrol ved grænsen som omhandlet i samme direktiv (EUT L 54 af 26.2.2011, s. 1).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 af 24. marts 2021 om fastlæggelse af lister over tredjelande, territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 (EUT L 114 af 31.3.2021, s. 1.)


BILAG

I forordning (EU) nr. 142/2011 foretages følgende ændringer:

1)

I bilag XIV, kapitel II, afsnit 1, tabel 2, række 14, kolonnen »Tredjelande«, indsættes følgende som litra d):

»d)

For så vidt angår pels til fremstilling af afledte produkter:

tredjelande, der er opført i del 1 i bilag XIII til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 (*1), og hvorfra indførsel til Unionen af fersk kød af hovdyr er tilladt.

(*1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 af 24. marts 2021 om fastlæggelse af lister over tredjelande, territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 (EUT L 114 af 31.3.2021, s. 1).«"

2)

Bilag XV ændres således:

a)

Kapitel 3(F) affattes således:

»KAPITEL 3(F)

Sundhedscertifikat

for animalske biprodukter (3), som sendes til EU eller i transit gennem EU (2) med henblik på fremstilling af foder til selskabsdyr

Image 1

Image 2

Image 3

Image 4

Image 5

Image 6
«.

b)

Kapitel 8 affattes således:

»KAPITEL 8

Sundhedscertifikat

for animalske biprodukter til anvendelse uden for foderkæden eller som vareprøver (2), som sendes til EU eller i transit gennem EU (2)

Image 7

Image 8

Image 9

Image 10

Image 11

Image 12
«.

c)

Kapitel 10(B) affattes således:

»KAPITEL 10(B)

Sundhedscertifikat

for afsmeltet fedt, der ikke er bestemt til konsum, som skal anvendes til visse formål uden for foderkæden, og som sendes til EU eller i transit gennem EU (2)

Image 13

Image 14

Image 15

Image 16

Image 17
«.


(*1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/404 af 24. marts 2021 om fastlæggelse af lister over tredjelande, territorier eller zoner deri, hvorfra det er tilladt at indføre dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 (EUT L 114 af 31.3.2021, s. 1).««