21.5.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 180/110


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/809

af 20. maj 2021

om afvisning af godkendelse af gæret ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. (kulsukker) som basisstof, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig artikel 13, stk. 2, sammenholdt med artikel 23, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 22. januar 2015 modtog Kommissionen en ansøgning fra virksomheden Greenprotech om godkendelse af »kulsukkerekstrakt« som basisstof, der skal anvendes som insektafskrækningsmiddel og som middel til at udløse planternes egne forsvarsmekanismer hos frugttræer, græs og grøntsager. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 23, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(2)

Kommissionen anmodede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) om videnskabelig bistand. Autoriteten forelagde den 28. november 2019 en teknisk rapport om »kulsukkerekstrakt« (2) for Kommissionen. På baggrund af den tekniske rapport og den dokumentation, som ansøgeren har fremlagt, bør anvendelsesområdet defineres som omfattende aktivstoffet »gæret ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. (kulsukker)«.

(3)

De oplysninger, der blev fremlagt af ansøgeren, om gæret ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. (kulsukker) var ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at det opfylder kriterierne for fødevarer som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (3).

(4)

Autoriteten konkluderede, at specifikationen for det gærede ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. (kulsukker) ikke er veldefineret. Autoriteten anførte også, at kulsukker er kendt for at indeholde genotoksiske og kræftfremkaldende bestanddele, og der forelå ikke oplysninger om koncentrationen af genotoksiske og kræftfremkaldende bestanddele i det gærede ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. Det var derfor ikke muligt at konkludere, at det gærede ekstrakt af blade af Symphytum officinale L ikke skal betragtes som et stof, der giver anledning til bekymring, i henhold til artikel 23, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(5)

Desuden var det ikke muligt for autoriteten at færdiggøre en vurdering af eksponeringsrisikoen fra andre kilder end kosten og en vurdering af risikoen for forbrugerne på baggrund af de foreliggende oplysninger om det gærede ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. Der forelå endvidere ikke tilstrækkelige oplysninger om miljøeksponering og risici for organismer uden for målgruppen.

(6)

Der forelå ingen relevante vurderinger, der var foretaget i henhold til andre fællesskabsforskrifter, jf. artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(7)

Kommissionen forelagde revurderingsrapporten (4) samt et udkast til forordning for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder henholdsvis den 19. maj 2020 og den 26. januar 2021, og færdiggjorde dem inden komitéens møde den 24. marts 2021.

(8)

Kommissionen opfordrede ansøgeren til at fremsætte sine bemærkninger til autoritetens tekniske rapport og til Kommissionens udkast til revurderingsrapport. Ansøgeren fremsatte sine bemærkninger, som er blevet nøje gennemgået.

(9)

Selv med de af ansøgeren fremsatte argumenter kan problemerne vedrørende stoffet dog ikke siges at være løst.

(10)

Det er derfor ikke fastslået, at kravene i artikel 23 i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt. Derfor bør gæret ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. (kulsukker) ikke godkendes som basisstof.

(11)

Nærværende forordning er ikke til hinder for, at der kan indgives en ny ansøgning om godkendelse af gæret ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. (kulsukker) som basisstof, jf. artikel 23, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009, eller en ansøgning om godkendelse som aktivstof, jf. artikel 7 i samme forordning.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Stoffet gæret ekstrakt af blade af Symphytum officinale L. (kulsukker) godkendes ikke som basisstof.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. maj 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(2)  EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet), 2019. Technical report on the outcome of the consultation with Member States and EFSA on the basic substance application for approval of Comfrey steeping to be used in plant protection as an insect repellent and plant elicitor in fruit trees, grass and vegetables. EFSA supporting publication 2019:EN-1753. 64 s. doi:10.2903/sp.efsa.2019.EN-1753.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).

(4)  https://ec.europa.eu/food/plant/pesticides/eu-pesticides-db_en.