18.3.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/464

af 17. marts 2021

om afvisning af at godkende Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, som basisstof, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig artikel 23, stk. 5, sammenholdt med artikel 13, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 14. marts 2018 en ansøgning fra virksomheden Bio Natural Protect om godkendelse af Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, som basisstof til anvendelse som afskrækningsmiddel mod frøspisende pattedyr og fugle. En revideret ansøgning, der blev modtaget den 23. maj 2019, var vedlagt de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 23, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(2)

Kommissionen anmodede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) om videnskabelig bistand. Autoriteten forelagde den 31. marts 2020 Kommissionen en teknisk rapport om Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt (2). Autoriteten konkluderede, at specifikationerne for det foreslåede Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, herunder dets vigtigste aktive komponent capsaicin, ikke var veldefinerede. Ifølge autoriteten var egenskaberne med hensyn til skæbne og opførsel i miljøet for nogle af de mulige ekstraktkomponenter, herunder capsaicin, desuden usikre, og yderligere undersøgelser af toksicitet for alle arter uden for målgruppen var påkrævet. Autoriteten bemærkede, at virksomheder også havde forelagt Det Europæiske Kemikalieagentur dokumentation om, at komponenter i Capsicum annuum L. var annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, muligvis bør klassificeres som forårsagende alvorlig øjenskade, farlig ved indtagelse samt årsag til hudirritation.

(3)

Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har desuden fastslået, at capsaicin har genotoksisk potentiale (3).

(4)

Der forelå ingen relevante vurderinger, der var foretaget i henhold til anden EU-lovgivning, jf. artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(5)

Kommissionen forelagde vurderingsrapporten (4) og udkastet til nærværende forordning om afvisning af at godkende Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 17. juli 2020.

(6)

Kommissionen opfordrede ansøgeren til at fremsætte sine bemærkninger til autoritetens tekniske rapport og til Kommissionens udkast til vurderingsrapport. Ansøgeren fremsatte sine bemærkninger, som er blevet nøje gennemgået.

(7)

Selv med de af ansøgeren fremsatte argumenter kan problemerne vedrørende stoffet dog ikke siges at være løst.

(8)

I Kommissionens vurderingsrapport er det derfor ikke fastslået, at kravene i artikel 23 i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt. Derfor bør Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, ikke godkendes som basisstof.

(9)

Denne forordning er ikke til hinder for, at der kan indgives en ny ansøgning vedrørende godkendelse af Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, som basisstof i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Stoffet Capsicum annuum L. var. annuum, longumgruppe, cayenneekstrakt, godkendes ikke som basisstof.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. marts 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(2)  EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet), 2020. Technical report on the outcome of the consultation with Member States and EFSA on the basic substance application for approval of Capsicum annuum L. var. annuum, longum group, cayenne extract to be used in plant protection as repellent to seed-eating mammals and birds. EFSA supporting publication 2020:EN-1838. 77pp. doi:10.2903/sp.efsa.2020.EN-1838.

(3)  Udtalelse fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler (vedtaget den 26. februar 2002) https://ec.europa.eu/food/sites/food/files/safety/docs/fs_food-improvement-agents_flavourings-out120.pdf.

(4)  https://ec.europa.eu/food/plant/pesticides/eu-pesticides-db_en.