9.3.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 81/15


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2021/407

af 3. november 2020

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 med henblik på at optage citronsyre som et aktivstof i bilag I hertil

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 28, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Citronsyre er blevet vurderet som et eksisterende aktivstof inden for rammerne af undersøgelsesprogrammet i artikel 89, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 som fastsat ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 (2).

(2)

Udvalget for Biocidholdige Produkter (3) vedtog den 16. februar 2016 Det Europæiske Kemikalieagenturs udtalelse (»agenturet«), jf. artikel 7, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014, hvori der var taget hensyn til den kompetente vurderingsmyndigheds konklusioner. I udtalelsen konkluderedes det, at biocidholdige produkter af produkttype 2, som indeholder citronsyre, kan forventes at opfylde kravene i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (4), som var de krav, som fandt anvendelse på undersøgelsen af ansøgningen om godkendelse af citronsyre, jf. artikel 90, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Citronsyre blev derfor godkendt som aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1938 (5).

(4)

Agenturet konkluderede ligeledes i sin udtalelse, at citronsyre ikke giver anledning til betænkelighed og kan optages i bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012.

(5)

Under hensyntagen til agenturets udtalelse bør citronsyre derfor optages i bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012. Da citronsyre er vurderet på grundlag af et dossier om aktivstoffer, der opfylder kravene i artikel 11, stk. 1, i direktiv 98/8/EF, bør citronsyre opføres i kategori 6 i bilag I til nævnte forordning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. november 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 af 4. august 2014 om det arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EUT L 294 af 10.10.2014, s. 1).

(3)  Udvalget for Biocidholdige Produkter, Opinion on the application for approval of the active substance: Citric acid, Product type: 2, ECHA/BPC/088/2016, vedtaget den 16. februar 2016.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1938 af 4. november 2016 om godkendelse af citronsyre som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 (EUT L 299 af 5.11.2016, s. 54).


BILAG

I bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012, i kategori 6 i listen over aktivstoffer, som omhandlet i artikel 25, litra a), tilføjes følgende:

EF-nummer

Navn/gruppe

Begrænsning

Bemærkninger

»201-069–1

Citronsyre

Aktivstoffets minimumsrenhedsgrad (*1): 995 g/kg

CAS-nr.: 77-92-9


(*1)  Renheden angivet i denne kolonne var minimumsrenhedsgraden af det vurderede aktivstof. Aktivstoffet i det produkt, der bringes i omsætning, kan have samme eller en anden renhedsgrad, hvis der er påvist teknisk ækvivalens med det vurderede aktivstof.«