26.2.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 68/149


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/342

af 25. februar 2021

om genindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Kongeriget Thailand for så vidt angår River Kwai International Food Industry Co., Ltd efter genåbningen af interimsundersøgelsen i henhold til artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 4, artikel 11, stk. 2 og 3, og artikel 14, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   Fremgangsmåde

1.1.   Tidligere undersøgelser og gældende foranstaltninger

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013 (2) genindførte Rådet de endelige antidumpingforanstaltninger på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand efter en udløbsundersøgelse.

(2)

Efter en anmodning indgivet den 14. februar 2013 af River Kwai International Food Industry Co., Ltd (»RK«), en eksporterende producent fra Thailand, har Kommissionen meddelt indledningen af en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i grundforordningen begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår ansøgeren.

(3)

I løbet af undersøgelsen konstaterede Kommissionen, at de omstændigheder, som dannede grundlag for indførelsen af de gældende foranstaltninger, havde ændret sig, og at disse ændringer var af varig karakter.

(4)

Kommissionen konstaterede navnlig, at de ændrede omstændigheder havde at gøre med ændringer i RK's vareudvalg. Disse ændringer havde en direkte virkning på produktionsomkostningerne. Som resultat af undersøgelsen anser Kommissionen det for hensigtsmæssigt at ændre antidumpingtolden på RK's import af den undersøgte vare (3).

(5)

Den 24. marts 2014 vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) nr. 307/2014 (4) (»forordningen fra 2014«) om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand, efter en interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (5).

(6)

Forordningen fra 2014 reducerede den antidumpingtold, som er gældende for RK, fra 12,8 % til 3,6 % på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand.

(7)

Efter genåbningen af denne undersøgelse blev foranstaltningerne forlænget ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1996 (6) (»forordningen fra 2019 om udløbsundersøgelsen«) om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Kongeriget Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen. Dette er den gældende forordning for RK og andre eksporterende producenter.

1.2.   Domme afsagt af Retten og Den Europæiske Unions Domstol

(8)

Den 18. juni 2014 indgav Association européenne des transformateurs de maïs doux (»AETMD«) en ansøgning til Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) om annullering af forordningen fra 2014.

(9)

I sin dom af 14. december 2017 (»Rettens dom«) (7), annullerede Retten forordningen fra 2014.

(10)

Den 23. februar 2018 indgav RK en appel om, at få Rettens dom annulleret.

(11)

I sin dom af 28. marts 2019 afviste Den Europæiske Unions Domstol (»EU-Domstolen«) RK's appel som uberettiget og bekræftede Rettens dom (»EU-Domstolens dom«) (8).

(12)

EU-Domstolen bekræftede Rettens konklusion om, at AETMD's processuelle rettigheder var blevet krænket ved afvisningen af forespørgslen fra AETMD om fremlæggelse af oplysninger vedrørende muligheden for ukorrekt fordeling af omkostninger mellem RK og dennes forretningsmæssigt forbundne enhed AgriFresh Co., Ltd. (»AgriFresh«), da fordelingen af omkostninger er en af de mulige årsager til nedsættelse af RK's påståede produktionsomkostninger til støtte for virksomhedens anmodning om en interimsundersøgelse. Retten fandt, at AETMD, i denne henseende, ikke havde fået fremlagt oplysninger under den administrative procedure, der gjorde det muligt for virksomheden effektivt at tilkendegive sine synspunkter.

2.   Gennemførelse af domstolens dom

(13)

I overensstemmelse med artikel 266 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) er EU-institutionerne forpligtet til at efterkomme Domstolens dom. Når en retsakt, der er vedtaget af EU-institutionerne som led i en administrativ procedure, som f.eks. antidumpingundersøgelsen i dette tilfælde, annulleres, består gennemførelsen af dommen i at lade den annullerede retsakt afløse af en ny, hvori den ulovlighed, som Retten havde påpeget, ikke indgår (9).

(14)

I henhold til Domstolens praksis kan proceduren for at lade en annulleret retsakt erstatte genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (10). Det betyder navnlig, at annullationen i en situation, hvor en retsakt, som afslutter en administrativ procedure, annulleres, ikke nødvendigvis vedrører de forberedende retsakter, såsom indledningen af antidumpingproceduren. Ved efterkommelse af dommen har Kommissionen derfor mulighed for at afhjælpe de aspekter i sagen, der førte til annullationen, og lade de dele, som ikke berøres af dommen, forblive uændret (11).

(15)

Annullationen af forordningen fra 2014 var baseret på den manglende overholdelse af retten til forsvar under en del af den administrative procedure, nemlig manglen på fremlæggelse af visse oplysninger til AETMD om RK's omstrukturering og dennes indvirkning på undersøgelsen af både den varige karakter af ændringerne af de specifikke omstændigheder og beregningen af dumpingmargenen (12).

(16)

Derfor bør muligheden for ukorrekt fordeling af omkostninger mellem RK og AgriFresh, som AETMD gjorde opmærksom på under den administrative procedure, og som ud over rationaliseringen af RK's aktivitet udgjorde en af de mulige grunde til reduceringen af produktionsomkostningerne, undersøges i henhold til Domstolens dom ved genåbning af undersøgelsen under fuld overholdelse af AETMD's ret til forsvar som anført af EU's retsinstanser. Konklusioner, som ikke blev anfægtet af ansøgerne, eller som blev afvist eller ikke undersøgt af Retten (»ubestridte eller bekræftede konklusioner«), forbliver derimod gyldige. Disse konklusioner er blevet beskrevet og undersøgt i forordningen fra 2014. I forbindelse med disse ubestridte eller bekræftede konklusioner henviser Kommissionen til teksten i forordningen fra 2014 (13) som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (14).

(17)

For at gennemføre Domstolens dom offentliggjorde Kommissionen en meddelelse (15) om genåbningen af antidumpingundersøgelsen af importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand, som medførte vedtagelsen af forordningen fra 2014 for så vidt angår RK.

(18)

Interesserede parter blev informeret om genåbningen af antidumpingundersøgelsen ved offentliggørelsen af en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

(19)

Kommissionen underrettede officielt RK, repræsentanterne for det eksporterende land og AETMD om den delvise genåbning af undersøgelsen.

(20)

Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for fristen i indledningsmeddelelsen.

2.1.   Proceduremæssige skridt til gennemførelse af Domstolens dom

(21)

Efter genåbningen sendte Kommissionen et spørgeskema til RK og dens forretningsmæssigt forbundne selskaber vedrørende produktionsomkostningerne for den undersøgte vare, herunder sådanne omkostningers koncerninterne aspekter.

(22)

Kommissionen modtog svar fra RK, Agripure Holdings Public Co. Ltd., AgriFresh og Sweet Corn Products Co. Ltd.

(23)

Kommissionen foretog et kontrolbesøg i henhold til artikel 16 i grundforordningen hos de fire virksomheder i Thailand for at verificere de oplysninger, som de havde givet i spørgeskemaerne.

River Kwai International Food Industry Co., Ltd, Kanchanaburi, Thailand

AgriFresh Co. Ltd., Kanchanaburi, Thailand (»AgriFresh«)

Agripure Holdings Public Co. Ltd., Bangkok, Thailand (»Agripure«)

Sweet Corn Products Co. Ltd., Kanchanaburi, Thailand (»SCP«).

2.2.   Undersøgelsesperiode

(24)

Undersøgelsen omfatter perioden fra 1. juli 2011 til 31. december 2012 (»undersøgelsesperioden«).

2.3.   Undersøgelse af fordelingen af omkostninger mellem River Kwai International Food Industry Co., Ltd og dens forretningsmæssigt forbundne virksomheder

(25)

Det blev i Domstolens dom krævet, at Kommissionen foretager endnu en undersøgelse af fordelingen af omkostninger mellem RK og dets dattervirksomhed, AgriFresh. Kommissionen undersøgte først gruppestrukturen med henblik på at sikre, at alle relevante omkostninger, som kan have været, eller skulle have været, opkrævet eller fordelt mellem koncernselskaberne, og som kan have haft en virkning på River Kwai International Food Industry Co., Ltd's og/eller AgriFresh's produktionsomkostninger, blev taget i betragtning.

(26)

I den forbindelse identificerede Kommissionen to yderligere koncernvirksomheder, Agripure Holdings Public Co. Ltd (RK's moderselskab — »Agripure«) og Sweet Corn Products Co. Ltd. (et datterselskab til RK — »SCP«, som også befinder sig i Kanchanaburi), hvis omkostninger krævede en mere detaljeret undersøgelse.

(27)

Ud over elementerne beskrevet i betragtningerne 28-50 tog Kommissionen også følgende påstande fra AETMD til efterretning i forbindelse med denne genåbning af sagen:

i)

prismanipulation fra RK's og AgriFresh's side på indkøb af råvarer fra fælles leverandører, så RK betaler mindre end markedsprisen for kunstigt at sænke sine produktionsomkostninger og sin normale værdi, mens AgriFresh betaler mere end markedsprisen til samme leverandør, og

ii)

RK's indkøb af babymajs fra AgriFresh er muligvis ikke til markedspris, fordi der muligvis er en kompensationsaftale mellem virksomhederne.

(28)

Kommissionen fandt, at RK's mest almindelige råvarer er dåser, låg og grønmajs. Eftersom dåser og låg ikke anvendes til de friske varer, som AgriFresh sælger, reviderede Kommissionen RK's leverandørers regnskaber. Kommissionen fandt, at RK havde mange forskellige leverandører med sammenlignelige gennemsnitspriser, og at AgriFresh ikke solgte grønmajs til RK i undersøgelsesperioden.

(29)

Derudover fandt Kommissionen, at RK's indkøb af babymajs fra AgriFresh ikke indgik i RK's produktionsomkostninger for den undersøgte vare (16), da babymajs ikke er en råvare til den undersøgte vare.

2.3.1.   Agripure Holdings Public Co. Ltd (»Agripure«)

Administrationsgebyr

(30)

I undersøgelsesperioden opkrævede Agripure RK et betydeligt administrationsgebyr. Ingen andre selskaber i koncernen blev opkrævet samme gebyr. Gebyret blev regelmæssigt revideret for at dække alle Agripures omkostninger, og at for selskabet kunne skabe fortjeneste. Agripures tjenester omfattede kontraktmæssigt rådgivning i virksomhedsledelse, strategi, organisering, intern kontrol og finansiering. Kommissionen blev informeret om, at gebyret også dækkede markedsføring, som Agripures ansatte udførte næsten udelukkende til RK's fordel.

(31)

Visse afdelinger i Agripure ydede dog tjenester, som også ville have været til andre koncernselskabers fordel, navnlig AgriFresh og SCP. Hermed fandt Kommissionen, at RK ikke havde angivet et for lavt beløb for det administrationsgebyr, som RK havde betalt Agripure i undersøgelsesperioden, i sine regnskaber.

Koncerninternt lån fra Agripure til RK

(32)

RK tog et lån hos Agripure til en rente på mellem 4 % og 6 % om året, som blev betalt tilbage af RK inden for ca. 40 dage. Renten blev betragtet som værende på armslængde, da den var sammenlignelig med renten på andre kortfristede lån fra ikkeforretningsmæssigt forbundne finansielle institutioner (ligeledes med en rente på mellem 4 % og 6 % om året). På grund af lånets korte løbetid var RK's renteudgifter i undersøgelsesperioden ikke væsentlige.

2.3.2.   Sweet Corn Products Co. Ltd., Kanchanaburi, Thailand

(33)

SCP's operationelle aktiviteter finder sted på det samme sted som RK's, skønt dets hovedkontor ligger nogle kilometer væk.

(34)

Det blev fastsat, at SCP solgte frø af sukkermajs til RK til markedspriser, og RK henførte ikke købsomkostningerne til den undersøgte vare, da RK ikke anvender frø af sukkermajs til fremstillingen af den undersøgte vare.

(35)

SCP lejede et lille jordareal på RK's område i undersøgelsesperioden. Da jordværdien ikke er faldet, blev ingen af omkostningerne vedrørende dette jordareal omfattet i RK's udgifter, mens RK's lejeindtægt ikke blev henført til den undersøgte vare. Lejeindtægten havde som sådan ikke nogen virkning på RK's omkostninger.

2.3.3.   Omkostningerne fordelt mellem RK og AgriFresh

(36)

Kommissionen reviderede de omkostninger, som blev betalt af enten RK eller AgriFresh og viderefaktureret eller omfordelt til det andet selskab.

Elektricitetsudgifter

(37)

Visse elektricitetsudgifter blev oprindeligt betalt af RK og derefter viderefaktureret til AgriFresh. Kommissionen noterede, at de viderefakturerede beløb var sammenlignelige, men lidt højere end hvis udgifterne var blevet fordelt på grundlag af de respektive omsætninger. Dette var dog i overensstemmelse med den modtagne forklaring om, at AgriFresh's arbejde med friske varer kræver større nedkølingsudgifter. RK's elektricitetsudgifter blev henført til den undersøgte vare, mens deres indkomst fra AgriFresh ikke blev henført til den undersøgte vare. Kommissionen konkluderede dermed, at det beløb for RK's elektricitetsudgifter, som var henført til den undersøgte vare, ikke var sat for lavt.

Kvalitetskontrol og reservedele

(38)

RK opkræver AgriFresh for kvalitetskontrol, eftersom AgriFresh ikke har sin egen kvalitetskontrol, og lejlighedsvis for reservedele til vedligehold. RK's udgifter var fordelt på den undersøgte vare. Indkomsten fra AgriFresh blev ikke henført til den undersøgte vare. Der var dermed ingen underrapportering af denne type af RK's udgifter til den undersøgte vare.

2.3.4.   Overførsler mellem RK og AgriFresh

Jord, bygninger og maskiner, som AgriFresh lejer hos RK

(39)

I de første seks måneder af undersøgelsesperioden lejede AgriFresh et lille jordareal, nogle maskiner og udstyr på et tilstødende jordareal af RK på RK's område. På dette tidspunkt lejede AgriFresh det tilstødende stykke jord fra en uafhængig tredjepart.

(40)

RK's afskrivningsomkostninger blev fordelt på den undersøgte vare, mens lejeindkomsten fra AgriFresh blev noteret under andre indkomster og ikke henført til den undersøgte vare. Dermed var RK's udgifter til den undersøgte vare i denne forbindelse ikke sat for lavt.

(41)

Fra starten af 2012 købte AgriFresh maskinerne til fremstillingen af friske varer fra RK til bogført restværdi og leasede jord og en lille del af en bygning på samme område som RK fra en part, som kan betragtes som forretningsmæssigt forbundet. Dette havde ingen virkning på RK's udgifter, som er henført til den undersøgte vare.

(42)

Derudover lejede AgriFresh et stykke landbrugsjord hos RK i undersøgelsesperioden. Den leje, som AgriFresh betalte, var lavere per kvadratmeter end det, som AgriFresh betalte til en ikkeforretningsmæssigt forbundet tredjepart. Det havde dog ingen virkning på RK's udgifter, eftersom dets indkomst ikke blev henført til den undersøgte vare.

RK's lån hos AgriFresh

(43)

RK foretog et lån hos AgriFresh i en meget kort periode (seks dage) i undersøgelsesperioden til en rente på mellem 4 % og 6 %. På grund af lånets korte varighed var den betalte rente uvæsentlig i absolutte tal, mens renten blev betragtet som værende på armslængde, da den var i overensstemmelse med de renter, som RK betalte til ikkeforretningsmæssigt forbundne finansielle institutioner.

Administrativt personale

(44)

Hvad angår administrativt personale, blev de udgifter, der blev afkrævet af AgriFresh, undersøgt, og de var i overensstemmelse selskabernes respektive omsætninger. Derudover blev den indkomst, som RK modtog fra AgriFresh, ikke henført til den undersøgte vare. Dermed var RK's udgifter i denne forbindelse ikke sat for lavt.

Øvrige udgifter

(45)

Omkostningsregnskaberne i begge virksomheders råbalancer blev undersøgt for undersøgelsesperioden med henblik på at bestemme, hvorvidt der var andre udgiftsposter, som virkede ualmindeligt lave for RK eller høje for AgriFresh, hvilket kunne have antydet muligheden for en over- eller underallokering af omkostninger mellem selskaberne. Undersøgelsen af andre udgifter gav ikke anledning til sådan en mistanke.

(46)

Kommissionen reviderede også mellemregningskontiene mellem koncernselskaberne, men den fandt ikke nogen urimelige omkostningsfordelinger.

2.4.   Konklusion vedrørende omkostningsfordelingen mellem RK og AgriFresh og andre koncernvirksomheder

(47)

Kommissionen udførte i overensstemmelse med Domstolens dom en detaljeret revidering af fordelingen af omkostninger mellem RK og dets dattervirksomhed, AgriFresh. Den udvidede også sin undersøgelse til at dække fordelingen af omkostninger mellem RK og dets moderselskab, Agripure, og dettes dattervirksomhed, SCP.

(48)

Med hensyn til det administrationsgebyr, som Agripure opkrævede RK, fandt Kommissionen, at RK ikke havde sat sine omkostninger for lavt i denne forbindelse i undersøgelsesperioden.

(49)

Med hensyn til elektricitetsudgifter, kvalitetskontrol og reservedele var det beløb, som RK og den pågældende vare er blevet tildelt, ikke sat for lavt, og indkomsten fra AgriFresh reducerede ikke omkostningerne for den undersøgte vare.

(50)

Med hensyn til jord, bygninger og maskiner, som AgriFresh og SCP lejede hos RK, blev RK's relevante afskrivningsomkostninger fordelt på den undersøgte vare og ikke brugt til at udligne indkomsten fra henholdsvis AgriFresh og SCP. Dermed var omkostningerne for den undersøgte vare ikke sat for lavt.

(51)

RK's lån hos Agripure og AgriFresh, som blev optaget i undersøgelsesperioden, var begge til en rente, som kunne betragtes som værende på armslængde, og de var under alle omstændigheder kortvarige, hvilket betyder, at renteudgifterne ikke var væsentlige for RK's samlede omkostninger.

(52)

Derudover fandt Kommissionen, at genopkrævningen af administrative udgifter fra RK til AgriFresh var rimelige, mens en revidering af omkostningsregnskaberne og mellemregningskontiene ikke gav anledning til nogen mistanke om urimelige omkostningsfordelinger.

(53)

Kommissionen fandt endvidere ingen beviser på prismanipulation for RK's og AgriFresh's indkøb af råvarer fra fælles leverandører, og RK's og AgriFresh's indkøb af babymajs og RK's og SCP's indkøb af frø af sukkermajs blev ikke tildelt den undersøgte vare og havde ingen indvirkning på den undersøgte vares produktionsomkostninger.

(54)

Kommissionen fandt derfor ingen overallokering af udgifter fra RK til AgriFresh eller nogle af de andre koncernvirksomheder, som blev taget i betragtning i undersøgelsesperioden.

(55)

Som følge heraf konkluderede Kommissionen, at konklusionerne om produktionsomkostningerne, som anvendes til at fastsætte den normale værdi, og den beregnede dumpingmargen i interimsundersøgelsen som beskrevet i forordningen af 2014 forbliver gyldige, som forklaret i betragtning 16. Undersøgelsen, der førte til forordningen fra 2014, bekræftede endvidere, at RK på grund af en virksomhedsomstrukturering fremstillede og solgte visse andre varer sammenlignet med perioden for den oprindelige undersøgelse. Kommissionen bekræftede i denne genåbningsundersøgelse, at denne ændring har haft en indvirkning på RK's produktionsomkostninger for den undersøgte vare, hvilket resulterede i en lavere dumpingmargen. Dermed forbliver konklusionerne i forordningen fra 2014 om ændringerne af omstændighederne af vedvarende karakter også gyldige, som forklaret i betragtning 16.

(56)

Det noteres, at den anvendte metode i udløbsundersøgelsen fra 2019 var den samme som i forordningen fra 2014 i henhold til artikel 11, stk. 9, i grundforordningen for så vidt angår RK. Eftersom genåbningen bekræftede konklusionerne i forordningen fra 2014, har dette ingen indvirkning på konklusionerne i udløbsundersøgelsen fra 2019, særlig den i betragtning 63 nævnte dumpingmargen i forordningen fra 2019 om udløbsundersøgelsen.

2.5.   Konklusion

(57)

På grundlag af de ovennævnte konklusioner bør den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, på 3,6 %, som er fastsat for RK i forordningen fra 2014, genindføres.

3.   Oplysning

(58)

Den 1. december 2020 oplyste Kommissionen alle interesserede parter om de ovennævnte konklusioner, og på grundlag af disse havde den til hensigt at foreslå indførelsen af den antidumpingtold på 3,6 % på import af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand, som gælder for RK. Den gav også de interesserede parter de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, som den havde til hensigt at lægge til grund for ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013 og (EU) 2019/1996. De fik også en frist på 10 dage, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger.

4.   Antidumpingforanstaltninger

(59)

På grundlag af denne undersøgelse fandt Kommissionen det hensigtsmæssigt at ændre den antidumpingtold på import af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand, som gælder for RK. Den ændrede antidumpingtold finder anvendelse uden afbrydelse fra det tidspunkt, hvor forordningen fra 2014 trådte i kraft (dvs. fra den 28. marts 2014 og fremefter). Toldmyndighederne pålægges at opkræve det korrekte beløb af import for så vidt angår RK og refundere eventuelle overskydende beløb, der hidtil er opkrævet i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser.

5.   Foranstaltningernes varighed

(60)

Denne procedure påvirker ikke udløbsdatoen for de foranstaltninger, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/1996, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(61)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordningen (EU) 2016/1036 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres hermed en endelig antidumpingtold på importen af sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, henhørende under KN-kode ex 2001 90 30 (Taric-kode 2001903010), og sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret på anden måde end med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, undtagen varer henhørende under pos. 2006, som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 2005 80 00 (Taric-kode 2005800010), med oprindelse i Thailand og fremstillet af River Kwai International Food Industry Co., Ltd, Kanchanaburi, Thailand, fra den 28. marts 2014.

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til 3,6 % af nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for den i stk. 1 omhandlede vare fremstillet af River Kwai International Food Industry Co., Ltd (Taric-tillægskode A791). De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

Enhver endelig antidumpingtold, som River Kwai International Food Industry Co., Ltd har betalt i henhold til gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009eller i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2019/1996 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Kongeriget Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036 ud over den endelige antidumpingtold, som er fastsat i artikel 1, skal godtgøres eller fritages.

Anmodninger om godtgørelse eller fritagelse indgives til de nationale toldmyndigheder i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. februar 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013 af 2. september 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 244 af 13.9.2013, s. 1).

(3)  Den undersøgte vare er den samme som i den undersøgelse, der førte til forordningen fra 2014, nemlig sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, henhørende under KN-kode ex 2001 90 30 (Taric-kode 2001903010), og sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret på anden måde end med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, undtagen varer henhørende under pos. 2006, som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 2005 80 00 (Taric-kode 2005800010), med oprindelse i Thailand.

(4)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 307/2014 af 24. marts 2014 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand, efter en interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 91 af 27.3.2014, s. 1).

(5)  Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51).

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1996 af 28. november 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Kongeriget Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 310 af 2.12.2019, s. 6)

(7)  Domstolens dom af 14. december 2017, Association européenne des transformateurs de maïs doux »AETMD« mod Rådet, T-460/14, ikke offentliggjort, ECLI: EU:T:2017:916.

(8)  Domstolens dom af 28. marts 2019, River Kwai International Food Industry Co. Ltd mod Rådet for Den Europæiske Union, C-144/18 P, ECLI:EU:C:2019:266.

(9)  Domstolens dom af 26. april 1988, Asteris AE og andre og Den Hellenske Republik mod Kommissionen, forenede sager 97, 193, 99 og 215/86, ECLI:EU:C:1988:199, præmis 27 og 28.

(10)  Domstolens dom af 12. november 1998, Kongeriget Spanien mod Kommissionen, C-415/96, ECLI:EU:C:1998:533, præmis 31, Domstolens dom af 3. oktober 2000, Industrie des Poudres Spheriques mod Rådet, C-458/98 P, ECLI:EU:C:2000:531, præmis 80 til 85, dom afsagt af Retten i Første Instans af 9. juli 2008, Alitalia mod Kommissionen, T-301/01, ECLI:EU:T:2008:262, præmis 99 og 142, Rettens dom af 12. maj 2011, Region Nord-Pas-de-Calais og Communauté d'agglomération du Douaisis mod Kommissionen, forenede sager T-267/08 og T-279/08, ECLI:EU:T:2011:209, præmis 83.

(11)  Domstolens dom af 14. juni 2016, Kommissionen mod McBride, C-361/14 P, ECLI:EU:C:2016:434, præmis 56, jf. også (for så vidt angår dumping) Domstolens dom af 3. oktober 2000, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, C-458/98 P, ECLI:EU:C:2000:531, præmis 84.

(12)  Domstolens dom, præmis 37, Rettens dom, præmis 72.

(13)  Se tilsvarende Rettens dom af 20. september 2019, Jinan Meide Casting Co. Ltd mod Kommissionen, T-650/17, ECLI:EU:T:2019:644, præmis 333-342.

(14)  Se fodnote 4.

(15)   EUT C 291 af 29.8.2019, s. 3.

(16)  Den undersøgte vare er den samme som i den oprindelige undersøgelse og i den undersøgelse, der førte til forordningen fra 2014, nemlig sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, henhørende under KN-kode ex 2001 90 30 (Taric-kode 2001903010), og sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret på anden måde end med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, undtagen varer henhørende under pos. 2006, som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 2005 80 00 (Taric-kode 2005800010), med oprindelse i Thailand.