|
19.11.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 411/40 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/2025
af 15. november 2021
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd for så vidt angår en varestandard for olivenolie og olie af olivenpresserester
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven (»overenskomsten«) blev undertegnet på Unionens vegne ved Rådets afgørelse (EU) 2016/1892 (1) af 18. november 2016 i De Forenede Nationers hovedkvarter i New York med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt. Overenskomsten trådte i overensstemmelse med dens artikel 31, stk. 2, midlertidigt i kraft den 1. januar 2017 og blev indgået på Unionens vegne ved Rådets afgørelse (EU) 2019/848 (2). |
|
(2) |
I henhold til overenskomstens artikel 7, stk. 1, skal Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd (»Medlemsrådet«) vedtage afgørelser om ændring af varestandarder for olivenolie og olie af olivenpresserester. |
|
(3) |
På den 114. samling, der finder sted den 25. november 2021, skal Medlemsrådet vedtage en afgørelse om ændring af en varestandard for olivenolie og olie af olivenpresserester (»ændringsafgørelsen«). |
|
(4) |
Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Medlemsrådet, da den ændringsafgørelse, der skal vedtages af Medlemsrådet, får retsvirkninger for Unionen for så vidt angår den internationale handel med de øvrige medlemmer af Det Internationale Olivenråd og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen, navnlig for så vidt angår de handelsnormer for olivenolie, som Kommissionen har vedtaget i medfør af artikel 75 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (3). |
|
(5) |
Den afgørelse, der skal vedtages af Medlemsrådet, vedrører ændringer af visse kemiske parametre for olivenolie og olie af olivenpresserester, nemlig inkludering af et beslutningstræ om linolensyregrænsen på mellem 1,00 og 1,40 % en ændring af beslutningstræet for raffineret olivenolie og olivenolie og en ændring af beslutningstræet for raffineret og rå olie af olivenpresserester. Ændringsafgørelsen har været genstand for indgående drøftelser mellem videnskabelige og tekniske eksperter i olivenolie i Kommissionen og i medlemsstaterne. Ændringsafgørelsen bidrager til den internationale harmonisering af normer for olivenolie og opstiller rammer, som vil sikre fair konkurrence ved handel med produkter fra olivenoliesektoren. Ændringsafgørelsen, der skal vedtages af Medlemsrådet, bør derfor støttes. |
|
(6) |
Hvis ændringsafgørelsen ikke vedtages af Medlemsrådet på dets 114. samling, men derimod udsættes, fordi visse medlemmer ikke er i stand til at give deres tilslutning, bør holdningen om at støtte vedtagelsen af ændringsafgørelsen indtages på Unionens vegne inden for rammerne af en eventuel procedure for vedtagelse i Medlemsrådet ved udveksling af korrespondance, jf. overenskomstens artikel 10, stk. 6. Proceduren for vedtagelse af afgørelsen ved udveksling af korrespondance bør indledes før den efterfølgende ordinære samling i Medlemsrådet i juni 2022. |
|
(7) |
Hvis nye videnskabelige eller tekniske oplysninger, der fremlægges inden eller på den 114. samling, kan forventes at få betydning for den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, bør Kommissionen for at varetage Unionens interesser have beføjelse til at anmode om udsættelse af vedtagelsen af ændringsafgørelsen til en efterfølgende samling i Medlemsrådet — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Medlemsrådet på den 114. samling den 25. november 2021 eller inden for rammerne af en procedure for vedtagelsen af afgørelser i Medlemsrådet ved udveksling af korrespondance, som skal indledes før den næste ordinære samling i juni 2022 for så vidt angår varestandarderne for olivenolie og olie af olivenpresserester er at støtte Medlemsrådets vedtagelse af afgørelsen om ændring af en varestandard for olivenolie og olie af olivenpresserester (4).
Artikel 2
Hvis nye videnskabelige eller tekniske oplysninger, der fremlægges inden eller på den 114. samling i Medlemsrådet, kan forventes at få betydning for den holdning, der er omhandlet i artikel 1, anmoder Kommissionen om, at vedtagelsen af afgørelsen om ændring af en varestandard for olivenolie og olie af olivenpresserester udsættes, indtil Unionens holdning er fastlagt under hensyntagen til disse nye oplysninger.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 15. november 2021.
På Rådets vegne
J. PODGORŠEK
Formand
(1) Rådets afgørelse (EU) 2016/1892 af 10. oktober 2016 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven (EUT L 293 af 28.10.2016, s. 2).
(2) Rådets afgørelse (EU) 2019/848 af 17. maj 2019 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven (EUT L 139 af 27.5.2019, s. 1).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).
(4) Jf. dokument ST 12781/21 på http://register.consilium.europa.eu.