(1)

Ved brev af 3. juli 2013 sendte Kommissionen et omfattende spørgeskema til alle medlemsstater for at indsamle oplysninger om selskabsbeskatning af havne samt eventuelle andre former for statsstøtte til forskellige typer investeringer eller drift af havne. De italienske myndigheder fremsendte deres svar på ovennævnte spørgeskema ved brev af 12. september 2013 og brev af 1. oktober 2013. Ved brev af 24. januar 2014 og 2. september 2014 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger, som Italien fremsendte ved brev af 14. februar 2014, 11. september 2014 og 29. september 2014. Ved brev af 14. november 2014 fremsendte de italienske myndigheder yderligere oplysninger. Ved brev af 27. april 2017 sendte Kommissionen en supplerende anmodning om oplysninger til de italienske myndigheder, som de italienske myndigheder besvarede den 24. maj 2017.

(2)

Ved brev af 30. april 2018 underrettede Kommissionen i overensstemmelse med artikel 21 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (2) (»procedureforordningen«) Italien om sin foreløbige statsstøttevurdering af bestemmelserne om selskabsbeskatning af havne og opfordrede de italienske myndigheder til at fremsætte deres bemærkninger. Den 22. maj 2018 og den 27. juni 2018 blev der afholdt møder mellem Kommissionen og de italienske myndigheder. Ved brev af 3. juli 2018 besvarede Italien Kommissionens brev af 30. april 2018. Italien fremsendte yderligere oplysninger ved brev af 10. september 2018.

(3)

Kommissionen foreslog den 8. januar 2019 passende foranstaltninger i henhold til artikel 22 i procedureforordningen. Kommissionen opfordrede Italien til at vedtage foranstaltninger, der sikrer, at havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, beskattes på samme måde som andre virksomheder. Kommissionen opfordrede desuden de italienske myndigheder til skriftligt og senest to måneder efter modtagelsen af forslaget skriftligt at meddele, at de i henhold til procedureforordningens artikel 23, stk. 1, ubetinget og utvetydigt og i sin helhed accepterede forslaget om passende foranstaltninger.

(4)

Ved brev af 7. marts 2019 afviste Italien formelt Kommissionens forslag. Den 2. april 2019 og den 7. maj 2019 fandt der yderligere møder sted mellem de italienske myndigheder og Kommissionen. På disse møder gentog Italien sin holdning.

(5)

Da de italienske myndigheder ikke accepterede forslaget om passende foranstaltninger, besluttede Kommissionen ved brev af 15. november 2019 at indlede proceduren i traktatens artikel 108, stk. 2, i henhold til artikel 23, stk. 2, i procedureforordningen. Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (3). Kommissionen opfordrede Italien og interesserede parter til at fremsætte bemærkninger.

(6)

Italien fremsendte sine bemærkninger til Kommissionen ved brev af 4. februar 2020.

(7)

Kommissionen modtog bemærkninger fra følgende interesserede parter:

(8)

Kommissionen modtog også bemærkninger fra den såkaldte internationale midlertidige repræsentant for Friterritoriet Trieste.

(9)

Kommissionen videresendte disse bemærkninger til Italien og gav Italien lejlighed til at fremsætte bemærkninger hertil. Italien har ikke fremsat bemærkninger.

(10)

Havnemyndigheder i Italien er ikke underlagt selskabsskat (IRES). Fritagelsen for selskabsskat for havnemyndigheder i Italien er den foranstaltning, der behandles i denne afgørelse.

(11)

Lov nr. 84/1994 (4), som ændret (herefter »lov nr. 84/1994«), regulerer havneaktiviteter samt opgaver og funktioner for havnemyndighederne, Søfartsstyrelsen og andre foretagender, der er knyttet til havnenes aktiviteter.

(12)

Havne, hvor havnemyndigheder er beliggende, mærkes som »havne eller specifikke havneområder af national og international økonomisk betydning« (kategori II-, klasse I- og II-havne).

(13)

»Havne eller specifikke havneområder af national og international økonomisk betydning« (kategori II, klasse I og II) har følgende funktioner:

(14)

Efter ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 169/2016 er der i Italien blevet etableret 16 havnemyndigheder, som omfatter de 57 største havne. Havne, der forvaltes af havnemyndigheder, er opført i bilag A, som udgør en integreret del af lov nr. 84/1994. Bilag A kan ændres for at gøre det muligt at medtage en havn eller overføre en havn til en anden havnemyndighed på visse betingelser.

(15)

I henhold til lov nr. 84/1994 er havnemyndigheder ikke-økonomiske offentlige enheder af national relevans med en særlig retlig status, og de har administrativ, organisatorisk, reguleringsmæssig, budgetmæssig og finansiel autonomi. De er underlagt tilsynsbeføjelser fra ministeren for infrastruktur og transport. Godkendelsen af deres budget og balance foretages af ministeren for infrastruktur og transport efter aftale med økonomi- og finansministeren. Den økonomiske forvaltning af havnemyndigheder er underlagt revision af Revisionsretten.

(16)

I henhold til lov nr. 84/1994 skal havnemyndigheder udarbejde et strategisk planlægningsprogram med angivelse af deres udviklingsmål. De skal fremme og udarbejde et planlægningsdokument for foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten og anvendelsen af vedvarende energi i havne.

(17)

I henhold til lov nr. 84/1994 er det statens ansvar at udføre større infrastrukturarbejder (anlæg af sejlrender, beskyttende diger, dokker og udrustede dokker, opmudring og uddybning af havbunden) i kategori II-havne (klasse I og klasse II). Regioner, kommuner eller havnemyndigheder kan yde støtte med deres egne midler. For at dække omkostningerne ved de bygge- og anlægsarbejder, de udfører, kan havnemyndigheder pålægge de varer, der lastes eller losses, ekstragebyrer eller forhøje koncessionsgebyrerne.

(18)

I overensstemmelse med artikel 6 i lov nr. 84/1994 skal havnemyndigheder udføre følgende opgaver:

(19)

I henhold til lov nr. 84/1994 har Søfartsstyrelsen ansvaret for de politi- og sikkerhedsfunktioner, der er fastsat i søfartsloven og i særlove.

(20)

I overensstemmelse med artikel 6 i lov nr. 84/1994 må havnemyndigheder hverken direkte eller gennem virksomheder, der er investeret i, udføre havneoperationer (5) og nært beslægtede aktiviteter. Desuden må havnemyndigheder ikke udøve de teknisk-nautiske tjenester lodsning, bugsering, fortøjning og lægtning.

(21)

Der nedsættes et rådgivende udvalg bestående af op til fem repræsentanter for arbejdstagerne i de virksomheder, der opererer i havnen, en repræsentant for havnemyndighedens ansatte og en repræsentant for hver af følgende kategorier af virksomheder, der opererer i havnen: fartøjsejere, industrivirksomheder, selskaber, der er omhandlet i artikel 16 (se 2.1.4 nedenfor) og 18 (se 2.1.5 nedenfor), speditører, søfolk og medarbejdere, og transportvirksomheder, der opererer i havnesektoren. Dette udvalg skal have rådgivende funktioner med hensyn til tildeling, suspension eller tilbagekaldelse af tilladelser og koncessioner.

(22)

Havnemyndighederne opretter egne territoriale kontorer, hvor havnemyndighedens generalsekretær eller dennes repræsentant bl.a. har ansvaret for tildeling af koncessioner for perioder på op til fire år og fastsættelse af de relevante koncessionsgebyrer efter udtalelse fra det rådgivende udvalg og forvaltningsudvalget.

(23)

Havnemyndighedernes indtægter består af:

(24)

Ifølge en rapport fra det italienske ministerium for infrastruktur og transport var havnegebyrer (dvs. gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer, dvs. henholdsvis tassa portuale og tassa di ancoraggio) sammen med koncessionsgebyrer de to vigtigste indtægtskomponenter for italienske havne i 2017, og tegnede sig for henholdsvis 53,2 % og 27,1 % af driftsindtægterne (6).

(25)

Havneoperationer omfatter lastning, losning, omladning, oplagring, almindelig transport af gods og alle andre genstande, der udføres i havneområdet. Havnetjenester er specialiserede, komplementære og supplerende tjenester i forbindelse med havneoperationscyklussen. Disse tjenester kan identificeres af havnemyndighederne ved hjælp af særlige regler, der skal udstedes ved dekret fra transport- og søfartsministeren.

(26)

Havnemyndighederne regulerer og fører tilsyn med havneaktiviteter og havnetjenester samt med brugen af de takster, som de enkelte virksomheder offentliggør, og aflægger regelmæssigt rapport til transport- og søfartsministeren.

(27)

Udøvelsen af havneoperationer og havnetjenester, der udføres for egen regning eller af tredjemand, kræver tilladelse fra havnemyndighederne. Denne tilladelse skal omfatte udførelsen af havneoperationerne eller en eller flere af de havnetjenester, der skal angives i selve tilladelsen.

(28)

Godkendte virksomheder skal registreres i separate registre, der føres af havnemyndighederne, og der skal betales et årligt gebyr og stilles sikkerhed.

(29)

Med henblik på udstedelse af tilladelserne fastsætter transport- og søfartsministeren ved dekret:

(30)

Taksterne for havneoperationerne offentliggøres af havnemyndighederne. Godkendte virksomheder skal meddele havnemyndighederne de takster, de har til hensigt at opkræve af brugerne, samt eventuelle efterfølgende ændringer.

(31)

Tilladelsens varighed skal være knyttet til det operationelle program, som virksomheden har foreslået, eller, hvis den godkendte virksomhed også er koncessionshaver som omhandlet i artikel 18 i lov nr. 84/1994 (jf. 2.1.5 nedenfor), være identisk med koncessionens varighed. Tilladelsen kan fornys i forbindelse med nye operationelle programmer eller efter fornyelsen af koncessionen.

(32)

Havnemyndigheden fastsætter efter høring af det lokale rådgivende udvalg det maksimale antal tilladelser, der udstedes, under hensyntagen til de operationelle krav og havnens trafik, under alle omstændigheder med henblik på at sikre størst mulig konkurrence i sektoren.

(33)

Havnemyndigheder giver de i artikel 16 i lov nr. 84/1994 nævnte virksomheder koncession på landområder og dokker inden for havneområdet med henblik på udførelse af havneoperationer.

(34)

Koncessioner skal overdrages på grundlag af passende former for offentliggørelse, der fastsættes ved dekret fra transport- og søfartsministeren efter aftale med finansministeren. Af samme dekret fremgår desuden:

(35)

For at få tildelt koncessioner skal ansøgerne:

(36)

I hver havn skal koncessionshaveren af et statsejet landområde direkte udøve den aktivitet, som koncessionen vedrører. Koncessionshaveren kan ikke samtidig være koncessionshaver for et andet statsligt område i samme havn, medmindre den aktivitet, for hvilken der kræves en ny koncession, er forskellig fra den, der er omfattet af de eksisterende koncessioner i det samme statslige område, og koncessionshaveren kan ikke udføre havneaktiviteter i andre områder end dem, der er tildelt i henhold til koncession.

(37)

Havnemyndigheder skal foretage årlige inspektioner for at verificere, at kravene på tidspunktet for tildelingen af koncessionen og gennemførelsen af investeringerne i forretningsplanen er opfyldt.

(38)

I tilfælde af ubegrundet misligholdelse af de forpligtelser, som koncessionshaveren har påtaget sig, og opfyldelsen af de mål, der er fastsat i forretningsplanen, skal havnemyndigheden tilbagekalde koncessionen.

(39)

Den italienske indkomstskat er reguleret ved præsidentielt dekret nr. 917 af 22. december 1986: Testo Unico delle Imposte sui Redditi (den italienske konsoliderede skattelov, herefter »TUIR«) (7). Afsnit II i TUIR fastsætter reglerne for beskatning af selskabsindtægter.

(40)

De vigtigste elementer i den italienske selskabsskat (Imposta sul reddito sulle società IRES, »IRES«) er beskrevet nedenfor (8).

(41)

I henhold til artikel 73, stk. 1, i TUIR skal følgende enheder betale selskabsskat:

(42)

Artikel 74 i TUIR indfører særlige bestemmelser for statslige og offentlige organer og definerer aktiviteter, der ikke betragtes som kommercielle aktiviteter.

(43)

I henhold til artikel 74, stk. 1, i TUIR skal statslige organer og forvaltninger, herunder selvstyrende forvaltninger, og, hvis de har status som juridisk person, kommuner, konsortier af lokale organer, sammenslutninger og organer, der forvalter offentlig ejendom, bjergsamfund, provinser og regioner, ikke betale selskabsskat. I henhold til artikel 74, stk. 2, i TUIR udgør offentlige organers udøvelse af statslige funktioner ikke en kommerciel aktivitet.

(44)

Alle indtægter fra selskaber, der udøver kommercielle aktiviteter, betragtes som virksomhedsindkomst og er omfattet af IRES (artikel 81 i TUIR). Beskatningsgrundlaget er den globalindkomst, der fremgår af resultatopgørelsen for det pågældende skatteår i henhold til de selskabsretlige regler, og justeret i henhold til de skatteretlige bestemmelser om virksomhedsindkomst.

(45)

Den selskabsskattemæssige behandling af indkomst fra ejendomsaktiver afhænger af typen af fast ejendom. Hvis ejendomsaktivet faktisk og udelukkende anvendes til at udføre en kommerciel aktivitet (eller på grund af dets karakteristika kun kan anvendes til at udføre en kommerciel aktivitet), betragtes indtægterne fra ejendomsaktivet som virksomhedsindkomst. Disse indtægter indgår derfor i selskabets skattepligtige indkomst.

(46)

Den skattepligtige periode for selskabsskat er selskabets skatteår som fastsat ved lov eller vedtægter. Hvis skatteåret ikke fastsættes således, eller hvis det er længere end 2 år, er den skattepligtige periode kalenderåret (artikel 76 i TUIR).

(47)

IRES-satsen er 24 % (artikel 77 i TUIR) (11).

(48)

Artikel 1, stk. 716, i lov nr. 160 af 27. december 2019 indførte et nyt IRES-tillægsgebyr på 3,5 procentpoint af indtægter fra aktiviteter udført på grundlag af havnetilladelser og -koncessioner udstedt i henhold til artikel 16 og 18 i lov nr. 84/1994 (12). Dette er en midlertidig foranstaltning, der kun bør gælde for regnskabsårene 2019 til 2021.

(49)

Havnemyndigheder i Italien er ikke underlagt selskabsskat (IRES). Fritagelsen for selskabsskat for havnemyndigheder i Italien er den foranstaltning, der behandles i denne afgørelse. Denne fritagelse er navnlig baseret på artikel 74 i TUIR, som fortolket og anvendt af de italienske myndigheder.

(50)

I henhold til artikel 74 i TUIR er statslige organer og forvaltninger, herunder organer med en selvstændig organisation, selv om de har status som juridisk person, kommuner, konsortier mellem lokale myndigheder, sammenslutninger og organer, der forvalter kollektiv ejendom, bjergområder, provinser og regioner, ikke underlagt selskabsskat.

(51)

Efter de italienske myndigheders opfattelse er havnemyndigheder offentlige organer, der udelukkende har administrative opgaver, og de er derfor omfattet af artikel 74 i TUIR. Ifølge de italienske myndigheder forudsætter TUIR's artikel 73 tværtimod, at den pågældende enhed udøver kommercielle aktiviteter, om end som en biaktivitet, og at den derfor ikke finder anvendelse på havnemyndigheder.

(52)

Artikel 73 og 74, som fortolket og anvendt af de italienske myndigheder, fører til en situation, hvor havnemyndigheder i Italien er fritaget for selskabsskat, herunder indtægter fra udnyttelse af havneinfrastrukturen.

(53)

Kommissionen foreslog den 8. januar 2019 passende foranstaltninger i henhold til artikel 22 i procedureforordningen og opfordrede Italien til at vedtage foranstaltninger, der sikrer, at havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, beskattes på samme måde som andre virksomheder. Ved brev af 7. marts 2019 afviste Italien imidlertid formelt Kommissionens forslag og nægtede at vedtage foranstaltninger, der ville sikre, at havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, beskattes på samme måde som andre virksomheder.

(54)

Da Kommissionen stadig fandt, at fritagelsen for selskabsskat for havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, udgjorde en eksisterende statsstøtteordning, og at den var i tvivl om, hvorvidt denne støtteordning var forenelig med det indre marked, besluttede den at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 108, stk. 2, i henhold til artikel 23, stk. 2, i forretningsordenen. I denne afgørelse konkluderede Kommissionen foreløbigt, at havnemyndigheders fritagelse for selskabsskat udgør eksisterende statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF, der ikke kan betragtes som forenelig med det indre marked.

(55)

Italien og andre interesserede parter fremfører, at medlemsstaterne i mangel af EU-lovgivning om havne og et fælles koncept for havnemyndigheder i EU-retten har kompetence til at identificere og regulere arten af og funktionerne for havnenes forvaltningsorganer, som det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/352 (13).

(56)

De mener ikke, at det er rimeligt at anvende de principper, der er fastlagt i Kommissionens beslutninger i særlige tilfælde i andre medlemsstater, på Italien. Efter deres opfattelse kan situationen i Italien ikke sammenlignes med situationen i andre medlemsstater (14).

(57)

Ifølge Italien og størstedelen af bemærkningerne fra interesserede parter er havnemyndigheder ikke virksomheder og udøver ikke økonomiske aktiviteter (15). Det italienske retssystem kræver, at havnemyndigheder er ikke-økonomiske offentlige organer af national betydning med administrativ, organisatorisk, reguleringsmæssig, budgetmæssig og finansiel autonomi.

(58)

Havnemyndigheder overvåges af ministeriet for infrastruktur og transport, og rapporterne om deres økonomiske forvaltning revideres af Revisionsretten på samme måde som for alle organer, der er en del af den offentlige forvaltning. De er opført på den liste, der er udarbejdet af det italienske statistiske institut, og som anvendes til at fastlægge statens konsoliderede finansielle regnskab. Havnemyndigheder er derfor ikke kun offentligt ejet, men er egentlige ikke-økonomiske offentlige organer (16).

(59)

Italien og de fleste interesserede parter bemærker, at havnemyndigheder ikke selv udfører havnetjenester eller teknisk-nautiske tjenester (17). De regulatoriske beføjelser for de teknisk-nautiske tjenester lodsning, bugsering, fortøjning og lægtning hører under Søfartsstyrelsen, som er en decentraliseret struktur under ministeriet for infrastruktur og transport. Reglerne for tildeling af sådanne tjenester er fastsat i den italienske søfartslov og gennemførelsesbestemmelserne hertil. Andre aktiviteter såsom bunkring og affaldsindsamling udføres heller ikke af havnemyndigheder selv.

(60)

Ifølge de italienske myndigheder og de fleste interesserede parter sikrer havnemyndigheder i offentlighedens interesse ikke-diskriminerende adgang til markederne for havnetjenester på betingelser med fri konkurrence og sikrer, at statens ejendom forvaltes i fuld åbenhed og upartiskhed (18). Havnemyndighedernes aktiviteter i henhold til lov nr. 84/1994 er styret af offentlighedens interesse i, at havneområderne fungerer korrekt.

(61)

Italien og en række andre interesserede parter mener, at havnemyndighedernes tildeling af havnekoncessioner er en reguleringsaktivitet, der tager sigte på en mere produktiv tildeling af havneinfrastruktur til gavn for havnesamfundet og havnebrugerne. Havnemyndighederne sikrer, at der gives koncessioner til brug af offentligt ejede havneområder for at forbedre forvaltningen af havnen og alle de aktiviteter, der er knyttet til den. Tildelingen af koncessioner sker på ingen måde med gevinst for øje. Den finder ikke sted på et konkurrencebaseret marked (19).

(62)

Italien og andre interesserede parter anfører, at koncessionshaverne udvælges efter gennemsigtige og ikke-diskriminerende procedurer (20). Udvælgelsen af dem afhænger ikke nødvendigvis af de højeste rentabilitetsudsigter i form af højere betaling for anvendelsen af jorden. Formålet er snarere at maksimere havneområdernes nytteværdi og værdi i offentlighedens interesse.

(63)

Italien og en række andre interesserede parter er af den opfattelse, at gebyrerne for havnemyndighedernes tildeling af koncessioner og tilladelser til private virksomheder for kommerciel udnyttelse af den grundlæggende havneinfrastruktur og levering af tjenesteydelser ikke udgør en betaling for en leveret tjenesteydelse eller en tilbudt vare. Efter deres opfattelse kan de pågældende tjenesteydelser ikke anses for økonomiske aktiviteter (21).

(64)

Havnemyndigheder tildeler koncessioner på grundlag af gennemsigtige, konkurrenceprægede og ikke-diskriminerende procedurer. Den tildelingsprocedure, der fører til udvælgelsen af koncessionshaveren, er fuldstændig adskilt fra gebyrets størrelse. Havnemyndigheder har pligt til at føre tilsyn med koncessionshaveren og kontrollere, at koncessionshaveren overholder betingelserne i koncessionen. De foretager overensstemmelseskontrol og har særlige sanktionsbeføjelser over for koncessionshaveren, såsom beføjelsen til at tilbagekalde en koncession i tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelser. Havnemyndigheder har ikke direkte kontraktforhold med redere og fartøjsoperatører. Det er kun koncessionshavere, der har det.

(65)

Ifølge bemærkninger fra Italien og en række andre interesserede parter er der en væsentlig forskel mellem tildelingen af statsejet ejendom til koncessionshavere (som i den italienske sag) og leasing af sådan ejendom (22). De rettigheder, som havnemyndigheder tildeler koncessionshaveren, er mindre betydningsfulde end de rettigheder, som en typisk forpagter har i et leasingforhold i traditionelle fremlejningshavnemodeller. Dette fremgår af følgende særlige forhold i det italienske system:

(66)

Som følge heraf er de koncessionsgebyrer, som koncessionshaverne betaler til havnemyndigheder, ifølge Italien og flere interesserede parter hverken lejeudgifter eller markedspriser, da der ikke er nogen skønsbeføjelse mellem forhandlingsparterne. De er fastsat ved lov og har karakter af en skat, som koncessionshaveren betaler til staten via havnemyndigheder til gengæld for adgangen til markedet for havneøkonomiske aktiviteter, navnlig med henblik på udførelse af aktiviteter og tjenesteydelser, der anvender det offentlige område (23).

(67)

Det følger heraf, at havnemyndigheder ikke udøver nogen økonomiske aktiviteter, eftersom havnemyndigheder ikke kan gribe ind over for hovedelementet i enhver økonomisk transaktion, der gennemføres på markedsvilkår, nemlig prisen på tjenesteydelsen (24).

(68)

Nogle af de interesserede parter (25) bemærker, at der ifølge EU-Domstolens retspraksis ikke er tale om økonomisk aktivitet, når de specifikke metoder til udbud af visse varer eller tjenesteydelser er fastsat direkte ved lov og derfor ikke er baseret på økonomiske vurderinger foretaget af de bydende parter (26). Tilstedeværelsen af et kommerciel gebyr, der fastsættes direkte af den virksomhed, der driver infrastrukturen, er derfor en betingelse for, at den kan kvalificeres som en virksomhed (27).

(69)

Italien og nogle af de interesserede parter bemærker, at havnemyndigheders aktiviteter i forbindelse med forvaltningen af havneområdet ikke har nogen betydning for det offentlige domæne. Dette betyder, at selv om visse elementer af havnemyndigheders aktiviteter er af økonomisk art, kan dette ikke føre til den konklusion, at havnemyndigheder er virksomheder (28). Ifølge Italien er det i EU-Domstolens retspraksis udelukket, at organer, der er oprettet og reguleret med henblik på varetagelse af offentlige og ikke-økonomiske funktioner og aktiviteter, men som samtidig udøver visse økonomiske aktiviteter, klassificeres som virksomheder (29).

(70)

Italien indrømmer, at de gebyrer, som koncessionshaverne betaler, omfatter et økonomisk element. Gebyrerne fastsættes i henhold til kriterier, der er fastsat på nationalt plan. Gebyrerne tager imidlertid også hensyn til koncessionshaverens forpligtelser med hensyn til fragtmængde, investeringstype og trafikmængde. Grundgebyret kan derfor nedsættes, f.eks. når koncessionshavere foretager investeringer i større infrastrukturarbejder eller foretager ekstraordinær vedligeholdelse af de offentlige goder, der henhører under havnemyndigheders jurisdiktion.

(71)

Sammenfattende består koncessionsgebyret ifølge de italienske myndigheder af både et fast og et variabelt element. Det faste element står i forhold til de pågældende områders areal og tager hensyn til en række andre parametre (de pågældende områders placering og infrastrukturniveau). Det variable element beregnes på grundlag af incitamentsmekanismer med henblik på at opnå bedre produktivitet, bedre energi- og miljøpræstationer og forbedring af serviceniveauet, navnlig med hensyn til transport og intermodal integration af havnene. De incitamentsparametre, der anvendes i det variable element af koncessionsgebyrer, tager typisk hensyn til trafikmængden, både med hensyn til fartøjer, mængder og typer af varer, og til udviklingen af specifikke indikatorer for markeds- og servicekvalitet (gennemsnitlig lagertid for varer i oplagringsområderne, effektiviteten af trafikoverflytningsoperationer energi- og miljøeffektivitetsniveauet for hele havnecyklussen produktivitetsniveauet pr. arealenhed i det havneområde, der er omfattet af koncessionen).

(72)

Koncessionsgebyret (fast og variabelt element) dækker derfor på den ene side betalingsdelen af havneforvaltningen og brugen af havneejendommen som grundlæggende infrastruktur, som er af ikke-økonomisk karakter, og dækker på den anden side driften og anvendelsen af den offentlige ejendom, der gør det muligt for koncessionshaverne at udføre deres aktiviteter.

(73)

Italien mener, at sondringen mellem den ikke-økonomiske (det faste element) og den økonomiske (det variable element) del af koncessionsgebyret indirekte bekræftes af forordning (EU) 2017/352. I nævnte forordning fastsættes det, at havneinfrastrukturudgifter kan differentieres i overensstemmelse med havnens økonomiske strategi og politik for fysisk planlægning med henblik på at fremme en mere effektiv anvendelse af havneinfrastrukturen (30).

(74)

Italien mener også, at der ved vurderingen af koncessionsgebyrernes art skal tages hensyn til de aktiviteter, havnemyndigheder udfører som offentlige organer, der forvalter offentlig ejendom. Retningslinjerne i retspraksis siger, at et offentligt organ, for så vidt som det udøver en økonomisk aktivitet, der kan adskilles fra udøvelsen af sine offentligretlige beføjelser, handler som en virksomhed i forbindelse med en sådan aktivitet. Når denne økonomiske aktivitet imidlertid er uadskilleligt forbundet med udøvelsen af dets offentligretlige beføjelser, forbliver den aktivitet, som udøves af dette organ, som helhed forbundet med udøvelsen af disse beføjelser (31).

(75)

I havnemyndigheders tilfælde kan aktiviteter, der kan have en økonomisk betydning for forvaltningen af havneejendommen, og som kan være relevante for fastsættelsen af koncessionsgebyret, under alle omstændigheder være uadskillelige fra de offentlige aktiviteter, der ved lov er overdraget til havnemyndigheder, såsom kontrol og forvaltning af havneejendommen og planlægning af alle aktiviteter i forbindelse med anvendelse af havneområderne. Koncessionsgebyrer, der opkræves af havnemyndigheder, bør derfor ikke betragtes som selskabsindtægter.

(76)

Italien erkender, at det variable element i koncessionsgebyret er af økonomisk karakter, og at dette i teorien berettiger, at det medtages i beregningsgrundlaget for en potentiel beskatning af en virksomheds indtægter.

(77)

Italien mener imidlertid, at incitamentsparametrene for det variable element i koncessionsgebyrerne bevirker, at de deraf følgende gebyrbeløb gradvis nedsættes, når koncessionshaverne opfylder de økonomiske mål. Ifølge Italien fører dette til en overordnet nedsættelse af koncessionsgebyret. Som følge heraf består havnemyndigheders indtægter helt eller næsten udelukkende af det faste element, som er begrænset til aflønning af havnemyndighedens ledelse og havnemyndighedens reguleringsaktiviteter. Derfor udøver havnemyndigheder efter Italiens opfattelse ingen økonomisk aktivitet.

(78)

Ifølge bemærkningerne fra nogle af de interesserede parter vil udelukkelsen af havnemyndigheder fra forpligtelsen til at betale selskabsskat ikke medføre tab af skatteindtægter, da havnemyndigheder er en del af staten. Der vil derfor ikke være tale om et forbrug af statsmidler i form af skatte- eller budgetudgifter (32).

(79)

Nogle af de interesserede parter bemærker også, at de beløb, som havnemyndigheder betalte til staten i tilfælde af beskatning af havnemyndigheders indtægter, ville omdirigere midler fra havnemyndigheder, som så ikke ville være til rådighed til at udføre havnemyndigheders institutionelle opgaver. Staten forventes derefter at øge sine bidrag til havnemyndigheder.

(80)

Med hensyn til fritagelsen for selskabsskat (IRES) for havnemyndigheder bemærker Italien og de fleste interesserede parter, at klassificeringen af havnemyndigheder i kategorien ikke-økonomiske offentlige organer i den italienske konsoliderede skattelov TUIR nødvendigvis indebærer, at de fritages for selskabsskat (33). Dette ville ikke være en undtagelse fra ordningen eller en særlig foranstaltning til fordel for havnemyndigheder, da den er i fuld overensstemmelse med principperne i det italienske skattesystem (34).

(81)

Det skattesystem, der er fastsat i den italienske TUIR, er også fuldt ud i overensstemmelse med havnemyndigheders karakter og funktioner, eftersom der er tale om offentlige organer, der udelukkende har administrative funktioner, og som derfor er underlagt anvendelsen af TUIR's artikel 74. TUIR's artikel 73 forudsætter derimod, at den pågældende enhed udøver kommercielle aktiviteter, omend som biaktivitet, og finder derfor ikke anvendelse på havnemyndigheder (35).

(82)

En interesseret part mener ikke, at foranstaltningen påvirker samhandelen og konkurrencen, da der ikke er nogen private havne i Italien (36). Havnemyndigheder behøver ikke at tilskynde potentielle koncessionshavere ved at tilbyde lave eller reducerede koncessionsgebyrer, da efterspørgslen efter adgang til havneområder under alle omstændigheder er større end udbuddet af tilgængelige områder.

(83)

Nogle interesserede parter bemærker også, at havne ikke konkurrerer med andre leverandører af transporttjenester, da de forskellige transportinfrastrukturer betjener forskellige vare- og trafikmarkeder og ikke er substituerbare.

(84)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, når den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(85)

Ifølge retspraksis omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, der udøver økonomisk aktivitet, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (37). Den omstændighed, at en enhed ikke søger vinding, er ikke afgørende for at fastslå, om der er tale om en virksomhed eller ej (38). Den omstændighed, at enheden er offentligt ejet, er heller ikke afgørende.

(86)

Som præciseret af Unionens retsinstanser er enhver aktivitet, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på et bestemt marked, dvs. tjenesteydelser, der normalt udføres mod betaling, en økonomisk aktivitet. Det væsentlige kendetegn ved betalingen er, at der er tale om et vederlag for den pågældende tjenesteydelse (39). Nonprofitorganisationer kan også tilbyde varer og tjenesteydelser på et marked (40).

(87)

Når det drejer sig om anlæg og drift af offentlig infrastruktur, har Unionens retsinstanser præciseret, at det er den fremtidige brug af infrastrukturen, dvs. dens økonomiske udnyttelse eller ej, der afgør, om finansieringen af opførelsen af en sådan infrastruktur falder ind under anvendelsesområdet for Unionens statsstøtteregler eller ej (41). Det anerkendes, at kommerciel udnyttelse og opførelse af havne- eller lufthavnsinfrastruktur med henblik på en sådan kommerciel udnyttelse udgør økonomiske aktiviteter (42).

(88)

I overensstemmelse med denne retspraksis konkluderede Kommissionen i en række beslutninger, at opførelse og kommerciel udnyttelse af havneinfrastrukturer udgør økonomiske aktiviteter (43). F.eks. udgør kommerciel udnyttelse af en havn eller en lufthavnsterminal ved at stille den til rådighed for brugerne mod betaling af et gebyr en økonomisk aktivitet (44). Offentlig finansiering af en havneinfrastruktur begunstiger derfor en økonomisk aktivitet og er i princippet underlagt statsstøttereglerne (45).

(89)

Omvendt er investeringer i infrastruktur, der er nødvendige for at udføre aktiviteter, som henhører under statens ansvar under udøvelsen af dens offentligretlige beføjelser, ikke underlagt statsstøttekontrol (46). Kun infrastrukturer, der udgør en del af statens væsentlige funktioner, er af ikke-økonomisk karakter.

(90)

Italien og de fleste interesserede parter hævder, at havnemyndigheder er ikke-økonomiske offentlige organer af national betydning med administrativ, organisatorisk, reguleringsmæssig, budgetmæssig og finansiel autonomi. Efter deres opfattelse udøver havnemyndigheder ikke økonomiske aktiviteter og er ikke virksomheder.

(91)

Kommissionen finder, at klassificeringen af havnemyndigheder som ikke-økonomiske offentlige organer i italiensk ret ikke er tilstrækkelig til at konkludere, at de ikke er virksomheder. For at afgøre, om havnemyndigheders aktiviteter er aktiviteter, der udføres af en virksomhed i traktatens forstand, er det nødvendigt at fastslå arten af deres aktiviteter (47).

(92)

På grundlag af beskrivelsen af havnemyndigheders aktiviteter (se afsnit 2.1.2-2.1.5) finder Kommissionen, at indrømmelse af adgang til havne mod betaling (forankringsgebyrer og gebyrer på losset og lastet gods), udstedelse af tilladelser mod betaling til udførelse af havneoperationer og tildeling af koncessioner mod betaling udgør økonomiske aktiviteter. Kommissionen konkluderer derfor, at havnemyndigheder udøver både ikke-økonomiske og økonomiske aktiviteter.

(93)

Kommissionen bestrider ikke, at havnemyndigheder kan få overdraget udøvelsen af visse offentlige beføjelser af ikke-økonomisk karakter (f.eks. kontrol med skibsfarten og sikkerheds- eller forureningsbekæmpelsesovervågning, der udføres alene eller i samarbejde med andre offentlige organer såsom Søfartsstyrelsen) (48). Ved udøvelsen af disse aktiviteter er de ikke virksomheder i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1.

(94)

Den omstændighed, at havnemyndigheder, når de udøver en del af deres aktiviteter, udøver offentligretlige beføjelser, er imidlertid ikke i sig selv til hinder for, at de kan kvalificeres som virksomheder (49).

(95)

Havnemyndigheder udøver også økonomiske aktiviteter. De leverer en generel service til brugerne af havnene (redere og fartøjsoperatører) ved at give skibene adgang til havneinfrastruktur mod betaling, der almindeligvis betegnes som havnegebyrer (dvs. gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer). Ved at udstede tilladelser og koncessioner mod betaling stiller de visse infrastrukturer eller arealer til rådighed for virksomheder, der anvender disse arealer til eget formål eller for at levere tjenesteydelser til redere og fartøjsoperatører.

(96)

Italien og en række andre interesserede parter hævder, at havnemyndigheder ikke har direkte kontraktforhold med redere og fartøjsoperatører (kun koncessionshavere). Kommissionen er ikke desto mindre af den opfattelse, at den omstændighed, at koncessionshavere benytter visse havnearealer og -infrastrukturer til at tilbyde skibsejere og fartøjsoperatører tjenester, ikke udelukker, at visse aktiviteter, der udføres af havnemyndigheder, såsom leje af havnearealer og havneinfrastruktur til disse tredjepartsvirksomheder, også er af økonomisk karakter (50).

(97)

Denne holdning er i overensstemmelse med Kommissionens holdning i en række sager vedrørende statsstøtte til italienske havnemyndigheder (51). I de sager, der vedrørte fritagelsen for selskabsskat for havne i Belgien og Frankrig, gjorde Kommissionen det desuden klart, at udlejning af offentlig ejendom mod betaling udgør en økonomisk aktivitet (52). Retten bekræftede dette synspunkt (53).

(98)

Samlet set vil en havnemyndighed blive betragtet som en virksomhed, hvis — og i det omfang — den faktisk udøver en eller flere økonomiske aktiviteter (54). Havnemyndigheder giver redere og fartøjsoperatører adgang til havneinfrastruktur mod betaling (dvs. gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer). De udsteder tilladelser til havneoperationer mod betaling (tilladelsesgebyrer), og de udlejer offentlig ejendom mod betaling (koncessionsgebyrer). Disse aktiviteter betragtes som økonomiske aktiviteter. Kommissionen mener derfor, at havnemyndigheder er virksomheder i forhold til de økonomiske aktiviteter, de udøver.

(99)

Italien og en række interesserede parter hævder, at havnemyndigheder ikke forfølger en kommerciel logik og ikke søger profitmaksimering. I denne forbindelse ønsker Kommissionen at understrege, at den omstændighed, at varer eller tjenesteydelser udbydes uden gevinst for øje, ikke er til hinder for, at den enhed, der udfører disse transaktioner på markedet, kan kvalificeres som en virksomhed (55).

(100)

Kommissionen bemærker, at hverken Italien eller de interesserede parter hævder, at de gebyrer, som havnemyndigheder opkræver, kun er symbolske eller ikke står i forhold til omkostningerne ved de leverede tjenester. Kommissionen bemærker også, at havnegebyrer (dvs. gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer) samt tilladelses- og koncessionsgebyrer udgør den største del af havnemyndigheders indtægter. Ifølge en rapport fra det italienske ministerium for infrastruktur og transport udgjorde havnegebyrer (gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer) og koncessionsgebyrer i 2017 henholdsvis 53,2 % og 27,1 % af havnemyndighedernes indtægter (56).

(101)

Italien og en række interesserede parter hævder, at gebyrerne for koncessioner og tilladelser, som havnemyndigheder har givet private virksomheder til kommerciel brug af den grundlæggende havneinfrastruktur og levering af havneoperationer og -tjenester, ikke udgør et vederlag for en leveret tjenesteydelse eller en tilbudt vare (se 3.2.3).

(102)

Italien hævder, at koncessionsgebyrer er fastsat ved lov. Havnemyndigheder udøver følgelig ikke økonomiske aktiviteter, fordi de ikke kan gribe ind over for hovedelementet i enhver økonomisk transaktion, der blev gennemført på markedsvilkår, nemlig prisen på tjenesteydelsen.

(103)

Indledningsvis skal Kommissionen erindre om, at i henhold til retspraksis er tjenesteydelser, der kan kvalificeres som økonomiske aktiviteter, ydelser, der normalt udføres mod betaling. Det væsentligste kendetegn ved betalingen er, at den udgør et vederlag for den pågældende ydelse (57). Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en betaling, udgør således et afgørende element med henblik på at fastslå, at der foreligger en økonomisk aktivitet (58).

(104)

Levering af tjenesteydelser mod betaling, der er fastsat ved lov, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at forhindre, at den pågældende aktivitet kvalificeres som økonomisk aktivitet (59).

(105)

Kommissionen finder derfor, at argumentet om, at koncessionsgebyrer er fastsat ved lov, ikke er tilstrækkeligt til at konkludere, at havnemyndigheder ikke udøver økonomiske aktiviteter. Kommissionen bemærker også, at loven kun fastsætter minimumsgebyrer for koncessioner, hvilket giver havnemyndigheder mulighed for at påvirke gebyrerne i overensstemmelse med deres forretningsstrategier. Selv hvis det var korrekt, at koncessionsgebyrerne var fastsat fuldt ud ved lov, ville det under alle omstændigheder være irrelevant, eftersom havnemyndigheder stiller visse infrastrukturer eller arealer til rådighed for virksomheder mod betaling, hvilket betragtes som en økonomisk aktivitet.

(106)

Kommissionen konkluderer derfor, at tildeling af koncessioner mod betaling bør betragtes som økonomisk aktivitet.

(107)

Kommissionen bemærker, at fastsættelsen af gebyrer ved lov ikke udelukker, at gebyrerne i det mindste delvist fastsættes på grundlag af en økonomisk begrundelse. I den foreliggende sag høres en lang række offentlige og private interessenter (nationale og regionale myndigheder, havnemyndigheder og andre offentlige organer, virksomheder, der leverer havnetjenester og havneoperationer, fagforeninger), inden gebyrerne for koncessioner og tilladelsesgebyrerne for havneoperationer fastsættes på nationalt plan. Det samme gælder havnegebyrer (gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer).

(108)

Kommissionen mener, at havnemyndigheders fritagelse for selskabsskat giver havnemyndigheder mulighed for at anvende lavere gebyrer. Gebyrniveauet er et vigtigt element i den forretningspolitik, som havnene fører for at tilskynde redere og fartøjsoperatører til at benytte havnens infrastruktur og rederierne til at etablere sig med henblik på at udvikle deres produktions- eller serviceaktiviteter der (60).

(109)

I forbindelse med koncessioner er kun en del af koncessionsgebyret (minimumsgebyret) fastsat på nationalt plan. Denne del af gebyret er det faste element i koncessionsgebyret. Koncessionsgebyrets variable element gør det muligt for havnemyndigheder at følge deres egne forretningsstrategier i overensstemmelse med de specifikke markedsforhold.

(110)

Koncessionsgebyrer består nemlig af et fast og et variabelt element. Det faste element er generelt proportionalt med arealet af de områder, der er omfattet af koncessionen, og tager hensyn til flere andre parametre (beliggenhed, infrastrukturniveau i de pågældende områder). Det variable element omfatter økonomiske incitamenter til at opnå højere produktivitet, bedre energi- og miljøpræstationer og forbedring af serviceniveauet, navnlig med hensyn til transport og intermodal integration af havnene.

(111)

Italien erkender, at det variable element i koncessionsgebyrerne er af økonomisk art og derfor berettiget til at blive taget i betragtning i beregningsgrundlaget for en potentiel beskatning af havnemyndigheders indtægter. Når koncessionshaverne imidlertid opfylder de fastsatte økonomiske mål, vil det tilsvarende gebyrbeløb blive gradvist reduceret og føre til en nedsættelse af det samlede koncessionsgebyr. Som følge heraf består havnemyndigheders indtægter fra koncessioner ifølge de italienske myndigheder i praksis næsten udelukkende af det faste element, som er begrænset til aflønning af havnemyndighedens ledelse og havnemyndighedens reguleringsaktiviteter. Da Italien mener, at det faste element i koncessionsgebyrerne er et vederlag for ikke-økonomiske aktiviteter, konkluderer det, at havnemyndigheder ikke udøver nogen økonomisk aktivitet.

(112)

Kommissionen bemærker imidlertid, at hverken Italien eller nogen af de interesserede parter har fremlagt dokumentation til støtte for deres påstand om, at det variable element af gebyret fører til en nedsættelse af det samlede koncessionsgebyr.

(113)

Endnu vigtigere er det ubestridt, at koncessionsgebyrerne fastsættes på en måde, der afspejler værdien af den leverede tjenesteydelse (omfang, placering og infrastrukturniveau). Koncessionsgebyrerne er heller ikke blot symbolske.

(114)

Kommissionen konkluderer derfor, at det forhold, at det variable element i koncessionsgebyrerne kan reducere de samlede indtægter fra koncessionsgebyrer, når koncessionshaverne opfylder de økonomiske mål i koncessionskontrakten, ikke er tilstrækkeligt til at udelukke, at havnemyndigheder udøver økonomiske aktiviteter. Kommissionen mener også, at det forhold, at indtægter fra koncessionsgebyrer også kan finansiere visse ikke-økonomiske aktiviteter, ikke ændrer ved, at gebyrerne modtages som modydelse for en tjenesteydelse, nemlig adgang til havneinfrastrukturen (61).

(115)

Italien og flere interesserede parter hævder også, at de gebyrer, der skal betales til havnemyndigheder, har karakter af en skat, som koncessionshaveren betaler til staten via havnemyndighederne.

(116)

Kommissionen er af den opfattelse, at dette argument ikke er relevant for afgørelsen af, om havnemyndigheder udøver en økonomisk aktivitet, idet nationale betingelser ikke i sig selv kan anvendes til at omgå anvendelsen af fælles EU-regler. Tjenesteydelser, der kan karakteriseres som økonomiske aktiviteter, er ydelser, der normalt udføres mod betaling (62). De gebyrer, som havnemyndigheder modtager, udgør en betaling, der betales af brugerne for levering af specifikke tjenesteydelser som modydelse. Som Retten allerede bemærkede i forbindelse med de spanske havne, hvor havnene også gjorde gældende, at havnegebyrer er skatter, er havnegebyrer gebyrer, der opkræves for brug af havneinfrastruktur (63).

(117)

Italien er af den opfattelse, at de økonomiske aktiviteter, som havnemyndigheder udfører i forbindelse med forvaltningen af havnene, er marginale og utilstrækkelige til at kvalificere havnemyndigheder som virksomheder. Domstolens praksis udelukker, at organer, der er oprettet og reguleret med henblik på varetagelse af offentlige og ikke-økonomiske funktioner og aktiviteter, men som samtidig udøver visse økonomiske aktiviteter, klassificeres som virksomheder (64).

(118)

Italien mener også, at aktiviteter, der kan have en økonomisk betydning for forvaltningen af havneejendommen, og som kan være relevante for fastsættelsen af koncessionsgebyret, er uadskillelige fra de offentlige aktiviteter, der ved lov er overdraget til havnemyndigheder, såsom kontrol og forvaltning af havneejendommen. Ifølge Italien bør de gebyrer, som havnemyndigheder opkræver, derfor ikke betragtes som virksomhedsindkomst.

(119)

Kommissionen ønsker at minde om, at den omstændighed, at en enhed i forbindelse med udøvelsen af en del af sin virksomhed har beføjelser som offentlig myndighed, ikke i sig selv er til hinder for, at den klassificeres som en virksomhed i EU-konkurrencerettens forstand for så vidt angår dens økonomiske aktiviteter (65).

(120)

Det fremgår af retspraksis, at for så vidt som en offentlig enhed udøver en økonomisk aktivitet, der kan adskilles fra udøvelsen af dens beføjelser som offentlig myndighed, handler denne enhed for så vidt angår denne aktivitet som virksomhed. Hvis denne økonomiske virksomhed derimod ikke kan adskilles fra udøvelsen af dens beføjelser som offentlig myndighed, forbliver alle de aktiviteter, der udøves af denne enhed, aktiviteter, der er forbundet med udøvelsen af disse beføjelser (66).

(121)

Kommissionen bemærker, at hverken Italien eller nogen af de interesserede parter har fremlagt beviser for, at havnenes økonomiske aktiviteter er uadskillelige fra deres beføjelser som offentlig myndighed. Den blotte mulighed for en økonomisk forbindelse mellem disse aktiviteter, for så vidt som havnenes økonomiske aktiviteter gør det muligt helt eller delvis at finansiere deres ikke-økonomiske aktiviteter, er ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at disse aktiviteter er uadskillelige i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i retspraksis (67).

(122)

Kommissionen bemærker endvidere, at havnemyndigheders økonomiske aktiviteter i den foreliggende sag ikke gøres obligatoriske som følge af deres ikke-økonomiske aktiviteter i offentlighedens interesse, og at de ikke-økonomiske aktiviteter i mangel heraf ikke nødvendigvis fratages deres nytteværdi (68).

(123)

Kommissionen bemærker også, at hverken Italien eller de interesserede parter har påvist, at havnenes økonomiske aktiviteter er hjælpeaktiviteter i forhold til deres ikke-økonomiske aktiviteter, der udøves i offentlighedens interesse (69). Derimod udgør havnegebyrer (dvs. gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer) og koncessionsgebyrer størstedelen af havnemyndigheders driftsindtægter, da de tilknyttede aktiviteter udgør havnemyndighedernes kerneaktivitet (70).

(124)

Kommissionen konkluderer derfor, at havnemyndigheders økonomiske aktiviteter ikke kan adskilles fra deres ikke-økonomiske aktiviteter, der udøves i offentlighedens interesse som omhandlet i retspraksis (71). Kommissionen er derfor af den opfattelse, at havnemyndigheder bør betragtes som virksomheder, hvis — og i det omfang — de faktisk udøver en eller flere økonomiske aktiviteter (72).

(125)

Italien og flere interesserede parter hævder, at havnemyndigheder ikke har nogen konkurrenter, og at der ikke findes noget marked, hvor de ville kunne operere. Da der ikke findes et marked for udbud af deres tjenesteydelser, kan havnemyndigheder ikke betragtes som virksomheder. Nogle af de interesserede parter anfører også, at forvaltningen af havne er forskellig fra forvaltningen af lufthavne.

(126)

Kommissionen bemærker i den forbindelse, at en enhed, der har et lovbestemt monopol, meget vel kan tilbyde varer og tjenesteydelser på et marked og derfor være en virksomhed i henhold til traktatens artikel 107. Begrebet økonomisk aktivitet er et objektivt begreb, der følger af faktiske omstændigheder, navnlig af at der findes et marked for de pågældende tjenesteydelser (73).

(127)

Kommissionen minder også om, at EU-domstolene fastslog, at tilrådighedsstillelse af lufthavnsanlæg til luftfartsselskaber mod betaling af et gebyr udgør en økonomisk aktivitet (74). Kommissionen mener ikke, at der er nogen grundlæggende forskel mellem tildelingen af adgang til lufthavnsinfrastruktur til gengæld for lufthavnsgebyrer og tildelingen af adgang til havneinfrastrukturen til gengæld for havnerettigheder (75), navnlig fordi lufthavnene også har et lovbeskyttet monopol svarende til det, som de italienske havnemyndigheder har. Havnemyndighederne driver selv havneinfrastrukturen, når de giver redere og fartøjsoperatører adgang til havneinfrastrukturen eller udlejer den mod betaling (76).

(128)

Kommissionen konkluderer derfor, at de argumenter, som Italien og nogle af de interesserede parter har fremført, ikke er tilstrækkelige til at fastslå, at havnemyndigheders aktiviteter er af ikke-økonomisk karakter.

(129)

På baggrund af ovenstående konkluderer Kommissionen, at havnemyndigheder udøver økonomiske aktiviteter, og at de i forbindelse hermed betragtes som virksomheder i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1.

(130)

For at kunne betegnes som statsstøtte kræver traktatens artikel 107, stk. 1, at foranstaltningen ydes af en medlemsstat eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form. I den foreliggende sag er fritagelsen for selskabsskat navnlig baseret på artikel 74 i TUIR, som fortolket og anvendt af de italienske myndigheder (se (50) — (52)). I henhold til artikel 74 i TUIR er statslige organer og forvaltninger og andre territoriale organer, f.eks. regioner og kommuner, ikke selskabsskattepligtige. Efter de italienske myndigheders opfattelse er havnemyndigheder offentlige organer, der udelukkende har administrative opgaver, og de er derfor omfattet af artikel 74 i TUIR. Foranstaltningen kan derfor tilregnes staten.

(131)

Et tab af skatteindtægter svarer desuden til et forbrug af statsmidler i form af skatteudgifter.

(132)

Som fastslået af Unionens retsinstanser vil en foranstaltning, hvorved de offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en skattefritagelse, der, selv om den ikke indebærer en kontant overførsel af statsmidler, giver de personer, der er omfattet af skattefritagelsen, en gunstigere økonomisk situation end andre skatteydere, opfylde begrebet om statsmidler som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1 (77).

(133)

Ved at fritage havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, for selskabsbeskatning, gav de italienske myndigheder følgelig afkald på indtægter, som udgør statsmidler. Kommissionen mener derfor, at den pågældende foranstaltning indebærer et provenutab og dermed gennemføres ved hjælp af statsmidler.

(134)

Hvad angår visse interesserede parters argument om, at udelukkelsen af havnemyndigheder fra forpligtelsen til at betale selskabsskat ikke ville medføre tab af skatteindtægter, da havnemyndigheder er en del af staten, erindres der om, at Unionens retsorden er neutral med hensyn til ejendomsretlige ordninger (78) og på ingen måde berører medlemsstaternes ret til at handle som økonomiske aktører. Når offentlige myndigheder direkte eller indirekte gennemfører økonomiske transaktioner i en hvilken som helst form, er de samtidig underlagt Unionens statsstøtteregler (79). I overensstemmelse med fast retspraksis skal der derfor sondres mellem de forpligtelser, som staten påtager sig som ejer af et selskab, og dens forpligtelser som offentlig myndighed (80). Det betyder, at de indtægter, som staten kan opnå ved ejerskab af et offentligt selskab, ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om en skattefordel, der indrømmes den, påvirker statsmidler. Desuden har hverken Italien eller nogen interesseret part fremført noget argument for at påvise, at skattefordelen i forbindelse med fritagelsen af havnemyndigheder for selskabsskat ville være begrænset til det beløb, der er nødvendigt for at finansiere havnemyndigheders institutionelle opgaver.

(135)

For at kunne betragtes som statsstøtte skal en foranstaltning også give støttemodtageren en økonomisk fordel. Begrebet fordel omfatter ikke blot positive fordele, men også interventioner, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomhed (81).

(136)

Under denne foranstaltning er havnemyndigheder fritaget for selskabsskat, mens andre virksomheder i princippet er underlagt selskabsskat. Skattefritagelsen reducerer de byrder, der normalt indgår i driftsomkostningerne for en virksomhed, der udøver økonomiske aktiviteter. Den giver havnemyndigheder en økonomisk fordel i forhold til andre virksomheder, som ikke kunne drage fordel af en sådan skattefordel, selv om de udøver økonomiske aktiviteter. Det følger heraf, at foranstaltningen indebærer en fordel for havnemyndigheder.

(137)

Kommissionen bemærker, at de italienske myndigheder ikke hævder, at havnemyndigheder har fået overdraget offentlige serviceforpligtelser, og at skattefritagelsen ville kompensere havnemyndigheder for omkostninger i forbindelse med opfyldelsen af overdraget offentlige serviceforpligtelser. Kommissionen mener heller ikke, at kriterierne i Altmark-dommen er opfyldt (82), da havnemyndigheder ikke er forpligtet til at opfylde offentlige serviceforpligtelser, som er klart defineret. Desuden er den omhandlede foranstaltning, der knytter støttebeløbet sammen med den opnåede fortjeneste, ikke knyttet til eller begrænset til nettoomkostningerne ved en offentlig serviceopgave. Den følger heller ikke af et mandat, der er givet til modtagerne af foranstaltningen med henblik på at udføre en sådan opgave.

(138)

Ved at fritage havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, for selskabsbeskatning, giver de italienske myndigheder dem en fordel. Kommissionen konkluderer derfor, at den pågældende foranstaltning giver havnemyndigheder en fordel.

(139)

For at kunne betegnes som støtte skal en foranstaltning i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, påvirke samhandelen inden for Unionen og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

(140)

Kommissionen minder for det første om, at alle interessenter i forbindelse med den offentlige høring af interesserede parter om udkastet til en forordning i havnesektoren understregede behovet for stabile og lige konkurrencevilkår mellem havne i Unionen (83).

(141)

Det er korrekt, at driften af grundlæggende havneinfrastruktur i visse medlemsstater er retligt forbeholdt visse enheder. I denne henseende kan operatører fra andre medlemsstater ikke drive basal havneinfrastruktur i disse medlemsstater, hvorfor dette specifikke marked i det mindste i et vist omfang kan anses for ikke at være liberaliseret eller åbent for konkurrence. Dette specifikke marked er imidlertid ikke det eneste marked, hvor en fordel for havnemyndighederne kan fordreje konkurrencen (84).

(142)

For det første kan logistik- og transportvirksomheder, der er villige til at transportere varer, benytte forskellige metoder til at gøre dette, herunder brug af andre (udenlandske eller indenlandske) havne, der forvaltes af andre havnemyndigheder, eller endog slet ingen havn. Havne fra forskellige medlemsstater kan dele samme bagland, således at havnemyndighederne konkurrerer om at levere transporttjenester til operatører, der er villige til at betjene det pågældende bagland. Dette kan f.eks. være tilfældet for havneoperatører i det nordvestlige Italien og Sydfrankrig. De tjenester, der tilbydes af havnemyndigheder (der giver adgang til havne), er således i hvert fald i et vist omfang i konkurrence med dem, der tilbydes af andre havnemyndigheder og andre leverandører af transporttjenester i Italien og andre medlemsstater. Mere generelt bemærker Kommissionen, at eftersom havne i vid udstrækning er involveret i international godstransport og passagertransport, kan enhver fordel for italienske havnemyndigheder også i sagens natur påvirke konkurrencen og samhandelen inden for Unionen.

(143)

I denne henseende rejser den omstændighed, at havnemyndigheder er de eneste enheder, der har ret til at drive deres egen havneinfrastruktur (og tilbyde adgang til havneinfrastruktur), ikke tvivl om eksistensen af et bredere konkurrencepræget marked, hvor transporttjenester (adgang til havneinfrastruktur), der leveres af havnemyndigheder, konkurrerer med tjenester, der tilbydes af andre transportvirksomheder, der er etableret i Italien, og af andre havne eller transportleverandører i andre medlemsstater (85). Brugere af havneinfrastruktur kan frit benytte andre havne (i Italien eller i udlandet) og andre transportformer, således at havnemyndigheder leverer tjenester i konkurrence med andre operatører på det brede marked for transporttjenester og på det snævrere marked for havnetjenester (andre EU-havne giver adgang til EU-markedet og dermed til Italien, undertiden kombineret med vej-, jernbane- eller vandvejstjenester) (86).

(144)

Koncessionshavere, der er villige til at levere havnetjenester, kan også gøre dette i andre havne, der forvaltes af andre havnemyndigheder. Havnemyndigheder konkurrerer om at tiltrække disse operatører (koncessionshavere, der udfører havnetjenester). Størrelsen af de gebyrer, som havnemyndigheder opkræver for at stille arealer og infrastruktur (havneudstyr) til rådighed for koncessionshaverne, spiller også en rolle for koncessionshaverens valg om at etablere sig i én havn frem for en anden (87). Eksistensen af konkurrence og grænseoverskridende virkninger på dette marked er anerkendt i retspraksis (88).

(145)

Desuden kan virksomheder, der er villige til at etablere sig tæt på en havn, også etablere sig uden for havnen (og ikke nødvendigvis på land, der ejes eller forvaltes af havnemyndigheder), således at havnemyndigheder konkurrerer med andre operatører, der udlejer land uden for havne.

(146)

Kommissionen konkluderer, at havnemyndigheder kan konkurrere indbyrdes og med andre havne i Europa, og at skattefritagelsen for havnemyndigheder derfor også kan påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.

(147)

En foranstaltning, der ydes af staten, anses for at fordreje eller true med at fordreje konkurrencen, når den kan formodes at forbedre modtagerens konkurrencesituation i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med (89). Det konstateres generelt, at der foreligger en konkurrencefordrejning i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, når staten giver en virksomhed i en sektor, hvor der er eller kunne være konkurrence, en økonomisk fordel (90). Offentlig støtte kan fordreje konkurrencen, selv om den ikke hjælper den støttemodtagende virksomhed med at vokse og vinde markedsandele. Det er tilstrækkeligt, at støtten sætter den i stand til at opretholde en stærkere konkurrenceposition, end den ville have haft, hvis støtten ikke var blevet ydet. , Hvis støtten giver modtageren en fordel ved at fritage denne for udgifter, som denne ellers ville have skullet betale i forbindelse med den daglige drift, er dette normalt tilstrækkeligt til, at støtten kan antages at fordreje konkurrencen (91).

(148)

Da den omhandlede foranstaltning udgør en støtteordning, der finder anvendelse på havnemyndigheder af forskellig størrelse, geografisk placering og aktiviteter, er det ikke nødvendigt individuelt at påvise, at denne foranstaltning for hver havnemyndighed medfører en fordrejning af konkurrencen og en påvirkning af samhandelen for at fastslå, at den undersøgte foranstaltning udgør statsstøtte (92).

(149)

Fritagelsen for selskabsskat giver havnemyndigheder en fordel, som kan forbedre deres konkurrencemæssige stilling. Navnlig er prisen på tjenesteydelser leveret af havnemyndigheder (tilladelses- og koncessionsgebyrer, gebyrer på losset og lastet gods og forankringsgebyrer) en af de faktorer, der påvirker de forskellige europæiske havnes relative konkurrenceevne (93).

(150)

Italien har gjort gældende, at havnemyndigheder kun har begrænset indflydelse på fastsættelsen af gebyrer for deres aktiviteter. De kriterier for fastsættelse af tilladelses- og koncessionsgebyrer, der er fastsat ved et offentligt dekret, definerer imidlertid kun minimumsgebyret og giver derfor havnemyndigheder en skønsmargen med hensyn til at fastsætte størrelsen af deres gebyrer (jf. punkt 4.1.1.5). Under alle omstændigheder vil selv eksistensen af gebyrer, der udelukkende fastsættes centralt — uden nogen skønsmargin for den enkelte havnemyndigheder med hensyn til at påvirke størrelsen af de centralt fastsatte gebyrer — ikke udelukke en fordrejning af konkurrencen, fordi virksomhederne også kan konkurrere på ikke-prismæssige parametre (servicekvalitet osv.), og fordi den fordel, som havnemyndigheder har opnået ved den pågældende skattefritagelse, også kan hjælpe dem med at styrke kvaliteten af deres tilbud og tiltrække redere og fartøjsoperatører.

(151)

Kommissionen konkluderer derfor, at de italienske myndigheder ved at fritage havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, for selskabsbeskatning giver dem en fordel, der potentielt kan påvirke konkurrencevilkårene. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at den pågældende foranstaltning fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene.

(152)

Offentlig støtte til virksomheder udgør kun statsstøtte i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Det er ikke nødvendigt at godtgøre, at støtten faktisk påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, men alene, at støtten kan påvirke samhandelen (94). Unionens retsinstanser har navnlig fastslået, at når en finansiel støtte, der ydes af en stat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Unionen, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (95).

(153)

Denne retspraksis kan anvendes i den foreliggende sag, da fritagelsen for selskabsskat styrker havnemyndigheders stilling. Dette gør det muligt for sidstnævnte at sænke deres gebyrer og gøre den havneinfrastruktur, de forvalter, mere attraktiv for redere og fartøjsoperatører, navnlig fra andre medlemsstater.

(154)

I den foreliggende sag er italienske havne involveret i samhandelen inden for Unionen, således at en fordel for den pågældende havnemyndighed påvirker samhandelen inden for Unionen. Italienske havne er aktivt involveret i samhandelen inden for Unionen, og adskillige italienske havne er blandt de vigtigste havne i Unionen med hensyn til containertrafik og fragttonnage. På grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger ser det ud til, at der blandt de 15 største containerhavne i Europa i 2019 findes to italienske havne, nemlig Genova og Gioia Tauro (96).

(155)

Ved at fritage disse havnemyndigheder for en skat, som de ellers skulle have betalt, og som konkurrerende virksomheder skal bære, frigør fritagelsen for selskabsskat de finansielle midler for disse virksomheder til at investere i deres forretningsaktiviteter, hvilket igen påvirker de betingelser, hvorunder de kan tilbyde deres produkter og tjenesteydelser på markedet, hvorved konkurrencen på det indre marked fordrejes. Skattefritagelsen for havnemyndigheder påvirker derfor samhandelen inden for Unionen.

(156)

Med hensyn til Italiens argument om, at størstedelen af de italienske havne langt fra er i konkurrence, selv potentielt, på de europæiske markeder, men hovedsagelig konkurrerer med havne i Nordafrika, bemærker Kommissionen, at de italienske myndigheder ikke har fremført noget argument til støtte for dette synspunkt (97).

(157)

Ved at fritage havnemyndigheder, der udøver økonomiske aktiviteter, fra selskabsbeskatning, giver de italienske myndigheder dem en fordel, der potentielt kan påvirke samhandelen inden for Unionen.

(158)

For at kunne betragtes som statsstøtte skal en foranstaltning være selektiv (98) i den forstand, at den kun må begunstige visse virksomheder eller visse varer. Ifølge fast retspraksis (99) består vurderingen af en skatteforanstaltnings materielle selektivitet i tre faser: Først er det nødvendigt at identificere og undersøge den fælles eller »normale« ordning (»referenceramme«), der finder anvendelse i den pågældende medlemsstat. For det andet er det i forbindelse med denne almindelige eller »normale« skatteordning, at det er nødvendigt at vurdere og fastslå, om en fordel, der indrømmes ved den pågældende skatteforanstaltning, kan være selektiv. I den forbindelse er det nødvendigt at fastslå, at foranstaltningen udgør en undtagelse fra den generelle ordning, for så vidt som den differentierer mellem erhvervsdrivende, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med denne ordning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation. For det tredje skal det, hvis der foreligger en sådan undtagelse, undersøges, om den er et resultat af det skattesystems karakter eller opbygning, som den er et led i, og følgelig vil kunne berettiges af systemets karakter eller opbygning. I denne forbindelse er det op til medlemsstaterne at påvise, at den differentierede skattemæssige behandling udspringer direkte af det pågældende systems grundlæggende eller vejledende principper (100).

(159)

For at vurdere, om en skatteforanstaltning er selektiv, er det nødvendigt først at definere den passende referenceramme og derefter afgøre, om den pågældende foranstaltning medfører forskelsbehandling inden for disse rammer. En referenceramme består af et sammenhængende regelsæt, der generelt — på grundlag af objektive kriterier — finder anvendelse på alle virksomheder, der er omfattet af dens anvendelsesområde som defineret i dens formål.

(160)

I den foreliggende sag anser Kommissionen referencerammen for at være det italienske selskabsskattesystem som fastlagt i den italienske konsoliderede skattelov (TUIR) (se 38-43), herunder definitionen af skattepligtige personer og skattepligtig indkomst, som følger af artikel 72 sammenholdt med artikel 73 i TUIR.

(161)

I artikel 72 i TUIR fastsættes princippet om, at selskabsskatten finder anvendelse på alle indtægter i kontanter eller naturalier.

(162)

I henhold til artikel 73, stk. 1, i TUIR er alle former for selskaber, herunder gensidige forsikringsselskaber, samt kooperativer, andre offentlige og private enheder end selskaber og truster, underlagt selskabsskat, uanset om de udelukkende eller hovedsagelig har til formål at udøve kommerciel virksomhed eller ej.

(163)

I artikel 75 fastsættes princippet om, at selskabsskatten opkræves af den samlede nettoindkomst, og at der gælder forskellige regler for definitionen af den skattepligtige indkomst på den ene side for selskaber og offentlige eller private enheder, der udelukkende eller hovedsagelig har til formål at udøve kommerciel virksomhed (artikel 81 til 141 TUIR) (101), og på den anden side for offentlige eller private enheder, der ikke udelukkende eller hovedsagelig har til formål at udøve kommerciel virksomhed (artikel 143 til 150 TUIR) (102). I artikel 76 og 77 defineres henholdsvis skattesatsen og skatteperioden for selskabsskat.

(164)

Det følger af ovenstående, at de gældende selskabsskatteregler i Italien principielt pålægger selskabsskat på alle former for indkomst, der genereres af selskaber (artikel 73, stk. 1, litra a)) eller af andre offentlige eller private enheder end selskaber (artikel 73, stk. 1, litra b) og c)), herunder når de pågældende enheder ikke udelukkende eller hovedsagelig har kommercielle aktiviteter som formål.

(165)

I artikel 74 i TUIR fastsættes regler, der specifikt gælder for staten og offentlige organer. Denne bestemmelse identificerer også de aktiviteter, der ikke betragtes som kommercielle aktiviteter.

(166)

I henhold til artikel 74 i TUIR er statslige organer og forvaltninger, herunder organer med en selvstændig organisation, selv om de har status som juridisk person, kommuner, konsortier mellem lokale myndigheder, sammenslutninger og organer, der forvalter kollektiv ejendom, bjergområder, provinser og regioner, ikke underlagt selskabsskat. De italienske myndigheder betragter havnemyndigheder som organer, der forvalter offentlig ejendom. Artikel 74 i TUIR, som fortolket og anvendt af de italienske myndigheder, fører derfor til en situation, hvor havnemyndigheder i Italien er fritaget for selskabsskat, herunder indtægter fra udnyttelse af havnemyndighedernes infrastruktur.

(167)

Når en foranstaltning begunstiger visse virksomheder eller visse varer, der befinder sig i en juridisk og faktisk sammenlignelig situation i lyset af referencesystemets formål, er foranstaltningen umiddelbart selektiv. I den foreliggende sag befinder havnemyndigheder og andre juridiske personer sig i en juridisk og faktisk sammenlignelig situation i lyset af formålet med IRES, som er at beskatte selskabers og andre juridiske enheders indkomst, uanset om de udelukkende eller hovedsagelig har kommercielle aktiviteter som formål. Artikel 74 i TUIR, som fortolket og anvendt af de italienske myndigheder, begunstiger derfor havnemyndigheder frem for andre juridiske enheder, der er omfattet af IRES, i lyset af dens formål.

(168)

Ifølge de italienske myndigheder afviger havnemyndigheders fritagelse for selskabsskat ikke fra de generelle principper i det italienske selskabsskattesystem, men følger snarere systemets logik, nemlig at ikke-kommercielle aktiviteter generelt ikke er underlagt selskabsskat. Dette indebærer, at alle havnemyndigheders aktiviteter er ikke-kommercielle aktiviteter. Kommissionen bemærker imidlertid, at artikel 73 pålægger alle offentlige og private virksomheder selskabsskat, herunder når de ikke udelukkende eller hovedsagelig har kommercielle aktiviteter som formål. Det er som en undtagelse fra dette princip, at artikel 74 i TUIR fritager staten og andre offentlige organer for selskabsskat.

(169)

De italienske myndigheder mener også, at havnemyndigheder ikke er omfattet af artikel 73 i TUIR, men snarere af artikel 74 i TUIR. Ifølge de italienske myndigheder er det i artikel 74 i TUIR fastsat, at offentlige organer, der udelukkende har administrative opgaver (se betragtning 51 og 52), ikke skal betale selskabsskat. Efter de italienske myndigheders opfattelse kan artikel 74 i TUIR derfor ikke fortolkes som en undtagelse fra artikel 73 i TUIR. I stedet har artikel 73 og artikel 74 i TUIR forskellige og parallelle anvendelsesområder. Ifølge de italienske myndigheder indfører de to forskellige almindelige skatteordninger for specifikke kategorier af enheder, der er defineret generelt og abstrakt, og som ikke befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Italien hævder derfor, at fritagelsen for selskabsskat ikke er selektiv, da artikel 74 i TUIR finder anvendelse på havnemyndigheder og staten, på forskellige offentlige organer og på andre enheder, der tilhører den offentlige forvaltning, på grundlag af objektive, generelle og abstrakte kriterier. Alle disse enheder, der er omfattet af artikel 74 i TUIR, ville befinde sig i samme faktiske og retlige situation.

(170)

Kommissionen bemærker, at artikel 74 fritager staten og andre offentlige organer for selskabsskat i det omfang, at deres aktiviteter vedrører udøvelse af offentlige myndighedsfunktioner. Omvendt er disse organers kommercielle aktiviteter i princippet underlagt selskabsskat. Hvis artikel 74 i TUIR — eller administrationens fortolkning af den — var af en sådan art, at havnemyndigheder fritages for selskabsskat i alle tilfælde (herunder når de udfører aktiviteter, der betragtes som økonomiske i henhold til statsstøttereglerne), ville dette medføre forskelsbehandling mellem virksomheder, der udøver økonomiske aktiviteter som omhandlet i artikel 107 i TEUF. I dette tilfælde ville artikel 74 i TUIR, som fortolket af de italienske myndigheder, give fordele til en bestemt kategori af virksomheder (103), nemlig havnemyndigheder, mens de befinder sig i en juridisk og faktisk sammenlignelig situation som andre virksomheder (hvad angår de indtægter, de oppebærer fra deres økonomiske aktiviteter) (104).

(171)

Faktisk finder Kommissionen, at havnemyndigheder ikke er styret af en specifik »måde at fungere på, som afviger fra andre erhvervsdrivendes måde«, der er underlagt selskabsskat (105). Navnlig er det forhold, at havnemyndigheder ikke driver virksomhed med gevinst for øje, ikke tilstrækkeligt til at antage, at de befinder sig i en anden situation end andre virksomheder, der er underlagt selskabsskat (106). Ingen af de argumenter, som Italien har fremført for at påvise, at havnemyndigheder ikke er virksomheder og ikke udøver økonomiske aktiviteter (se 3.2), er relevante og i overensstemmelse med formålet med selskabsskattesystemet, som er at beskatte selskabers og andre juridiske enheders indkomst (107).

(172)

Selv om artikel 74 i TUIR udgjorde retsgrundlaget for havnemyndigheders manglende betaling af selskabsskat, ville denne skattefritagelse derfor umiddelbart være selektiv med hensyn til havnemyndigheders økonomiske aktiviteter (108).

(173)

Da Kommissionen er af den opfattelse, at den pågældende skattefritagelse umiddelbart er selektiv, skal den i overensstemmelse med EU-retsinstansernes retspraksis afgøre, om denne fritagelse er begrundet i karakteren eller opbygningen af det system, som den er en del af. En foranstaltning, der udgør en undtagelse fra anvendelsen af det almindelige skattesystem, kan således være berettiget, når den pågældende medlemsstat kan påvise, at foranstaltningen følger direkte af de grundlæggende eller ledende principper i dens skattesystem.

(174)

De italienske myndigheder eller de interesserede parter har ikke fremført sådanne argumenter. Kommissionen har heller ikke været i stand til at identificere en sådan begrundelse. Kommissionen mener derfor ikke, at foranstaltningen er begrundet i skattesystemets logik. Kommissionen konkluderer derfor, at foranstaltningen er selektiv.

(175)

Kommissionen konkluderer derfor, at de italienske havnemyndigheders fritagelse for selskabsskat uden gyldig begrundelse fraviger princippet i det italienske selskabsskattesystem, hvorefter selskabsskatten finder anvendelse på alle former for indkomst, der genereres af virksomheder eller af andre offentlige eller private enheder end virksomheder. Selv hvis det antages, at det er i overensstemmelse med det italienske selskabsskattesystem, at havnemyndigheder er fritaget for selskabsskat, fordi havnemyndigheder ifølge de italienske myndigheder udelukkende varetager offentlige funktioner, ville dette svare til en situation, hvor »visse« virksomheder eller produktionen af »visse« varer begunstiges i henhold til artikel 107 i TEUF (109). Kommissionen konkluderer derfor, at den omstændighed, at havnemyndigheders økonomiske aktiviteter ikke pålægges selskabsskat, indebærer en selektiv fordel.

(176)

Kommissionen konkluderer endvidere, at en sådan gunstigere behandling, som staten indrømmer virksomheder, og som kan tilregnes staten, kan fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen inden for Unionen. Kommissionen konkluderer derfor, at den skattefritagelse, der er indrømmet havnemyndigheder, udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1 (110).

(177)

Statsstøtteforanstaltninger kan betragtes som forenelige med det indre marked på grundlag af undtagelserne i traktatens artikel 93, artikel 106, stk. 2, artikel 107, stk. 2, og artikel 107, stk. 3.

(178)

I henhold til traktatens artikel 93 kan støtteforanstaltninger, der »modsvarer behovet for en samordning af transportvæsenet, eller som udgør godtgørelse for visse forpligtelser, der har sammenhæng med begrebet offentlig tjenesteydelse«, erklæres forenelige med det indre marked.

(179)

Kommissionen bemærker for det første, at der i den foreliggende sag ikke er noget, der tyder på, at støtten finansierer foranstaltninger, der opfylder behovet for samordning af transportvæsenet. Tværtimod består støtten i en fritagelse for selskabsskat, som ikke er knyttet til nogen bestemt investering, og som er helt uafhængig af behovet for samordning af transportvæsenet. Foranstaltningen er heller ikke rettet mod godtgørelse for forpligtelser til offentlig tjeneste.

(180)

Kommissionen finder derfor, at foranstaltningen ikke kan betragtes som forenelig i henhold til traktatens artikel 93.

(181)

Da den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte som defineret i traktatens artikel 107, stk. 1, bør det undersøges, om den er forenelig med det indre marked i henhold til undtagelserne i traktatens artikel 107, stk. 2, og artikel 107, stk. 3.

(182)

De italienske myndigheder har ikke fremført nogen argumenter vedrørende anvendelsen af de undtagelser, der er beskrevet i traktatens artikel 107, stk. 2, eller artikel 107, stk. 3, på den fritagelse for selskabsskat, som havnemyndigheder har fået tildelt.

(183)

Kommissionen finder, at ingen af undtagelserne i traktatens artikel 107, stk. 2, finder anvendelse, da den pågældende foranstaltning ikke tager sigte på nogen af de mål, der er anført i denne bestemmelse. Nærmere bestemt vedrører den pågældende foranstaltning ikke støtte af social karakter, der ydes til enkelte forbrugere, eller støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, eller støtteforanstaltninger for økonomien i visse dele af Forbundsrepublikken Tyskland.

(184)

I traktatens artikel 107, stk. 3, hedder det, at: a) støtte til fremme af udviklingen af visse områder, b) støtte til visse vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse, c) støtte til udvikling af visse økonomiske aktiviteter eller områder, d) støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven og e) støtte, der er specificeret i en rådsafgørelse, kan betragtes som forenelig med det indre marked.

(185)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra a), kan der ydes støtte til fremme af den økonomiske udvikling af områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse. Denne undtagelse finder ikke anvendelse.

(186)

Foranstaltningen fremmer desuden ikke virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse og afhjælper heller ikke en alvorlig forstyrrelse i Italiens økonomi, jf. traktatens artikel 107, stk. 3, litra b).

(187)

Foranstaltningen har desuden ikke til formål at fremme kulturen og bevare kulturarven, jf. traktatens artikel 107, stk. 3, litra d).

(188)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), kan støtte til fremme af udviklingen af visse økonomiske aktiviteter eller områder erklæres forenelig, hvis den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. De foreliggende oplysninger tyder imidlertid ikke på, at den tildelte skattefordel vedrører specifikke investeringer, der er berettiget til støtte i henhold til Unionens regler og retningslinjer.

(189)

Tværtimod mener Kommissionen, at foranstaltningen udgør en nedsættelse af de udgifter, som havnemyndigheder normalt skal afholde som led i deres normale drift, og at den derfor kan betragtes som driftsstøtte. Generelt betragtes en sådan støtte ikke som forenelig med det indre marked, i det omfang den hverken er tidsbegrænset eller nødvendig eller står i et rimeligt forhold til finansieringen af omkostninger i forbindelse med opfyldelsen af et veldefineret mål af europæisk interesse.

(190)

Kommissionen finder derfor, at undtagelserne i traktatens artikel 107, stk. 3, ikke finder anvendelse.

(191)

Som følge af ovenstående finder Kommissionen, at foranstaltningen ikke kan betragtes som forenelig med det indre marked på grundlag af traktatens artikel 107, stk. 2, og artikel 107, stk. 3.

(192)

Når støttemodtageren af staten har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, kan støtten også være forenelig i henhold til traktatens artikel 106, stk. 2.

(193)

De italienske myndigheder har imidlertid ikke fremlagt oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at fritagelsen for selskabsskat for havnemyndigheder kunne være berettiget i henhold til traktatens artikel 106, stk. 2. Den omhandlede foranstaltning, der knytter støttebeløbet til enhedernes skattepligtige overskud, er ikke knyttet til eller begrænset til nettoomkostningerne ved en offentlig serviceopgave. Den følger heller ikke af et mandat, der er givet til modtagerne af foranstaltningen med henblik på at udføre en sådan opgave. Kommissionen finder derfor, at foranstaltningen ikke kan betragtes som en kompensation for offentlig tjeneste, der er forenelig med det indre marked, og at den ikke er forenelig på grundlag af traktatens artikel 106, stk. 2.

(194)

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at fritagelsen for selskabsskat for havnemyndigheder i Italien ikke kan betragtes som forenelig med det indre marked.

(195)

Eksisterende støtte som defineret i artikel 1, litra b), i procedureforordningen ville enten være en foranstaltning, der var indført før traktatens ikrafttræden i Italien, en foranstaltning, der er blevet godkendt, en foranstaltning, der betragtes som eksisterende støtte i henhold til artikel 17 i procedureforordningen, eller en foranstaltning, der ikke var støtte, da den blev gennemført, men blev til støtte på grund af udviklingen på fællesmarkedet. Enhver støtte, der ikke falder ind under definitionen af eksisterende støtte, vil blive betragtet som ny støtte i henhold til artikel 1, litra c), i procedureforordningen.

(196)

Fritagelsen for selskabsskat for den italienske havnemyndigheder er baseret på artikel 74 i TUIR som fortolket og anvendt af de italienske myndigheder.

(197)

De italienske myndigheder har bekræftet, at den skatteordning, der gjaldt for havnemyndigheder før 1958, var nøjagtig den samme som i dag. De har navnlig bekræftet, at havnemyndighederne aldrig har været underlagt selskabsskat. Desuden er der intet til rådighed for Kommissionen, som modsiger dette.

(198)

Kommissionen finder derfor, at der er tale om eksisterende støtte i overensstemmelse med artikel 1, litra b), nr. i), i procedureforordningen.

(199)

Fritagelsen for selskabsskat for den italienske havnemyndigheder udgør en eksisterende statsstøtteordning, som er uforenelig med det indre marked.

(200)

Det er derfor hensigtsmæssigt, at de italienske myndigheder bringer støtteordningen til ophør ved at afskaffe fritagelsen for selskabsskat for de italienske havnemyndigheder. Denne foranstaltning bør vedtages senest 2 måneder efter datoen for meddelelsen af denne afgørelse og bør senest finde anvendelse på indtægter fra økonomiske aktiviteter, der genereres fra begyndelsen af det regnskabsår, der følger efter vedtagelsen af denne foranstaltning, og senest i 2022 —