19.7.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 256/97


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/1180

af 13. juli 2021

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i den skriftlige procedure blandt deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om ændring af arrangementets bestemmelser om markedsreferencerentesatser

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Retningslinjerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter (»arrangementet«), der er udviklet inden for rammerne af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, finder anvendelse i Unionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 (1).

(2)

I henhold til arrangementets artikel 63 bør deltagerne i arrangementet (»deltagerne«) periodisk tage systemet for fastsættelse af markedsreferencerentesatser (CIRR) op til revision for at sikre, at de indberettede satser afspejler de aktuelle markedsvilkår og er i overensstemmelse med de mål, der ligger til grund for fastsættelsen af de gældende satser. En sådan undersøgelse bør også omfatte den margen, der skal tillægges, når disse satser anvendes.

(3)

Deltagerne skal ved skriftlig procedure træffe afgørelse om en påtænkt afgørelse om ændring af bestemmelserne om CIRR i bilag XVI til arrangementet.

(4)

Den påtænkte afgørelse om ændring af bestemmelserne om CIRR bør skabe større politisk sammenhæng og harmonisere udlånspraksis og dermed sikre lige vilkår for deltagerne. Desuden bør den bringe de faste rentesatser, der tilbydes i offentligt støttede eksportkredittransaktioner, tættere på markedsrenten og sikre, at disse faste rentesatser er bedre tilpasset de vilkår og betingelser, der tilbydes på det private finansmarked. En overgangsperiode på to år bør give eksportkreditagenturer tid til at vedtage og formidle de nye retningslinjer.

(5)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne med hensyn til den afgørelse, som deltagerne skal vedtage i den skriftlige procedure, bør fastlægges, da den påtænkte afgørelse om ændring af bestemmelserne om markedsreferencesatser vil være bindende for Unionen i medfør af artikel 2 i forordning (EU) nr. 1233/2011 og vil kunne få afgørende indflydelse på EU-retten —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i den skriftlige procedure blandt deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om ændring af bestemmelserne om markedsreferencesatser, baseres på udkastet til afgørelse truffet af deltagerne i arrangementet (2).

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2021.

På Rådets vegne

A. ŠIRCELJ

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 45).

(2)  Jf. dokument ST 10046/21 på http://register.consilium.europa.eu.