26.2.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 69/9


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2021/360

af 19. februar 2021

om forlængelse af perioderne for indsamling af støttetilkendegivelser til visse europæiske borgerinitiativer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1042

(meddelt under nummer C(2021) 1121)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1042 af 15. juli 2020 om midlertidige foranstaltninger med hensyn til de frister for indsamlings-, kontrol- og undersøgelsesfaserne, der er fastsat i forordning (EU) 2019/788 om det europæiske borgerinitiativ, i lyset af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 2, stk. 2,

efter høring af udvalget vedrørende det europæiske borgerinitiativ, der er nedsat ved artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EU) 2020/1042 fastsættes midlertidige foranstaltninger i forbindelse med det europæiske borgerinitiativ med henblik på at håndtere de udfordringer, som initiativtagere til borgerinitiativer, nationale forvaltninger og EU-institutionerne har stået over for, efter at Verdenssundhedsorganisationen i marts 2020 erklærede, at covid-19-udbruddet havde udviklet sig til en verdensomspændende pandemi. I månederne efter denne erklæring vedtog medlemsstaterne restriktive foranstaltninger til håndtering af folkesundhedskrisen. Som følge heraf gik det offentlige liv i stå i næsten alle medlemsstater. Ved forordning (EU) 2020/1042 blev visse frister, der er fastsat i forordning (EU) 2019/788, derfor forlænget.

(2)

Forordning (EU) 2020/1042 giver Kommissionen beføjelse til under visse omstændigheder at forlænge indsamlingsperioderne yderligere med tre måneder for initiativer med en igangværende indsamlingsperiode på tidspunktet for et nyt udbrud af covid-19. Betingelserne for enhver yderligere forlængelse svarer til dem, der lå til grund for den oprindelige forlængelse efter covid-19-udbruddet i marts 2020, nemlig at mindst en fjerdedel af medlemsstaterne eller en række medlemsstater, der repræsenterer mere end 35 % af Unionens befolkning, anvender foranstaltninger som reaktion på covid-19-pandemien, der i væsentlig grad begrænser initiativtagernes mulighed for at indsamle støttetilkendegivelser på papir og informere offentligheden om deres igangværende initiativer.

(3)

Kommissionen har siden vedtagelsen af forordning (EU) 2020/1042 i juli 2020 nøje overvåget situationen i medlemsstaterne.

(4)

Den 17. december 2020 forlængede Kommissionen fristen med yderligere tre måneder for de initiativer, der den 1. november 2020 (3) var i færd med at indsamle støttetilkendegivelser, efter at den havde vurderet, at betingelserne for en sådan forlængelse i forordning (EU) 2020/1042 var opfyldt. Der blev foretaget en forholdsmæssig forlængelse for de initiativer, der startede deres indsamlingsperiode mellem den 1. november og den 17. december 2020.

(5)

Den situation, der er opstået i flere medlemsstater som følge af covid-19-pandemien, har ikke ændret sig væsentligt siden den 1. november 2020. Ved udgangen af januar 2021 havde et betydeligt antal medlemsstater stadig truffet foranstaltninger, der begrænsede den frie bevægelighed for borgere på deres område med henblik på at standse eller bremse overførslen af covid-19. Fem Medlemsstater oplyste, at de den 1. februar 2021 anvendte nationale nedlukningsforanstaltninger, som forbyder borgerne at bevæge sig frit rundt på de pågældende medlemsstaters område eller i væsentlig grad begrænser denne ret, mens 11 medlemsstater oplyste, at de anvendte lokale nedlukningsforanstaltninger. Disse nedlukningsforanstaltninger er blevet kombineret med yderligere foranstaltninger med lignende restriktive virkninger på det offentlige liv i deres område eller i det mindste væsentlige dele deraf, herunder restriktioner for adgangen til offentlige steder, lukning af eller begrænsede åbningstider for butikker, restauranter og barer, betydelige kapacitetsbegrænsninger for offentlige og private forsamlinger og møder samt indførelse af udgangsforbud. Kombinationen af disse foranstaltninger påvirker i væsentlig grad initiativtagernes mulighed for at indsamle støttetilkendegivelser på papir og informere offentligheden om deres igangværende initiativer. På grundlag af de foreliggende oplysninger forventes disse foranstaltninger eller foranstaltninger med tilsvarende virkning fortsat at blive opretholdt i en periode på mindst tre måneder.

(6)

De berørte medlemsstater repræsenterer mindst en fjerdedel af medlemsstaterne og mere end 35 % af Unionens befolkning.

(7)

På den baggrund kan det konkluderes, at betingelserne for at forlænge indsamlingsperioderne er opfyldt for de initiativer, hvis indsamlingsperiode var i gang den 1. februar 2021. Disse indsamlingsperioder bør derfor forlænges med tre måneder.

(8)

Indsamlingsperioden bør forlænges indtil den 1. maj 2022 for de initiativer, hvis indsamlingsperiode begyndte mellem den 1. februar 2021 og datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

(9)

Denne afgørelse bør anvendes med tilbagevirkende kraft på de initiativer, hvis indsamlingsperiode sluttede mellem den 1. februar 2021 og datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Dersom indsamlingen af støttetilkendegivelser til et europæisk borgerinitiativ (i det følgende benævnt »initiativ«) var i gang den 1. februar 2021, forlænges den maksimale indsamlingsperiode for det pågældende initiativ med tre måneder.

2.   Dersom indsamlingen af støttetilkendegivelser til et initiativ begyndte mellem den 1. februar 2021 og datoen for vedtagelsen af denne afgørelse, forlænges den maksimale indsamlingsperiode for det pågældende initiativ til den 1. maj 2022.

Artikel 2

De nye slutdatoer for indsamlingsperioderne er som følger for følgende initiativer:

initiativet »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne«: 6. maj 2021

initiativet »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer«: 7. maj 2021

initiativet »Afskaf afgiftsfritagelsen for flybrændstof i Europa«: 10. maj 2021

initiativet »Prissæt CO2 for at bekæmpe klimaforandringer«: 22. juli 2021

initiativet »Dyrk videnskabelige fremskridt — afgrøderne gør en forskel!«: 25. juli 2021

initiativet »Stop korruptionen i EU: nul midler til lande med et ineffektivt retsvæsen efter fristens udløb«: 12. september 2021

initiativet »Indsats til afhjælpning af klimakrisen«: 23. september 2021

initiativet »Red bier og landmænd! Mod et bivenligt landbrug for et sundt miljø«: 30. september 2021

initiativet »Stop finning — stop handelen«: 31. januar 2022

initiativet »VÆLGERE UDEN GRÆNSER — Fulde politiske rettigheder til EU-borgere«: 11. marts 2022

initiativet »Indfør ubetinget basisindkomst (UBI) i hele EU«: 25. marts 2022

initiativet »Frihed til at dele«: 1. maj 2022

initiativet "Ret til behandling": 1. maj 2022

initiativet »Civilsamfundsinitiativet om et forbud mod biometrisk masseovervågning«: 1. maj 2022.

Artikel 3

Denne afgørelse anvendes med tilbagevirkende kraft på de initiativer, hvis indsamlingsperiode sluttede mellem den 1. februar 2021 og datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til:

initiativtagergruppen bag initiativet »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne«

initiativtagergruppen bag initiativet »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer«

initiativtagergruppen bag initiativet »Afskaf afgiftsfritagelsen for flybrændstof i Europa«

initiativtagergruppen bag initiativet »Prissæt CO2 for at bekæmpe klimaforandringer«

initiativtagergruppen bag initiativet »Dyrk videnskabelige fremskridt — afgrøderne gør en forskel!«

initiativtagergruppen bag initiativet »Stop korruptionen i EU: nul midler til lande med et ineffektivt retsvæsen efter fristens udløb«

initiativtagergruppen bag initiativet »Indsats til afhjælpning af klimakrisen«

initiativtagergruppen bag initiativet »Red bier og landmænd! Mod et bivenligt landbrug for et sundt miljø«

initiativtagergruppen bag initiativet »Stop finning — stop handelen«

initiativtagergruppen bag initiativet »VÆLGERE UDEN GRÆNSER — Fulde politiske rettigheder til EU-borgere«

initiativtagergruppen bag initiativet »Indfør ubetinget basisindkomst (UBI) i hele EU«

initiativtagergruppen bag initiativet »Frihed til at dele«

initiativtagergruppen bag initiativet »Ret til behandling«

initiativtagergruppen bag initiativet »Civilsamfundsinitiativet om et forbud mod biometrisk masseovervågning«.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. februar 2021.

På Kommissionens vegne

Věra JOUROVÁ

Næstformand


(1)  EUT L 231 af 17.7.2020, s. 7.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55).

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2200 af 17. december 2020 om forlængelse af perioderne for indsamling af støttetilkendegivelser til visse europæiske borgerinitiativer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1042 (EUT L 434 af 23.12.2020, s. 56).