|
29.1.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 31/214 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2021/98
af 28. januar 2021
om ikke at godkende esbiothrin som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 89, stk. 1, tredje afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Der er ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 (2) opstillet en liste over eksisterende aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel godkendelse til anvendelse i biocidholdige produkter. Listen omfatter esbiothrin (EF-nr.: Foreligger ikke, CAS-nr.: 260359-57-7). |
|
(2) |
Esbiothrin er blevet vurderet til anvendelse i produkttype 18, insekticider, acaricider og produkter til bekæmpelse af andre leddyr, jf. bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012. |
|
(3) |
Tyskland blev udpeget som rapporterende medlemsstat, og landets kompetente vurderingsmyndighed fremsendte vurderingsrapporten sammen med sine konklusioner til Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«) den 11. januar 2017. |
|
(4) |
I overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014 vedtog Udvalget for Biocidholdige Produkter agenturets udtalelse den 16. juni 2020 (3) under hensyntagen til den kompetente vurderingsmyndigheds konklusioner. |
|
(5) |
Det fremgår af udtalelsen, at biocidholdige produkter af produkttype 18, som indeholder esbiothrin, ikke kan forventes at opfylde kriterierne i artikel 19, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 528/2012, da risikovurderingen vedrørende menneskers sundhed har konstateret uacceptable risici. |
|
(6) |
Under hensyntagen til agenturets udtalelse mener Kommissionen ikke, at esbiothrin bør godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18. |
|
(7) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Esbiothrin (EF-nr.: Foreligger ikke, CAS-nr.: 260359-57-7) godkendes ikke som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2021.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.
(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 af 4. august 2014 om det arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EUT L 294 af 10.10.2014, s. 1).
(3) Udvalget for Biocidholdige Produkter, Opinion on the application for approval of the active substance: Esbiothrin, Product type: 18, ECHA/BPC/260/2020, vedtaget den 16. juni 2020.