|
7.7.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CI 269/1 |
ERKLÆRINGER FRA KOMMISSIONEN
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060 af 24. juni 2021 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Samhørighedsfonden, Fonden for Retfærdig Omstilling og Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond og om finansielle regler for nævnte fonde og for Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, Fonden for Intern Sikkerhed og instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik — Vedtagelse af den lovgivningsmæssige retsakt
(2021/C 269 I/01)
Erklæring om udligning af forfinansiering
Betalingslofterne i FFR-forordningen blev fastsat ud fra den antagelse, at al forfinansiering ville blive udlignet årligt. Den aftale, som medlovgiverne har indgået om forordningen om fælles bestemmelser, vil efter Kommissionens opfattelse kunne medføre en overskridelse af de gældende FFR-lofter for betalingsbevillinger i betragtning af de forventede betalingsprofiler. Dette kan resultere i et betalingsefterslæb i anden halvdel af næstfølgende periode.
Erklæring om struktureret dialog som led i midlertidige foranstaltninger med henblik på anvendelse af fondene som reaktion på ekstraordinære og usædvanlige omstændigheder
Ifølge de bestemmelser, der er vedtaget af medlovgiverne, skal Kommissionen straks underrette Parlamentet og Rådet om vurderingen af situationen med hensyn til de ekstraordinære og usædvanlige omstændigheder. Medlovgiverne pålægger endvidere Kommissionen straks at informere dem om den planlagte opfølgning gennem midlertidige foranstaltninger vedrørende anvendelsen af fondene og at tage behørigt hensyn til de holdninger og synspunkter, der er kommet til udtryk gennem den strukturerede dialog, hvortil Parlamentet eller Rådet kan invitere Kommissionen til at deltage.
Disse krav er hverken i overensstemmelse med artikel 291, stk. 2 og 3, i TEUF eller med forordning om udvalgsproceduren nr. 182/2011, som ikke fastsætter nogen form for inddragelse af Parlamentet og Rådet i kontrollen med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er tillagt Kommissionen. Dette kan lede til situationer, hvor Kommissionens gennemførelsesbeføjelser bliver indskrænket. Kommissionen kan derfor kun opfylde disse krav, for så vidt som kravene ikke griber ind i dens gennemførelsesbeføjelser, eftersom disse er reguleret i henhold til artikel 291 i TEUF og forordning om udvalgsproceduren nr. 182/2011.
Disse bestemmelser kan under ingen omstændigheder overføres til en separat retlig ramme, hvori der ikke tages højde for eventuelle ekstraordinære og usædvanlige omstændigheder.
Erklæring om yderligere foranstaltninger til beskyttelse af EU-budgettet og NextGenerationEU mod svig og uregelmæssigheder ved at kræve obligatorisk brug af et fælles datamineringsværktøj, som stilles til rådighed af Kommissionen
I den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan for indførelse af nye egne midler, kræves det i punkt 30-33, at Kommissionen stiller et integreret og interoperabelt informations- og overvågningssystem til rådighed, herunder et enkelt dataminerings- og risikoevalueringsværktøj for at få adgang til og analysere de nødvendige data med henblik på medlemsstaternes generelle anvendelse. Desuden blev de tre institutioner enige om at samarbejde loyalt i løbet af lovgivningsproceduren vedrørende de relevante basisretsakter for at sikre opfølgningen af Det Europæiske Råds konklusioner fra juli 2020 vedrørende dette element.
Efter Kommissionens opfattelse er den aftale, som medlovgiverne er nået til enighed om i henhold til artikel 69, stk. 2 (»Medlemsstaternes ansvarsområder«), om obligatorisk anvendelse af et enkelt datamineringsværktøj og indsamling og analyse af data om de reelle ejere af modtagere af finansiering, ikke tilstrækkelig til at styrke beskyttelsen af Unionens budget og NextGenerationEU mod svig og uregelmæssigheder og til at sikre effektiv kontrol med interessekonflikter, uregelmæssigheder, spørgsmål om dobbeltfinansiering og kriminelt misbrug af midlerne. Den tilgang, som medlovgiverne er nået til enighed om i forordningen om fælles bestemmelser, afspejler således ikke i tilstrækkelig grad ambitionerne og ånden i den interinstitutionelle aftale.
Erklæring om beskyttelse af EU-budgettet gennem anvendelse af en procentsats for tilbageholdelse af betalinger til programmer under delt forvaltning
Medlovgivernes aftale om at nedsætte tilbageholdelsessatsen for betalinger under delt forvaltning fra 10 % til 5 % skaber efter Kommissionens opfattelse en øget risiko for, at beløb, der er berørt af uregelmæssigheder, vil blive betalt over EU-budgettet.
For at minimere denne risiko vil Kommissionen gøre passende brug af afbrydelser og suspensioner af betalinger til programmer, såfremt den mener, at tilbageholdelsessatsen på 5 % er utilstrækkelig til at dække beløbet for eventuelle uregelmæssigheder.