22.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 433/31


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/2178

af 15. december 2020

om berigtigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2020/1433 om godkendelse af en væsentlig ændring af varespecifikationen for en betegnelse, der er opført i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (»Pouligny-Saint-Pierre« (BOB))

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (1), særlig artikel 52, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 5. oktober 2020 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2020/1433 (2)om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for betegnelsen »Pouligny-Saint-Pierre« (BOB) i henhold til artikel 52, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012. Ved en fejl blev henvisningen til en overgangsperiode i henhold til artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012, som Frankrig har indrømmet visse erhvervsdrivende, udeladt i forordning (EU) 2020/1433.

(2)

Ved brev af 20. december 2018 meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at der var fastsat en overgangsperiode i henhold til artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012 frem til den 30. juni 2025 for erhvervsdrivende, der er etableret i Frankrig, og som opfylder betingelserne i nævnte artikel i overensstemmelse med bekendtgørelse af 22. november 2018 om ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Pouligny-Saint-Pierre«, der blev offentliggjort den 8. december 2018 i Journal Officiel de la République française (Frankrigs statstidende).

(3)

Under den nationale indsigelsesprocedure blev der modtaget otte indsigelser vedrørende mælkens produktionsbetingelser og navnlig vedrørende det i umulige i at overholde den andel af foder, der skal komme fra det geografiske område ifølge varespecifikationen, hvori det hedder, at »foder produceret i det geografiske område (foder + kraftfoder) [skal udgøre] mindst 75 % målt i tørstof af besætningens samlede årlige foderration.« Disse erhvervsdrivende, der i øvrigt lovligt har markedsført »Pouligny-Saint-Pierre« uafbrudt i mindst fem år forud for ansøgningen om registrering, opfylder betingelserne i artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012. De er derfor blevet indrømmet overgangsperioder, der udløber den 30. juni 2025, og som nu skal godkendes af Kommissionen.

(4)

De berørte erhvervsdrivende er: Earl de Vesche (SIRET-nr. 50317689300017), Ferme des Ages SIRET-nr. 19360598700026), Gaec de Villiers (SIRET-nr. 41293309500017), Jean Barrois (SIRET-nr. 33452601900016), Earl des Grands vents SIRET-nr. 52325005800014), Earl du Start Chiebe (SIRET-nr. 50979878100019), Gaec de la Custière (SIRET-nr. 31928251300013), Gaec des Chinets (SIRET-nr. 35328804600017).

(5)

Gennemførelsesforordning (EU) 2020/1433 bør derfor berigtiges —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I gennemførelsesforordning (EU) 2020/1433 tilføjes følgende artikel:

»Artikel 1a

Den beskyttelse, der ydes i henhold til artikel 1, er omfattet af den overgangsperiode, som Frankrig har fastsat i medfør af artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012 for de erhvervsdrivende, der opfylder betingelserne i nævnte artikel, efter bekendtgørelsen af 22. november 2018 om ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Pouligny-St-Pierre«, der blev offentliggjort den 8. december 2018 i Journal Officiel de la République française (Frankrigs statstidende).«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 2020.

På Kommissionens vegne

For formanden

Janusz WOJCIECHOWSKI

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1433 af 5. oktober 2020 om godkendelse af en væsentlig ændring af varespecifikationen for en betegnelse, der er opført i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (»Pouligny-Saint-Pierre« (BOB)) (EUT L 331 af 12.10.2020, s. 19).