16.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 425/10


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2020/2097

af 15. december 2020

om ændring af forordning (EF) nr. 1126/2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår IFRS 4

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (1), særlig artikel 3, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 (2) blev en række internationale regnskabsstandarder og fortolkningsbidrag, der eksisterede pr. 15. oktober 2008, vedtaget.

(2)

Den 25. juni 2020 offentliggjorde International Accounting Standards Board forlængelsen af den midlertidige undtagelse fra anvendelse af IFRS 9 (ændringer til IFRS 4 Forsikringskontrakter).

(3)

Ændringerne til IFRS 4 har til formål at håndtere de midlertidige regnskabsmæssige konsekvenser af de forskellige ikrafttrædelsesdatoer for IFRS 9 Finansielle instrumenter og den kommende IFRS 17 Forsikringskontrakter. Ændringerne til IFRS 4 forlænger navnlig udløbsdatoen for den midlertidige undtagelse fra anvendelse af IFRS 9 til 2023 med henblik på at tilpasse ikrafttrædelsesdatoen for IFRS 9 til den nye IFRS 17.

(4)

Kommissionens forordning (EU) 2017/1988 (3) fastsætter udløbsdatoen for muligheden for at udsætte af anvendelsen af IFRS 9 for virksomheder, der overvejende udøver forsikringsaktiviteter, herunder et finansielt konglomerats forsikringssektor, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF (4), til 1. januar 2021.

(5)

Disse virksomheder bør kunne udsætte anvendelsen af IFRS 9 fra den 1. januar 2021 til den 1. januar 2023.

(6)

Efter høringer af Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe konkluderer Kommissionen, at ændringerne til IFRS 4 opfylder kriterierne for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002.

(7)

Forordning (EF) nr. 1126/2008 bør derfor ændres.

(8)

Foranstaltningerne i nærværende forordning er i overensstemmelse med Regnskabskontroludvalgets udtalelse —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I bilaget til forordning (EF) nr. 1126/2008 ændres IFRS 4 Forsikringskontrakter som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Hver virksomhed og hvert finansielt konglomerat som defineret i artikel 2 i forordning (EU) 2017/1988 anvender de ændringer, der er omhandlet i artikel 1 i nærværende forordning, fra den 1. januar 2021 for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2021 eller derefter.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 af 3. november 2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (EUT L 320 af 29.11.2008, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EU) 2017/1988 af 3. november 2017 om ændring af forordning (EF) nr. 1126/2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår IFRS 4 (EUT L 291 af 9.11.2017, s. 72).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1).


BILAG

Forlængelse af den midlertidige undtagelse fra anvendelse af IFRS 9

Ændringer til IFRS 4

Ændringer til IFRS 4 Forsikringskontrakter

Afsnit 20A, 20J og 20O ændres.

Midlertidig undtagelse fra IFRS 9

20A

IFRS 9 omhandler den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter og gælder for regnskabsår, som begynder den 1. januar 2018 eller derefter. For en forsikringsgiver, der opfylder kriterierne i afsnit 20B, giver denne standard dog mulighed for en midlertidig undtagelse, der tillader, men ikke kræver, at forsikringsgiver anvender IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling frem for IFRS 9 for regnskabsår, der begynder før den 1. januar 2023. En forsikringsgiver, der anvender den midlertidige undtagelse fra IFRS 9, skal:

a)

...

...

20J

Opfylder en virksomhed ikke længere betingelserne for den midlertidige undtagelse fra IFRS 9 som resultat af en revurdering (jf. afsnit 20G, litra a)), har virksomheden tilladelse til fortsat at anvende den midlertidige undtagelse fra IFRS 9, men kun indtil udløbet af det regnskabsår, som begyndte umiddelbart efter denne revurdering. Dog skal virksomheden anvende IFRS 9 på regnskabsår, som begynder den 1. januar 2023 eller derefter. Fastslår en virksomhed (ved regnskabsårets slutning) f.eks., at den ikke længere opfylder betingelserne for den midlertidige undtagelse fra IFRS 9 den 31. december 2018, når den anvender afsnit 20G, litra a), har virksomheden tilladelse til fortsat at anvende den midlertidige undtagelse fra IFRS 9, men kun indtil den 31. december 2019.

...

Midlertidig undtagelse fra visse krav i IAS 28

20O

Afsnit 35-36 i IAS 28 Investeringer i associerede virksomheder og joint ventures kræver, at en virksomhed skal anvende ensartet regnskabspraksis, når den anvender den indre værdis metode. Dog gælder det for regnskabsår, som begynder før den 1. januar 2023, at det tillades for, men ikke kræves af, en virksomhed, at den kan bibeholde den relevante regnskabspraksis, der har været anvendt af associerede virksomheder og joint ventures, som følger:

a)

...

...