10.7.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 221/107


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/1001

af 9. juli 2020

om nærmere regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF med henblik på driften af Moderniseringsfonden til støtte for investeringer i modernisering af energisystemer og forbedring af energieffektiviteten i visse medlemsstater

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (1), særlig artikel 10d, stk. 12, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 2003/87/EF blev Moderniseringsfonden etableret for perioden fra 2021 til 2030 for at støtte investeringer i modernisering af energisystemer og forbedring af energieffektiviteten i visse medlemsstater. Som anført i meddelelserne fra Kommissionen med titlerne »Den europæiske grønne pagt« (2) og »Investeringsplan for den europæiske grønne pagt« (3) bør gennemførelsen af Moderniseringsfonden bidrage til opfyldelsen af målene for den europæiske grønne pagt ved at støtte en grøn og socialt retfærdig omstilling.

(2)

Der bør fastsættes nærmere regler for driften af Moderniseringsfonden, så fordelingen af dens finansielle midler til de støttemodtagende medlemsstater kan ske på en smidig måde, navnlig ved at fastsætte procedurer for forelæggelse og vurdering af investeringsforslag og for udbetaling af fondens indtægter.

(3)

For at sikre, at støtte fra Moderniseringsfonden er forenelig med det indre marked, bør støttemodtagende medlemsstater i overensstemmelse med traktatens artikel 108, stk. 3, underrette Kommissionen om enhver planlagt investering, der udgør statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1, og som ikke vil være omfattet af en eksisterende godkendt eller fritaget støtteordning eller en særskilt afgørelse. Vurderingen af investeringer, der er omfattet af fonden, bør koordineres med vurderingen efter statsstøttereglerne, og reglerne for forelæggelse af investeringsforslag bør tage hensyn til reglerne for indgivelse af anmeldelser af statsstøtte. Udbetalingen af indtægterne fra fonden bør afhænge af, om der er opnået statsstøttegodkendelse.

(4)

»Den europæiske grønne pagt« opererer med områdeplaner for en retfærdig omstilling som en af hjørnestenene i mekanismen for en retfærdig omstilling. Når en investering under Moderniseringsfonden tager sigte på at gennemføre en områdeplan for en retfærdig omstilling i den støttemodtagende medlemsstat, bør denne medlemsstat fremlægge oplysninger om investeringens forventede bidrag til denne plan i henseende til at støtte sammenhæng og komplementaritet med planens målsætninger.

(5)

De støttemodtagende medlemsstater bør regelmæssigt underrette Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Investeringskomitéen for Moderniseringsfonden (»investeringskomitéen«) om de planlagte investeringer for at lette planlægningen af udbetalingen og forvaltningen af Moderniseringsfondens midler. Disse oplysninger bør dog ikke være bindende for de støttemodtagende medlemsstater, når de forelægger fremtidige investeringsforslag.

(6)

Der bør gælde en forenklet procedure for udbetaling af fondens indtægter til investeringer, der falder ind under de prioriterede områder, der er anført i artikel 10d, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF (»prioriterede investeringer«). Ikkeprioriterede investeringer bør underkastes en omfattende vurdering af deres tekniske og finansielle holdbarhed og deres merværdi i forhold til fondens mål.

(7)

I henhold til artikel 10d, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF skal mindst 70 % af de finansielle midler fra Moderniseringsfonden allokeres til prioriterede investeringer. For at sikre en retfærdig fordeling af de finansielle midler i alle de støttemodtagende medlemsstater bør dette krav gælde for de enkelte støttemodtagende medlemsstaters individuelle andel af fonden.

(8)

Finansieringen af investeringer fra Moderniseringsfonden bør afhænge af, om de midler, der stilles til rådighed for den støttemodtagende medlemsstat, er til rådighed, og af den andel af midlerne, der allokeres til prioriterede investeringer. For at muliggøre en nøje overvågning af allokeringen af midler, samtidig med at der sikres effektivitet i forbindelse med udbetalingen, bør EIB's, eller, hvis det er relevant, investeringskomitéens, vurdering af investeringsforslagene og Kommissionens udbetaling af midlerne finde sted inden for rammerne af halvårlige cyklusser.

(9)

Procedurerne for driften af Moderniseringsfonden bør tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de ordninger, som de støttemodtagende medlemsstater forelægger. Når EIB bekræfter, at ordningen har status som prioriteret investering, eller, hvis det er relevant, investeringskomitéen henstiller, at ordningen finansieres inden for det ikkeprioriterede område, og når Kommissionen træffer afgørelse om den første udbetaling af midler til ordningen, bør den støttemodtagende medlemsstat forelægge et nyt forslag i forbindelse med eventuelle efterfølgende udbetalinger. Med henblik på en sådan efterfølgende udbetaling bør EIB's bekræftelse eller, hvis det er relevant, investeringskomitéens henstilling, begrænses til verifikation af, om de midler, der stilles til rådighed for den støttemodtagende medlemsstat, er til rådighed, og for så vidt angår ordninger, som har status som ikkeprioriterede investeringer, verifikation af overholdelsen af tærsklerne for tilladt støtte, jf. artikel 10d, stk. 2, og artikel 10d, stk. 6, andet afsnit, fjerde punktum, i direktiv 2003/87/EF. Desuden bør der gælde forenklede regler for de støttemodtagende medlemsstaters årlige rapportering om ordninger.

(10)

Ophørte investeringer bør ikke modtage yderligere finansiering fra Moderniseringsfonden. Beløb, der allerede er udbetalt til ophørte investeringer, men som endnu ikke er forbrugt i forbindelse med sådanne investeringer, bør stilles til rådighed til finansiering af andre investeringer.

(11)

Der bør fastsættes nærmere regler for investeringskomitéens sammensætning og drift.

(12)

I henhold til artikel 10d, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF forvalter EIB indtægterne fra Moderniseringsfonden. Med henblik herpå bør EIB udvikle retningslinjer for forvaltning af aktiver, som understøtter direktivets mål, og som tager hensyn til EIB's interne regler. EIB skal desuden udføre andre opgaver i forbindelse med gennemførelsen af Moderniseringsfonden, jf. direktiv 2003/87/EF. De specifikke vilkår og betingelser for udførelsen af disse opgaver bør fastlægges i en aftale mellem Kommissionen og EIB. Mekanismen til dækning af EIB's omkostninger bør modsvare disse opgaver og endvidere tage hensyn til antallet og kompleksiteten af de investeringsforslag, der forelægges af de respektive støttemodtagende medlemsstater, samt til, om forslagene vedrører prioriterede eller ikkeprioriterede investeringer.

(13)

Hvis medlemsstaterne beslutter at anvende indtægterne fra auktionering af kvoter til at finansiere deres udgifter i forbindelse med gennemførelse af Moderniseringsfonden, kan sådanne udgifter betragtes som administrative udgifter som omhandlet i artikel 10, stk. 3, litra i), i direktiv 2003/87/EF, og de kan derfor medregnes i en målsætning om 50 % klimarelateret brug af auktionsindtægterne.

(14)

Der bør fastsættes klare ordninger for overvågning og rapportering med henblik på at give Kommissionen fuldstændige og rettidige oplysninger om fremskridtene i forbindelse med bestemte investeringer og den overordnede gennemførelse af Moderniseringsfonden.

(15)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Klimaændringer —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes der nærmere regler for driften af moderniseringsfonden for så vidt angår:

a)

forelæggelse af forslag til finansiering af investeringer

b)

vurdering af prioriterede investeringer og ikkeprioriterede investeringer

c)

forvaltning, udbetaling og overførsel af midler fra Moderniseringsfonden

d)

sammensætningen og driften af Investeringskomitéen for Moderniseringsfonden (»investeringskomitéen«)

e)

overvågning, rapportering, evaluering og revision

f)

oplysninger og gennemsigtighed.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»støttemodtagende medlemsstat«: en medlemsstat, der er opført i bilag IIb til direktiv 2003/87/EF

2)

»ikkeprioriteret investering«: en investering, der ikke falder ind under nogen af de områder, der er opført i artikel 10d, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF

3)

»ikkeprioriteret mindre projekt«: en ikkeprioriteret investering, der modtager statsstøtte, hvis samlede beløb opfylder kriterierne for de minimis-støtte, jf. artikel 3 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (4)

4)

»prioriteret investering«: en investering, der hører ind under mindst et af de områder, der er opført i artikel 10d, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF

5)

»ordning«: et investeringsforslag, der opfylder følgende kriterier:

a)

det omfatter et sammenhængende sæt af prioriteter, der er i overensstemmelse med Moderniseringsfondens mål, og kan på grund af de særlige træk, der gælder for projekterne under ordningen, betragtes som en prioriteret investering eller en ikkeprioriteret investering

b)

det har en varighed på over et år

c)

det har et nationalt eller regionalt anvendelsesområde og

d)

det har til formål at støtte mere end én offentligretlig eller privatretlig person eller enhed, der har ansvaret for at iværksætte eller iværksætte og gennemføre projekter under ordningen.

KAPITEL II

FINANSIERING AF INVESTERINGER

Artikel 3

Oversigt over investeringer

1.   Senest den 30. november hvert år indsender hver støttemodtagende medlemsstat en oversigt til Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og investeringskomitéen over investeringer, for hvilke den agter at forelægge investeringsforslag i de næste to kalenderår, samt ajourførte oplysninger om investeringer, der er omfattet af tidligere oversigter.

2.   Den støttemodtagende medlemsstat giver følgende oplysninger om hver planlagt investering i den oversigt, der er omhandlet i stk. 1:

a)

navnet på projektansøgeren eller ordningens forvaltningsmyndighed

b)

investeringens specifikke beliggenhed eller ordningens geografiske anvendelsesområde

c)

et skøn over de samlede investeringsomkostninger

d)

investeringsområdet og en kortfattet beskrivelse af investeringen

e)

status for vurdering af investeringen efter statsstøttereglerne, hvis det er relevant

f)

et skøn over finansieringen fra Moderniseringsfonden og en skitse med de planlagte finansieringsforslag.

3.   Oplysningerne i oversigten er ikke bindende for den støttemodtagende medlemsstat, når den forelægger investeringsforslag, jf. artikel 4.

Artikel 4

Forelæggelse af investeringsforslag

1.   De støttemodtagende medlemsstater kan på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af et kalenderår forelægge EIB og investeringskomitéen investeringsforslag.

Ved forelæggelsen af investeringsforslag giver de støttemodtagende medlemsstater de i bilag I nævnte oplysninger.

Den støttemodtagende medlemsstat angiver, om forslaget vedrører en prioriteret investering eller en ikkeprioriteret investering.

2.   Hvis en investering vedrører en ordning, forelægger den støttemodtagende medlemsstat et forslag i overensstemmelse med stk. 1 og angiver det beløb, der anmodes om som første udbetaling til ordningen.

Efter at Kommissionen har truffet afgørelse om den første udbetaling til ordningen, jf. artikel 8, stk. 1, kræves der i forbindelse med eventuelle efterfølgende udbetalinger et særskilt forslag fra den modtagende medlemsstat med oplysninger om det beløb, der skal udbetales, samt ajourførte oplysninger om ordningen, alt efter hvad der er relevant.

3.   Hvis den støttemodtagende medlemsstat forelægger flere investeringsforslag, der skal vurderes i den samme halvårlige udbetalingscyklus, angiver den en prioriteret rækkefølge for vurderingen af prioriterede investeringer og en prioriteret rækkefølge for vurderingen af ikkeprioriterede investeringer. Hvis medlemsstaten undlader at angive en prioriteret rækkefølge, vurderer EIB, eller eventuelt investeringskomitéen, forslagene efter datoerne for deres forelæggelse.

4.   Et forslag vedrørende et ikkeprioriteret mindre projekt kan kun forelægges som en del af en ordning.

5.   Den støttemodtagende medlemsstat må ikke anmode om finansiering fra Moderniseringsfonden af omkostninger vedrørende investeringer, der finansieres under et andet EU-instrument eller nationalt instrument.

Artikel 5

Disponible midler

1.   Fire uger før mødet i den investeringskomité, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, underretter EIB den støttemodtagende medlemsstat, investeringskomitéen og Kommissionen om de midler, der er til rådighed for den pågældende medlemsstat til finansiering af investeringer fra Moderniseringsfonden (»oversigt over de disponible midler«).

2.   I opgørelsen over disponible midler anføres følgende:

a)

det beløb, der henstår i EIB, ekskl. beløb, der allerede er udbetalt, men endnu ikke er overført til medlemsstaten, jf. artikel 9, og ekskl. omkostninger afholdt af EIB i henhold til den aftale, der er omhandlet i artikel 12, stk. 3

b)

udbetalinger til ophørte investeringer, som skal tillægges de midler i Moderniseringsfonden, der er til rådighed for den støttemodtagende medlemsstat i overensstemmelse med Kommissionens beslutning som omhandlet i artikel 10, stk. 2.

3.   Fristen for opgørelsen af de disponible midler er den sidste dag i kalendermåneden, som går forud for datoen for underretningen i henhold til stk. 1.

4.   Med forbehold af stk. 1-3 kan den støttemodtagende medlemsstat når som helst anmode EIB om oplysninger om det beløb, der er øremærket til den pågældende medlemsstat, og som henstår i EIB.

Artikel 6

Bekræftelse af status som prioriterede investeringer

1.   EIB vurderer de investeringsprojekter, som de støttemodtagende medlemsstater forelægger som prioriterede investeringer, i den første halvårlige udbetalingscyklus i kalenderåret, hvis de forelægges mindst seks uger før det første halvårlige møde i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité.

Hvis de forelægges senere end seks uger før det første halvårlige møde i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité, men mindst seks uger før det andet halvårlige møde i komitéen, vurderes de i den anden halvårlige udbetalingscyklus i kalenderåret.

Hvis de forelægges senere end seks uger før det andet halvårlige møde i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité, vurderes de i den første halvårlige udbetalingscyklus i det følgende kalenderår.

2.   EIB kan anmode den støttemodtagende medlemsstat om de oplysninger eller dokumenter, den anser for nødvendige for at vurdere investeringen, forudsat at sådanne oplysninger eller dokumenter er påkrævede i henhold til bilag I. EIB skal anmode om de pågældende oplysninger eller dokumenter uden unødig forsinkelse. Hvis den støttemodtagende medlemsstat fremlægger de ønskede oplysninger eller dokumenter mindre end seks uger før mødet i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité, kan EIB udsætte vurderingen af forslaget til næste halvårlige udbetalingscyklus.

3.   Hvis EIB er af den opfattelse, at forslaget vedrører en ikkeprioriteret investering, underretter EIB den støttemodtagende medlemsstat herom senest fire uger efter forelæggelsen af forslaget med en begrundelse for sin konklusion. I så fald vurderes forslaget i overensstemmelse med kravene og tidsfristerne i artikel 7.

4.   Hvis forslaget ikke er i overensstemmelse med artikel 10d, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF eller med kravene i denne forordning, tilbagesender EIB forslaget til den støttemodtagende medlemsstat senest fire uger efter forelæggelsen af forslaget med en begrundelse for sin konklusion. EIB underretter straks investeringskomitéen.

5.   Vurderingen af forslaget skal omfatte verifikation af omkostningerne vedrørende den foreslåede investering, medmindre Kommissionen har verificeret det modtagne støttebeløbs forholdsmæssighed i henhold til den relevante statsstøtteprocedure.

6.   EIB vurderer forslaget under overholdelse af gældende EU-ret.

7.   EIB kan bekræfte, at forslaget har status som prioriteret investering, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)

den støttemodtagende medlemsstat har godtgjort, at investeringen opfylder kravene i artikel 10d, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF, og at den hører ind under mindst et af de områder, der er nævnt i dette direktivs artikel 10d, stk. 2

b)

den støttemodtagende medlemsstat har tilstrækkelige midler til rådighed i henhold til den opgørelse over disponible midler, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, og efter fradrag af eventuelle beløb, der skal udbetales til investeringer, hvis status allerede er bekræftet, jf. denne artikels stk. 9

c)

den støttemodtagende medlemsstat har fremlagt dokumentation for, at investeringsforslaget opfylder et af følgende krav:

der er opnået statsstøttegodkendelse i henhold til Kommissionens afgørelse

det er fritaget for anmeldelsespligt, jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 (5)

det udgør ikke statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1

d)

den støttemodtagende medlemsstat skriftligt har bekræftet, at investeringen opfylder alle andre relevante krav i EU-retten og national ret

e)

ifølge de oplysninger, som den støttemodtagende medlemsstat har fremlagt om bidrag fra andre EU-instrumenter og nationale instrumenter, skal de beløb, der anmodes om fra Moderniseringsfonden, ikke dække de samme omkostninger vedrørende investeringen som dem, der finansieres af et andet EU-instrument eller nationalt instrument.

8.   Hvis et forslag vedrører en efterfølgende udbetaling til en ordning, hvis status EIB har bekræftet i overensstemmelse med stk. 9 forud for første udbetaling, begrænses EIB's vurdering af forslaget til verifikation af de disponible midler, jf. stk. 7, litra b), hvis der ikke er foretaget ændringer af ordningen.

9.   EIB træffer afgørelse om bekræftelsen af forslagets status som prioriteret investering senest to uger før mødet i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité.

EIB underretter straks den pågældende støttemodtagende medlemsstat og Kommissionen om den i første afsnit omhandlede afgørelse.

10.   Senest en uge før mødet i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité underretter EIB komitéen om de investeringsforslag fra hver enkelt støttemodtagende medlemsstat, hvis status som prioriterede investeringer er bekræftet i overensstemmelse med denne artikels stk. 9, samt om det beløb, der skal udbetales til hver investering.

Artikel 7

Henstillinger vedrørende ikkeprioriterede investeringer

1.   Investeringskomitéen vurderer de investeringsprojekter, som de støttemodtagende medlemsstater forelægger som ikkeprioriterede investeringer, i den første halvårlige udbetalingscyklus i kalenderåret, hvis de forelægges mindst ti uger før det første halvårlige møde i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité.

Hvis de forelægges senere end ti uger før det første halvårlige møde i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité, men mindst ti uger før det andet halvårlige møde i komitéen, vurderes de i den anden halvårlige udbetalingscyklus i kalenderåret.

Hvis de forelægges senere end ti uger før det andet halvårlige møde i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité, vurderes de i den første halvårlige udbetalingscyklus i det følgende kalenderår.

2.   Senest to uger før mødet i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité gennemfører EIB en teknisk og finansiel due diligence-vurdering af forslaget, herunder en vurdering af de forventede emissionsreduktioner.

3.   EIB kan anmode den støttemodtagende medlemsstat om de oplysninger eller dokumenter, den anser for nødvendige for at foretage den tekniske og finansielle due diligence-vurdering, forudsat at sådanne oplysninger eller dokumenter er påkrævede i henhold til bilag I. EIB skal anmode om de pågældende oplysninger eller dokumenter uden unødig forsinkelse. Hvis den støttemodtagende medlemsstat fremlægger de ønskede oplysninger eller dokumenter mindre end ti uger før mødet i den i artikel 11, stk. 1, omhandlede investeringskomité, kan EIB udsætte gennemførelsen af due diligence-vurderingen til næste halvårlige udbetalingscyklus.

4.   EIB's finansielle due diligence-vurdering af forslaget skal omfatte verifikation af omkostninger vedrørende den foreslåede investering, medmindre Kommissionen har verificeret det modtagne støttebeløbs forholdsmæssighed i henhold til den relevante statsstøtteprocedure.

5.   EIB foretager due diligence-vurderingen under overholdelse af gældende EU-ret.

6.   EIB's due diligence-vurdering ledsages af en erklæring fra EIB's repræsentant vedrørende godkendelsen af finansieringen af investeringsforslaget. EIB fremsender straks due diligence-vurderingen til investeringskomitéen.

7.   Investeringskomitéen kan fremsætte en henstilling om finansiering af investeringsforslaget, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)

den støttemodtagende medlemsstat har godtgjort, at investeringen opfylder kravene i artikel 10d, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF

b)

den støttemodtagende medlemsstat har tilstrækkelige midler til rådighed i henhold til den opgørelse over disponible midler, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, og efter fradrag af eventuelle beløb, der skal udbetales i henhold til oplysningerne i artikel 6, stk. 10, samt de henstillinger, der allerede er udstedt, jf. denne artikels stk. 9

c)

den andel af midlerne, der allokeres til prioriterede investeringer, udgør mindst 70 % af de samlede midler, som den støttemodtagende medlemsstat anvender, herunder følgende midler:

midler, der allerede er udbetalt til prioriterede og ikkeprioriterede investeringer

midler, der endnu ikke er udbetalt i henhold til oplysningerne i artikel 6, stk. 10

midler, der endnu ikke er udbetalt i henhold til de henstillinger, der allerede er udstedt, jf. stk. 9

midler, hvorom der anmodes til det investeringsforslag, der er under vurdering

d)

finansieringen opfylder artikel 10d, stk. 6, andet afsnit, fjerde punktum, i direktiv 2003/87/EF

e)

den støttemodtagende medlemsstat har fremlagt dokumentation for, at investeringsforslaget opfylder et eller flere af følgende krav:

der er opnået statsstøttegodkendelse i henhold til Kommissionens afgørelse

det er fritaget for anmeldelsespligt, jf. forordning (EU) nr. 651/2014

det udgør ikke statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1

f)

den støttemodtagende medlemsstat skriftligt har bekræftet, at investeringen opfylder alle andre relevante krav i EU-retten og national ret

g)

ifølge de oplysninger, som den støttemodtagende medlemsstat har fremlagt om bidrag fra andre EU-instrumenter og nationale instrumenter, skal de beløb, der anmodes om fra Moderniseringsfonden, ikke dække de samme omkostninger vedrørende investeringen som dem, der finansieres af et andet EU-instrument eller nationalt instrument.

8.   Hvis et forslag vedrører en efterfølgende udbetaling til en ordning, hvorom investeringskomitéen i overensstemmelse med stk. 9 forud for den første udbetaling har henstillet, at det bør modtage finansieringen, kræves det ikke, at EIB foretager due diligence-vurdering af forslaget, og komitéens vurdering af forslaget begrænses til verifikation af overholdelsen af kravene i stk. 7, litra b), c) og d), hvis der ikke er foretaget ændringer af ordningen.

9.   Investeringskomitéen udsteder en henstilling om investeringsforslaget på det møde, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, med angivelse af størrelsen af støtten fra Moderniseringsfonden, en begrundelse for sin konklusion og eventuelle forslag til relevante finansieringsinstrumenter.

10.   Hvis investeringskomitéen henstiller, at investeringen ikke finansieres, skal den give en begrundelse for sin konklusion. I så fald støttes investeringen ikke af Moderniseringsfonden. Den pågældende medlemsstat kan revidere investeringsforslaget under hensyntagen til investeringskomitéens resultater, og den kan forelægge et nyt investeringsforslag i en efterfølgende halvårlig udbetalingscyklus.

Artikel 8

Udbetalingsafgørelse fra Kommissionen

1.   Efter det møde, der er omhandlet i denne forordnings artikel 11, stk. 1, vedtager Kommissionen uden unødig forsinkelse den afgørelse, der er omhandlet i artikel 10d, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF med angivelse af det beløb, der skal udbetales fra Moderniseringsfondens midler til hver af de investeringer, hvis status som prioriteret er bekræftet af EIB, eller hvorom investeringskomitéen har henstillet, at den bør modtage finansiering (»afgørelse om udbetaling«).

En afgørelse om udbetaling af midler fra Moderniseringsfonden til en ordning skal indeholde beløbet for den første eller eventuelle efterfølgende udbetalinger, alt efter hvad der er relevant.

2.   Kommissionen underretter de berørte modtagende medlemsstater samt EIB og investeringskomitéen om udbetalingsafgørelsen.

Artikel 9

Overførsler

Senest 30 dage efter datoen for udbetalingsafgørelsen overfører EIB det relevante støttebeløb fra Moderniseringsfonden til den modtagende medlemsstat.

Artikel 10

Ophørte investeringer

1.   Med forbehold af den dokumentation, som den støttemodtagende medlemsstat fremlægger i den årsrapport, der er omhandlet i artikel 13, anses en investering for ophørt i et af følgende tilfælde:

a)

projektansøgeren eller ordningens forvaltningsmyndighed har ikke finansieret investeringen i mere end to på hinanden følgende år

b)

projektansøgeren har ikke brugt det samlede beløb af indtægterne fra Moderniseringsfonden, som er udbetalt til investeringen, inden for fem år fra datoen for Kommissionens udbetalingsafgørelse.

Litra b) finder ikke anvendelse på ordninger.

2.   Ved den afgørelse, der træffes i henhold til artikel 8, ændrer Kommissionen det beløb, der allerede er udbetalt til de ophørte investeringer, ved at fratrække beløb, som den støttemodtagende medlemsstat endnu ikke har overført til projektansøgeren eller ordningens forvaltningsmyndighed. Et sådant ubetalt beløb tillægges de midler i Moderniseringsfonden, der er til rådighed for den berørte medlemsstat, jf. artikel 5, stk. 2, litra b), og modregnes i eventuelle fremtidige betalinger fra EIB til den pågældende medlemsstat, jf. artikel 9.

3.   Med forbehold af denne artikels stk. 1 kan den støttemodtagende medlemsstat inden udløbet af fristen for den i artikel 5, stk. 3, omhandlede opgørelse over disponible midler underrette Kommissionen om en ophørt investering og anmode om en ændring af udbetalingsafgørelsen i overensstemmelse med denne artikels stk. 2. Denne anmodning kan såvel vedrøre beløb, der endnu ikke er overført til projektansøgeren eller ordningens forvaltningsmyndighed, som beløb, der allerede er overført til projektansøgeren eller forvaltningsmyndigheden, men som den støttemodtagende medlemsstat efterfølgende har inddrevet. Den støttemodtagende medlemsstat fremlægger den relevante dokumentation for anmodningen. Denne artikels stk. 2 finder anvendelse på ændringer af udbetalingsafgørelsen, på forøgelsen af de midler i moderniseringsfonden, der er til rådighed for den berørte medlemsstat, og på modregningen af det beløb, der tilbageføres til fonden, i eventuelle fremtidige betalinger fra EIB til medlemsstaten.

Artikel 11

Investeringskomitéens virksomhed

1.   Investeringskomitéen mødes to gange om året, senest den 15. juli og den 15. december. Investeringskomitéens sekretariat meddeler medlemsstaterne datoen for mødet, så snart denne foreligger.

2.   Medmindre komitéen afgiver en henstilling i overensstemmelse med artikel 10d, stk. 7, andet afsnit, første og andet punktum, i direktiv 2003/87/EF, er den beslutningsdygtig, hvis mindst halvdelen af repræsentanterne for de støttemodtagende medlemsstater, alle repræsentanter for de ikke-støttemodtagende medlemsstater og repræsentanterne for Kommissionen og for EIB er til stede.

3.   De ikke-støttemodtagende medlemsstater vælger tre repræsentanter i Investeringskomitéen i en afstemning, der omfatter alle kandidater. Hver ikke-støttemodtagende kan foreslå én kandidat. De tre kandidater, der har fået flest stemmer, er valgt. Hvis to eller flere kandidater opnår det samme antal stemmer, og der derfor ville blive valgt flere end tre kandidater, genoptages afstemningen med deltagelse af alle kandidater undtagen de kandidater, der opnåede det højeste antal stemmer, og, hvis det er relevant, det næsthøjeste antal stemmer.

4.   Investeringskomitéens medlemmer må ikke, hverken direkte eller indirekte, have finansielle eller andre interesser inden for erhvervsgrene, der er berettiget til støtte fra Moderniseringsfonden, som kan påvirke deres upartiskhed eller objektivt set kan opfattes som sådan. De skal handle uafhængigt og i offentlighedens interesse. De udfærdiger en interesseerklæring, inden de påbegynder hvervet i investeringskomitéen, og de ajourfører deres erklæring, hver gang der opstår en relevant ændring.

5.   EIB yder administrativ og logistisk støtte til investeringskomitéen (sekretariatet), herunder støtte til administrationen af et særligt websted til Moderniseringsfonden.

6.   Investeringskomitéen fastsætter efter forslag fra den kompetente tjenestegren i Kommissionen sin forretningsorden, hvori der navnlig fastsættes procedurer for følgende:

a)

udpegelsen af medlemmer og observatører til investeringskomitéen samt deres suppleanter

b)

tilrettelæggelsen af investeringskomitéens møder

c)

nærmere regler vedrørende interessekonflikter, herunder en standard for interesseerklæringen.

7.   Medlemmerne af investeringskomitéen modtager ikke vederlag eller godtgørelse af udgifter i forbindelse med deres deltagelse i komitéens aktiviteter.

Artikel 12

Retningslinjer for forvaltning af aktiver og aftale med EIB

1.   EIB udarbejder, under hensyntagen til målene i direktiv 2003/87/EF og EIB's interne regler, retningslinjer for forvaltning af aktiver med henblik på forvaltning af indtægterne fra Moderniseringsfonden.

2.   Efter høring af medlemsstaterne indgår Kommissionen en aftale med EIB om de nærmere vilkår og betingelser for EIB's udførelse af sine opgaver i forbindelse med gennemførelsen af Moderniseringsfonden. Disse vilkår og betingelser omfatter følgende opgaver:

a)

bortauktionering og monetarisering af de kvoter, der er afsat til Moderniseringsfonden, jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 (6)

b)

forvaltning af indtægterne fra Moderniseringsfonden

c)

bekræftelse af de prioriterede investeringsforslag, jf. artikel 6, og due diligence-vurdering af ikkeprioriterede investeringsforslag, jf. artikel 7

d)

at stille et sekretariat til rådighed for investeringskomitéen, herunder administration af et særligt websted til Moderniseringsfonden

e)

udarbejdelse af udkast til årsberetninger for investeringskomitéen, jf. artikel 14.

3.   Den i stk. 2 omhandlede aftale skal indeholde en redegørelse for mekanismen til dækning af EIB's omkostninger i forbindelse med udførelsen af dens opgaver. Mekanismen til dækning af omkostninger i forbindelse med bekræftelse af prioriterede investeringer og due diligence-vurdering af ikkeprioriterede investeringer skal tage hensyn til antallet og kompleksiteten af de forslag, der forelægges af hver enkelt støttemodtagende medlemsstat. EIB's omkostninger i forbindelse med udførelsen af dens opgaver finansieres af de midler, der er til rådighed for hver af de støttemodtagende medlemsstater, jf. artikel 5, stk.2, litra a). EIB rapporterer til Kommissionen og til medlemsstaterne om gennemførelsen af opgaverne i henhold til aftalen og de dermed forbundne omkostninger.

KAPITEL III

OVERVÅGNING, RAPPORTERING, EVALUERING OG REVISION

Artikel 13

De støttemodtagende medlemsstaters overvågning og rapportering

1.   De støttemodtagende medlemsstater overvåger gennemførelsen af de investeringer, der finansieres af Moderniseringsfonden. Senest den 30. april fremlægger de støttemodtagende medlemsstater en årsrapport for Kommissionen for det foregående år med de oplysninger, der er anført i bilag II.

2.   Den årsrapport, der er omhandlet i artikel 1, skal ledsages af følgende oplysninger:

a)

dokumentation for finansieringen af investeringer fra Moderniseringsfonden i det foregående år

b)

årsregnskab for hver investering eller, hvis der er tale om en ordning, regnskabet med aggregerede data om udgifterne til ordningen i det foregående år.

Artikel 14

Investeringskomitéens rapportering

1.   Den årsrapport fra investeringskomitéen, der er omhandlet i artikel 10d, stk. 11, første punktum, i direktiv 2003/87/EF, skal indeholde følgende oplysninger:

a)

antallet af modtagne investeringsforslag, herunder en angivelse af investeringsområdet

b)

antallet af udstedte henstillinger og et resumé af hver henstillings konklusioner

c)

en oversigt over de vigtigste konklusioner vedrørende de foreslåede investeringer på baggrund af den tekniske og finansielle due diligence-vurdering, som EIB har foretaget

d)

den praktiske erfaring med de proceduremæssige aspekter vedrørende udstedelsen af henstillinger.

2.   På grundlag af et udkast udarbejdet af EIB vedtager investeringskomitéen den endelige rapport for det foregående år senest den 15. marts og fremlægger den straks for Kommissionen.

Artikel 15

Revision og evaluering af fonden

1.   Kommissionen skal i den revision, der er omhandlet i artikel 10d, stk. 11, andet punktum, i direktiv 2003/87/EF, dække følgende områder:

a)

EIB's bekræftelse af prioriterede investeringer

b)

investeringskomitéens vurdering af ikkeprioriterede investeringer

c)

de støttemodtagende medlemsstaters finansiering og overvågning af investeringer

d)

eventuelle relevante proceduremæssige aspekter i forbindelse med gennemførelsen af Moderniseringsfonden.

På grundlag af resultaterne af revisionen forelægger Kommissionen de relevante forslag, hvor det er hensigtsmæssigt.

2.   Ved afslutningen af gennemførelsen af Moderniseringsfonden foretager Kommissionen en endelig evaluering af fondens gennemførelse. Kommissionen evaluerer navnlig fremskridtene med hensyn til opfyldelsen af fondens mål som fastsat i artikel 10d, stk. 1, 2 og 3, i direktiv 2003/87/EF.

3.   Kommissionen offentliggør resultaterne af revisionen og evalueringen.

Artikel 16

Revision og beskyttelse af fondens finansielle interesser

1.   EIB udarbejder årsregnskaber for Moderniseringsfonden for hvert regnskabsår, der begynder den 1. januar og slutter den 31. december, under hensyntagen til de regnskaber, der aflægges i henhold til artikel 13, stk. 2, litra b). Disse regnskaber er omfattet af en uafhængig ekstern revision.

2.   EIB fremlægger følgende regnskaber for Kommissionen:

a)

senest den 31. marts, de ureviderede regnskaber for Moderniseringsfonden, som dækker det foregående regnskabsår

b)

senest den 30. april, de reviderede regnskaber for Moderniseringsfonden, som dækker det foregående regnskabsår.

3.   De i stk. 1 og 2 omhandlede regnskaber udarbejdes i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor (IPSAS).

4.   De støttemodtagende medlemsstater har beføjelse til på grundlag af bilag og kontrol på stedet at revidere alle projektansøgere, forvaltningsmyndigheder af ordninger samt leverandører og underleverandører, til hvem de har ydet støtte fra Moderniseringsfonden.

5.   Med henblik på stk. 1 og 2 opbevarer de støttemodtagende medlemsstater, projektansøgere, forvaltningsmyndigheder af ordninger samt leverandører og underleverandører, som har modtaget midler fra Moderniseringsfonden, i en periode på fem år efter den sidste betaling til ethvert projekt eller enhver ordning alle bilag og oplysninger vedrørende afholdte betalinger eller udgifter.

6.   Ved gennemførelsen af aktiviteter, der finansieres i henhold til denne forordning, træffer de støttemodtagende medlemsstater egnede foranstaltninger til at sikre, at Moderniseringsfondens finansielle interesser beskyttes gennem foranstaltninger til forebyggelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, ved effektiv kontrol og, hvis der konstateres uregelmæssigheder, ved tilbagesøgning af de uretmæssigt udbetalte beløb samt efter omstændighederne ved administrative og økonomiske sanktioner, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Tilbagesøgning gennemføres i overensstemmelse med lovgivningen i de støttemodtagende medlemsstater.

For tilbagesøgte beløb anmoder den støttemodtagende medlemsstat om ændring af en udbetalingsafgørelse i overensstemmelse med artikel 10, stk. 3.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 17

Oplysninger, kommunikation og offentliggørelse

1.   De støttemodtagende medlemsstater offentliggør på webstederne for de relevante afdelinger i deres forvaltning oplysninger om de investeringer, der støttes i henhold til denne forordning, med henblik på at informere offentligheden om Moderniseringsfondens opgaver og mål. Disse oplysninger skal indeholde en udtrykkelig henvisning til støtte modtaget fra Moderniseringsfonden.

2.   De støttemodtagende medlemsstater sikrer, at de endelige modtagere af støtte fra Moderniseringsfonden giver sammenhængende, relevante og målrettede oplysninger om den støtte, der er modtaget fra Moderniseringsfonden, til flere målgrupper, herunder medierne og offentligheden.

3.   Navnet på Moderniseringsfonden anvendes i forbindelse med alle kommunikationsaktiviteter og vises på opslagstavler på strategiske steder, som er synlige for offentligheden.

4.   De støttemodtagende medlemsstater og Kommissionen gennemfører oplysnings-, kommunikations- og pr-tiltag vedrørende støtten fra Moderniseringsfonden og resultaterne heraf. Sådanne foranstaltninger skal lette udvekslingen af erfaringer, viden og bedste praksis med hensyn til udformning, forberedelse og gennemførelse af investeringer under Moderniseringsfonden.

Artikel 18

Gennemsigtighed

1.   Med forbehold af stk. 2 sørger investeringskomitéens sekretariat for offentliggørelse af følgende oplysninger på Moderniseringsfondens websted:

a)

navnene på investeringskomitéens medlemmer og observatører og disses tilhørsforhold

b)

CV'er og interesseerklæringer fra investeringskomitéens medlemmer

c)

EIB's bekræftelser af prioriterede investeringer

d)

investeringskomitéens henstillinger vedrørende ikkeprioriterede investeringer

e)

udbetalingsafgørelser fra Kommissionen

f)

de støttemodtagende medlemsstaters årsrapporter i henhold til artikel 13

g)

investeringskomitéens årsrapporter i henhold til artikel 14

h)

Kommissionens revision og evaluering af Moderniseringsfonden i henhold til artikel 15.

2.   Medlemsstaterne, Kommissionen og EIB må ikke videregive kommercielt fortrolige oplysninger, der er indeholdt i dokumenter, oplysninger eller andet materiale, som de selv eller tredjemand har fremlagt i forbindelse med gennemførelsen af Moderniseringsfonden.

Artikel 19

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32.

(2)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, Den europæiske grønne pagt (COM(2019) 640 final af 11. December 2019).

(3)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, Investeringsplan for et bæredygtigt Europa — Investeringsplan for den europæiske grønne pagt (COM(2020) 21 final af 14. Januar 2020).

(4)  Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (EUT L 352 af 24.12.2013, s. 1).

(5)  Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1).

(6)  Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT L 302 af 18.11.2010, s. 1).


BILAG I

Oplysninger om investeringsforslag, som skal forelægges for EIB og investeringskomitéen

1.   Alle investeringsforslag

1.1.

angivelse af investeringsområdet, jf. artikel 10d, stk. 1 eller 2, i direktiv 2003/87/EF, alt efter hvad der er relevant

1.2.

en generel beskrivelse af investeringen, herunder mål, målgruppe(r) for så vidt angår støttemodtagere, teknologi (hvis relevant), kapacitet (hvis relevant) samt investeringens forventede varighed

1.3.

begrundelse for Moderniseringsfondens støtte, herunder bekræftelse af investeringens opfyldelse af artikel 10d, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF

1.4.

en angivelse af, hvilke omkostninger Moderniseringsfonden skal dække

1.5.

beskrivelse af de(t) anvendte støtteinstrument(er)

1.6.

den finansiering, hvorom der anmodes fra Moderniseringsfonden

1.7.

bidrag fra andre EU-instrumenter og nationale instrumenter

1.8.

hvorvidt der er tale om statsstøtte (efter traktatens artikel 107, stk. 1) samt angivelse af følgende, alt efter hvad der er relevant:

a)

henvisning til Kommissionens afgørelse om tilladelse til en national støtteforanstaltning

b)

den henvisning, under hvilken gruppefritagelsesforanstaltningen blev registreret (statsstøttenummer tildelt af Kommissionens elektroniske notifikationssystem, jf. artikel 11 i forordning (EU) nr. 651/2014)

c)

forventet dato for underretning af Kommissionen om støtteforanstaltningen

1.9.

medlemsstatens erklæring om opfyldelse af relevante krav i EU-retten og national ret

1.10.

når investeringen tager sigte på at gennemføre en områdeplan for en retfærdig omstilling, oplysninger om investeringens forventede bidrag til nævnte plan.

2.   Supplerende oplysninger om ordninger

2.1.

navnet på ordningens forvaltningsmyndighed

2.2.

angivelse af, om forslaget vedrører en eksisterende ordning

2.3.

ordningens samlede volumen.

3.   Supplerende oplysninger om andre forslag end ordninger

3.1.

navnet på projektansøgeren

3.2.

projektets beliggenhed

3.3.

samlede investeringsomkostninger

3.4.

projektets udviklingsstadie (fra mulighed til drift)

3.5.

liste over tilladelser, som er meddelt eller skal indhentes.

4.   Supplerende oplysninger om ikkeprioriterede forslag

4.1.

kvantitative data om opførelses- og driftsfaserne, herunder forslagets bidrag til Moderniseringsfondens mål, Unionens 2030-ramme for klima- og energipolitikken samt Parisaftalen

4.2.

godkendte finansielle overslag, herunder planlagte finansielle bidrag fra private kilder

4.3.

beskrivelse af eventuelle andre målrettede resultatindikatorer, som EIB har anmodet om

4.4.

andre relevante oplysninger vedrørende projektansøgeren, investeringen, de generelle markedsbetingelser og miljøspørgsmål.

BILAG II

Oplysninger, som fremlægges af den støttemodtagende medlemsstat i årsrapporten til Kommissionen

1.   Oversigt over investeringer

1.1.

antal investeringer, der finansieres af Moderniseringsfonden

1.2.

antal igangværende, afsluttede og ophørte investeringer

1.3.

samlet forhold mellem finansiering ydet til prioriterede og, hvis relevant, ikkeprioriterede investeringer i den støttemodtagende medlemsstat.

2.   Oplysninger om den enkelte investering

2.1.

udløste investeringer i alt (samlede investeringsomkostninger)

2.2.

datoer og beløb for betalinger fra Moderniseringsfonden til projektansøgeren eller ordningens forvaltningsmyndighed

2.3.

beløb, som den støttemodtagende medlemsstat har modtaget fra Moderniseringsfonden, men endnu ikke overført til projektansøgeren eller ordningens forvaltningsmyndighed

2.4.

beløb, som den støttemodtagende medlemsstat har tilbagesøgt fra projektansøgeren eller ordningens forvaltningsmyndighed samt tilbagesøgningsdatoer

2.5.

en vurdering af investeringens merværdi i form af energieffektivitet og modernisering af energisystemet, herunder oplysninger om følgende:

a)

energibesparelsen i MWh

b)

forventet samlet besparelse i MWh ved slutningen af investeringens levetid

c)

sparede drivhusgasemissioner i tCO2

d)

forventet samlet besparelse i tCO2 ved slutningen af investeringens levetid

e)

yderligere installeret kapacitet inden for vedvarende energi, hvis relevant

f)

opnået mobilisering af midler (samlet investeret beløb i forhold til bidrag fra Moderniseringsfonden)

2.6.

når investeringen tager sigte på at gennemføre en områdeplan for en retfærdig omstilling, oplysninger om investeringens forventede bidrag til nævnte plan.

2.7.

for ordninger præsenteres de angivne rapporteringsdata på aggregeret form

3.   supplerende oplysninger om andre investeringer end ordninger

3.1.

milepæle, der er nået siden foregående årsrapport

3.2.

forventet ibrugtagning

3.3.

konstaterede eller forventede forsinkelser i gennemførelsen

3.4.

konstaterede eller forventede ændringer i støtteberettigede omkostninger, anvendt teknologi eller resultater for en investering

4.   supplerende oplysninger om ikkeprioriterede investeringer

4.1.

bekræftelse af samfinansiering fra private kilder.