24.1.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 19/15


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/106

af 23. januar 2020

om godkendelse af natriumformiat som fodertilsætningsstof til alle dyrearter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse.

(2)

Der er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om godkendelse af natriumformiat. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Ansøgningen vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer« af natriumformiat som fodertilsætningsstof til alle dyrearter.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sine udtalelser af 30. april 2015 (2) og 26. februar 2019 (3), at natriumformiat under de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har skadelige virkninger på dyrs sundhed, forbrugernes sikkerhed eller miljøet. Den konkluderede også, at stoffet er let øjenirriterende og et hudsensibiliserende stof. Da eksponeringen for natriumformiat ved indånding anses for at udgøre en risiko for ubeskyttede arbejdstagere, der håndterer tilsætningsstoffet, er det desuden hensigtsmæssigt at betragte tilsætningsstoffet som et respiratorisk irriterende stof. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet. Autoriteten konkluderede også, at natriumformiat potentielt kan være effektivt som hygiejneforbedrende middel i foderstoffer. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffer i foder, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af natriumformiat viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Anvendelsen af natriumformiat bør derfor godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Godkendelse

Det i bilaget opførte stof, som tilhører tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer« og den funktionelle gruppe »hygiejneforbedrende midler«, tillades anvendt som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i samme bilag.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. januar 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)   EFSA Journal 2015: 13(5):4113.

(3)   EFSA Journal 2019: 17(3):5645.


BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Tilsætningsstof

Kemisk betegnelse, beskrivelse og analysemetoder

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

mg myresyre/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Teknologiske tilsætningsstoffer: hygiejneforbedrende midler

1k237

Natriumformiat

Tilsætningsstoffets sammensætning

Flydende form

≥ 15 % natriumformiat

≤ 75 % myresyre

≤ 25 % vand

Alle dyrearter undtagen svin

10 000

(ækvivalent til myresyre)

1.

I brugsvejledningen for anvendelsen af tilsætningsstoffet og forblandinger angives oplagringsbetingelserne.

2.

Blandinger af forskellige kilder til myresyre må ikke overskride det tilladte maksimumsindhold i fuldfoder.

3.

Foderstofvirksomhedslederne fastlægger driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved anvendelse. Hvis disse risici ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, skal tilsætningsstoffet og forblandingerne anvendes med personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn, sikkerhedsbriller og -handsker.

13. februar 2030

Aktivstoffets karakteristika

Natriumformiat ≥ 15 % (flydende form) myresyre ≤ 75 %

Fremstillet ved kemisk syntese

Svin

12 000

(ækvivalent til myresyre)

Analysemetode  (1)

Til bestemmelse af natrium i fødevaretilsætningsstoffer: EN ISO 6869: atomabsorptionsspektrometri (AAS) — EN ISO 15510: induktivt koblet plasmaatomemissionsspektrometri (ICP-AES).

Til bestemmelse af det samlede indhold af format i fødevaretilsætningsstoffer: EN 15909 — omvendt fase-HPLC med UV-detektion (RP-HPLC/UV).

Til bestemmelse af det samlede indhold af format i forblandinger og foder: Ion-exclusion-højtryksvæskekromatografi med UV-detektion eller detektion ved hjælp af brydningsindeks (HPLC-UV/RI) eller ionkromatografi med elektrisk ledningsevnedetektion (IC/ECD).


(1)  Nærmere detaljer om analysemetoderne findes på referencelaboratoriets hjemmeside: https://ec.europa.eu/jrc/en/eurl/feed-additives/evaluation-reports