6.7.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 214/5


AFGØRELSE FRA BESTYRELSEN FOR DET EUROPÆISKE AGENTUR FOR SØFARTSSIKKERHED

af 6. april 2020

om interne regler vedrørende begrænsning af visse rettigheder for registrerede i forbindelse med behandling af personoplysninger inden for rammerne af EMSA

BESTYRELSEN FOR DET EUROPÆISKE AGENTUR FOR SØFARTSSIKKERHED HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (1), særlig artikel 25,

under henvisning til udtalelse af 18. december 2019 (DH/GC/vm/D(2019) 2673 C 2019-0876) fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) og til EDPS' vejledning om artikel 25 i den nye forordning og interne regler,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 af 27. juni 2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed (2), som ændret og særlig artikel 4, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

1)

Agenturet udfører sine aktiviteter i overensstemmelse med sin oprettelsesforordning.

2)

I overensstemmelse med artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 bør begrænsninger for at anvende artikel 14-22, 35 og 36 samt artikel 4 i nævnte forordning, for så vidt bestemmelserne heri svarer til de rettigheder og forpligtelser, der er omhandlet i artikel 14-22, baseres på interne regler, der vedtages af agenturet, når disse ikke er baseret på retsakter, der er vedtaget på grundlag af traktaterne.

3)

Disse interne regler, herunder deres bestemmelser om vurdering af nødvendigheden og proportionaliteten af en begrænsning, bør ikke finde anvendelse, når en retsakt, der er vedtaget på grundlag af traktaterne, indeholder en begrænsning af den registreredes rettigheder.

4)

Hvor agenturet udfører sit hverv med hensyn til registreredes rettigheder i henhold til forordning (EU) 2018/1725, skal det overveje, om nogen af de undtagelser, der er fastsat i denne forordning, finder anvendelse.

5)

Inden for rammerne af sin drift kan agenturet foretage administrative undersøgelser, gennemføre disciplinærsager, udføre indledende aktiviteter vedrørende tilfælde af potentielle uregelmæssigheder indberettet til OLAF, behandle whistleblowingsager, iværksætte (formelle og uformelle) procedurer til at forebygge chikane, behandle interne og eksterne klager, gennemføre interne revisioner, iværksætte efterforskninger på foranledning af databeskyttelsesrådgiveren i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1725, og interne (IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger.

Agenturet behandler flere kategorier af personoplysninger, herunder hårde oplysninger (»objektive« oplysninger såsom identifikationsoplysninger, kontaktoplysninger, faglige oplysninger, administrative oplysninger, oplysninger modtaget fra specifikke kilder, elektronisk kommunikation og trafikoplysninger) og/eller bløde oplysninger (»subjektive« oplysninger i forbindelse med f.eks. ræsonnementer, adfærdsmæssige oplysninger, vurderinger, ydeevne og adfærdsoplysninger samt oplysninger relateret til eller fremkommet i forbindelse med genstanden for den pågældende procedure eller aktivitet).

6)

Agenturet, repræsenteret ved sin administrerende direktør, fungerer som dataansvarlig, uanset yderligere uddelegering af den dataansvarliges rolle internt i EMSA, for at afspejle det operationelle ansvar for specifikke behandlingsaktiviteter vedrørende personoplysninger.

7)

Personoplysningerne opbevares sikkert i et elektronisk miljø eller på papir for at forhindre ulovlig adgang til eller overførsel af data til personer, der ikke har behov for at kende disse. De behandlede personoplysninger opbevares ikke længere, end hvad der er nødvendigt og hensigtsmæssigt for de formål, hvortil oplysningerne behandles, i den periode, der er angivet i databeskyttelsesmeddelelserne, privatlivserklæringerne eller agenturets fortegnelser.

8)

De interne regler bør finde anvendelse på alle de behandlingsaktiviteter, som agenturet udfører i forbindelse med administrative undersøgelser, disciplinærsager, indledende aktiviteter vedrørende tilfælde af potentielle uregelmæssigheder indberettet til OLAF, whistleblowingprocedurer, (formelle og uformelle) procedurer i sager om chikane, behandling af interne og eksterne klager, interne revisioner, efterforskninger iværksat af databeskyttelsesrådgiveren i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1725, (IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger behandlet internt eller med ekstern deltagelse (f.eks. CERT-EU).

9)

De bør gælde for behandlingsaktiviteter, der udføres, før ovennævnte procedurer indledes, under disse procedurer og i forbindelse med, at opfølgningen på udfaldet af disse procedurer overvåges. Herunder bør også omfattes agenturets bistand til og samarbejde med nationale myndigheder og internationale organisationer ud over dets administrative efterforskninger.

10)

I de tilfælde, hvor disse interne regler finder anvendelse, skal agenturet bevise, at begrænsningerne er strengt nødvendige og forholdsmæssige i et demokratisk samfund, og at de respekterer kernen i de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.

11)

Inden for disse rammer er agenturet forpligtet til i videst muligt omfang at respektere de registreredes grundlæggende rettigheder under ovennævnte procedurer, navnlig de, der vedrører retten til formidling af oplysninger, indsigt og berigtigelse, retten til sletning, begrænsning af behandling, retten til underretning om et brud på persondatasikkerheden til den registrerede eller kommunikationsfortrolighed som fastsat i forordning (EU) 2018/1725.

12)

Agenturet kan dog være forpligtet til at begrænse oplysningerne til den registreredes og andre registreredes rettigheder for at beskytte især sine egne efterforskninger, andre offentlige myndigheders efterforskninger og sager samt andre personers rettigheder vedrørende agenturets efterforskninger eller andre procedurer.

13)

Agenturet kan således begrænse oplysningerne med det formål at beskytte efterforskningen og andre registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.

14)

Agenturet bør lejlighedsvis overvåge, at de betingelser, der ligger til grund for begrænsningen, finder anvendelse, og ophæve begrænsningen, for så vidt som de ikke længere er gældende.

15)

Den dataansvarlige bør informere databeskyttelsesrådgiveren på tidspunktet for udsættelse og under revisionerne —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Med denne afgørelse fastsættes regler for, under hvilke betingelser agenturet inden for rammerne af sine procedurer, jf. stk. 2, må begrænse anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i artikel 14-21, 35 og 36 samt artikel 4, jf. artikel 25 i forordning (EU) 2018/1725.

2.   Inden for rammerne af agenturets funktionsmåde finder denne afgørelse anvendelse på agenturets behandlingsaktiviteter vedrørende personoplysninger i forbindelse med administrative undersøgelser, disciplinærsager, indledende aktiviteter vedrørende tilfælde af potentielle uregelmæssigheder indberettet til OLAF, behandling af whistleblowingsager, (formelle og uformelle) procedurer for forebyggelse af chikane, behandling af interne og eksterne klager, udførelse af interne revisioner, efterforskninger iværksat af databeskyttelsesrådgiveren i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1725 og (IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger behandlet internt eller med ekstern deltagelse (f.eks. CERT-EU).

3.   De relevante kategorier af personoplysninger er hårde oplysninger (»objektive« oplysninger såsom identifikationsoplysninger, kontaktoplysninger, faglige oplysninger, administrative oplysninger, oplysninger modtaget fra specifikke kilder, elektronisk kommunikation og trafikoplysninger) og/eller bløde oplysninger (»subjektive« oplysninger i forbindelse med f.eks. ræsonnementer, adfærdsmæssige oplysninger, vurderinger, resultat- og adfærdsoplysninger samt oplysninger relateret til eller fremkommet i forbindelse med genstanden for den pågældende procedure eller aktivitet).

4.   Hvor agenturet udfører sit hverv med hensyn til registreredes rettigheder i henhold til forordning (EU) 2018/1725, skal det overveje, om nogen af de undtagelser, der er fastsat i denne forordning, finder anvendelse.

5.   På de betingelser, der er fastsat i denne afgørelse, kan begrænsningerne gælde følgende rettigheder: oplysninger til de registrerede, ret til indsigt, berigtigelse, sletning, begrænsning af behandling, underretning om et brud på persondatasikkerheden til en registreret eller fortroligheden af kommunikation. I henhold til personalevedtægtens artikel 5, stk. 4, godkendes herved de oversigter, som fastlægger ækvivalensen mellem de stillingstyper og de stillingsbetegnelser, der anvendes i forbindelse med EMSA's tjenestemænd og midlertidigt ansatte, og som findes i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Specifikation af den dataansvarlige

1.   Den dataansvarlige med hensyn til behandlingsaktiviteter er agenturet repræsenteret ved dets administrerende direktør, som kan uddelegere den dataansvarliges funktion. De registrerede informeres om den delegerede dataansvarlige via de databeskyttelsesmeddelelser eller fortegnelser, der offentliggøres på agenturets websted og/eller intranet.

2.   Den opbevaringsperiode for personoplysninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, må ikke være længere end det, der er nødvendigt og passende for de formål, hvortil oplysningerne behandles. Den er under ingen omstændigheder længere end den opbevaringsperiode, der fremgår af de databeskyttelsesmeddelelser, privatlivserklæringer eller fortegnelser, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1.

3.   Hvor agenturet påtænker at gøre en begrænsning gældende, vægtes risikoen for den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, især i forhold til risikoen for andre registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og risikoen for at undergrave agenturets undersøgelser eller procedurer, f.eks. ved at ødelægge beviser. Risiciene for den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder vedrører primært, men er ikke begrænset til, omdømmemæssige risici og risici for retten til forsvar og retten til at blive hørt.

Artikel 2a

Sikkerhedsforanstaltninger

Den dataansvarlige forpligter sig til at indføre sikkerhedsforanstaltninger for at undgå misbrug eller ulovlig adgang eller overførsel, som skal omfatte, men ikke være begrænset til følgende:

a)

Papirdokumenter opbevares i sikrede skabe og/eller bokse og er kun tilgængelige for autoriseret personale.

b)

Alle elektroniske oplysninger lagres i en sikker IT-applikation i overensstemmelse med agenturets sikkerhedsstandarder samt i specifikke elektroniske mapper, der kun er tilgængelige for autoriseret personale. Passende adgangsniveauer tildeles enkeltvis.

c)

Databasen/-erne er beskyttet af en adgangskode med et fælles indlogningssystem og tilsluttes automatisk brugerens id og adgangskode. Det er strengt forbudt at få adgang til databaser og oplysninger på vegne af den anden bruger/identitet. E-registre skal føres forsvarligt for at sikre fortroligheden og privatlivsbeskyttelsen af oplysningerne deri.

d)

Alle, der har adgang til oplysningerne, er bundet af tavshedspligt.

Artikel 3

Begrænsninger

1.   Enhver begrænsning må kun anvendes af agenturet med det formål at beskytte:

a)

medlemsstaternes nationale sikkerhed, offentlige sikkerhed og forsvar

b)

forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, herunder beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den offentlige sikkerhed

c)

andre vigtige målsætninger i forbindelse med beskyttelse af Unionens eller en medlemsstats generelle samfundsinteresser, navnlig målene med Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik eller Unionens eller en medlemsstats væsentlige økonomiske eller finansielle interesser, herunder valuta-, budget- og skatteanliggender, folkesundhed og social sikkerhed

d)

EU-institutioners og -organers interne sikkerhed, herunder deres elektroniske kommunikationsnetværk

e)

beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og retssager

f)

forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv

g)

kontrol-, tilsyns- eller reguleringsfunktioner, herunder opgaver af midlertidig karakter, der er forbundet med offentlig myndighedsudøvelse i de tilfælde, der er omhandlet i litra a)-c)

h)

beskyttelse af den registreredes eller andres rettigheder og frihedsrettigheder

i)

håndhævelse af civilretlige krav.

2.   Som en særlig anvendelse af de i stk. 1 beskrevne formål kan agenturet anvende begrænsninger under følgende omstændigheder:

a)

Hvis en anden EU-institution, et andet EU-organ eller -agentur har ret til at begrænse udøvelsen af de anførte rettigheder på grundlag af andre retsakter, der er omhandlet i artikel 25 i forordning (EU) 2018/1725, eller i overensstemmelse med kapitel IX i samme forordning eller med de grundlæggende retsakter for andre EU-institutioner, -organer, -agenturer og -kontorer.

b)

Hvis formålet med en sådan begrænsning fra den/det pågældende EU-institution, -organ, -agentur eller -kontor bringes i fare i tilfælde af, at EMSA ikke anvender en tilsvarende begrænsning i forbindelse med de samme personoplysninger.

c)

Hvis en kompetent myndighed i en medlemsstat har ret til at begrænse udøvelsen af de anførte rettigheder på grundlag af andre retsakter, der er omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (3), eller i henhold til nationale foranstaltninger til gennemførelse af artikel 13, stk. 3, artikel 15, stk. 3, eller artikel 16, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (4).

d)

Hvis formålet med en sådan begrænsning fra den pågældende kompetente myndighed bringes i fare i tilfælde af, at EMSA ikke anvender en tilsvarende begrænsning i forbindelse med de samme personoplysninger.

e)

Hvis udøvelsen af disse rettigheder og forpligtelser vil bringe agenturets samarbejde med tredjelande eller internationale organisationer i fare ved udførelsen af dets opgaver.

Inden der anvendes begrænsninger i de tilfælde, som er omtalt i første afsnit, litra a) og b), skal agenturet høre de relevante tjenestegrene i Kommissionen, Unionens institutioner, organer, agenturer, kontorer eller de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, medmindre det står klart for agenturet, at anvendelsen af en begrænsning er fastsat i en af de retsakter, der er nævnt i disse bestemmelser.

3.   Enhver begrænsning skal være nødvendig og forholdsmæssig i forhold til de risici, den medfører for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder, og respektere det væsentlige indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i et demokratisk samfund.

4.   Hvis det overvejes at pålægge begrænsninger, foretages der hver 6. (sjette) måned en vurdering af nødvendigheden og forholdsmæssigheden på baggrund af de gældende regler. Af hensyn til ansvarlighed dokumenteres vurderingen gennem en intern vurderingsnote i hvert enkelt tilfælde.

5.   Begrænsningerne ophæves, så snart de betingelser, der berettiger dem, ikke længere gælder. Især når det vurderes, at udøvelsen af den begrænsede ret ikke længere vil ophæve virkningen af den pålagte begrænsning eller forringe andre registreredes rettigheder eller frihedsrettigheder.

Artikel 4

Fornyet gennemgang foretaget af databeskyttelsesrådgiveren

1.   Agenturet underretter uden unødig forsinkelse agenturets databeskyttelsesrådgiver, når den dataansvarlige begrænser anvendelsen af de registreredes rettigheder eller forlænger begrænsningen i overensstemmelse med denne afgørelse. Den dataansvarlige giver databeskyttelsesrådgiveren adgang til den fortegnelse, som indeholder en vurdering af nødvendigheden og forholdsmæssigheden af begrænsningen og dokumenterer datoen for underretningen af databeskyttelsesrådgiveren i fortegnelsen.

2.   Databeskyttelsesrådgiveren kan skriftligt anmode den dataansvarlige om at vurdere anvendelsen af begrænsningerne. Den dataansvarlige underretter databeskyttelsesrådgiveren skriftligt om resultatet af den ønskede gennemgang.

3.   Den dataansvarlige underretter databeskyttelsesrådgiveren, når begrænsningen er blevet ophævet.

Artikel 5

Underretning af registrerede

1.   I behørigt begrundede tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i denne afgørelse, kan retten til oplysninger begrænses af den dataansvarlige i forbindelse med følgende behandlingsaktiviteter:

a)

udførelse af administrative undersøgelser og disciplinærsager

b)

indledende aktiviteter i forbindelse med sager om potentielle uregelmæssigheder indberettet til OLAF

c)

whistleblowingprocedurer

d)

(formelle og uformelle) procedurer i sager om chikane

e)

behandling af interne og eksterne klager

f)

interne revisioner

g)

de efterforskninger, som databeskyttelsesrådgiveren har iværksat i henhold til artikel 45, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1725

h)

(IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger behandlet internt eller med ekstern deltagelse (f.eks. CERT-EU).

De i artikel 31 i forordning (EU) 2018/1725 omhandlede databeskyttelsesmeddelelser, privatlivserklæringer eller fortegnelser, som agenturet offentliggør på sit websted og/eller intranet for at informere de registrerede om deres rettigheder inden for rammerne af en given procedure, indeholder oplysninger om den potentielle begrænsning af disse rettigheder. Informationen redegør for, hvilke rettigheder der kan begrænses, årsagerne hertil og den potentielle varighed.

2.   Med forbehold af bestemmelserne i stk. 3 underretter agenturet, hvor det er forholdsmæssigt, også enkeltvis alle registrerede, der anses for at være berørt af den konkrete behandlingsaktivitet, uden unødigt ophold og skriftligt om deres rettigheder vedrørende nuværende eller fremtidige begrænsninger.

3.   Hvis agenturet helt eller delvist begrænser formidlingen af oplysninger til de registrerede, der er omhandlet i stk. 2, registrerer det årsagerne til begrænsningen og retsgrundlaget i overensstemmelse med artikel 3 i denne afgørelse, herunder en vurdering af, om begrænsningen er nødvendig og forholdsmæssig.

Fortegnelsen og i givet fald de dokumenter, der indeholder underliggende faktuelle og retlige elementer, registreres. Disse stilles efter anmodning til rådighed for Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

4.   Begrænsningen i stk. 3 finder anvendelse, så længe begrundelserne herfor er gældende.

Hvis begrundelsen for begrænsningen ikke længere er til stede, underretter agenturet den registrerede om de vigtigste bevæggrunde, der ligger til grund for anvendelsen af begrænsningen. Agenturet informerer samtidig den registrerede om, at denne til enhver tid har ret til at indgive en klage til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse eller til at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol.

Agenturet gennemgår anvendelsen af begrænsningen hvert halve år fra dens vedtagelse og ved afslutningen af den relevante bevisoptagelse, procedure eller efterforskning. Derefter overvåger den dataansvarlige hvert halve år behovet for at opretholde enhver begrænsning.

Artikel 6

Den registreredes ret til indsigt

1.   I behørigt begrundede tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i denne afgørelse, kan retten til indsigt begrænses af den dataansvarlige i forbindelse med følgende behandlingsaktiviteter, hvor det er nødvendigt og forholdsmæssigt:

a)

udførelse af administrative undersøgelser og disciplinærsager

b)

indledende aktiviteter i forbindelse med sager om potentielle uregelmæssigheder indberettet til 'OLAF

c)

whistleblowingprocedurer

d)

(formelle og uformelle) procedurer i sager om chikane

e)

behandling af interne og eksterne klager

f)

interne revisioner

g)

de efterretninger, som databeskyttelsesrådgiveren har iværksat i henhold til artikel 45, stk. 2, i forordning (EU)2018/1725

h)

(IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger behandlet internt eller med ekstern deltagelse (f.eks. CERT-EU)

Hvis de registrerede anmoder om indsigt i deres personoplysninger i forbindelse med en eller flere specifikke sager eller en bestemt behandling i overensstemmelse med artikel 17 i forordning (EU) 2018/1725, begrænser agenturet sin vurdering af anmodningen til kun at omfatte sådanne personoplysninger.

2.   Hvis agenturet helt eller delvist begrænser retten til indsigt som omhandlet i artikel 17 i forordning (EU) 2018/1725, tager det følgende skridt:

a)

informerer den pågældende registrerede, i sit svar på anmodningen, om den anvendte begrænsning og om den væsentligste årsag hertil samt om muligheden for at indgive en klage til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse eller for at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol

b)

dokumenterer i en intern vurderingsnote bevæggrundene til begrænsningen, herunder en vurdering af nødvendigheden og forholdsmæssigheden af begrænsningen og dens varighed.

Leveringen af information omhandlet i punkt a) kan udskydes, udelades eller afvises, hvis den ville ophæve virkningen af begrænsningen, i overensstemmelse med artikel 25, stk. 8, i forordning (EU) 2018/1725.

Agenturet gennemgår anvendelsen af begrænsningen hvert halve år fra dens vedtagelse og ved afslutningen af den relevante efterforskning. Derefter overvåger den dataansvarlige hvert halve år behovet for at opretholde enhver begrænsning.

3.   Fortegnelsen og i givet fald de dokumenter, der indeholder underliggende faktuelle og retlige elementer, registreres. Disse stilles efter anmodning til rådighed for Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

Artikel 7

Ret til berigtigelse, sletning og begrænsning af behandlingen

1.   I behørigt begrundede tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i denne afgørelse, kan retten til berigtigelse, sletning og begrænsning begrænses af den dataansvarlige i forbindelse med følgende behandlingsaktiviteter, hvor det er nødvendigt og passende:

a)

udførelse af administrative undersøgelser og disciplinærsager

b)

indledende aktiviteter i forbindelse med sager om potentielle uregelmæssigheder indberettet til OLAF

c)

whistleblowingprocedurer

d)

(formelle og uformelle) procedurer i sager om chikane

e)

behandling af interne og eksterne klager

f)

interne revisioner

g)

de efterretninger, som databeskyttelsesrådgiveren har iværksat i henhold til artikel 45, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1725

h)

(IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger behandlet internt eller med ekstern deltagelse (f.eks. CERT-EU)

i)

backup af offlinefortegnelser, der er sekventielle og kun behandles i tilfælde af katastrofegenopretning eller retablering af delvise data.

2.   Hvis agenturet helt eller delvist begrænser anvendelsen af retten til berigtigelse, sletning og begrænsning af behandling, jf. artikel 18, artikel 19, stk. 1, og artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725, træffer det de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, i denne afgørelse, og registrerer fortegnelsen i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, heri. Uanset de ovennævnte foranstaltninger skal enhver begrænsning revurderes i henhold til betingelserne i artikel 3, stk. 4, i denne afgørelse.

Artikel 8

Underretning om et brud på persondatasikkerheden til den registrerede og fortrolighed af elektronisk kommunikation

1.   I behørigt begrundede tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i denne afgørelse, kan retten til underretning om et brud på persondatasikkerheden begrænses af den dataansvarlige i forbindelse med følgende behandlingsaktiviteter, hvor det er nødvendigt og passende:

a)

udførelse af administrative undersøgelser og disciplinærsager

b)

indledende aktiviteter i forbindelse med sager om potentielle uregelmæssigheder indberettet til OLAF

c)

whistleblowingprocedurer

d)

behandling af interne og eksterne klager

e)

interne revisioner

f)

de efterforskninger, som databeskyttelsesrådgiveren har iværksat i henhold til artikel 45, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1725

g)

(IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger behandlet internt eller med ekstern deltagelse (f.eks. CERT-EU)

2.   I behørigt begrundede tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i denne afgørelse, kan retten til fortrolighed af elektronisk kommunikation begrænses af den dataansvarlige i forbindelse med følgende behandlingsaktiviteter, hvor det er nødvendigt og passende:

a)

udførelse af administrative undersøgelser og disciplinærsager

b)

indledende aktiviteter i forbindelse med sager om potentielle uregelmæssigheder indberettet til OLAF

c)

whistleblowingprocedurer

d)

formelle procedurer i sager om chikane

e)

behandling af interne og eksterne klager

f)

(IT-relaterede) sikkerhedsefterforskninger behandlet internt eller med ekstern deltagelse (f.eks. CERT-EU)

3.   Hvis agenturet indfører begrænsninger i underretningen af den registrerede om et brud på persondatasikkerheden eller fortroligheden af elektronisk kommunikation som omhandlet i artikel 35 og 36 i forordning (EU) 2018/1725, optegner og registrerer det årsagerne til begrænsningen i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i denne afgørelse. Artikel 5, stk. 4, i denne afgørelse finder anvendelse. Uanset de ovennævnte foranstaltninger skal enhver begrænsning revurderes i henhold til betingelserne i artikel 3, stk. 4, i denne afgørelse.

Artikel 9

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Lissabon, den 6. april 2020.

På vegne af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed

Andreas NORDSETH

Formand for bestyrelsen


(1)  EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39,

(2)  EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).