(1)

Unionsborgerskabet giver alle unionsborgere ret til fri bevægelighed.

(2)

Artikel 21, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) foreskriver, at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de restriktioner og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (1) giver denne ret virkning. Desuden er retten til fri bevægelighed og opholdsretten fastsat i artikel 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret). Eftersom en handling fra Unionens side viser sig påkrævet for at nå det mål, der er fastsat i artikel 21 i TEUF, og traktaterne ikke indeholder fornøden hjemmel hertil på anden måde, kan Rådet vedtage bestemmelser med henblik på at lette udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

(3)

I henhold til artikel 168, stk. 1, i TEUF skal der sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter.

(4)

Den 30. januar 2020 erklærede generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) det globale udbrud af covid-19-virus, som forårsager coronavirussygdom 2019 (covid-19), for en folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Den 11. marts 2020 vurderede WHO, at covid-19 kan karakteriseres som en pandemi.

(5)

For at begrænse spredningen af virusset har medlemsstaterne truffet diverse foranstaltninger, hvoraf nogle har haft indvirkning på unionsborgernes ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, bl.a. indrejserestriktioner eller krav om karantæne for personer, der rejser på tværs af grænserne.

(6)

Den 13. februar 2020 vedtog Rådet konklusioner om covid-19 (2), hvori det indtrængende opfordrede medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen at handle sammen på en proportional og hensigtsmæssig måde med henblik på at udvikle en tæt og styrket koordinering mellem medlemsstaterne for at sikre effektiviteten af alle foranstaltninger, herunder om nødvendigt foranstaltninger vedrørende rejseaktivitet, samtidig med at den frie bevægelighed inden for Unionen sikres, og for at sikre en optimal beskyttelse af folkesundheden.

(7)

Den 10. marts 2020 understregede Den Europæiske Unions stats- og regeringschefer behovet for en fælles europæisk tilgang med hensyn til covid-19.

(8)

Siden marts 2020 har Kommissionen vedtaget en række retningslinjer og meddelelser med henblik på at støtte medlemsstaternes koordineringsindsats og sikre den frie bevægelighed inden for Unionen under covid-19-pandemien (3).

(9)

Da covid-19-pandemien har skabt en sundhedskrise uden fortilfælde, er beskyttelsen af folkesundheden blevet en topprioritet for både Unionen og dens medlemsstater. Med henvisning til beskyttelsen af folkesundheden kan medlemsstaterne træffe foranstaltninger, som begrænser den frie bevægelighed for personer inden for Unionen. I henhold til artikel 168, stk. 7, i TEUF er udformningen af nationale sundhedspolitikker, herunder organisationen og leveringen af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet, medlemsstaternes ansvar og kan derfor variere fra den ene medlemsstat til den anden. Medlemsstaterne har kompetence til at træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der er mest hensigtsmæssige for at beskytte folkesundheden, herunder karantæne- eller testkrav, men det bør sikres, at sådanne foranstaltninger koordineres med henblik på at sikre udøvelsen af retten til fri bevægelighed og bekæmpe en alvorlig grænseoverskridende sundhedstrussel som f.eks. covid-19.

(10)

Medlemsstaterne bør, når de vedtager og anvender restriktioner for den frie bevægelighed, overholde EU-rettens principper, særligt proportionalitetsprincippet og princippet om ikkeforskelsbehandling. Formålet med denne henstilling er at lette anvendelsen af disse principper på en koordineret måde i forbindelse med den ekstraordinære situation, der er opstået som følge af covid-19-pandemien. De mekanismer, der indføres med denne henstilling, bør derfor være strengt begrænsede i omfang og tid og således kun vedrøre restriktioner, der vedtages som reaktion på den aktuelle pandemi.

(11)

Ensidige foranstaltninger på området kan potentielt skabe alvorlige forstyrrelser, eftersom virksomhederne og borgerne skal forholde sig til et utal af divergerende foranstaltninger, som hurtigt ændrer form. Dette er særlig skadeligt i en situation, hvor den europæiske økonomi allerede er blevet hårdt ramt af virusset.

(12)

Formålet med denne henstilling er at sikre større koordinering mellem medlemsstater, der af hensyn til folkesundheden påtænker at indføre foranstaltninger, som begrænser den frie bevægelighed. For at begrænse restriktionerne til det strengt nødvendige bør medlemsstaterne på en ikkediskriminerende måde og så vidt muligt anvende de pågældende restriktioner på personer, der indrejser fra specifikke områder eller regioner, som er særligt hårdt ramt, og ikke på hele en medlemsstats område.

(13)

Koordinerede tiltag i medlemsstaterne kræver en fælles indsats på fire centrale områder: anvendelse af fælles kriterier og tærskler for bestemmelse af, om der skal indføres restriktioner for den frie bevægelighed, kortlægning af risikoen for smitte med covid-19 baseret på en fælles farvekode og en koordineret tilgang med hensyn til (eventuelle) foranstaltninger, der kan indføres over for personer, der færdes mellem områder, og som bygger på smitterisikoen i de pågældende områder.

(14)

De kriterier og tærskler, der præsenteres i denne henstilling, er baseret på data fra medlemsstaterne. Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme bør på grundlag af dataene fra medlemsstaterne udarbejde og ugentligt ajourføre et fyldestgørende datasæt og kort, der angiver status for de fælles kriterier for regionerne i EU.

(15)

I lyset af at den epidemiologiske situation stadig udvikler sig, bør Kommissionen med hjælp fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme regelmæssigt vurdere kriterierne, databehovene og tærsklerne i denne henstilling, herunder om der bør overvejes andre kriterier, eller om tærsklerne bør tilpasses, og sende sine resultater til Rådet til behandling, om fornødent med et forslag til ændring af henstillingen.

(16)

Denne henstilling skal ikke fortolkes således, at den muliggør eller tilskynder til indførelsen af restriktioner for den frie bevægelighed som reaktion på pandemien, men snarere som et forsøg på at skabe en koordineret tilgang i de tilfælde, hvor en medlemsstat påtænker at indføre restriktioner. Beslutningen om, hvorvidt der skal indføres restriktioner for den frie bevægelighed, ligger fortsat hos medlemsstaterne, som skal overholde kravene i EU-retten. Medlemsstaterne er ligeledes frit stillet til ikke at indføre restriktioner, selv om kriterierne og tærsklerne i denne henstilling er nået.

(17)

Restriktioner for den frie bevægelighed bør alene påtænkes, når medlemsstaterne råder over tilstrækkelig dokumentation til at berettige sådanne restriktioner for så vidt angår folkesundhedsmæssige fordele og med rimelighed kan antage, at restriktionerne vil være effektive.

(18)

For at begrænse forstyrrelserne af det indre marked og af familielivet under pandemien bør rejsende med en væsentlig funktion eller et væsentlige behov, f.eks. arbejdstagere eller selvstændige, der udøver kritiske erhverv, grænsependlere, transportarbejdere eller udbydere af transporttjenester, søfarere samt personer, der rejser af absolut nødvendige forretnings- eller familiemæssige årsager, herunder familiemedlemmer til grænsependlere, der ofte rejser, ikke være forpligtet til at gå i karantæne.

(19)

Det er afgørende at sikre klare, rettidige og fyldestgørende oplysninger til andre medlemsstater og offentligheden for at begrænse konsekvenserne af eventuelle restriktioner for den frie bevægelighed, hvilket vil skabe større forudsigelighed og retssikkerhed for borgerne og bidrage til, at de overholder reglerne,