(1)

Der er fortsat fremgang i euroområdet, men der er indbyrdes sammenhængende risici og usikkerhed knyttet til udviklingen. Desuden lurer risikoen for en længere periode med lav vækst og inflation drevet af svag produktivitet og aldrende befolkninger. Produktionsgabet er blevet positivt siden 2017 og lå på 0,7 % af det potentielle bruttonationalprodukt (BNP) i 2018, men den potentielle vækst forventes at forblive under niveauet fra før krisen (3). Den underliggende inflation lå mellem 1-1½ % i 2018 og 2019 og forventes at forblive på ca. 1½ % i 2020 og 2021. Arbejdsmarkedsindikatorerne forbedres fortsat, om end i et langsommere tempo, og væksten i beskæftigelsen forventes at aftage yderligere, ligesom der stadig er udfordringer med hensyn til jobkvalitet. Efter flere år med en vækst i de nominelle lønninger på under 2,0 % nåede denne ca. 2¼ % i 2018, forventes at blive på omkring 2½ % i 2019, og i 2020-21 forventes fremgangen igen at vende tilbage til 2¼ %. Trods gode arbejdsmarkedsvilkår har reallønnen kun udvist en svag vækst, og fremgangen er fortsat afdæmpet, nemlig under 1 % i 2018, og forventes at ligge på omtrent samme niveau i 2019 og skønsvis 0,7 % og 0,8 % i henholdsvis 2020 og 2021. Som anført i varslingsmekanismen 2020, der blev vedtaget af Kommissionen den 17. december 2019, forventes overskuddet på de løbende poster i euroområdet indsnævret, samtidig med at det nærmer sig sit højdepunkt. Medlemsstater med underskud har indsnævret underskuddet på deres løbende poster eller vendt dette til et overskud, om end de fortsat har store negative nettopositioner over for udlandet.

Samtidig med at nogle medlemsstater har indsnævret deres overskud på de løbende poster, har de fortsat vedvarende store overskud på de løbende poster og øger derfor deres nettopositioner over for udlandet. Udviklingen i de løbende poster i euroområdet påvirkes af en svækkelse af den udenlandske efterspørgsel, navnlig for eksportorienterede medlemsstater med store overskud på betalingsbalancens løbende poster, som er stærkt afhængige af udenlandsk eksportefterspørgsel. Det er også vigtigt at få skabt en positiv efterspørgselsdynamik, og medlemsstater med store overskud vil kunne bidrage til at genoprette balancen ved at skabe bedre betingelser for lønvækst under hensyntagen til arbejdsmarkedsparternes rolle og for offentlige og private investeringer.

(2)

At øge vækstpotentialet og samtidig sikre miljømæssig og social bæredygtighed og fremme real konvergens mellem medlemsstaterne i euroområdet kræver strukturreformer, som kan fremme bæredygtig vækst og produktivitetsforøgende investeringer i materiel og immateriel kapital. Dette vil især hjælpe de medlemsstater, hvis vækstpotentiale er klart lavere end gennemsnittet i euroområdet. Det vil også være nødvendigt for at forhindre, at økonomien i euroområdet kommer ind i en langvarig periode med lav potentiel vækst og produktivitet, lav inflation og svage lønstigninger samt stigende ulighed. Reformer og investeringer er fortsat afgørende for, at euroområdet kan opleve ny vækstfremgang, overvinde større pres på mellemlang til lang sigt, også som følge af den demografiske udvikling, og fremme omstillingen til en bæredygtig økonomi, der kan bidrage til, at euroområdet og dets medlemsstater når De Forenede Nationers mål for bæredygtig udvikling.

(3)

De økonomiske konsekvenser af klimaændringerne, som er en af de største systemiske risici for verdensøkonomien, de finansielle systemer og samfundene i dag, er ved at blive synlige. Risiciene for den globale økonomi som følge af klimaændringerne og mere generelt af miljøforringelser bliver stadig mere fremtrædende, og de vil have en vidtrækkende indvirkning, herunder på de mest udsatte i vores samfund. Hvis der ikke samtidig træffes passende foranstaltninger, kan det have negative konsekvenser for vores økonomiers modstandsdygtighed, rummeligheden og det langsigtede vækstpotentiale. I den forbindelse er det vigtigt at investere og skabe de reguleringsmæssige og finansielle betingelser for en velordnet omstilling til en bæredygtig økonomi. Miljø- og klimaudfordringer giver også en mulighed for at puste nyt liv i den europæiske økonomi i retning af bæredygtig udvikling, hvis de håndteres på den rette måde. I den retning har Kommissionen som vækststrategi for Europa fremlagt en europæisk grøn pagt, der vil omfatte et forslag til den første europæiske klimalov og således forankre målet om klimaneutralitet i 2050 i lovgivningen. Samtidig vil den grønne omstilling skulle tage hensyn til indvirkningen på forskellige dele af samfundet. Investeringer, der skal lette omstillingen til en bæredygtig økonomi, vil skulle ledsages af CO2-prissætning, passende regulering i alle sektorer og investeringer i kvalifikationer og støtte til jobmobilitet for at sikre, at alle borgere høster fordelene ved den teknologiske udvikling, især i de sektorer og regioner, der halter bagefter i forbindelse med digitaliseringen og den grønne omstilling.

(4)

Mobilisering af offentlige og private midler til investering i digitaliseringen og den grønne omstilling kan bidrage til at fastholde væksten på kort sigt og imødegå de langsigtede udfordringer, som vores økonomier står over for. Selv om den digitale revolution kan medføre muligheder med hensyn til produktivitet, vækst og jobskabelse, kan den også skabe udfordringer, navnlig for lavtuddannede arbejdstagere, der ikke har de krævede færdigheder og derfor ikke er i stand til at arbejde med den nye teknologi. Det kan udgøre en betydelig risiko for konvergens og makroøkonomisk stabilitet, at medlemsstater i euroområdet omstiller sig til den digitale økonomi med forskellig hastighed. Dette kan forstærkes af kraftige agglomerationseffekter, der ofte er til gavn for store byer, og den »alt eller intet«-mekanisme, som ofte gør sig gældende inden for digitale teknologier, og som kan bidrage til ulighed og have en negativ indvirkning på konvergensen. Investeringerne bør sigte mod at generere forskning og innovation, men også mod en bredere spredning af innovationer i økonomien.

(5)

En mere koordineret investeringsstrategi kombineret med en stærkere reformindsats på euroområdeniveau vil være afgørende for at støtte bæredygtig vækst og imødegå de langsigtede udfordringer, såsom den klimamæssige og teknologiske omstilling. Budgetinstrumentet for konvergens og konkurrenceevne vil yde finansiel støtte til medlemsstaterne i euroområdet med henblik på at gennemføre forslag, der som regel bør bestå af reform- og investeringspakker. InvestEU, som også vil bidrage til investeringsplanen for et bæredygtigt Europa, sigter også mod at udløse supplerende investeringer for yderligere at fremme innovation og jobskabelse i Unionen, herunder ved at finansiere bæredygtig infrastruktur. Midler under samhørighedspolitikken, som spiller en afgørende rolle med hensyn til at støtte vores regioner og landdistrikter, spiller også en rolle i den klimamæssige og teknologiske omstilling ved at fremme en bæredygtig udvikling. Den Europæiske Investeringsbank har allerede afsat 25 % af sin samlede finansiering til klimainvesteringer og har meddelt, at den agter at fordoble denne andel. For at nå Unionens bæredygtighedsmål er det vigtigt at gennemføre investeringsprojekter på nationalt og regionalt plan, der dækker tilpasning til og afbødning af klimaændringer, energiomstilling, dekarbonisering eller den cirkulære økonomi. Investeringer i netværksindustrier og infrastruktur kan bidrage til at forbedre euroområdets konkurrenceevne og fremme overgangen til mere bæredygtig transport. Desuden er investeringer i immaterielle aktiver såsom forskning og udvikling og færdigheder også afgørende for at forberede euroområdet på de kommende udfordringer.

(6)

Virkningerne af de senere års økonomiske fremgang har ikke kunnet mærkes på samme måde overalt i medlemsstaterne og i alle regioner og medlemsstater. De disponible indkomster er steget i den senere tid, men de ligger fortsat under niveauet fra før krisen i flere medlemsstater i euroområdet. Antallet af personer, der er i risiko for fattigdom og social udstødelse, er faldende i de fleste medlemsstater, og der er nu 5 millioner færre end under højdepunktet i 2012, men tallet ligger stadig over 2008-niveauet i euroområdet. Efter en periode med øgede forskelle har nogle medlemsstater nærmet sig dem med det højeste BNP pr. indbygger i de seneste år. Indkomstandelen for grupperne med de højeste indtægter har dog været langsomt stigende i det seneste årti, og der er stadig store forskelle mellem medlemsstaterne. For at fremme konvergens i opadgående retning i og mellem medlemsstaterne er det vigtigt at fremme politikker, der tager sigte på at øge både effektivitet og lighed i overensstemmelse med FN's mål for bæredygtig udvikling. Disse politikker bør medføre bedre makroøkonomiske resultater og en mere ligelig fordeling af fordelene for samfundet som helhed, hvilket også bidrager til at styrke samhørigheden i euroområdet.

(7)

Sammenhængen og balancen i den makroøkonomiske politiksammensætning i euroområdet, herunder i penge-, finans- og strukturpolitikken, er afgørende for at sikre en solid, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst og reagere effektivt på den vedvarende lave inflation, de svækkede udsigter og risikoen for væksten på lang sigt. Den Europæiske Centralbank fører en lempelig pengepolitik, der skal understøtte en inflationsudvikling hen imod det mellemfristede inflationsmål, samtidig med at den støtter vækst og jobskabelse. Det er nødvendigt, at finanspolitikken supplerer den pengepolitiske kurs, og det samme gælder for strukturreformer i forskellige sektorer, herunder dem, der er nødvendige for at fuldføre Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).

(8)

Koordinering af de nationale finanspolitikker under fuld overholdelse af stabilitets- og vækstpagten, samtidig med at der tages hensyn til det finanspolitiske råderum og afsmittende virkninger mellem medlemsstaterne, støtter en velfungerende ØMU. Den finanspolitiske kurs i euroområdet forventes at blive stort set neutral til let ekspansiv i 2020 og 2021. Samtidig er de nationale finanspolitikker stadig ikke tilstrækkeligt differentierede. Hvis medlemsstater med en stor offentlig gæld førte en mere forsigtig finanspolitik, ville det medføre en nedbringelse af gælden, mindske sårbarheden over for chok og lade de automatiske stabilisatorer fungere fuldt ud i tilfælde af et økonomisk tilbageslag. På den anden side vil en yderligere forøgelse af investeringerne og andre produktive udgifter i medlemsstater med en gunstig budgetsituation støtte væksten på kort og mellemlang sigt og samtidig bidrage til at skabe en ny balance i euroområdets økonomi. De finanspolitiske reaktioner i tilfælde af nedadgående risici bør differentieres, idet der sigtes mod en mere understøttende holdning på aggregeret niveau, samtidig med at der sikres fuld overholdelse af stabilitets- og vækstpagten. Så vidt muligt bør landespecifikke forhold tages i betragtning og procyklikalitet undgås. Medlemsstaterne bør være rede til at samordne politikkerne i Eurogruppen.

(9)

Finanspolitiske strukturreformer er fortsat afgørende for at forbedre den finanspolitiske holdbarhed, styrke vækstpotentialet og muliggøre effektive kontracykliske finanspolitikker i tilfælde af et økonomisk tilbageslag. Velfungerende nationale finanspolitiske rammer kan sammen med regelmæssige og grundige udgiftsanalyser og effektive og gennemsigtige offentlige indkøb øge de offentlige udgifters produktivitet og effektivitet og forbedre finanspolitikkernes troværdighed og kvalitet. En bedre sammensætning af de nationale budgetter på både indtægts- og udgiftssiden, herunder flytning af ressourcer til offentlige investeringer inden for rammerne af veludformede investeringsstrategier og udvikling af grønne budgetværktøjer, vil øge de offentlige budgetters virkning på væksten, forbedre produktiviteten og begynde at imødegå de presserende udfordringer, som på lang sigt er forbundet med omstillingen til grønne og digitale økonomier. For at sikre mere effektive og rimelige skattesystemer er det vigtigt at forenkle og modernisere skattesystemerne og sætte ind mod skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse, navnlig ved hjælp af foranstaltninger til bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning, under hensyntagen til de igangværende drøftelser i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD's) inklusive ramme om de resterende spørgsmål vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS). Den lethed, hvormed mobile ressourcer kan bevæge sig inden for euroområdet, er et af fundamenterne for det indre marked, men øger også mulighederne for skattekonkurrence. Koordinering mellem medlemsstaterne er derfor afgørende for at håndtere overførsel af overskud og skadelig skattepraksis og forhindre et generelt kapløb om at have den laveste selskabsbeskatning.

Disse bestræbelser kunne understøttes af en indsats for at opnå en aftale om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag samt en aftale om OECD's inklusive ramme om de resterende BEPS-spørgsmål om at gennemgå overskudsfordelingen mellem lande og sikre en effektiv mindstebeskatning. Skattebyrden i euroområdet er forholdsvis høj, og skatten på arbejdskraft vægter uforholdsmæssigt meget, mens ejendoms- og miljøskatter udgør en meget lille del af skatteindtægterne. Ejendoms- og miljøskatter kan imidlertid være mindre skadelige for væksten og for arbejdskraftudbud og -efterspørgsel. Øget anvendelse af miljøskatter kan bidrage til bæredygtig vækst ved at tilskynde forbrugere og producenter til en »grønnere« adfærd. Beskatning vil skulle tage bedre hensyn til klimadimensionen og håndtere emissioner og kulstoflækage mere konsekvent. Fremme af en koordineret indsats på verdensplan vil effektivisere disse foranstaltninger yderligere. For at lette omstillingen til en grøn økonomi vil der derfor blive fremlagt forslag til fremme af budgetpolitikker, der befordrer miljømæssige forpligtelser, samt til en revision af Rådets direktiv 2003/96/EF (4) såvel som til en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, der er forenelig med Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvis det er nødvendigt for at undgå kulstoflækage.

(10)

Strukturelle og institutionelle reformer, der øger konkurrencen på produktmarkederne, fremmer ressourceeffektiviteten, forbedrer erhvervsklimaet og kvaliteten af de offentlige forvaltninger, herunder retssystemernes effektivitet, er vigtige for euroområdets medlemsstaters modstandsdygtighed. Stabile økonomiske strukturer og passende politikker gør det muligt at undgå den betydelige og langvarige virkning af chok på indkomst og arbejdskraftudbud og kan fremme finans- og pengepolitikkens virkemåde og begrænse ulighed, særlig i nedgangstider, og dermed skabe bedre betingelser for bæredygtig og inklusiv vækst. En bedre koordinering og gennemførelse af strukturreformer, navnlig dem, der er fastsat i de landespecifikke henstillinger, kan skabe positive afsmittende virkninger mellem medlemsstaterne. I den forbindelse kan de nationale produktivitetsråd spille en vigtig rolle med hensyn til at øge ejerskabet og forbedre gennemførelsen i forbindelse med reformer. Der er også behov for reformer for at imødegå presserende langsigtede udfordringer såsom den klimapolitiske og teknologiske omstilling. En dybere integration på det indre marked, som har vist sig at være en betydningsfuld drivkraft for vækst og konvergens mellem medlemsstaterne, kan også bidrage til produktivitetsvækst.

(11)

Den europæiske søjle for sociale rettigheder opstiller 20 principper, som skal fremme lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, rimelige arbejdsvilkår samt social beskyttelse og inklusion. Den er udformet som et kompas for at fremme en opadgående konvergens i retning af bedre arbejds- og levevilkår. Stærkere og mere inklusive økonomier og samfund kan igen fremme Unionens og euroområdets modstandsdygtighed. Reformer og investeringer i færdigheder, jobmobilitet og en mere effektiv social beskyttelse er også vigtige i forbindelse med en retfærdig og rimelig omstilling til en grøn og digital økonomi. Fuld gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder på alle niveauer under behørig hensyntagen til de respektive kompetencer vil være afgørende for at fremme opadgående konvergens.

(12)

Reformer, som øger arbejdsmarkedsdeltagelsen, imødegår ungdomsarbejdsløshed og langtidsledighed, fremmer skabelsen af kvalitetsjob, understøtter vellykket mobilitet på arbejdsmarkedet, reducerer segmenteringen og fremmer dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, kan være med til at sætte skub i den inklusive vækst, forbedre den økonomiske modstandsdygtighed og den automatiske stabilisering, nedbringe uligheden og afhjælpe fattigdom og social udstødelse. Støtte til individuel jobmobilitet samt uddannelse og omskoling er afgørende for at fremme rettidig genindslusning af jobsøgende. Aktive arbejdsmarkedspolitikker bør være godt integreret i socialpolitikker og fremme aktiv inklusion på arbejdsmarkedet og i samfundet. Adgang til livslang uddannelse af høj kvalitet kræver tilstrækkelige investeringer med det formål at forbedre humankapital og færdigheder, også i lyset af den digitale og grønne omstilling. Dette bidrager til øget beskæftigelsesegnethed, produktivitet og innovationskapacitet samt lønforbedringer på mellemlang og lang sigt og øger euroområdets modstandsdygtighed. Lovgivning om jobbeskyttelse skal sikre alle arbejdstagere rimelige og anstændige arbejdsforhold, særlig i lyset af nye atypiske beskæftigelsesformer, som skaber nye muligheder, men også udfordringer med hensyn til jobsikkerhed og socialsikringsdækning.

Effektive og bæredygtige socialsikringssystemer er ligeledes afgørende for at garantere et passende indtægtsniveau og adgang til tjenester af høj kvalitet. Pensionsreformer og politikker til opnåelse af balance mellem arbejdsliv og privatliv kan i høj grad fremme arbejdsmarkedsdeltagelsen og sikre de europæiske velfærdssystemers langsigtede holdbarhed. En omlægning af beskatningen væk fra arbejdskraft kan med fordel navnlig fokusere på lavindkomstgrupper og sekundære forsørgere. Arbejdsmarkedets parters medvirken ved beskæftigelsesmæssige, sociale og økonomiske reformer er afgørende for at styrke ejerskab og støtte gennemførelsen af reformer. På samme måde er inddragelse af civilsamfundsorganisationer nyttig. Det er vigtigt, at kollektive aftaler bidrager til målene med henstillinger 1-5 nedenfor under fuld respekt for arbejdsmarkedsparternes autonomi.

(13)

Modstandsdygtigheden i euroområdets finansielle sektor er øget siden krisen, selv om der fortsat er sårbarheder, som skal imødegås. Virksomhedernes og husholdningernes høje gældsniveauer, som mange nationale skattesystemers tilskyndelse til gældsstiftelse bidrager til, kan udgøre en risiko. Behovet for at tilpasse bankernes forretningsmodeller, de lave renter og den stigende konkurrence fra andre finansieringsformer presser fortsat bankernes rentabilitet. Der er sket stabile fremskridt med hensyn til risikoreduktion, navnlig i forbindelse med nedbringelsen af misligholdte lån. Men dér, hvor andelen af misligholdte lån stadig er høj, kræves der en yderligere vedvarende indsats, og alle medlemsstaterne bør indføre passende politikker for at forhindre en ophobning af misligholdte lån. I marts 2018 fremlagde Kommissionen en pakke med risikoreducerende foranstaltninger både for nemmere at få bugt med de tilbageværende misligholdte lån og forhindre fremtidig ophobning heraf. Som en del af de lovgivningsmæssige foranstaltninger vedrørende misligholdte lån blev der i april 2019 vedtaget Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/630 (5), som indfører en »lovbestemt tilsynsmæssig bagstopperordning« for at forebygge risikoen for, at der hensættes for lidt til tab på fremtidige misligholdte lån. Der bør gøres yderligere fremskridt med hensyn til håndteringen af misligholdte lån, navnlig ved at fortsætte arbejdet med udkastet til direktivet om sekundære markeder for misligholdte lån.

Der er allerede gjort fremskridt med at forbedre de eksisterende rammer for bekæmpelse af hvidvask af penge. Som fremhævet i Kommissionens rapporter, der blev offentliggjort i juli 2019, er der dog behov for en mere omfattende tilgang til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i Unionen for at afhjælpe de konstaterede strukturelle mangler. Dette kræver navnlig en overvejelse af, hvordan harmoniseringen kan øges, og tilsynet med og håndhævelsen af reglerne kan forbedres, gennem en EU-indsats.

(14)

En styrkelse af bankunionen har været en prioritet siden 2013 for at sikre finansiel stabilitet, reducere finansiel fragmentering og beskytte udlån til økonomien i krisetider. Der er fortsat gjort fremskridt hermed, herunder gennem aftalen om den europæiske stabilitetsmekanismes (ESM's) retlige ramme for den fælles bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond, men der er behov for en yderligere styrkelse. I den forbindelse blev Eurogruppen på eurotopmødet pålagt at fortsætte arbejdet med ESM-reformpakken i afventen af nationale procedurer og fortsætte arbejdet med alle elementer af den yderligere styrkelse af bankunionen på grundlag af konsensus. Der blev nedsat en gruppe på højt plan til at udarbejde en køreplan for indledning af politiske forhandlinger om den europæiske indskudsforsikringsordning (EDIS). Det er vigtigt at gøre fremskridt for at udnytte bankunionens fordele i form af privat risikodeling, finansiel stabilitet og økonomisk vækst og samtidig mindske mulighederne for arbitrage mellem medlemsstaterne. Et sådant fremskridt bør i sidste ende sikre Europas finansielle og økonomiske suverænitet. Dette kræver, at der straks arbejdes videre med alle elementer, herunder dem, der drøftes i Gruppen på Højt Plan vedrørende EDIS, og med samme ambitionsniveau. Arbejdet med ESM-reformpakken, herunder indførelsen af en bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond, bør færdiggøres. Bagstopperordningen for Den Fælles Afviklingsfond bør gøres operationel, og der bør tages højde for dette, forudsat at der er gjort tilstrækkelige fremskridt med risikoreduktion.

Der bør arbejdes videre på løsninger til at overvinde begrænsningerne i den nuværende struktur for likviditetstilførsel i forbindelse med afvikling. Endelig har Kommissionen iværksat alle de foranstaltninger, der blev bebudet i forbindelse med handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen fra 2015. Der er imidlertid stadig retlige, skattemæssige og reguleringsmæssige hindringer for oprettelsen af en kapitalmarkedsunion, og der kræves en fornyet indsats for at rydde dem af vejen, navnlig for så vidt angår reglerne om adgang til finansiering samt visse insolvens- og skatteforskelle, og opnå høje, effektive og konvergerende tilsynsstandarder.

(15)

En styrkelse af ØMU'ens struktur kræver, at iværksættelsen af de foranstaltninger, der blev nævnt i erklæringen fra eurotopmødet af 13. december 2019, prioriteres højt, samtidig med at drøftelserne om andre aspekter fortsætter. Kommissionens meddelelse af 12. juni 2019 med titlen »Uddybning af Europas Økonomiske og Monetære Union: Status fire år efter de fem formænds rapport« gør status og opridser Kommissionens syn på de områder, som reformbestræbelserne bør rettes mod på kort og mellemlang sigt. Der er gjort visse fremskridt med den økonomiske union med en politisk aftale om elementerne i budgetinstrumentet for konvergens og konkurrenceevne i euroområdet. Der blev med forbehold af, at de nationale procedurer er afsluttet, opnået principiel enighed om at videreudvikle ESM og revidere ESM-traktaten. Der er ikke opnået konsensus i Rådet om en finanspolitisk stabiliseringsfunktion i euroområdet eller om en reform af styringen i euroområdet.

(16)

Uddybningen af ØMU'en vil føre til bedre makroøkonomiske resultater. En ufuldstændig ØMU hæmmer den finansielle integration. Dette begrænser finansieringsmulighederne for hårdt tiltrængte investeringer, der kan fremme en inklusiv, produktiv, bæredygtig og stabil økonomi. En ufuldstændig ØMU hæmmer også en gnidningsløs transmission af pengepolitikken inden for euroområdet og Europas muligheder for at bestemme sin økonomiske skæbne. En central finanspolitisk stabiliseringsfunktion vil, hvis den bliver vedtaget, supplere euroområdets kapacitet til at føre en kontracyklisk finanspolitik. Rådet noterer sig, at Kommissionen har til hensigt at foreslå en europæisk genforsikringsordning for arbejdsløshedsunderstøttelse for at opnå en bedre beskyttelse af borgerne i tilfælde af økonomiske chok. En styrkelse af ØMU'en sammen med fornuftige politikker på europæisk og nationalt plan er afgørende for at give Europa større gennemslagskraft i verden, styrke euroens internationale rolle og bidrage til en åben, multilateral og regelbaseret global økonomi. Det er vigtigt, at der under drøftelser fortsat vises åbenhed og gennemsigtighed over for medlemsstaterne uden for euroområdet, samtidig med at Unionens indre marked fuldt ud respekteres.

(17)

Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse er blevet hørt om de beskæftigelsesmæssige og sociale aspekter af denne henstilling,

1.

2.

3.

4.

5.