23.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 434/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/2189

af 18. december 2020

om tilladelse til Nederlandene til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 168 og artikel 168a i direktiv 2006/112/EF regulerer afgiftspligtige personers ret til at fradrage moms på de varer og tjenesteydelser, der anvendes i forbindelse med deres afgiftspligtige transaktioner.

(2)

Ved brev registreret i Kommissionen den 30. juli 2020 anmodede Nederlandene om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, som fraviger artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF (»den særlige foranstaltning«), med henblik på at udelukke moms af varer og tjenesteydelser fra fradragsretten for moms, når de pågældende varer eller tjenesteydelser i mere end 90 % af tiden anvendes af den afgiftspligtige person eller dennes ansatte til privat brug eller mere generelt til ikkeerhvervsmæssige formål eller ikkeøkonomiske aktiviteter.

(3)

I henhold til artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF fremsendte Kommissionen ved brev af 10. september 2020 Nederlandenes anmodning til de øvrige medlemsstater. Ved brev af 11. september 2020 underrettede Kommissionen Nederlandene om, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(4)

Formålet med den særlige foranstaltning er at forenkle proceduren for opkrævning af moms og forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse. Den afgift, der skal betales i det endelige forbrugsled, påvirkes kun i ubetydelig grad.

(5)

Ifølge de oplysninger, som Nederlandene har indgivet, berettiger de retlige og faktiske forhold anvendelsen af den særlige foranstaltning. Nederlandene bør derfor gives tilladelse til at indføre den særlige foranstaltning, men tidsbegrænset til den 31. december 2023. Tidsbegrænsningen bør være tilstrækkelig til at give mulighed for at vurdere den særlige foranstaltnings nødvendighed og effektivitet og den procentuelle fordeling mellem erhvervsmæssig og ikkeerhvervsmæssig brug, som den er baseret på.

(6)

Såfremt Nederlandene finder, at det er nødvendigt at forlænge den særlige foranstaltning ud over 2023, bør Nederlandene indgive en anmodning herom til Kommissionen senest den 31. marts 2023 ledsaget af en rapport om anvendelsen af den særlige foranstaltning, som indeholder en vurdering af den anvendte procentuelle fordeling.

(7)

Den særlige foranstaltning vil kun i ubetydelig grad påvirke den samlede afgift, der skal betales i det endelige forbrugsled, og får ingen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.

(8)

Det er derfor hensigtsmæssigt at tillade Nederlandene at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2023 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Uanset artikel 168 og artikel 168a i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Nederlandene til at udelukke moms på varer og tjenesteydelser fra fradragsretten for moms, når de pågældende varer eller tjenesteydelser i mere end 90 % af tiden anvendes til den afgiftspligtige persons eller dennes ansattes private eller generelt ikkeerhvervsmæssige eller ikkeøkonomiske brug af varerne eller tjenesteydelserne.

Artikel 2

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2023.

Enhver anmodning om tilladelse til at forlænge den ved denne afgørelse bemyndigede særlige foranstaltning indgives til Kommissionen senest den 31. marts 2023.

En sådan anmodning skal ledsages af en rapport om anvendelsen af den særlige foranstaltning, der indeholder en vurdering af den anvendte procentuelle fordeling af retten til momsfradrag på baggrund af denne afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2020.

På Rådets vegne

M. ROTH

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.