|
1.12.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 402/138 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1807
af 27. november 2020
om forlængelse af den foranstaltning, som United Kingdom Health and Safety Executive har truffet med henblik på tilladelse til tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af det biocidholdige produkt Biobor JF i overensstemmelse med artikel 55, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012
(meddelt under nummer C(2020) 8158)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 55, stk. 1, tredje afsnit, sammenholdt med artikel 131 i aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den 30. april 2020 vedtog United Kingdom Health and Safety Executive (»den kompetente myndighed«) i overensstemmelse med artikel 55, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012 en afgørelse med henblik på tilladelse indtil den 27. oktober 2020 til tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af det biocidholdige produkt Biobor JF til forebyggende og udbedrende antimikrobiel behandling af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer (»foranstaltningen«). Den kompetente myndighed gav Kommissionen og de øvrige medlemsstaters kompetente myndigheder meddelelse om foranstaltningen og begrundelsen herfor, jf. artikel 55, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning. |
|
(2) |
Ifølge oplysningerne fra den kompetente myndighed var foranstaltningen nødvendig for at beskytte folkesundheden. Ved parkering og opbevaring af luftfartøjer kan der komme vand i brændstoffet. Mikrobiologisk kontaminering forårsages af mikroorganismer, såsom bakterier, gær- og skimmelsvampe, der vokser i det bundfældede vand og lever af kulbrinterne i brændstoffet i grænsefladen mellem brændstof og vand. Hvis den får lov at vokse, kan mikrobiologisk kontaminering af luftfartøjers brændstoftanke og brændstofsystemer føre til funktionsfejl i luftfartøjet og bringe luftfartøjets luftdygtighed i fare og dermed bringe passagerernes og besætningens sikkerhed i fare. Covid-19-pandemien og de deraf følgende flyverestriktioner førte til, at et stort antal luftfartøjer blev midlertidigt parkeret. Luftfartøjers immobilitet er en skærpende faktor med hensyn til mikrobiologisk kontaminering. |
|
(3) |
Biobor JF indeholder 2,2′-(1-methyltrimethylenedioxy)bis-(4-methyl-1,3,2-dioxaborinan) (CAS-nr. 2665-13-6) og 2,2′-oxybis (4,4,6-trimethyl-1,3,2-dioxaborinan) (CAS-nr. 14697-50-8), der er aktivstoffer til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 6 som konserveringsmidler for produkter under opbevaring som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012. Da disse aktivstoffer ikke indgår i det arbejdsprogram (3) for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i forordning (EU) nr. 528/2012, skal de vurderes og godkendes, inden biocidholdige produkter, der indeholder dem, kan tillades på nationalt plan eller EU-plan. |
|
(4) |
Den 20. august 2020 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 55, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012 en begrundet anmodning fra den kompetente myndighed om forlængelse af foranstaltningen. Den begrundede anmodning blev fremsat på grundlag af bekymring for, at luftfartssikkerhed fortsat kan bringes i fare af mikrobiologisk kontaminering af brændstofbeholdere og brændstofsystemer, og argumentet om, at Biobor JF er af afgørende betydning for at kunne bekæmpe en sådan mikrobiologisk kontaminering. |
|
(5) |
Ifølge oplysninger fra den kompetente myndighed blev det eneste alternative biocidholdige produkt, som luftfartøjs- og motorproducenterne havde anbefalet til behandling af mikrobiologisk kontaminering, trukket tilbage fra markedet i marts 2020 på grund af alvorlige problemer med motoradfærd efter behandling med det pågældende produkt. |
|
(6) |
Som anført af den kompetente myndighed er den alternative procedure til behandling af en eksisterende mikrobiologisk kontaminering manuel fjernelse i tanken og dernæst udtømning af brændstof og rensning af luftfartøjet. Dette er ikke altid muligt sammen med øvrige vedligeholdelsesforanstaltninger, der er påkrævet, når et luftfartøj er parkeret eller opbevaret i længere tid. Desuden ville en manuel rensning af kontaminerede tanke udsætte arbejdstagerne for giftige gasser og bør derfor undgås. |
|
(7) |
Ifølge oplysningerne fra den kompetente myndighed har producenten af Biobor JF taget skridt i retning af en forskriftsmæssig godkendelse af produktet, og en ansøgning om godkendelse af de aktivstoffer, det indeholder, forventes at blive indgivet i nær fremtid. Godkendelsen af aktivstofferne og den efterfølgende godkendelse af det biocidholdige produkt vil udgøre en permanent løsning for fremtiden, men der vil være behov for en betydelig tid til at fuldføre disse procedurer. |
|
(8) |
Da manglen på bekæmpelse af mikrobiologisk kontaminering af luftfartøjers brændstoftanke og brændstofsystemer kan bringe luftsikkerheden i fare, og da der ikke kan dæmmes op for faren ved anvendelse af et andet biocidholdigt produkt eller andre midler, bør Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed have mulighed for at forlænge foranstaltningen. |
|
(9) |
Eftersom foranstaltningen udløb den 28. oktober 2020, bør denne afgørelse vedtages med tilbagevirkende kraft. |
|
(10) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
United Kingdom Health and Safety Executive kan forlænge tilladelsen til tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af det biocidholdige produkt Biobor JF til forebyggende og udbedrende antimikrobiel behandling af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer indtil udløbet af den overgangsperiode, der er omhandlet i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, dog senest den 1. maj 2022.
For Nordirland kan tilladelsen dog forlænges til den 1. maj 2022.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til United Kingdom Health and Safety Executive.
Den anvendes fra den 28. oktober 2020.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2020.
På Kommissionens vegne
Stella KYRIAKIDES
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.
(2) EUT L 29 af 31.1.2020, s. 7.
(3) Bilag II til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 af 4. august 2014 om det arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EUT L 294 af 10.10.2014, s. 1).