10.11.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 374/11


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1664

af 9. november 2020

om visse midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza af subtype H5N8 i Tyskland

(meddelt under nummer C(2020) 7887)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 3,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Unionen med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fugle, herunder fjerkræ. Infektioner med aviær influenza-virus hos tamfjerkræ forårsager to hovedformer af sygdommen, som har forskellig virulens. Den lavpatogene form giver generelt kun milde symptomer, mens den højpatogene form forårsager meget stor dødelighed hos de fleste fjerkræarter. Sygdommen har alvorlige konsekvenser for fjerkræavls rentabilitet og forårsager forstyrrelser i samhandelen i Unionen og eksporten til tredjelande.

(2)

Det har siden midten af 2005 været konstateret, at højpatogen aviær influenza (HPAI)-virus af subtype H5 er i stand til at inficere trækfugle, som så kan sprede sådanne virus over store afstande under fuglenes efterårs- og forårstræk.

(3)

Forekomsten af HPAI-virus hos vilde fugle udgør en vedvarende trussel mod direkte og indirekte indslæbning af disse virus på bedrifter, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab.

(4)

Ved udbrud af HPAI er der risiko for, at sygdomsagensen spreder sig til andre bedrifter, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab.

(5)

Rådets direktiv 2005/94/EF (3) indeholder bestemmelser om visse forebyggende foranstaltninger vedrørende overvågning og tidlig påvisning af aviær influenza samt minimumsbekæmpelsesforanstaltninger, som skal gennemføres i tilfælde af et udbrud af aviær influenza hos fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. I henhold til direktivet skal der oprettes beskyttelses- og overvågningszoner i tilfælde af et udbrud af HPAI. Denne regionalisering anvendes især med henblik på at opretholde fugles sundhedsstatus i resten af det pågældende område i medlemsstaten ved at forhindre indslæbning af patogenet og sikre tidlig påvisning af sygdommen.

(6)

Tyskland har for nylig bekræftet forekomsten af HPAI-virus af subtype H5N8 hos vilde træk- og standfugle på landets område.

(7)

Endvidere har Tyskland for nylig underrettet Kommissionen om et udbrud af HPAI af subtype H5N8 i landet på en bedrift, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab i distriktet Nordfriesland, og landet traf straks de foranstaltninger, der kræves i henhold til direktiv 2005/94/EF, herunder oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner.

(8)

Kommissionen har gennemgået de pågældende foranstaltninger sammen med Tyskland og finder det godtgjort, at grænserne for de beskyttelses- og overvågningszoner, som landets kompetente myndighed har oprettet, ligger tilstrækkelig langt fra den bedrift, hvor det bekræftede udbrud er konstateret.

(9)

For at hindre unødige forstyrrelser i samhandelen inden for EU og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt hurtigt at identificere de beskyttelses- og overvågningszoner, der er oprettet i Tyskland i forhold til HPAI, på EU-plan.

(10)

De beskyttelses- og overvågningszoner i Tyskland, hvor de i direktiv 2005/94/EF fastsatte dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger anvendes, bør derfor, i afventning af det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, afgrænses i bilaget til denne afgørelse, ligesom regionaliseringens varighed bør fastsættes.

(11)

Denne afgørelse vil blive taget op til fornyet vurdering på det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Tyskland påser, at de beskyttelses- og overvågningszoner, der er oprettet i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 2005/94/EF, som minimum omfatter de områder, der er angivet i del A og del B i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes indtil den 28. februar 2021.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. november 2020.

På Kommissionens vegne

Stella KYRIAKIDES

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  Rådets direktiv 2005/94/EF af 20. december 2005 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza og om ophævelse af direktiv 92/40/EØF (EUT L 10 af 14.1.2006, s. 16).


BILAG

DEL A

Beskyttelseszone, jf. artikel 1:

Medlemsstat: Tyskland

Område:

Anvendelsen ophører (dato) (artikel 29, stk. 1, i direktiv 2005/94/EF)

SCHLESWIG-HOLSTEIN

Landkreis Nordfriesland

Hallig Oland

1.12.2020

DEL B

Overvågningszone, jf. artikel 1:

Medlemsstat: Tyskland

Område:

Anvendelsen ophører (dato) (artikel 31 i direktiv 2005/94/EF)

SCHLESWIG-HOLSTEIN

Landkreis Nordfriesland

Gemeinde Galmsbüll

Gemeinde Dagebüll

Gemeinde Ockholm

Hallig Gröde

Hallig Langeneß

Gemeinde Wyk auf Föhr

Gemeinde Wrixum

Gemeinde Oevenum

10.12.2020

Landkreis Nordfriesland

Hallig Oland

2.12.2020-10.12.2020