29.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 314/42


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1352

af 25. september 2020

om midlertidig støtte til Republikken Malta i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. august 2020 anmodede Malta om finansiel støtte fra Unionen med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagerne og de selvstændige.

(2)

Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Malta har gennemført for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, forventes at få dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2020 forventedes Malta at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 6,7 % og 50,7 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2020 forventes Maltas BNP at falde med 6,0 % i 2020.

(3)

Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Malta. Dette har ført til en pludselig og kraftig stigning i de offentlige udgifter i Malta med hensyn til et løntillæg, en invaliditetsydelse, en forældreydelse og støtte til folkesundhedsmæssige foranstaltninger i form af en sundhedsydelse, jf. betragtning 4-7.

(4)

Ved »Maltas lov om erhvervsvirksomhed (Malta Enterprise Act) (kapitel 463 i Maltas lovsamling)«/»L-Att dwar il-Korporazzjoni għall-Intrapriża ta’ Malta (Kap. 463 tal-Liġijiet ta’ Malta)« og »regeringens bekendtgørelse nr. 389 af 13. april 2020 (Government Notice No. 389 of 13 April 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 389 tat-13 ta’ April 2020«, som der henvises til i Maltas anmodning af 7. august 2020, blev der indført et covid-19-løntillæg, der omfatter ansatte og selvstændige, med henblik på at afhjælpe de forstyrrelser, som pandemien har forårsaget. Fuldtidsansatte i de sektorer, der er hårdest ramt af krisen, jf. bilag A til regeringens bekendtgørelse, (f.eks. hotel- og restaurationsbranchen), er berettiget til et løntilskud på 800 EUR pr. måned. Fuldtidsansatte i de sektorer, der i mindre grad er berørt af krisen, jf. bilag B til regeringens bekendtgørelse, kan modtage 160 EUR pr. måned. Ordningen blev i juli 2020 forlænget indtil september 2020, og listen over sektorer i de to bilag blev revideret. Sektorer, der tidligere modtog støtte under ordningen, men som ikke er opført i det ajourførte bilag A eller B, bistås med et løntillæg på 600 EUR for fuldtidsansatte.

(5)

Ved »regeringens bekendtgørelse nr. 331 af 25. marts 2020 (Government Notice No. 331 of 25 March 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 331 tal-25 ta’ Marzu 2020«, som der henvises til i Maltas anmodning af 7. august 2020, blev der indført en covid-19-invaliditetsydelse, som gør det muligt for personer med handicap, der er beskæftiget i den private sektor, at holde sig hjemme af sundheds- og sikkerhedsmæssige årsager og samtidig opretholde deres kontrakt med deres arbejdsgiver. Denne ydelse beløber sig til 166,15 EUR om ugen ved fuldtidsbeskæftigelse.

(6)

På grundlag af »regeringens bekendtgørelse nr. 330 af 25. marts 2020 (Government Notice No. 330 of 25 March 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 330 tal-25 ta’ Marzu 2020«, som der henvises til i Maltas anmodning af 7. august 2020, blev der indført en covid-19-forældreydelse til forældre, der arbejder i den private sektor, og som er nødt til at holde sig hjemme for at tage sig af børn i den skolepligtige alder. Ydelsen gives på betingelse af, at den pågældende forælder ikke kan udføre sine opgaver ved telearbejde. Fuldtidsansatte er berettiget til en direkte betaling på 166,15 EUR om ugen.

(7)

Endelig blev der ved »regeringens bekendtgørelse nr. 353 af 30. marts 2020 (Government Notice No. 353 of 30 March 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 353 tat-30 ta’ Marzu 2020«, som der henvises til i Maltas anmodning af 7. august 2020, indført en covid-19-sundhedsydelse fra den 27. marts 2020 til personer beskæftiget i den private sektor, der som følge af påbud ikke har kunnet forlade deres hjem for at tage på arbejde. De støtteberettigede er personer, der ikke kan arbejde hjemmefra, og som ikke aflønnes af deres arbejdsgiver under fravær fra arbejdet. Støtteberettigede personer modtager en direkte betaling på 166,15 EUR om ugen.

(8)

Malta opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Malta har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter pr. 1. februar 2020 er steget med 243 632 000 EUR som følge af det øgede udgiftsbeløb med direkte tilknytning til covid-19-løntillægget, covid-invaliditetsydelsen og covid-19-forældreydelsen. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning, eftersom de nye foranstaltninger omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Malta.

(9)

Kommissionen har hørt Malta og bekræftet, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter med direkte tilknytning til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt indførelsen af relevante sundhedsrelaterede foranstaltninger med tilknytning til covid-19-udbruddet som omhandlet i anmodningen af 7. august 2020, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

(10)

Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Malta med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Kommissionen bør træffe afgørelser vedrørende løbetid, størrelse og frigivelse af rater og trancher i et tæt samarbejde med de nationale myndigheder.

(11)

Nærværende afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som indledes, navnlig i henhold til traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte.

(12)

Malta bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang Malta har afholdt disse udgifter.

(13)

Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til Maltas eksisterende og forventede behov samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Malta opfylder betingelserne i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672.

Artikel 2

1.   Unionen stiller et lån på højst 243 632 000 EUR til rådighed for Malta. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.

2.   Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 18 måneder fra den første dag efter, at denne afgørelse har fået virkning.

3.   Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Malta i maksimalt otte rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er fastsat i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher således, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid overholdes, når alle rater er udbetalt.

4.   Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale træder i kraft.

5.   Malta afholder Unionens finansieringsomkostninger, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2020/672, for hver rate samt Unionens eventuelle gebyrer, omkostninger og udgifter i forbindelse med den finansiering, der er relateret til det lån, der er ydet i henhold til nærværende artikels stk. 1.

6.   Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen af raterne og frigivelsen heraf samt om tranchernes størrelse.

Artikel 3

Malta kan finansiere følgende foranstaltninger:

a)

covid-19-løntillægget, jf. »Maltas lov om erhvervsvirksomhed (Malta Enterprise Act) (kapitel 463 i Maltas lovsamling)«/»L-Att dwar il-Korporazzjoni għall-Intrapriża ta’ Malta (Kap. 463 tal-Liġijiet ta’ Malta)« og »regeringens bekendtgørelse nr. 389 af 13. april 2020 (Government Notice No. 389 of 13 April 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 389 tat-13 ta’ April 2020«

b)

covid-19-invaliditetsydelsen, jf. »regeringens bekendtgørelse nr. 331 af 25. marts 2020 (Government Notice No. 331 of 25 March 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 331 tal-25 ta’ Marzu 2020«

c)

covid-19-forældreydelsen, jf. »regeringens bekendtgørelse nr. 330 af 25. marts 2020 (Government Notice No. 330 of 25 March 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 330 tal-25 ta’ Marzu 2020«

d)

covid-19-sundhedsydelsen, jf. »regeringens bekendtgørelse nr. 353 af 30. marts 2020 (Government Notice No. 353 of 30 March 2020)«/»Notifikazzjoni tal-Gvern Nru 353 tat-30 ta’ Marzu 2020«.

Artikel 4

Malta underretter senest den 30. marts 2021 og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Republikken Malta.

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen til adressaten.

Artikel 6

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. september 2020.

På Rådets vegne

M. ROTH

Formand


(1)   EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.