10.7.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 222/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/983

af 7. juli 2020

om indgåelse af protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (2019-2024)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), og stk. 7,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 19. december 2006 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 2027/2006 (2) om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (3) (»aftalen«). Aftalen trådte i kraft den 30. marts 2007, blev stiltiende fornyet og er stadig i kraft.

(2)

Efter Kommissionens henstilling besluttede Rådet den 4. juni 2018 at godkende, at der indledes forhandlinger med Republikken Kap Verde om indgåelse af en ny protokol til gennemførelse af aftalen.

(3)

Den foregående protokol til aftalen udløb den 22. december 2018.

(4)

Kommissionen har på Unionens vegne ført forhandlinger om en ny protokol. Som resultat af disse forhandlinger blev protokollen paraferet den 12. oktober 2018.

(5)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2019/951 (4) blev protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (2019-2024) (5) (»protokollen«) undertegnet den 20. maj 2019.

(6)

Protokollen har været anvendt midlertidigt fra datoen for dens undertegnelse.

(7)

Formålet med protokollen er at gøre det muligt for Unionen og Republikken Kap Verde at arbejde tættere sammen om at fremme en bæredygtig fiskeripolitik, ansvarlig udnyttelse af fiskeressourcerne i Kap Verdes farvande og bestræbelser udfoldet af Kap Verde på at udvikle en blå økonomi.

(8)

Protokollen bør godkendes.

(9)

I henhold til artikel 9 i aftalen nedsættes en blandet komité, som skal overvåge aftalens gennemførelse. I henhold til nævnte artikel, artikel 5, artikel 6, stk. 3, og artikel 7, stk. 1 og 2, i protokollen kan Den Blandede Komité desuden vedtage visse ændringer af protokollen. For at lette godkendelsen af sådanne ændringer bør Kommissionen på særlige materielle og processuelle betingelser bemyndiges til på Unionens vegne at godkende dem efter en forenklet procedure.

(10)

Unionens holdning til ændringer af protokollen bør fastlægges af Komitéen af Faste Repræsentanter for Medlemsstaternes Regeringer. De foreslåede ændringer vil blive accepteret, medmindre et blokerende mindretal af medlemsstater i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union gør indsigelse i Komitéen af Faste Repræsentanter for Medlemsstaternes Regeringer.

(11)

Den holdning, som Unionen skal indtage i Den Blandede Komité til andre spørgsmål, bør fastlægges i overensstemmelse med traktaterne og gældende former for praksis —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (2019-2024) godkendes på Unionens vegne.

Artikel 2

Formanden for Rådet foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i protokollens artikel 16.

Artikel 3

I overensstemmelse med proceduren i bilaget til denne afgørelse bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne at godkende ændringer af protokollen, som skal vedtages af Den Blandede Komité, der er nedsat i henhold til artikel 9 i aftalen.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. juli 2020.

På Rådets vegne

Formand

M. ROTH


(1)  Godkendelse af 17.6.2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 2027/2006 af 19. december 2006 om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (EUT L 414 af 30.12.2006, s. 1).

(3)  EUT L 414 af 30.12.2006, s. 3.

(4)  Rådets afgørelse (EU) 2019/951 af 17. maj 2019 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (2019-2024) (EUT L 154 af 12.6.2019, s. 1).

(5)  EUT L 154 af 12.6.2019, s. 3.


BILAG

PROCEDURE FOR GODKENDELSE AF ÆNDRINGER AF PROTOKOLLEN, DER SKAL VEDTAGES I DEN BLANDEDE KOMITÉ

Hvis Den Blandede Komité skal vedtage ændringer af protokollen i overensstemmelse med artikel 5, artikel 6, stk. 3, og artikel 7, stk. 1 og 2, i protokollen, bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne og på følgende betingelser at godkende de foreslåede ændringer:

1)

Kommissionen sikrer, at godkendelsen på Unionens vegne

a)

er i overensstemmelse med målene vedrørende den fælles fiskeripolitik

b)

er forenelig med de relevante regler, som er vedtaget af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, og tager hensyn til fælles kyststatsforvaltning

c)

tager hensyn til de seneste statistiske, biologiske og andre relevante oplysninger, der er fremsendt til Kommissionen.

2)

Inden Kommissionen godkender foreslåede ændringer på Unionens vegne, forelægger Kommissionen dem for Rådet i tilstrækkelig god tid inden det relevante møde i Den Blandede Komité.

3)

Overensstemmelsen af de foreslåede ændringer med de kriterier, der er fastsat i punkt 1, vurderes af Komitéen af Faste Repræsentanter for Medlemsstaternes Regeringer.

4)

Medmindre et antal medlemsstater svarende til et blokerende mindretal i Rådet i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union gør indsigelse mod de foreslåede ændringer, godkender Kommissionen dem på Unionens vegne. Hvis der findes et sådant blokerende mindretal, afviser Kommissionen de foreslåede ændringer på Unionens vegne.

5)

Hvis det på senere møder, herunder på stedet, er umuligt at nå til enighed, forelægges spørgsmålet på ny for Rådet i overensstemmelse med proceduren i punkt 2-4, således at der i Unionens holdning tages hensyn til nye elementer.

6)

Kommissionen opfordres til rettidigt at tage alle nødvendige skridt til opfølgning af Den Blandede Komités afgørelse, herunder eventuelt offentliggørelse af den relevante afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende og forelæggelse af ethvert forslag, der er nødvendigt for at gennemføre denne afgørelse.

7)

I andre spørgsmål, som ikke vedrører ændringer af protokollen i overensstemmelse med artikel 5, artikel 6, stk. 3, og artikel 7, stk. 1 og 2, deri, fastlægges den holdning, som Unionen skal indtage i Den Blandede Komité, i overensstemmelse med traktaterne og gældende former for arbejdspraksis.