|
15.6.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 188/16 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/783
af 12. juni 2020
om ændring af afgørelse 2012/757/EU for så vidt angår foranstaltninger til tilpasning af hyppigheden af periodiske helbredsundersøgelser af jernbanepersonale, der udfører sikkerhedskritiske opgaver, ud over lokomotivførere på grund af covid-19-pandemien
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (1), særlig artikel 5, stk. 11, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Medlemsstaterne har underrettet Kommissionen om vanskeligheder med at forny certifikater eller godkendelser for personale, der udfører sikkerhedskritiske opgaver, ud over lokomotivførere som følge af foranstaltningerne efter covid-19-pandemien. |
|
(2) |
Som følge af disse foranstaltninger var det ikke muligt at overholde den hyppighed af periodiske helbredsundersøgelser af jernbanepersonale, der udfører sikkerhedskritiske opgaver, ud over lokomotivførere, som er fastsat i punkt 4.7.2.2.1 i bilag I til Kommissionens afgørelse 2012/757/EU (2). For at sikre driftens kontinuitet bør der bevilliges en yderligere periode på seks måneder til at gennemføre undersøgelserne. Dette bør ikke berøre supplerende helbredsundersøgelser eller hyppigere undersøgelser, hvis den ansattes helbredstilstand kræver det. |
|
(3) |
Afgørelse 2012/757/EU bør derfor ændres. |
|
(4) |
Siden den 1. marts 2020 har personale, der udfører sikkerhedskritiske opgaver, muligvis ikke været i stand til at overholde hyppigheden af periodiske helbredsundersøgelser på grund af covid-19-pandemien. For at undgå retsusikkerhed bør forlængelsen af den periode, inden for hvilken de periodiske helbredsundersøgelser skal gennemføres, derfor gælde fra den 1. marts 2020. |
|
(5) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, i direktiv (EU) 2016/797. |
|
(6) |
For at sikre, at foranstaltningerne i denne afgørelse er effektive, bør afgørelsen træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I bilag I til afgørelse 2012/757/EU tilføjes følgende afsnit i punkt 4.7.2.2.1:
»Hvis en periodisk helbredsundersøgelse skulle have været gennemført mellem den 1. marts 2020 og den 31. august 2020, forlænges den periode, inden for hvilken den skal gennemføres, med seks måneder, uden at dette berører punkt 4.7.2.2.3 om supplerende helbredsundersøgelser og/eller psykologiske vurderinger. Forlængelsen finder ikke anvendelse, når en læge har tilrettelagt hyppigere undersøgelser, medmindre medlemsstaten vedtager andet. Jernbanevirksomheden og infrastrukturforvalteren iværksætter procedurer, der kan håndtere risikoen for, at ansatte kommer på arbejde og ikke er i stand til at arbejde.«
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juni 2020.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44.
(2) Kommissionens afgørelse 2012/757/EU af 14. november 2012 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet Drift og trafikstyring i jernbanesystemet i Den Europæiske Union og om ændring af beslutning 2007/756/EF (EUT L 345 af 15.12.2012, s. 1).