|
9.6.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 179/8 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/758
af 4. juni 2020
om foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige skal træffe vedrørende Xylella fastidiosa og Ceratocystis platani
(meddelt under nummer C(2020) 3604)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 52, stk. 4, sammenholdt med artikel 131 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 127, stk. 1, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab finder EU-retten anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i den overgangsperiode, der er fastsat i samme aftale. Overgangsperioden udløber den 31. december 2020. |
|
(2) |
I overensstemmelse med artikel 52, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031 underrettede Det Forenede Kongerige den 10. marts 2020 Kommissionen om en EU-foranstaltning, som det ønskede truffet mod bl.a. Xylella fastidiosa og Ceratocystis platani (»skadegørerne«). I overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 52, stk. 2, meddelte Det Forenede Kongerige også de midlertidige nationale foranstaltninger, som det agtede at træffe, hvis den efterspurgte foranstaltning udeblev. |
|
(3) |
Hvad angår Xylella fastidiosa anførte Det Forenede Kongerige, at Belgiens tilbageholdelse af inficerede oliventræer i 2018 og det nylige tilfælde med Vinca i Italien i 2019 viser, at der er risiko for, at inficerede planter uden nogen synlige symptomer flyttes ind på Det Forenede Kongeriges område. Det Forenede Kongerige hævdede endvidere, at de nuværende EU-foranstaltninger over for nævnte skadegører ikke adresserer de risici, der fremhæves i Det Forenede Kongeriges skadegørerrisikovurdering (3) for Xylella fastidiosa, og at der ikke er noget, der tyder på, at de krav, Det Forenede Kongerige foreslog tidligere, skulle blive medtaget i forbindelse med den igangværende revision af EU-foranstaltningerne. Det Forenede Kongerige anførte desuden, at de nuværende EU-foranstaltninger mod Xylella fastidiosa som fastsat ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789 (4) og udkastet til retsakt, som er blevet forelagt for medlemsstaterne med henblik på udveksling af synspunkter, og som har til formål at ophæve nævnte gennemførelsesafgørelse, ikke adresserer behovet for skærpede krav vedrørende disse værtsarter. Det Forenede Kongerige hævdede med udgangspunkt heri, at en uacceptabel skadegørerrisiko stadig gjorde sig gældende, og at det derfor påtænkte at træffe nationale foranstaltninger i henhold til artikel 52 i forordning (EU) 2016/2031, for så vidt som implementeringen af de relevante krav, som det gerne havde set fra Unionens side, udeblev. |
|
(4) |
Det Forenede Kongerige oplyste desuden, at dets foreslåede foranstaltning bl.a. indebar et forbud mod indførsel til Det Forenede Kongerige af planter, bortset fra frugter og frø, af Coffea og Polygala myrtifolia L. fra tredjelande, herunder Unionen. Den indebar også, at planter, bortset fra frugter og frø, af Olea europaea L., Lavandula, Nerium oleander L., Prunus dulcis L. og Rosmarinus officinalis L., som er blevet dyrket i områder i Unionen, hvor skadegøreren ikke vides at forekomme, kun må indføres eller flyttes til Det Forenede Kongerige, hvis de i mindst et år forud for eksporten er blevet dyrket på et produktionssted, der er registreret og under tilsyn, og som er omgivet af en zone med en radius på 200 m, som vides at være fri for skadegøreren, og er blevet underkastet årlige inspektioner baseret på intensiv prøveudtagning og testning samt yderligere inspektion umiddelbart før flytningen. I tilfælde af indførsel eller flytning af stiklinger uden rod af Lavandula, Nerium oleander L. og Rosmarinus officinalis L. til Det Forenede Kongerige ville disse stiklinger skulle hidrøre fra moderplanter, der opfylder ovennævnte betingelser. Hvis der er tale om områder, hvor skadegøreren vides at forekomme, må Olea europaea L. og Prunus dulcis L. fra Unionen kun importeres til Det Forenede Kongerige, hvis de i fire år forud for eksporten eller, hvis der er tale om yngre planter, i hele deres levetid er blevet dyrket i et fysisk beskyttet anlæg. |
|
(5) |
Med hensyn til Ceratocystis platani oplyste Det Forenede Kongerige, at man efter omklassificeringen af denne skadegører til en EU-karantæneskadegører i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (5) har tilbagekaldt udpegelsen af beskyttede zoner, og at det er nu muligt at flytte platantræer (Platanus) fra produktionsanlæg i inficerede områder, forudsat at visse krav er opfyldt. Ifølge Det Forenede Kongerige giver de nye krav i punkt 17 i bilag XIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, der som en yderligere mulighed indebærer, at planterne kan være produceret på et produktionssted, der er frit for denne skadegører, ikke det samme plantesundhedsbeskyttelsesniveau som kravet om, at planterne skal være produceret i et område, der er frit for skadegøreren, idet det også skal tages i betragtning, at der har været nye bekræftede fund af skadegøreren i Frankrig. |
|
(6) |
Det Forenede Kongerige foreslog på grundlag af ovenstående i sine foranstaltninger, at planter af Platanus L. til plantning, bortset fra frø, i hele deres levetid skal være blevet dyrket i et skadegørerfrit område eller i en beskyttet zone i Unionen. |
|
(7) |
Det præciseredes i Det Forenede Kongeriges foreslåede foranstaltninger ligeledes, at planter underlagt foranstaltningerne mod Xylella fastidiosa og Ceratocystis platani kun ville kunne flyttes til Det Forenede Kongerige, hvis de ledsagedes af en officiel erklæring til bekræftelse af, at ovennævnte krav er opfyldt. |
|
(8) |
Meddelelsen fra Det Forenede Kongerige indeholdt også forslag til foranstaltninger mod skadegørerne Agrilus planipennis og Candidatus Phytoplasma ulmi, som er strengere end de eksisterende EU-regler. Kommissionen vil overveje disse foranstaltninger og drøfte dem i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder i forbindelse med gennemgangen af foranstaltningerne. |
|
(9) |
Den 1. april 2020 meddelte Det Forenede Kongerige Kommissionen, at de nationale foranstaltninger vedrørende skadegørerne ville træde i kraft den 21. april 2020, idet de først ville gælde i England og efter kort tid ville blive udvidet til også at omfatte andre dele af Det Forenede Kongerige. |
|
(10) |
På grundlag af oplysningerne fra Det Forenede Kongerige vurderede Kommissionen, i overensstemmelse med artikel 52, stk. 3, at den deri angivne risiko var tilstrækkeligt begrænset ved artikel 9 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789 med hensyn til Xylella fastidiosa og ved punkt 17 i bilag VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 med hensyn til Ceratocystis platani. Kommissionen fandt navnlig, at der ikke forelå ny videnskabelig eller teknisk evidens, der ville berettige en ændring af disse foranstaltninger. Kommissionen underrettede også medlemsstaterne om Det Forenede Kongeriges meddelelse og opfordrede dem til at fremsætte deres synspunkter senest den 24. april 2020. |
|
(11) |
Den 3. april 2020 anmodede Kommissionen Det Forenede Kongerige om straks at udsætte vedtagelsen af de pågældende foranstaltninger. Kommissionen meddelte desuden Det Forenede Kongerige, at kravet om en supplerende erklæring, som skulle ledsage de relevante varer, ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) 2016/2031 vedrørende flytning af regulerede planter inden for Unionen; Kommissionen forbeholdt sig også muligheden af at vedtage en retsakt i henhold til samme forordnings artikel 52, stk. 4. |
|
(12) |
Den 20. april 2020 svarede Det Forenede Kongerige ved at anføre yderligere grunde til, at det fandt, at udkastet til nationale foranstaltninger skulle vedtages. |
|
(13) |
Med hensyn til Xylella fastidiosa henviste Det Forenede Kongerige til fund på plantemateriale fra Unionen, som har været genstand for eller været bestemt til handel (bl.a. tilbageholdelse på grund af forekomst af denne skadegører i Belgien) og konklusioner fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) vedrørende perioder, hvor symptomerne på skadegøreren ikke kommer til udtryk (»symptomfrie perioder«), som ikke er afspejlet i EU-lovgivningen. Ifølge Det Forenede Kongerige tyder begge disse faktorer på, at der fortsat er risiko for, at inficeret materiale (herunder symptomfrit materiale) eksporteres fra Unionen. |
|
(14) |
Med hensyn til Ceratocystis platani anførte Det Forenede Kongerige endvidere, at dets foranstaltninger er en reaktion på den situation, der er opstået, siden Det Forenede Kongerige fremlagde de supplerende oplysninger for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder i november 2019. Disse supplerende oplysninger vedrørte nye fund af skadegøreren i Frankrig, hvor angrebene blev konstateret meget længere mod nord end de tidligere tilfælde, og hvor det ikke er blevet bekræftet, hvad infektionskilden har været. Ifølge Det Forenede Kongerige viser spredningen af skadegøreren mod nord, sammen med usikkerheden med hensyn til overførselsvejen, tydeligt en øget risiko i tilknytning til denne skadegører, hvilket er grunden til, at det var nødvendigt at indføre de pågældende foranstaltninger. |
|
(15) |
Den 21. april 2020 blev »Official Controls (Plant Health and Genetically Modified Organisms) (England) Regulations 2019« (Statutory Instrument 2019/1517) ændret ved nævnte nationale foranstaltninger, herunder især forskrift 2(6)(b)(iii), 2(7) og 2(8) i »Official Controls (Plant Health and Genetically Modified Organisms) (England) (Amendment) Regulations 2020« (6) (»Det Forenede Kongeriges forskrifter«). Disse foranstaltninger trådte i kraft uden forinden at være blevet drøftet i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder. |
|
(16) |
Hvad angår Xylella fastidiosa omfatter Det Forenede Kongeriges forskrifter de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige anmeldte til Kommissionen den 10. marts 2020. |
|
(17) |
Ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789 er der fastsat foranstaltninger mod etablering og spredning i Unionen af Xylella fastidiosa. På grundlag af den videnskabelige og tekniske udvikling er betingelserne for flytning inden for Unionens område af værtsplanter for denne skadegører blevet ændret ved flere retsakter, senest ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1511 (7). De pågældende foranstaltninger har været baseret på en række nylige videnskabelige udtalelser fra autoriteten (8). Der er fastsat betingelser for flytning inden for Unionen af modtagelige planter både fra afgrænsede områder og fra andre dele af Unionen. Foranstaltningerne er blevet drøftet yderligere i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder med henblik på vedtagelse af en ny gennemførelsesforordning fra Kommissionen, som ville ophæve og erstatte gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789. |
|
(18) |
I denne sammenhæng står Det Forenede Kongeriges forskrifter ikke i passende forhold til den identificerede risiko. Selv om nogle bestemmelser finder anvendelse på planter med oprindelse i andre områder end afgrænsede områder, hvor Xylella fastidiosa ikke vides at forekomme, omfatter Det Forenede Kongeriges forskrifter et krav om, at planterne i mindst et år forud for eksporten skal være blevet dyrket på et produktionssted, der er registreret og under tilsyn, og som er omgivet af en zone med en radius på 200 m, som vides at være fri for skadegøreren, og skal være blevet underkastet årlige inspektioner baseret på intensiv prøveudtagning og testning samt yderligere inspektion umiddelbart før flytningen. Med denne foranstaltning indføres der yderligere begrænsninger i forhold til artikel 9 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789, som allerede indeholder strengere betingelser for flytning af sådanne planter, hvis de har oprindelse i andre områder end afgrænsede områder. Denne foranstaltning står ikke i passende forhold til den konstaterede risiko, fordi den efterfølgende forstyrrer handelen med de pågældende planter på mere indgribende vis, end den seneste videnskabelige udtalelse fra autoriteten (9), som blev offentliggjort i maj 2019, berettiger. Hvad mere er, er der siden den seneste ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789 i 2018 kun observeret et ubetydeligt antal tilbageholdelser i forhold til omfanget af den respektive handel — og slet ingen i 2020 — i forbindelse med flytning af værtsplanter for Xylella fastidiosa inden for Unionen. Hvad angår den symptomfrie periode for inficerede planter, som Det Forenede Kongerige henviser til, har autoriteten endvidere i sin seneste udtalelse fra maj 2019 anført, at inspektioner baseret på synlige symptomer kan være problematiske med hensyn til tidlig påvisning af skadegøreren for nogle værter, bl.a. fordi flere faktorer influerer på fremkomsten af sådanne symptomer (f.eks. planteart, mængde bakterieinokulum, underart af Xylella fastidiosa, der er involveret, og klimaforhold). Af samme grund følger det af gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789, for så vidt angår de planter, der er genstand for Det Forenede Kongeriges forskrifter, at der skal gennemføres intensive inspektioner baseret på prøveudtagning og testning, uanset om der kan observeres symptomer. Drøftelserne i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder om det udkast til retsakt, der skal ophæve og erstatte nævnte afgørelse, har bekræftet denne tilgang på grundlag af den foreliggende videnskabelige og tekniske vurdering. |
|
(19) |
De midlertidige foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har vedtaget, er således ikke tilstrækkeligt begrundet. Endvidere bekræfter resultaterne af de intensive overvågningskampagner, som medlemsstaterne har gennemført i overensstemmelse med ovennævnte afgørelse, forekomst af Xylella fastidiosa i dele af Italien, Frankrig, Spanien og Portugal, hvor udbruddene er blevet korrekt afgrænset og underlagt strenge kontrolforanstaltninger. |
|
(20) |
Det samme gælder for foranstaltningen i Det Forenede Kongeriges forskrifter vedrørende import af Olea europaea L. og Prunus dulcis L. til Det Forenede Kongerige fra områder, hvor Xylella fastidiosa vides at forekomme, som ifølge disse forskrifter kun er tilladt, hvis planterne i fire år forud for eksporten eller, hvis der er tale om yngre planter, i hele deres levetid er blevet dyrket i et fysisk beskyttet anlæg. Der gælder allerede med de nuværende EU-foranstaltninger strenge betingelser for sådanne planter, når de er blevet dyrket i afgrænsede områder. Den periode på fire år, der er fastsat i Det Forenede Kongeriges forskrifter, har til formål at sikre, at symptomerne på skadegøreren, såfremt den findes på planten, har haft tilstrækkeligt lang tid til at komme til udtryk. Det samme tilsigtes med artikel 9 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789, som foreskriver, at disse planter skal produceres i insektsikre anlæg og gøres til genstand for intensiv prøveudtagning og testning i deres vækstcyklus, uanset om der kan observeres symptomer, herunder officielle inspektioner så tæt på flytningstidspunktet som muligt. |
|
(21) |
Midlertidige foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat i henhold til artikel 52, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031 for at begrænse den i artikel 52, stk. 1, omhandlede risiko, skal på grund af deres særligt målrettede karakter udelukkende udgøre en ekstraordinær foranstaltning. Desuden er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget med Det Forenede Kongeriges forskrifter, på grundlag af drøftelserne i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder i 2019 og 2020 blevet vurderet som forholdsmæssige eller berettigede med hensyn til indarbejdelse i den retsakt, der vil ophæve og erstatte gennemførelsesforordning (EU) 2015/789. Midlertidige foranstaltninger i henhold til artikel 52, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031 skal have karakter af en ekstraordinær foranstaltning og må ikke være et middel til at omgå flertalsafstemningsprocessen. |
|
(22) |
Hvad angår Ceratocystis platani omfatter Det Forenede Kongeriges forskrifter de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige anmeldte til Kommissionen den 10. marts 2020. Disse foranstaltninger er strengere end det tilsvarende krav i punkt 17 i bilag VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, der som en yderligere mulighed indebærer, at de pågældende planter til plantning kan have oprindelse på et skadegørerfrit produktionssted, forudsat at visse betingelser er opfyldt, frem for nødvendigvis at skulle komme fra et skadegørerfrit område. Foranstaltningerne i gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende intern flytning af planter til plantning af Platanus L. er baseret på den seneste videnskabelige udtalelse fra autoriteten om risikovurderings- og begrænsningsmuligheder for Ceratocystis platani i EU (10). Der er ikke fremlagt ny videnskabelig eller teknisk evidens, siden forordningen blev vedtaget, og Det Forenede Kongerige har heller ikke fremlagt nye oplysninger. Der blev fastsat yderligere betingelser vedrørende skadegørerfrie produktionssteder i bilag VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 i forhold til de foranstaltninger, der er fastsat ved Rådets direktiv 2000/29/EF (11), med henblik på at skabe større sikkerhed med hensyn til skadegørerfriheden for de planter til plantning af Platanus L., der handles med. Foranstaltningen i Det Forenede Kongeriges forskrifter er derfor ikke tilstrækkeligt begrundet i ny videnskabelig eller teknisk evidens offentliggjort siden vedtagelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072. |
|
(23) |
Det følger desuden af Det Forenede Kongeriges forskrifter, at alle sådanne planter og planteprodukter kun må flyttes fra Unionen til dets område, hvis de ledsages af officielle erklæringer, der attesterer, at bestemmelserne i disse forskrifter er overholdt. |
|
(24) |
Efter at Det Forenede Kongeriges forskrifter var trådt i kraft, meddelte Kommissionen den 28. april 2020 Det Forenede Kongerige, at de pågældende nye nationale foranstaltninger går ud over de eksisterende krav, ikke underbygges af den seneste videnskabelige dokumentation og er uforholdsmæssige. Kommissionen anmodede derfor Det Forenede Kongerige om at ophæve eller ændre foranstaltningerne i overensstemmelse med artikel 52, stk. 4, i forordning (EU) 2016/2031. En sådan ophævelse eller ændring er endnu ikke sket, og Det Forenede Kongerige har heller ikke tilkendegivet at ville imødekomme anmodningen. |
|
(25) |
Det bør på denne baggrund besluttes, at foranstaltningerne i Det Forenede Kongeriges forskrifter, som vedrører skadegørerne og indfører strengere krav end de i EU-reglerne fastsatte med hensyn til flytning inden for Unionen af de pågældende planter og planteprodukter, skal ændres som fornødent for at blive bragt i overensstemmelse med EU-lovgivningen. |
|
(26) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Forpligtelse til at ændre »Official Controls (Plant Health and Genetically Modified Organisms) (England) Regulations 2019«
1. I denne artikel forstås ved
|
a) |
»Det Forenede Kongeriges forskrifter om offentlig kontrol fra 2019«: »Official Controls (Plant Health and Genetically Modified Organisms) (England) Regulations 2019« (Statutory Instrument 2019/1517) |
|
b) |
»Det Forenede Kongeriges forskrifter om offentlig kontrol fra 2020«: »Official Controls (Plant Health and Genetically Modified Organisms) (England) (Amendment) Regulations 2020« (særlig forskrift 2(6)(b)(iii), 2(7) og 2(8)), som trådte i kraft den 21. april 2020. |
2. Det Forenede Kongerige ændrer Det Forenede Kongeriges forskrifter om offentlig kontrol fra 2019 ved at lade de ændringer vedrørende Xylella fastidiosa og Ceratocystis platani, der blev foretaget i nævnte forskrifter ved Det Forenede Kongeriges forskrifter om offentlig kontrol fra 2020, udgå.
Artikel 2
Frist for opfyldelse af forpligtelsen
Det Forenede Kongerige sætter de nødvendige bestemmelser i kraft for at efterkomme denne afgørelse senest den 20. juni 2020.
Artikel 3
Adressat
Denne afgørelse er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juni 2020.
På Kommissionens vegne
Stella KYRIAKIDES
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4.
(2) EUT L 29 af 31.1.2020, s. 7.
(3) Department for Environment, Food and Rural Affairs, Rapid Pest Risk Analysis (PRA) for Xylella fastidiosa, februar 2020 (https://planthealthportal.defra.gov.uk/assets/pras/Xylella-Draft-PRA.pdf).
(4) Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789 af 18. maj 2015 om foranstaltninger mod indslæbning og spredning i Unionen af Xylella fastidiosa (Wells et al.) (EUT L 125 af 21.5.2015, s. 36).
(5) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1).
(6) Official Controls (Plant Health and Genetically Modified Organisms) (England) (Amendment) Regulations 2020, UK Statutory Instruments, 2020 No. 381, Regulation 2.
(7) Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1511 af 9. oktober 2018 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/789 om foranstaltninger mod indslæbning og spredning i Unionen af Xylella fastidiosa (Wells et al.) (EUT L 255 af 11.10.2018, s. 16).
(8) EFSA Journal 2015;13(1):3989, 262 sider, doi:10.2903/j.efsa.2015.3989;
EFSA Journal 2016; 14(10):4601, 19 sider. doi:10.2903/j.efsa.2016.4601.
(9) EFSA Journal 2019;17(5):5665, 200 sider. https://doi.org/10.2903/j.efsa.2019.5665.
(10) EFSA Journal 2016;14(12):4640, 65 sider. doi:10.2903/j.efsa.2016.4640.
(11) Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1).