8.5.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 147/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/619

af 30. april 2020

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det fælles gennemførelsesudvalg, der er nedsat i henhold til artikel 18 i den frivillige partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Den Socialistiske Republik Vietnam om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet, for så vidt angår vedtagelsen af det fælles gennemførelsesudvalgs forretningsorden

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 3, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den frivillige partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Den Socialistiske Republik Vietnam om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2019/854 (1) og trådte i kraft den 1. juni 2019.

(2)

Det fælles gennemførelsesudvalg, der er nedsat i henhold til aftalens artikel 18, stk. 1, (»det fælles udvalg«) fastsætter selv sin forretningsorden, jf. aftalens artikel 18, stk. 3.

(3)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i det fælles udvalg, da forretningsordenen for det fælles udvalg får bindende virkning for Unionen.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at Unionen støtter vedtagelsen af forretningsordenen, for fra starten at sikre et gnidningsløst og gennemsigtigt samarbejde mellem Unionen og Den Socialistiske Republik Vietnam om gennemførelsen af aftalen og sidenhen om gennemførelsen af licensordningen for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i det fælles gennemførelsesudvalg, der er nedsat i henhold til artikel 18 i den frivillige partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Den Socialistiske Republik Vietnam om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet, er at støtte vedtagelsen af forretningsordenen for det fælles udvalg (2).

2.   Mindre ikkematerielle ændringer af udkastet til forretningsordenen kan i lyset af udviklingen på det kommende møde i det fælles udvalg vedtages af Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne under koordineringsmøder på stedet, uden at Rådet træffer yderligere afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 2020.

På Rådets vegne

G. GRLIĆ RADMAN

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2019/854 af 15. april 2019 om indgåelse af den frivillige partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Den Socialistiske Republik Vietnam om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (EUT L 147 af 5.6.2019, s. 1).

(2)  Jf. dokument ST 7027/20 på http://register.consilium.europa.eu.