25.2.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 51/4


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/248

af 21. februar 2020

om fastlæggelse af tekniske retningslinjer for kontrol i overensstemmelse med artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF

(meddelt under nummer C(2020) 889)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (1), særlig artikel 22, stk. 1, litra c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 17 i direktiv 2006/21/EF skal alle affaldsanlæg, der er omfattet af artikel 7 i nævnte direktiv, kontrolleres for at sikre, at de overholder de relevante betingelser for tilladelsen. For at denne kontrol kan være effektiv, bør de kompetente myndigheder have tilstrækkelige ressourcer, være uafhængige af driftsherrerne af de pågældende affaldsanlæg, have de nødvendige funktioner og beføjelser og være berettiget til bistand fra driftsherrerne. Kontrolaktiviteterne bør også omfatte samarbejde og koordinering mellem de nationale myndigheder med ansvar for at sikre, at affaldsanlæg i deres jurisdiktion overholder bestemmelserne i direktiv 2006/21/EF.

(2)

For at kontrollerne kan være effektive og proaktive, bør de planlægges på forhånd ved hjælp af kontrolplaner, som afspejler de risici, der er forbundet med de pågældende affaldsanlæg.

(3)

Da de affaldsanlæg, der er omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF, omfatter affaldsanlæg, som burde have en tilladelse, og da det i artikel 7 hedder, at intet affaldsanlæg må være i drift uden tilladelse, skal der i kontrolplanerne tages hensyn til de affaldsanlæg, som burde have en tilladelse, men som ikke er i besiddelse af en.

(4)

Medlemsstaterne bør have en skønsmargen ved anvendelsen af retningslinjerne for kontrol med hensyn til de forskellige omstændigheder, der gør sig gældende for hvert affaldsanlæg, for at sikre, at kontrollen står i et rimeligt forhold til de relevante miljø- og sikkerhedsmæssige risici, som er forbundet med hvert enkelt affaldsanlæg.

(5)

For at tage højde for forskellige situationer med mulig manglende overholdelse af tilladelser bør der fastsættes bestemmelser om både rutinemæssig kontrol og ikkerutinemæssig kontrol for at reagere på alvorlige klager, ulykker, hændelser og tilfælde af manglende overholdelse. Ved udførelsen af kontrollen bør kontrollørerne også tage hensyn til resultaterne af de kontroller, der er foretaget i henhold til anden gældende EU-lovgivning, i det omfang disse resultater også kan indikere mulige problemer i forhold til betingelserne for tilladelsen i henhold til artikel 7 i direktiv 2006/21/EF.

(6)

For at sikre en effektiv kontrol er det nødvendigt, at en vis del af kontrolaktiviteterne, herunder besøg på stedet, er uanmeldte.

(7)

For at gøre det muligt at drage konklusioner af kontrolaktiviteterne, navnlig besøg på stedet, og tilvejebringe et empirisk grundlag for fremtidig kontrol og andre relaterede foranstaltninger er det vigtigt, at alle kontrolaktiviteter er behørigt dokumenteret, herunder gennem regelmæssige rapporter om besøg på stedet.

(8)

For effektivt at sikre, at betingelserne for tilladelsen overholdes, er det vigtigt, at kontrollen letter og muliggør yderligere foranstaltninger til imødegåelse af konstateret manglende overholdelse.

(9)

Da risiciene varierer, afhængigt af hvor de pågældende affaldsanlæg befinder sig, er det nødvendigt, at de tekniske retningslinjer indeholder detaljerede bestemmelser om de forskellige livsfaser i de affaldsanlæg, der er omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF.

(10)

Da affaldsanlæg i kategori A udgør en potentielt større risiko, er det nødvendigt, at de tekniske retningslinjer indeholder særlige bestemmelser vedrørende sådanne faciliteter.

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, som er nedsat ved artikel 23, stk. 2, i direktiv 2006/21/EF —

VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

De tekniske retningslinjer for kontrol af affaldsanlæg i henhold til artikel 17 i direktiv 2006/21/EF, der er fastlagt i bilaget til denne afgørelse, vedtages.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. februar 2020.

På Kommissionens vegne

Virginijus SINKEVIČIUS

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 102 af 11.4.2006, s. 15.


BILAG

TEKNISKE RETNINGSLINJER FOR KONTROL AF AFFALDSANLÆG

DEL A

Mål

Disse retningslinjer fastsætter elementer, der skal tages i betragtning ved den kontrol af affaldsanlæg omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF, som skal gennemføres af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 17 i nævnte direktiv. Formålet med denne kontrol er at sikre, at affaldsanlæg er i besiddelse af den nødvendige tilladelse og overholder de relevante betingelser for tilladelsen. Kontrollen vedrører affaldsanlægs forskellige livsfaser.

Disse retningslinjer vedrører den generelle ramme for gennemførelse af kontrol (del C), kontrollens fokus for hver af de forskellige livsfaser for affaldsanlæggene (del D) og de specifikke elementer, der er relevante for kontrol af anlæg i kategori A (del E).

DEL B

Definition

I disse retningslinjer forstås ved »kontrol« alle aktiviteter, der gennemføres af en kompetent myndighed eller på dennes vegne for at sikre, at affaldsanlæg, der er omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF, opfylder betingelserne i den tilladelse, de skal opnå. Disse aktiviteter kan navnlig omfatte:

vurdering af relevante miljø- og sikkerhedsspørgsmål og de risici, der er forbundet med affaldsanlæg

aflæggelse af besøg på stedet for at kontrollere lokaler, vilkår på stedet, relevant udstyr, herunder om det er tilstrækkeligt vedligeholdt, relevante dokumenter og elektroniske data, interne foranstaltninger og systemer og arbejdsgange

interview med personale, der arbejder på affaldsanlægget

styrkelse af driftsherrernes viden om de relevante retlige krav og miljøvirkningerne af driftsherrernes aktiviteter

udtagning af prøver

anvendelse af jordobservationsteknikker og andre former for fjernovervågning, herunder dem, der omfatter in situ-sensorer, hvor det er relevant

kontrol af driftsherrers egenkontrol

kontrol af dokumenter og elektroniske data, herunder rapporter fra driftsherren, på anden måde end ved besøg på stedet

kontrol af driftsherrernes interne foranstaltninger og systemer og arbejdsgange, dog ikke ved besøg på stedet

kontrol af finansielle garantier eller tilsvarende

registrering af faktuelle oplysninger om manglende overholdelse

identificering af årsagerne til konstateret manglende overholdelse og de mulige former for indvirkning af denne manglende overholdelse på miljøet og menneskers sundhed

en beskrivelse af den konstaterede manglende overholdelse, navnlig de omstændigheder, der har ført til manglende overholdelse (herunder de involverede personer), med henblik på i videst muligt omfang at identificere, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at sikre overholdelse og muliggøre dem, herunder ved at samarbejde og udveksle kontrolresultater med andre relevante kompetente myndigheder.

Kontrol, herunder besøg på stedet, kan være rutinemæssig, dvs. udføres som led i en regelmæssigt række af aktiviteter, og ikkerutinemæssig, dvs. udføres som reaktion på alvorlige klager eller undersøgelser af alvorlige ulykker, hændelser og andre tilfælde af manglende overholdelse.

DEL C

Detaljeret kontrol, undersøgelser og indsamling af information

1.   Kompetente myndigheder

Følgende skal tages i betragtning:

a)

tilgængeligheden for hele medlemsstatens område og for alle de affaldsanlæg, der er omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF, af kompetente myndigheder med ansvar for kontrollen

b)

de kompetente myndigheders uafhængighed og deres evne til at udføre alle de opgaver, der er nødvendige for at udføre kontrollen

c)

de kompetente myndigheders beføjelser til at udføre kontrollen, herunder deres ret til at få adgang til faciliteter og undersøge relevante materielle aktiver, dokumenter og elektroniske data

d)

hvorvidt der er tilstrækkelige ressourcer og tilstrækkeligt personale og udstyr til rådighed for de kompetente myndigheder til at udføre kontrollen

e)

de ordninger, som de kompetente myndigheder har indført for samarbejde og koordinering af deres aktiviteter med andre relevante myndigheder, navnlig andre myndigheder med ansvar for overholdelse af de tilladelser, der kræves i henhold til national miljølovgivning eller Unionens miljølovgivning, og som finder anvendelse eller er relevante for de faciliteter, der er omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF

f)

kontrollørernes niveau af viden, erfaring og kompetence til at udføre inspektionerne, navnlig med hensyn til design, opførelse, drift og lukning af affaldsanlæg

g)

tilrettelæggelse af uddannelse for at ajourføre kontrollørernes viden

h)

den nødvendige bistand, som driftsherrerne skal yde de kompetente myndigheder, således at de kan udføre kontrol, herunder besøg på stedet, indsamling af prøver og indsamling af de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver i henhold til artikel 17 i direktiv 2006/21/EF.

Når de kompetente myndigheder foretager kontrol, kan de bistås af og kan delegere kontrolopgaver til uafhængige eksperter i overensstemmelse med national lovgivning, forudsat at eksperterne arbejder under den kompetente myndigheds tilsyn. Den kompetente myndighed fastsætter minimumskvalifikationer for eksperterne og vurderer, om disse kvalifikationer er opfyldt. Den kompetente myndighed kontrollerer også, at eksperterne ikke har nogen personlig interesse i resultatet af kontrollen.

2.   Tilrettelæggelse af kontrol

2.1.   Kontrolplaner

Følgende skal tages i betragtning:

a)

forhåndsplanlægning af kontroller ved hjælp af en eller flere planer udarbejdet på et passende administrativt niveau på grundlag af en generel vurdering af de relevante miljø- og sikkerhedsmæssige spørgsmål og -risici ved affaldsanlæg og, hvis der allerede foreligger oplysninger om overholdelsen, en samlet vurdering af, i hvilket omfang affaldsanlæggene inden for planens område overholder reglerne. Sådanne planer kan integreres i eller kombineres med andre kontrolplaner, hvis det anses for hensigtsmæssigt

b)

den regelmæssige revision og, hvor det er relevant, ajourføringen af kontrolplanen eller -planerne

c)

kontrolplanens eller -planernes dækning af hvert affaldsanlæg i henhold til artikel 7 i direktiv 2006/21/EF

d)

medtagelse i hver kontrolplan af følgende:

i)

en generel vurdering af relevante miljø- og sikkerhedsspørgsmål og -risici

ii)

en angivelse af, hvilket geografisk område kontrolplanen omfatter

iii)

en liste over de affaldsanlæg, der er omfattet af kontrolplanen, som er i besiddelse af en tilladelse

iv)

fastlæggelse af, hvilke affaldsanlæg der er omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF, som fungerer uden tilladelse

v)

procedurer for gennemførelse af rutinemæssig kontrol

vi)

procedurer for gennemførelse af ikkerutinemæssig kontrol

vii)

procedurer for gennemførelse af anmeldte og uanmeldte besøg på stedet

viii)

om nødvendigt ordninger for samarbejde og koordinering mellem forskellige kompetente myndigheder med ansvar for kontrol og mellem disse myndigheder og andre myndigheder med en rolle i håndhævelsen af de tilladelser, der kræves i henhold til national miljølovgivning eller Unionens miljølovgivning, og som finder anvendelse eller er relevante for de affaldsanlæg, der er omfattet af artikel 7 i direktiv 2006/21/EF

ix)

oplysninger om de menneskelige, finansielle og andre ressourcer, som den kompetente myndighed har behov for med henblik på gennemførelsen af kontrolplanen.

2.2.   Rutinemæssig kontrol

Følgende skal tages i betragtning:

a)

gennemførelsen af regelmæssig basiskontrol på grundlag af en passende risikovurdering af det pågældende affaldsanlæg

b)

en passende hyppighed af besøg på stedet på grundlag af en passende risikovurdering af det pågældende affaldsanlæg, som også afspejler de potentielt større risici forbundet med kategori A-faciliteter

c)

anvendelsen af følgende kriterier for risikovurdering af affaldsanlæg:

i)

de pågældende faciliteters potentielle og faktiske indvirkning på menneskers sundhed og miljøet, idet der tages hensyn til emissionsniveauer og -typer, det lokale miljøs følsomhed og risikoen for ulykker som nærmere angivet i den bedste tilgængelige teknik (BAT 5) i BAT-referencedokumentet for håndtering af affald fra udvindingsindustrien (MWEI BREF) (1)

ii)

tidligere overholdelse

iii)

anlæggets driftsherres deltagelse i miljøledelsessystemet (EMS) som nærmere angivet i BAT 1 af MWEI BREF

d)

hvorvidt relevante resultater af kontrollen, der er foretaget i henhold til anden gældende EU-lovgivning, tages til efterretning af kontrolløren, såfremt det er relevant

e)

hvorvidt driftsherren, når anlægsbesøg annonceres på forhånd, får besøgsplanen og de nærmere enkeltheder i forbindelse med oplysningerne og enhver anden form for bistand, som driftsherren vil blive anmodet om at levere

f)

gennemførelse af en undersøgelse, hvis der konstateres manglende overholdelse eller risiko for manglende overholdelse, og at resultaterne, hvor det er relevant, deles med andre myndigheder, navnlig med henblik på:

i)

en beskrivelse af den manglende overholdelse eller risikoen for manglende overholdelse med en præcisering af årsagerne til og indvirkningen på miljøet og menneskers sundhed og navnlig afklaring af de omstændigheder, der har ført til manglende overholdelse (herunder de involverede personer)

ii)

tilvejebringelse af et faktuelt grundlag for at lette og muliggøre passende svar på den konstaterede manglende overholdelse og forebyggelse af fremtidig manglende overholdelse, herunder, hvis det er relevant, yderligere kontrol, afhjælpende foranstaltninger truffet af driftsherren, ajourføring af godkendelsesvilkårene, suspension af godkendelsen eller anvendelse af sanktioner

g)

gennemførelsen af yderligere kontrolaktiviteter, i tilfælde af at tilladelsen til et affaldsanlæg er blevet suspenderet på grund af manglende overholdelse af tilladelsesvilkårene med henblik på at nå de miljømæssige og andre resultater, som tilladelsesvilkårene skulle sikre.

2.3.   Ikkerutinemæssig kontrol

Følgende skal tages i betragtning:

a)

gennemførelsen af ikkerutinemæssig kontrol, herunder besøg på stedet, så hurtigt som muligt, efter at den kompetente myndighed modtager alvorlige klager vedrørende manglende overholdelse af tilladelseskravene eller på anden vis bliver bekendt med alvorlige ulykker, hændelser eller tilfælde af manglende overholdelse, uanset om sådanne hændelser skal anmeldes i henhold til artikel 11, stk. 3, eller artikel 12, stk. 6, i direktiv 2006/21/EF, navnlig med henblik på:

i)

en præcisering af årsagerne til hændelsen, dens indvirkning på miljøet og menneskers sundhed og navnlig en præcisering af omstændighederne, der har ført til manglende overholdelse (herunder de involverede personer)

ii)

tilvejebringelse af et faktuelt grundlag med henblik på at lette og muliggøre passende reaktioner på den konstaterede manglende overholdelse og forebyggelse af fremtidige ulykker, hændelser eller tilfælde af manglende overholdelse, herunder, hvis det er relevant, supplerende kontrol, afhjælpende foranstaltninger, der træffes af driftsherren, ajourføring af tilladelsesvilkårene, suspension af tilladelsen eller anvendelse af sanktioner.

b)

hvorvidt relevante resultater af kontrollen, der er foretaget i henhold til anden gældende EU-lovgivning, tages til efterretning af kontrolløren, såfremt det er relevant

c)

gennemførelsen af ikkerutinemæssig kontrol hurtigst muligt med hensyn til revurdering eller ajourføring af en tilladelse, hvis det er relevant.

2.4.   Uanmeldte besøg på stedet

Følgende skal tages i betragtning:

a)

gennemførelsen af et passende antal uanmeldte besøg på stedet, navnlig hvis det er relevant for påvisning af problemer eller risikoeksponering eller behovet for at reagere på en hastesituation

b)

så vidt det er praktisk muligt, at beslutninger om uanmeldte besøg på stedet, omhandler sundheds-, miljø og sikkerhedsmæssige betænkeligheder og det eventuelle behov for, at anlæggets operationelle medarbejdere befinder sig på stedet.

3.   Dokumentation af kontrol

3.1.   Dokumentation af kontrolaktiviteter, herunder besøg på stedet

Følgende skal tages i betragtning:

a)

behørig dokumentation af alle kontrolaktiviteter

b)

udarbejdelsen af en skriftlig rapport efter hvert besøg på stedet på et anlæg, som opbevares i identificerbar form i en lettilgængelig og tilstrækkeligt vedligeholdt database

c)

medtagelsen i rapporten om besøget på stedet af formålet med kontrollen, de indsamlede data, oplysninger, resultater, en evaluering heraf og en konklusion om, hvorvidt affaldsanlægget opfylder de relevante betingelser i tilladelsen, og om der bør træffes yderligere foranstaltninger

d)

færdiggørelsen af rapporten om besøget på stedet senest to måneder efter besøget, medmindre der er mere alvorlige anmærkninger under besøget, hvor der i givet fald kan være behov for en anden frist

e)

muligheden for, at driftsherren kan fremsætte bemærkninger, før eller efter færdiggørelsen af rapporten om besøget på stedet, hvor det er relevant

f)

offentlighedens adgang til resultaterne af besøget på stedet og eventuelt andre kontrolaktiviteter i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (2).

DEL D

Kontrollens fokus på affaldsanlæggenes forskellige livsfaser

1.   Kontrol af nye affaldsanlæg, inden deponeringen påbegyndes

Følgende tages i betragtning i forbindelse med kontrollen:

a)

gennemførelsen af de foranstaltninger, der er truffet for at minimere miljøpåvirkningen under driften og efter lukningen, herunder om nødvendigt håndtering af forurenet vand og perkolat

b)

hvorvidt affaldsanlæggets placering, design og konstruktion er i overensstemmelse med sikkerheds- og miljøelementer i tilladelsen

c)

indholdet, tilgængeligheden og resultaterne af ordningen for egenkontrol til regelmæssig overvågning og driftsherrernes egenkontrol og af den planlagte rapportering af overvågningsdata (hvis relevant) til den kompetente myndighed

d)

gennemførelsen af de forvaltnings-, vedligeholdelses- og overvågningsforanstaltninger, som er planlagt for at sikre, at anlægget er fysisk stabilt, at forurening af jord, luft, overfladevand og grundvand forebygges på kort og lang sigt, og at skader på landskabet begrænses mest muligt

e)

at der er tilstrækkelige menneskelige ressourcer til rådighed, og at det personale, der er ansvarlig for miljøforvaltningen og sikkerheden, er kompetent

f)

tilstrækkeligheden af lukningsplanen, jf. artikel 5, stk. 3, litra f), i direktiv 2006/21/EF

g)

tilstrækkeligheden af den finansielle garanti eller tilsvarende med hensyn til beløb og form, når den kompetente myndighed kræver en finansiel garanti eller tilsvarende om klassificeringen af affaldsanlægget som en kategori A-facilitet eller ikke en kategori A-facilitet skal revideres og kontrolleres

h)

overensstemmelse med andre tilladelsesvilkår og andre relevante krav i direktiv 2006/21/EF.

2.   Kontrol af affaldsanlæg i drift

Følgende tages i betragtning i forbindelse med kontrollen:

a)

skadelige virkninger af affaldsanlægget på miljøet og menneskers sundhed og foranstaltninger truffet for at minimere miljøvirkninger navnlig anlæggets egnethed og forvaltning og vedligeholdelsen af affaldsanlægget for at sikre dets fysiske stabilitet og forhindre forurening af jord, luft, overfladevand eller grundvand på kort og langt sigt og i videst muligt omfang minimere skader på landskabet, og hvordan disse virkninger stemmer overens med tilladelsesvilkårene og oplysningerne i miljøkonsekvensvurderingen, hvis der er behov for en sådan vurdering

b)

hvorvidt mængderne, egenskaberne og klassificeringen af det affald, der deponeres i affaldsanlægget, er i overensstemmelse med elementer i tilladelsen

c)

hvorvidt den anslåede perkolatproduktion, herunder perkolatets indhold af forurening, det deponerede affald og affaldsanlæggets vandbalance er i overensstemmelse med elementerne i tilladelsen

d)

strukturelle og operationelle ændringer af affaldsanlægget: kontrol af 1) vandforvaltningen, 2) kvaliteten af geotekniske byggeaktiviteter (f.eks. dæmning/dige), 3) forvaltning af geotekniske sikkerhedssystemer (f.eks. overfladebelægninger, stabilitet og sikkerhedsovervågning), 4) mængder og egenskaber ved det affald, der er deponeret i forhold til fremskrivningerne i affaldshåndteringsplanen, 5) perkolatproduktion, herunder indhold af forurenende stoffer i perkolat i forhold til fremskrivningerne i affaldshåndteringsplanen, 6) vandbalancen for affaldsanlægget i forhold til fremskrivningerne i affaldshåndteringsplanen og 7) teknikker, der anvendes til og tilstrækkeligheden af miljø- og sikkerhedsforvaltningen og miljøovervågningen

e)

vedtagelse af de foranstaltninger, der anbefales eller pålægges efter tidligere kontroller

f)

de miljø- og sikkerhedsmæssige revisionsrapporter og -erklæringer, hvis dette kræves i tilladelsen

g)

resultater, fuldstændighed og forvaltning af programmet for egenkontrol med henblik på regelmæssig overvågning og rapportering af alle overvågningsdata (hvis relevant) til den kompetente myndighed

h)

synlige abnormiteter i anlægget

i)

repræsentativiteten af prøveudtagningen og karakteriseringen af udvindingsaffald

j)

roller, ansvarsområder og kompetencer for personale med ansvar for miljø- og sikkerhedsforvaltningen af affaldsanlægget samt adgang til tilstrækkelige menneskelige ressourcer og uddannelse til personalet

k)

procedurer for underretning af den kompetente myndighed om eventuelle hændelser, der kan påvirke affaldsanlæggets stabilitet, og eventuelle væsentlige skadelige virkninger på miljøet, der afsløres af de relevante kontrol- og overvågningsprocedurer

l)

tilstrækkeligheden af lukningsplanen, jf. artikel 5, stk. 3, litra f), i direktiv 2006/21/EF, og overholdelse af eventuelle gradvise lukningsforanstaltninger i planen

m)

om størrelsen og formen af den finansielle garanti eller tilsvarende er tilstrækkelig i forhold til de beregnede omkostninger ved driftsherrens forpligtelserne i forbindelse med tilladelsen, herunder ordninger for lukningen og perioden efter lukningen samt rehabilitering af de berørte områder, hvis den kompetente myndighed kræver en finansiel garanti eller tilsvarende

n)

klassificeringen af affaldsanlægget som en kategori A- eller ikke en kategori A-facilitet

o)

overensstemmelse med andre tilladelsesvilkår og andre relevante krav i direktiv 2006/21/EF.

3.   Afsluttende kontrol på stedet af affaldsanlæg i henhold til artikel 12, stk. 3, i direktiv 2006/21/EF

Følgende tages i betragtning i forbindelse med kontrollen:

a)

skadelige virkninger på miljøet og menneskers sundhed fra affaldsanlægget og de foranstaltninger, der træffes for at minimere sådanne virkninger efter lukning, herunder om nødvendigt håndtering af forurenet vand og perkolat

b)

gennemførelsen af lukningsplanen, jf. artikel 5, stk. 3, litra f), i direktiv 2006/21/EF

c)

rehabilitering af de arealer, der berøres af affaldsanlægget

d)

tilstrækkeligheden af planen og ordningerne for vedligeholdelse, overvågning, kontrol og korrigerende foranstaltninger i fasen efter lukningen af affaldsanlægget, herunder overvågnings- og kontroludstyrets funktion og tilstrækkelighed

e)

om størrelsen og formen af den finansielle garanti eller tilsvarende er tilstrækkelig i forhold til de beregnede omkostninger ved driftsherrens forpligtelserne i forbindelse med tilladelsen, herunder gennemførelsen af ordninger for lukningen og perioden efter lukningen samt den resterende rehabilitering af de berørte områder, hvis den kompetente myndighed kræver en finansiel garanti eller tilsvarende

f)

klassificeringen af affaldsanlægget som en kategori A-facilitet eller ikke en kategori A-facilitet

g)

overholdelse af andre tilladelsesvilkår og andre relevante krav i direktiv 2006/21/EF

4.   Kontrol af affaldsanlæg efter lukningen for så vidt angår anlæg, der er lukket efter den 1. maj 2008

Følgende tages i betragtning i forbindelse med kontrollen:

a)

skadelige virkninger på miljøet og menneskers sundhed fra affaldsanlægget og de foranstaltninger, der træffes for at minimere sådanne virkninger efter lukning, herunder om nødvendigt håndtering af forurenet vand og perkolat

b)

overensstemmelsen mellem på den ene side de i litra a) omhandlede skadelige virkninger og på den anden side tilladelsesvilkårene og oplysningerne i miljøkonsekvensvurderingen, hvis der er behov for en sådan vurdering

c)

hvorvidt perkolatproduktionen, herunder perkolatets indhold af forurening, det deponerede affald og affaldsanlæggets vandbalance samt om nødvendigt håndteringen af forurenet vand og perkolat er i overensstemmelse med elementerne i tilladelsen

d)

gennemførelsen af lukningsplanen, jf. artikel 5, stk. 3, litra f), i direktiv 2006/21/EF

e)

tilstrækkeligheden af lukningsplanen, jf. artikel 5, stk. 3, litra f), i direktiv 2006/21/EF, navnlig med hensyn til yderligere luknings- og rehabiliteringsforanstaltninger på grundlag af evaluering af miljørisici og miljøbelastning

f)

rehabilitering af de arealer, der berøres af affaldsanlægget, tilstrækkeligheden af planen og ordningerne for vedligeholdelse, overvågning, kontrol og korrigerende foranstaltninger i fasen efter lukningen af affaldsanlægget, herunder overvågnings- og kontroludstyrets funktion og tilstrækkelighed, samt af rapporteringen af alle overvågningsdata til den kompetente myndighed

g)

proceduren for underretning af den kompetente myndighed om eventuelle hændelser eller eventuel udvikling, der kan påvirke affaldsanlæggets stabilitet, og eventuelle væsentlige skadelige virkninger på miljøet, der afsløres af de relevante kontrol- og overvågningsprocedurer

h)

hvorvidt størrelsen og formen af den finansielle garanti eller tilsvarende er tilstrækkelig i forhold til de beregnede omkostninger ved forpligtelserne i forbindelse med tilladelsen, herunder gennemførelsen af ordninger for perioden efter lukningen, korrigerende foranstaltninger og rehabilitering af de berørte områder, hvis den kompetente myndighed kræver en finansiel garanti eller tilsvarende

i)

klassificeringen af affaldsanlægget som en kategori A-facilitet eller ikke en kategori A-facilitet

j)

overholdelse af andre tilladelsesvilkår og andre relevante krav i direktiv 2006/21/EF.

DEL E

Yderligere elementer af kontrol med affaldsanlæg i kategori A

1.   Kontrol af dæmninger i affaldsanlæg i kategori A med indhold af tailings

Ud over de relevante elementer, der er anført i del D, skal kontrolløren tage følgende i betragtning, hvis kontrollen vedrører dæmninger i affaldsanlæg i kategori A, som indeholder tailings:

a)

type og tilstand af erosionsbeskyttelse

b)

egnetheden af det hydrologiske design, f.eks. vandbalancen, tilgængeligt fribord (vertikal afstand (højde) mellem det normale maksimale driftsniveau og det laveste punkt på dæmningen)

c)

strandens sammensætning, status og strukturelle integritet, såsom tilstedeværelse af fordybninger, tailingsdensitet og støvkontrol

d)

ændringer i dæmningens laveste punkt og hældning, når den sammenlignes med den nuværende tilstand i forhold til konstruktionen

e)

dræningssystemets funktionsmåde og tilstand og dets geotekniske strukturer (såsom geomembraner, dæmninger) og udstyr (f.eks. dæmningsovervågning)

f)

lækage- og nedsivningsområder, og mængden af lækket materiale

g)

konstaterede skader

h)

træer og vegetation på dæmningen.

2.   Kontrol af udledningsfaciliteterne i affaldsanlæg i kategori A, der indeholder tailings

Ud over de relevante elementer, der er anført i del D, skal kontrolløren tage følgende i betragtning, hvis kontrollen vedrører udledningsfaciliteter i affaldsanlæg i kategori A, der indeholder tailings, og disses funktion:

a)

kravene til adgang til udledningslinjer og udledningssteder er tilstrækkelige

b)

skader på anlægs- og kontroludstyr

c)

lækage gennem og omkring udledningsfaciliteterne

d)

erosion i nedstrømsudløb

e)

vegetation på eller tæt på udledningsfaciliteterne

f)

udstyr til regulering af udledninger

g)

nødudledningsfaciliteter

h)

nødstrømforsyning

i)

stigning i antallet af udledninger til tailingsgraven og den dertil knyttede forøgelse af gradsniveauet (målt i meter/år)

j)

tailingsplaceringssystem

k)

vandforvaltningssystem.

3.   Kontrol af affaldsanlæg i kategori A med kasseret klippemateriale

Ud over de relevante elementer, der er anført i del D, skal kontrolløren tage følgende i betragtning, hvis kontrollen vedrører affaldsanlæg i kategori A, som indeholder kasseret klippemateriale:

a)

forvitring af klippematerialet

b)

kvalitet og mængde af udsivende vand

c)

hvorvidt de foranstaltninger, der er truffet for at minimere indvirkningen på miljøet af anlæg til kasseret klippemateriale, er tilstrækkelige

d)

genopdyrkningsaktiviteternes korrekthed og effektivitet baseret på relevante retlige forpligtelser.


(1)  http://eippcb.jrc.ec.europa.eu/reference/BREF/jrc109657_mwei_bref_-_for_pubsy_online.pdf.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (EUT L 41 af 14.2.2003, s. 26).