21.6.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2019/1014

af 12. juni 2019

om fastsættelse af nærmere regler for minimumskrav til grænsekontrolsteder, herunder til inspektionscentre, og til det format, de kategorier og de forkortelser, der skal anvendes i lister over grænsekontrolsteder og kontrolsteder

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (1), særlig artikel 60, stk. 2, og artikel 64, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2017/625 fastsættes bl.a. rammen for gennemførelse af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende dyr og varer, der indføres til Unionen fra tredjelande, til verifikation af, at EU-lovgivningen om agrofødevarekæden overholdes, med det formål at beskytte menneskers, dyrs og planters sundhed, dyrevelfærden og, for så vidt angår genetisk modificerede organismer (GMO'er) og plantebeskyttelsesmidler, tillige miljøet. Forordningen foreskriver, at der skal gennemføres offentlig kontrol af sendinger af dyr og varer på det grænsekontrolsted, hvor sendingen først ankommer til Unionen. Medlemsstaterne skal i det øjemed udpege grænsekontrolsteder.

(2)

Ved forordning (EU) 2017/625 fastsættes de minimumskrav, som grænsekontrolsteder skal opfylde for at blive udpeget. Der bør derfor fastsættes nærmere regler for minimumskrav til infrastruktur, udstyr og dokumentation på grænsekontrolsteder.

(3)

Med henblik på at beskytte menneskers og dyrs sundhed bør der fastsættes yderligere nærmere regler for minimumskrav til grænsekontrolsteder, der er blevet udpeget til kategorien af dyr og visse kategorier af varer som f.eks. animalske produkter, animalske biprodukter, avlsmateriale, sammensatte produkter samt hø og halm.

(4)

For at tage hensyn til de særlige krav til aflæsning af visse sendinger, der ikke transporteres i containere, som f.eks. sendinger af fiskevarer eller sendinger af animalske biprodukter bestående af f.eks. uld, og bulkgods, der består af store mængder varer, som transporteres uden emballage, bør grænsekontrolsteder i visse tilfælde fritages fra kravet om at have et overdækket aflæsningsområde. I betragtning af, at sendinger af flydende bulk af animalsk og ikke-animalsk oprindelse aflæsses direkte fra transportmidlet til tanke via særlige rør, bør grænsekontrolstederne ikke være forpligtet til at have områder eller lokaler til aflæsning af varer eller inspektionsrum eller undersøgelsesområder til gennemførelsen af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende flydende bulk.

(5)

Med henblik på at forebygge risici for krydskontaminering bør der fastsættes adskillelseskrav for aflæsnings-, opbevarings- og inspektionsfaciliteterne på grænsekontrolsteder, der er blevet udpeget til animalske produkter, sammensatte produkter, animalske biprodukter og avlsmateriale. Dog bør der fastsættes bestemmelser om en undtagelse fra adskillelseskravene, hvis grænsekontrolstedet kun er udpeget til emballerede varer, eller til emballerede og visse uemballerede varer, for hvilke de kompetente myndigheders risikovurdering på grænsekontrolstedet viser, at der ikke er nogen risiko for krydskontaminering. I sidstnævnte tilfælde bør de kompetente myndigheder ydermere sikre, at sendingerne adskilles tidsmæssigt for så vidt angår deres håndtering, samt at faciliteterne rengøres og desinficeres i tidsrummet mellem de forskellige sendingers ankomst.

(6)

Da de dyr og varer, der indføres i Unionen, og som skal underkastes offentlig kontrol ved grænsekontrolsteder, ikke nødvendigvis overholder EU-lovgivningen, og da enhver risiko for krydskontaminering skal undgås, bør der fastsættes regler, som forbyder anvendelsen af visse faciliteter på grænsekontrolstedet til sendinger af dyr og varer, der handles inden for Unionen, og tillader en sådan anvendelse til sendinger af dyr og varer, der eksportes eller flyttes fra et sted inden for Unionens område til et andet sted inden for Unionens område efter at have passeret gennem et tredjelands område, forudsat at de kompetente myndigheder gennemfører tilstrækkelige risikoforebyggelsesforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger bør baseres på en vurdering af, om de pågældende faciliteter har kapacitet til udførelsen af sådanne supplerende aktiviteter. De kompetente myndigheder bør indføre passende ordninger til at håndtere dyr i overensstemmelse med Unionens regler om dyrevelfærd.

(7)

Med henblik på at fremme effektiviteten af offentlige kontroller og andre officielle aktiviteter bør der indføres en vis grad af fleksibilitet ved, under særlige omstændigheder, at tillade anvendelse af opbevaringsfaciliteter tilhørende erhvervsvirksomheder samt opbevaring i de transportmidler, som sendingen blev transporteret til grænsekontrolstedet i.

(8)

For at fremme den effektive organisation og udførelse af offentlige kontroller og andre officielle aktiviteter bør det tillades, at grænsekontrolsteder opdeles i et eller flere inspektionscentre, hvor de kategorier af dyr og varer, som grænsekontrolstedet er blevet udpeget til, skal kontrolleres. I den forbindelse bør der fastsættes minimumskrav til inspektionscentre.

(9)

Inspektionscentrenes overholdelse af minimumskravene til grænsekontrolsteder i artikel 64, stk. 3, i forordning (EU) 2017/625, og de nærmere regler for minimumskrav i nærværende forordning bør vurderes af Kommissionen som en del af udpegelsesprocessen for grænsekontrolstedet. Derfor bør medlemsstaterne fremsende al nødvendig dokumentation om inspektionscentrene, når de underretter Kommissionen om udpegelsen af et grænsekontrolsted.

(10)

For at sikre en passende verifikation af, at grænsekontrolsteder og inspektionscentre på sådanne kontrolsteder overholder minimumskravene i artikel 64, stk. 3, i forordning (EU) 2017/625 og de nærmere regler i nærværende forordning, bør medlemsstaterne underrette Kommissionen om eventuelle ændringer i infrastrukturen eller driften af et grænsekontrolsted eller et inspektionscenter på kontrolstedet, såfremt sådanne ændringer kræver en ajourføring af oplysningerne meddelt til Kommissionen, jf. artikel 59, stk. 2 i forordning (EU) 2017/625. Medlemsstaterne bør derfor i denne forordning pålægges at underrette Kommissionen herom.

(11)

Ved artikel 53, stk. 2, og artikel 60, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625 pålægges alle medlemsstater at gøre ajourførte lister over grænsekontrolsteder og kontrolsteder på deres områder tilgængelige på internettet med visse oplysninger for hvert grænsekontrolsted og kontrolsted. Det er derfor hensigtsmæssigt i denne forordning at fastsætte formatet for listerne over grænsekontrolsteder og kontrolsteder samt de forkortelser, der skal anvendes til at angive de kategorier af dyr og varer, som grænsekontrolstederne og kontrolstederne er blevet udpeget til, samt yderligere specifikke oplysninger om rammerne for udpegelsen.

(12)

Af hensyn til gennemsigtigheden bør alle inspektionscentre, der anvendes som en del af et grænsekontrolsted, opføres sammen med selve kontrolstedet på listen over grænsekontrolsteder med en angivelse af de kategorier af dyr og varer, der kontrolleres på inspektionscentrene. Eventuelle ændringer vedrørende inspektionscentrene bør afspejles nøjagtigt i listen.

(13)

De regler, der skal fastsættes af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 60, stk. 2, og 64, stk. 4, i forordning (EU) 2017/625, er tæt knyttet til hinanden, da de alle vedrører krav til grænsekontrolsteder og kontrolsteder, og de bør derfor finde anvendelse fra samme dato. For at fremme en korrekt og generel anvendelse af de pågældende regler, bør de fastsættes i én enkelt retsakt.

(14)

Kommissionens beslutning 2001/812/EF (2) fastsætter minimumskrav for grænsekontrolsteder, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 97/78/EF (3), for inspektionscentre og regler for deres opførelse på en liste. Kommissionens beslutning 2009/821/EF (4) opstiller en liste over godkendte grænsekontrolsteder. Kommissionens direktiv 98/22/EF (5) fastsætter minimumskrav for gennemførelsen af plantesundhedskontroller på kontrolsteder af planter, planteprodukter og andre objekter fra tredjelande i overensstemmelse med Rådets direktiv 2000/29/EF (6). For at sikre konsistens og undgå overlappende krav bør beslutning 2001/812/EF, beslutning 2009/821/EF og direktiv 98/22/EF ophæves.

(15)

De relevante bestemmelser og beføjelser, som Kommissionen tillægges ved forordning (EU) 2017/625, finder først anvendelse fra den 14. december 2019. Derfor bør bestemmelserne i nærværende forordning også gælde fra denne dato.

(16)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

1.   Denne forordning fastlægger reglerne for gennemførelse af forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår:

a)

fælles nærmere regler for minimumskrav til infrastruktur, udstyr og dokumentation på grænsekontrolsteder og på andre kontrolsteder end grænsekontrolsteder

b)

specifikke nærmere regler for minimumskrav til grænsekontrolsteder, der er udpeget til kategorier af dyr og varer som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EU) 2017/625

c)

nærmere regler for minimumskrav til inspektionscentre

d)

det format, de kategorier, de forkortelser og andre oplysninger, der skal anvendes i listerne over grænsekontrolsteder og andre kontrolsteder.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »emballerede varer«: varer, der er anbragt i en hvilken som helst form for emballage, som omslutter varen fuldstændigt for at forhindre lækage og tab af indhold

2)   »inspektionscenter«: en separat facilitet på et grænsekontrolsted, der er oprettet for at gennemføre offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende dyr og varer på det område, som grænsekontrolstedet er udpeget til

3)   »hovdyr«: hovdyr som defineret i artikel 2, litra d), i Rådets direktiv 2004/68/EF (7)

4)   »registrerede dyr af hestefamilien«: registrerede enhovede dyr som defineret i artikel 2, litra c), i Rådets direktiv 2009/156/EF (8).

KAPITEL I

Fælles minimumskrav til grænsekontrolsteder

Artikel 3

Infrastruktur på grænsekontrolstedet

1.   Grænsekontrolsteder, der er udpeget til kategorier af dyr og varer som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625, skal have følgende faciliteter:

a)

områder eller lokaler, hvor dyr og varer kan aflæsses. Sådanne områder skal være overdækkede, undtagen i de tilfælde, der nævnes i stk. 4

b)

inspektionslokaler eller inspektionsområder, der er forsynet med varmt og koldt rindende vand og faciliteter til håndvask og -tørring

c)

staldområder eller -lokaler til dyr og opbevaringsfaciliteter, herunder kølerum, såfremt det er hensigtsmæssigt for den kategori af varer, som grænsekontrolstedet er udpeget til, og

d)

adgang til toiletter med faciliteter til håndvask og -tørring.

2.   De lokaler, der er nævnt i stk. 1, skal have vægge, gulve og lofter, der er nemme at rengøre og desinficere, passende afløb og passende naturligt eller kunstigt lys.

3.   De områder, der er nævnt i stk. 1, skal være nemme at rengøre, have passende afløb og passende naturligt eller kunstigt lys.

4.   Kravene til overdækkede aflæsningsområder, jf. stk. 1, litra a), finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:

a)

sendinger af fiskevarer til konsum, som ikke transporteres i containere

b)

sendinger af animalske biprodukter bestående af uld, forarbejdet animalsk protein i bulk, løst indladet gødning eller guano, og

c)

sendinger af store mængder bulkgods som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra c), d) og e), i forordning (EU) 2017/625.

5.   De faciliteter, der er omhandlet i stk. 1, litra a) og b), er ikke påkrævet som led i gennemførelsen af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende flydende bulk af animalsk og ikke-animalsk oprindelse.

6.   Medlemsstaterne kan undtage grænsekontrolsteder, der er blevet udpeget til de kategorier af varer, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/625, fra følgende krav:

a)

at have en forsyning af varmt og koldt rindende vand og faciliteter til håndvask og -tørring, jf. stk. 1, litra b), og

b)

at have lokaler med lofter, der er nemme at desinficere, jf. stk. 2.

7.   De faciliteter, der er omhandlet i stk. 1, litra a), b) og c), må ikke også anvendes til andre kategorier af varer som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625, når de anvendes til animalske og sammensatte produkter.

8.   De faciliteter, der er omhandlet i stk. 1, litra a), b) og c), må ikke også anvendes til fødevarer af ikke-animalsk oprindelse, når de anvendes til avlsmateriale og animalske biprodukter.

9.   Uanset kravene i stk. 7 og 8 kan grænsekontrolsteder dele de faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, litra a), b) og c), i følgende tilfælde:

a)

grænsekontrolsteder, der kun er blevet udpeget til kategorier af emballerede varer, eller

b)

grænsekontrolsteder, der er blevet udpeget til kategorier af emballerede varer og uemballerede varer, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

i)

de kompetente myndigheder gennemfører en risikovurdering af grænsekontrolstedet, der viser, hvordan krydskontaminering kan undgås, og de gennemfører de foranstaltninger, der identificeres i risikoanalysen, til forebyggelse af en sådan krydskontaminering, og

ii)

de kompetente myndigheder sikrer en tidsmæssig adskillelse mellem håndteringen af forskellige forsendelser af uemballerede varer og mellem håndteringen af forsendelser af uemballerede og emballerede varer. I den tidsperiode, der følger af den tidsmæssige adskillelse, skal faciliteterne i stk. 1, litra a), b) og c), rengøres og desinficeres.

10.   Stk. 9 finder ikke anvendelse på de faciliteter, der er omhandlet i stk. 1, litra c), hvis disse faciliteter anvendes til opbevaring af animalske biprodukter i bulk.

11.   De kompetente myndigheder på grænsekontrolstedet kan, under deres kontrol, tillade anvendelsen af kommercielle opbevaringsfaciliteter til de varer, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625, forudsat at disse faciliteter ligger i umiddelbar nærhed af grænsekontrolstedet og hører under den samme toldmyndigheds ansvarsområde.

Sådanne kommercielle opbevaringsfaciliteter kan anvendes til at udføre identitetskontrol og fysisk kontrol af produkter af ikke-animalsk oprindelse, forudsat at disse faciliteter overholder mindstekravene i denne forordning.

12.   Varer, der opbevares i kommercielle opbevaringsfaciliteter i overensstemmelse med stk. 11, skal opbevares under hygiejniske betingelser og være behørigt identificeret ved hjælp af stregkoder eller andre elektroniske midler eller etiketter. Hvis varerne kan udgøre en risiko for menneskers, dyrs og planters sundhed, eller, hvis det drejer sig om GMO'er og plantebeskyttelsesmidler, tillige for miljøet, skal de ydermere opbevares i et separat, aflåseligt lokale eller i områder, der er afskærmet fra alle andre varer, der opbevares i de kommercielle opbevaringsfaciliteter.

13.   Hvis grænsekontrolstedet ligger ved en vej, en jernbane eller en havn, kan opbevaring i det transportmiddel, som varerne blev transporteret til grænsekontrolstedet i, tillades under de kompetente myndigheders kontrol.

14.   Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle ændringer i infrastrukturen eller driften af et grænsekontrolsted, eller i et inspektionscenter beliggende i dette grænsekontrolsted, såfremt sådanne ændringer kræver en ajourføring af de oplysninger, som Kommissionen skal underrettes om, jf. artikel 59, stk. 2, i forordning (EU) 2017/625.

Artikel 4

Udstyr og dokumentation på grænsekontrolsteder

1.   Grænsekontrolsteder skal have adgang til:

a)

udstyr til vejning af sendinger, hvis det er relevant for de kategorier af dyr og varer, som grænsekontrolstedet er udpeget til

b)

udstyr til at aflæsse, åbne og undersøge sendinger

c)

udstyr til rengøring og desinficering og vejledning i brugen heraf eller et dokumenteret system til rengøring og desinficering, hvis rengøringen og desinficeringen foretages af aktører uden for grænsekontrolstedet, og

d)

passende udstyr til midlertidig opbevaring af prøver under temperaturkontrol indtil afsendelsen til laboratoriet og passende beholdere til transport af disse prøver.

2.   Hvis det er relevant for de kategorier af dyr og varer, som grænsekontrolstedet er udpeget til, skal inspektionslokaler eller inspektionsområder være udstyret med:

a)

et bord med en glat overflade, der er nem at rengøre og desinficere

b)

et termometer til at måle varernes overflade- og kernetemperatur

c)

optøningsudstyr

d)

prøvetagningsudstyr og

e)

forseglingstape og nummererede plomber eller etiketter, som er tydeligt mærket, til sikring af sporbarhed.

3.   Hvis det er nødvendigt at sikre integriteten af de prøver, der er udtaget som en del af den offentlige kontrol, skal en detaljeret vejledning om prøvetagning med henblik på analyse og om transport af sådanne prøver til det udpegede officielle laboratorium være tilgængelig.

KAPITEL II

Specifikke minimumskrav til grænsekontrolsteder

Artikel 5

Grænsekontrolsteder udpeget til kategorier af dyr

1.   Ud over kravene i artikel 3 og 4 skal grænsekontrolsteder, der er blevet udpeget til de dyr, som er omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/625, have følgende:

a)

omklædningsrum med brusebad

b)

områder eller lokaler til aflæsning af dyr som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), med tilstrækkelig plads, lys og ventilation

c)

udstyr til fodring og vanding

d)

opbevaringsfaciliteter til foderstoffer, strøelse og gødning eller ordninger med en ekstern udbyder, der sørger for samme faciliteter

e)

staldområder eller -lokaler til separat tilbageholdelse af følgende kategorier af dyr, som grænsekontrolstedet er udpeget til:

i)

hovdyr, der ikke er registrerede dyr af hestefamilien

ii)

registrerede dyr af hestefamilien og

iii)

andre dyr, der ikke er hovdyr (men inklusive hovdyr fra zoologiske haver)

f)

inspektionslokaler eller inspektionsområder forsynet med fastholdelsesudstyr og det nødvendige udstyr til at udføre kliniske undersøgelser og

g)

en særlig adgangsvej eller andre ordninger, således at dyrene undgår unødig ventetid, inden de kommer til aflæsningsområdet.

2.   De faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, litra b), c), e), f) og g), skal udformes, konstrueres, vedligeholdes og drives således, at dyrene ikke udsættes for unødig fysisk overlast og unødige lidelser, og således, at deres sikkerhed kan garanteres.

3.   Faciliteterne som omhandlet i stk. 1, litra a), b), c), e) og f), skal udgøre en integreret og sammenhængende arbejdsenhed.

4.   De faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, må ikke anvendes til gennemførelsen af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende sendinger af dyr bestemt til samhandel inden for Unionen.

De faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, kan anvendes til gennemførelsen af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende sendinger af dyr, der er bestemt til eksport fra Unionen, eller som flyttes fra et af de områder, der er opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625, til et andet område opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625 efter at have passeret gennem et tredjelands område, forudsat at følgende betingelser er overholdt:

a)

de kompetente myndigheder gennemfører en risikovurdering af grænsekontrolstedet, der viser, hvordan krydskontaminering kan undgås, og de gennemfører de foranstaltninger, der identificeres i risikoanalysen, til forebyggelse af en sådan krydskontaminering, og

b)

den kompetente myndighed sikrer en tidsmæssig adskillelse mellem håndtering af sendinger af dyr, der er bestemt til eksport fra Unionen, eller som flyttes fra et af de områder, der er opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625, til et andet område opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625 efter at have passeret gennem et tredjelands område, og alle andre sendinger af dyr, der indføres i Unionen. I den tidsperiode, der følger af den tidsmæssige adskillelse, skal faciliteterne rengøres og desinficeres.

5.   De faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, litra b), c), e) og f), må ikke også anvendes til de kategorier af varer, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625.

Artikel 6

Grænsekontrolsteder udpeget til kategorier af animalske varer, animalske biprodukter, avlsmateriale, sammensatte produkter samt hø og halm

1.   Ud over kravene i artikel 3 og 4 skal grænsekontrolsteder, der er blevet udpeget til de kategorier af varer, som er omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/625:

a)

have inspektionslokaler som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), forsynet med faciliteter til, om nødvendigt, at opretholde et temperaturreguleret klima

b)

hvis de er blevet udpeget til kategorier af kølede produkter, frosne produkter og produkter, der opbevares ved omgivelsestemperatur, have kapacitet til samtidig at opbevare disse varer under passende temperaturforhold for hver vare, indtil resultaterne af laboratorieanalyser, prøver eller diagnoser foreligger, eller indtil resultatet af undersøgelser foretaget af den kompetente myndighed foreligger, og

c)

have omklædningsrum.

2.   De faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, skal udgøre en integreret og sammenhængende arbejdsenhed.

3.   De faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, må ikke anvendes til gennemførelsen af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende sendinger af varer bestemt til samhandel inden for Unionen.

De faciliteter, som er omhandlet i stk. 1, kan anvendes til gennemførelsen af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende sendinger af varer, der er bestemt til eksport fra Unionen, eller som flyttes fra et af de områder, der er opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625, til et andet område opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625 efter at have passeret gennem et tredjelands område, forudsat at følgende betingelser er overholdt:

a)

de kompetente myndigheder gennemfører en risikovurdering af grænsekontrolstedet, der viser, hvordan krydskontaminering kan undgås, og de gennemfører de foranstaltninger, der identificeres i risikoanalysen, til forebyggelse af en sådan krydskontaminering, og

b)

den kompetente myndighed sikrer en tidsmæssig adskillelse mellem håndtering af sendinger af varer, der er bestemt til eksport fra Unionen, eller som flyttes fra et af de områder, der er opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625 til et andet område opført på listen i bilag I til forordning (EU) 2017/625 efter at have passeret gennem et tredjelands område, og alle andre sendinger af varer, der indføres i Unionen. I den tidsperiode, der følger af den tidsmæssige adskillelse, skal faciliteterne til håndtering af sendinger af varer rengøres og desinficeres.

4.   Kravene i stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse på gennemførelsen af offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende flydende bulk af animalsk og ikke-animalsk oprindelse.

5.   Levende frøer, levende fisk og levende hvirvelløse dyr, der er bestemt til konsum, samt rugeæg og fiskemadding kan undersøges på det grænsekontrolsted, der er blevet udpeget til de kategorier af varer, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/625.

KAPITEL III

Liste over grænsekontrolsteder og andre kontrolsteder

Artikel 7

Format, kategorier, forkortelser og andre oplysninger, der skal anvendes i listerne over grænsekontrolsteder og kontrolsteder

1.   Medlemsstaterne anvender det format, der er fastsat i bilag I, til at angive de oplysninger, der er omhandlet i artikel 60, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625.

2.   Når medlemsstaterne opstiller listerne over grænsekontrolsteder, jf. artikel 60, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625, og listerne over kontrolsteder, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) 2017/625, skal de anvende de forkortelser og specifikationer, der er fastsat i bilag II.

3.   Listerne over grænsekontrolsteder og kontrolsteder ledsages af en forklarende note, som indeholder de forkortelser og specifikationer, der er fastsat i bilag II.

KAPITEL IV

Inspektionscentre

Artikel 8

Krav til inspektionscentre

1.   Grænsekontrolsteder kan omfatte et eller flere inspektionscentre, der efter behov udfører offentlig kontrol af og andre officielle aktiviteter vedrørende kategorier af dyr og varer, der falder under ind under rammerne for udpegelsen af grænsekontrolstedet.

2.   Inspektionscentrene skal overholde de minimumskrav for grænsekontrolsteder, der er fastsat i artikel 64, stk. 3, i forordning (EU) 2017/625, og de nærmere regler for minimumskrav i nærværende forordning.

Kravene i artikel 64, stk. 3, litra f), i forordning (EU) 2017/625 finder ikke anvendelse på inspektionscentre, der har adgang til teknologi og udstyr til drift af det informationsstyringssystem vedrørende offentlig kontrol (IMSOC), der er omhandlet i artikel 131 i nævnte forordning, og til andre computerbaserede informationsstyringssystemer, der er tilgængelige i en anden facilitet på det samme grænsekontrolsted.

3.   Inspektionscentrene skal:

a)

høre under den samme toldmyndigheds ansvarsområde som grænsekontrolstedet og

b)

høre under den kompetente myndigheds kontrol på grænsekontrolstedet.

4.   Hvis medlemsstater underretter Kommissionen om udpegelsen af et grænsekontrolsted, jf. artikel 59 i forordning (EU) 2017/625, skal de også indgive alle relevante oplysninger om eventuelle inspektionscentre på grænsekontrolstedet til Kommissionen.

5.   Medlemsstaterne skal opføre hvert inspektionscenter sammen med det pågældende grænsekontrolsted udpeget i henhold til artikel 59 i forordning (EU) 2017/625, på en liste i overensstemmelse med formatet fastsat i bilag I. Af oplysningerne skal det også fremgå, hvilke kategorier af dyr og varer der kontrolleres i inspektionscentrene, jf. artikel 7.

6.   Medlemsstaterne fjerner inspektionscentrene fra den liste, som er omhandlet i stk. 5, når de ikke længere er i overensstemmelse med stk. 2 og 3, og underretter Kommissionen om sletningen og årsagerne til denne beslutning.

Artikel 9

Ophævelse

Kommissionens beslutning 2001/812/EF og 2009/821/EF og Kommissionens direktiv 98/22/EF ophæves med virkning fra den 14. december 2019.

Artikel 10

Ikrafttræden og anvendelsesdato

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 14. december 2019.

For grænsekontrolsteder, der er udpeget til de varer, som er omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/625, i overensstemmelse med artikel 59, stk. 1, i nævnte forordning, og som ikke på datoen for ikrafttrædelsen af denne forordning har overdækkede områder eller lokaler til aflæsning, finder artikel 3, stk. 1, litra a), andet punktum, samt artikel 3, stk. 3, dog først anvendelse fra den 14. december 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juni 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 93 af 7.4.2017, s. 3.

(2)  Kommissionens beslutning 2001/812/EF af 21. november 2001 om betingelserne for godkendelse af grænsekontrolsteder, der er ansvarlige for veterinærkontrol af tredjelandsprodukter, som føres ind i EF (EFT L 306 af 23.11.2001, s. 28)

(3)  Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9).

(4)  Kommissionens beslutning 2009/821/EF af 28. september 2009 om fastlæggelse af en liste over godkendte grænsekontrolsteder, af visse regler for den kontrol, der gennemføres af Kommissionens veterinæreksperter, og af veterinærenhederne i Traces (EUT L 296 af 12.11.2009, s. 1).

(5)  Kommissionens direktiv 98/22/EF af 15. april 1998 om fastsættelse af minimumskravene gældende for plantesundhedskontrol i EF på andre kontrolsteder end kontrolstederne på bestemmelsesstedet af planter, planteprodukter eller andre objekter fra tredjelande (EFT L 126 af 28.4.1998, s. 26).

(6)  Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1)

(7)  Rådets direktiv 2004/68/EF af 26. april 2004 om dyresundhedsbestemmelser for import til og transit gennem Fællesskabet af visse levende hovdyr, om ændring af direktiv 90/426/EØF og 92/65/EØF og om ophævelse af direktiv 72/462/EØF (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 321).

(8)  Rådets direktiv 2009/156/EF af 30. november 2009 om dyresundhedsmæssige betingelser for enhovede dyrs bevægelser og indførsel af enhovede dyr fra tredjelande (EUT L 192 af 23.7.2010, s. 1).


BILAG I

Format for lister over grænsekontrolsteder

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

Grænsekontrolsted

Kontaktoplysninger

Traces-kode

Transporttype

Inspektionscentre

Kategorier af dyr og varer og specifikationer

Yderligere specifikationer vedrørende omfanget af udpegelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Format for lister over kontrolsteder

1.

2.

3.

6.

7.

Kontrolsted

Kontaktoplysninger

Traces-kode

Kategorier af dyr og varer og specifikationer

Yderligere specifikationer vedrørende omfanget af udpegelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 


BILAG II

Felt 1: Grænsekontrolsted/kontrolsted

Navn på grænsekontrolsted/kontrolsted

Felt 2: Kontaktoplysninger for grænsekontrolstedet og kontrolstedet

Fuldstændig adresse

E-mailadresse

Telefonnummer

Åbningstider (kun obligatorisk for grænsekontrolsteder)

Websted (kun obligatorisk for grænsekontrolsteder)

Felt 3:

Tildelt traces-kode

Felt 4: Transporttype for grænsekontrolstedet

A

=

Lufthavn

F

=

Jernbane

P

=

Havn

R

=

Vej

Felt 5: Inspektionscentre

(Bemærk venligst, at der kan være flere inspektionscentre på et grænsekontrolsted)

Inspektionscentrets navn

Adresse og kontaktoplysninger

Felt 6: Grænsekontrolsted og kontrolsted

Kategorier af dyr og varer og specifikationer

Felt 7: Grænsekontrolsted og kontrolsted

Yderligere specifikationer vedrørende omfanget af udpegelsen: fritekst, hvor yderligere specifikationer kan angives (1)

Forkortelser og specifikationer for kategorier af dyr og varer, for hvilke grænsekontrolstedet og kontrolstedet er udpeget, herunder inspektionscentre, hvis det er relevant.

a)   For dyr som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/625

Forkortelser

LA

Levende dyr

-U

Hovdyr, der ikke er registrerede dyr af hestefamilien

-E

Registrerede dyr af hestefamilien

-O

Andre dyr, der ikke er hovdyr (denne forkortelse omfatter hovdyr fra zoologiske haver)


Specifikationer

(*)

Suspension af grænsekontrolsteder og kontrolsteder som omhandlet i artikel 63 i forordning (EU) 2017/625

(1)

Se yderligere specifikationer i felt 7

b)   For animalske produkter, sammensatte produkter, avlsmateriale, animalske biprodukter, hø og halm som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/625, eller omfattet af betingelser eller foranstaltninger som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra d), e) eller f), i forordning (EU) 2017/625

Forkortelser

POA

Animalske produkter, sammensatte produkter, avlsmateriale, animalske biprodukter, hø og halm

-HC

Produkter til konsum

-NHC

Produkter, der ikke er bestemt til konsum

-NT

Ingen temperaturkrav

-T

Frosne/kølede produkter

-T(FR)

Frosne produkter

-T(CH)

Kølede produkter


Specifikationer

(*)

Suspension af grænsekontrolsteder og kontrolsteder som omhandlet i artikel 63 i forordning (EU) 2017/625

(1)

Se yderligere specifikationer i felt 7

(2)

Kun emballerede produkter

(3)

Kun fiskevarer

(4)

Kun flydende bulk

c)   For planter, planteprodukter og andre objekter som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/625

Forkortelser

P

Planter

PP

Planteprodukter

PP(WP)

Træ og træprodukter

OO

Andre objekter


Specifikationer

(*)

Suspension af grænsekontrolsteder og kontrolsteder som omhandlet i artikel 63 i forordning (EU) 2017/625

(1)

Se yderligere specifikationer i felt 7

 

 

d)   For varer af ikke-animalsk oprindelse som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra d), e) eller f), i forordning (EU) 2017/625

Forkortelser

PNAO

Produkter af ikke-animalsk oprindelse

-HC(food)

Fødevarer af ikke-animalsk oprindelse, som er omfattet af de betingelser eller foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra d), e) eller f), i forordning (EU) 2017/625

-NHC(feed)

Foderstoffer af ikke-animalsk oprindelse, som er omfattet af de betingelser eller foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra d), e) eller f), i forordning (EU) 2017/625

-NHC(other)

Produkter af ikke-animalsk oprindelse, som hverken er fødevarer eller foder

-NT

Ingen temperaturkrav

-T

Frosne/kølede produkter

-T(FR)

Frosne produkter

-T(CH)

Kølede produkter


Specifikationer

(*)

Suspension af grænsekontrolsteder og kontrolsteder som omhandlet i artikel 63 i forordning (EU) 2017/625

(1)

Se yderligere specifikationer i felt 7

(2)

Kun emballerede produkter

(4)

Kun flydende bulk