(1)

Elsektoren i Unionen er ved at undergå en gennemgribende forandring, der er karakteriseret ved mere decentraliserede markeder med flere aktører, en større andel af energi fra vedvarende energikilder og bedre indbyrdes forbundne systemer. Som svar herpå sigter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 (5) mod at opgradere den retlige ramme, der regulerer Unionens indre elmarked, med henblik på at sikre, at markederne og nettene fungerer optimalt til gavn for virksomheder og unionsborgere. Hensigten med nærværende forordning er at bidrage til gennemførelsen af målene for energiunionen, hvoraf energisikkerhed, solidaritet, tillid og en ambitiøs klimapolitik er en integreret del.

(2)

Velfungerende markeder og systemer med tilstrækkelige elsammenkoblinger er den bedste garanti for elforsyningssikkerhed. Selv der, hvor markederne og systemerne fungerer godt og er indbyrdes forbundne, kan risikoen for en elkrise som følge af naturkatastrofer som f.eks. ekstreme vejrforhold, ondsindede angreb eller brændstofmangel dog ikke udelukkes. Konsekvenserne af elkriser strækker sig ofte ud over de nationale grænser. Selv hvor sådanne kriser starter lokalt, kan de hurtigt få konsekvenser på tværs af grænserne. Visse ekstreme omstændigheder såsom kuldebølger, hedebølger eller cyberangreb kan påvirke hele regioner samtidigt.

(3)

Med indbyrdes forbundne elmarkeder og -systemer kan elkriseforebyggelse og -styring ikke betragtes som et rent nationalt anliggende. Potentialet i mere effektive og mindre omkostningstunge foranstaltninger gennem regionalt samarbejde bør i højere grad udnyttes. Der er brug for en fælles ramme for regler og bedre koordinerede procedurer med henblik på at sikre, at medlemsstaterne og andre aktører er i stand til at samarbejde effektivt på tværs af grænserne i en ånd af øget gennemsigtighed, tillid og solidaritet mellem medlemsstaterne.

(4)

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2005/89/EF (6) fastlagde de nødvendige foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe for generelt at sikre elforsyningssikkerheden. Nævnte direktivs bestemmelser er i høj grad blevet afløst af efterfølgende lovgivningsmæssige retsakter, navnlig for så vidt angår hvordan elmarkederne skal være organiseret for at sikre, at der er tilstrækkelig kapacitet til rådighed, hvordan transmissionssystemoperatørerne skal samarbejde for at garantere systemernes stabilitet, og for så vidt angår at sikre, at der findes passende infrastruktur. Denne forordning omhandler det særlige spørgsmål om elkriseforebyggelse og -styring.

(5)

Kommissionens forordning (EU) 2017/1485 (7) og (EU) 2017/2196 (8) udgør et detaljeret regelsæt for, hvorledes transmissionssystemoperatører og andre relevante interessenter bør agere og samarbejde for at sikre systemsikkerhed. Disse tekniske regler bør sikre, at de fleste elhændelser håndteres effektivt på driftsniveau. Nærværende forordning fokuserer på elkriser, som har et større omfang og større konsekvenser. Den fastsætter, hvad medlemsstaterne bør gøre for at forebygge sådanne kriser, og hvilke foranstaltninger, de kan træffe, i fald reglerne om systemdrift i sig selv ikke længere er nok. Selv under elkriser bør reglerne om systemdrift fortsat overholdes fuldt ud, og nærværende forordning bør være i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/2196.

(6)

Denne forordning fastsætter en fælles regelramme for, hvordan elkriser forebygges, forberedes og styres, hvilket skaber større gennemsigtighed i forberedelsesfasen og under en elkrise og sikrer, at foranstaltninger træffes på en koordineret og effektiv måde. Det kræver af medlemsstaterne, at de samarbejder på regionalt niveau og i givet fald bilateralt i en solidarisk ånd. Den opstiller også en ramme for en effektiv overvågning af elforsyningssikkerheden i Unionen via elektricitetskoordinationsgruppen, som blev oprettet ved Kommissionens afgørelse af 15. november 2012 (9) som et forum til udveksling af oplysninger og fremme af samarbejde mellem medlemsstaterne, navnlig inden for elforsyningssikkerhed. Medlemsstatssamarbejde og overvågningsrammen har til formål at opnå bedre risikoberedskab til lavere omkostninger. Denne forordning bør ligeledes styrke det indre elmarked ved at styrke tilliden på tværs af medlemsstaterne og udelukke uhensigtsmæssige statslige indgreb i elkriser, navnlig ved at undgå utidig indskrænkning af grænseoverskridende strømme og af områdeoverskridende overførselskapacitet og således mindske risikoen for negative afsmittende virkninger på tilgrænsende medlemsstater.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 (10) fastsætter generelle regler om sikkerhed for net- og informationssystemer, mens specifikke regler om cybersikkerhed vil blive udviklet gennem en netregel som fastlagt i forordning (EU) 2019/943. Nærværende forordning supplerer direktiv (EU) 2016/1148 ved at sikre, at cyberhændelser som defineret i nævnte direktiv bliver korrekt identificeret som en risiko, og at de foranstaltninger, der træffes for at håndtere disse hændelser, er ordentligt afspejlet i risikoberedskabsplanerne.

(8)

I Rådets direktiv 2008/114/EF (11) fastlægges en proces med henblik på at forbedre sikkerheden for udpegede europæiske kritiske infrastrukturer, herunder visse elektricitetsinfrastrukturer. Direktiv 2008/114/EF bidrager samme med denne forordning til at skabe en helhedsorienteret tilgang til Unionens energisikkerhed.

(9)

I Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1313/2013/EU (12) er der fastlagt krav til medlemsstaterne om hvert tredje år at udarbejde risikovurderinger på nationalt niveau eller på det relevante subnationale niveau samt at udarbejde og tilpasse deres planlægning af katastroferisikostyring på nationalt niveau eller på det relevante subnationale niveau. Denne forordnings specifikke tiltag vedrørende risikoforebyggelse, -beredskab og -planlægning bør være i overensstemmelse med de bredere, samlede, nationale risikovurderinger, der kræves i henhold til afgørelse nr. 1313/2013/EU.

(10)

Medlemsstaterne er ansvarlige for at sikre elforsyningssikkerheden på deres område, mens ansvaret for elforsyningssikkerheden også deles mellem Kommissionen og andre EU-aktører inden for deres respektive aktivitets- og kompetenceområder. Elforsyningssikkerhed forudsætter effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne, Unionens institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer og relevante interessenter. Distributionssystemoperatørerne og transmissionssystemoperatørerne spiller en afgørende rolle i at sikre et sikkert, pålideligt og effektivt elektricitetssystem i overensstemmelse med artikel 31 og 40 i direktiv (EU) 2019/944. De regulerende myndigheder og andre relevante nationale myndigheder spiller også en vigtig rolle i at sikre og føre tilsyn med elforsyningssikkerheden som led i deres opgaver i henhold til artikel 59 i direktiv (EU) 2019/944. Medlemsstaterne bør udpege en eksisterende eller ny enhed som deres enkelte kompetente nationale offentlige myndighed på regeringsplan eller regulerende myndighed med henblik på at sikre gennemsigtig og inklusiv deltagelse af alle involverede aktører, effektiv udarbejdelse og korrekt gennemførelse af risikoberedskabsplaner samt fremme af forebyggelse og efterfølgende evaluering af elkriser og udvekslinger af oplysninger i forbindelse hermed.

(11)

En fælles tilgang til forebyggelse og styring af elkriser kræver en fælles forståelse blandt medlemsstaterne af, hvad der udgør en elkrise. Denne forordning bør navnlig lette koordinationen blandt medlemsstaterne med henblik på at identificere en situation, hvor den potentielle risiko for en betydelig mangel på elektricitet, eller for at det er umuligt at levere elektricitet til kunderne, foreligger eller er nært forestående. Det europæiske net af transmissionssystemoperatører for elektricitet (ENTSO for elektricitet) og medlemsstaterne bør fastlægge henholdsvis konkrete regionale og nationale elkrisescenarier. Denne tilgang bør sikre, at alle relevante elkriser dækkes, idet der tages hensyn til særlige regionale og nationale omstændigheder såsom nettets topografi, elektricitetsmikset, produktionens og forbrugets omfang og graden af befolkningstæthed.

(12)

En fælles tilgang til forebyggelse og styring af elkriser kræver også, at medlemsstaterne bruger samme metoder og definitioner, når de identificerer risici vedrørende elforsyningssikkerheden, og at de er i stand til effektivt at sammenligne, hvor godt de og deres naboer klarer sig på dette område. Denne forordning identificerer to indikatorer for overvågning af elforsyningssikkerheden i Unionen: »forventet ikkeforsynet energi«, udtrykt i GWh/år, og »sandsynlighed for effektmangel«, udtrykt i timer pr. år. Disse indikatorer er en del af den europæiske ressourcetilstrækkelighedsvurdering, som foretages af ENTSO for elektricitet i henhold til artikel 23 i forordning (EU) 2019/943. Elektricitetskoordinationsgruppen bør foretage regelmæssig overvågning af elforsyningssikkerheden baseret på resultaterne af disse indikatorer. Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (»ACER«) bør også anvende disse indikatorer, når det rapporterer om medlemsstaternes resultater inden for elforsyningssikkerhed i sine årlige overvågningsrapporter om elmarkedet, jf. artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/942 (13)..

(13)

For at sikre sammenhængen mellem risikovurderinger på en måde, der opbygger tillid mellem medlemsstaterne i en elkrise, er der brug for en fælles tilgang til identificering af risikoscenarierne. ENTSO for elektricitet bør derfor efter at have hørt de relevante interessenter udvikle og ajourføre en fælles metode til risikoidentificering i samarbejde med ACER og elektricitetskoordinationsgruppen i den sammensætning, der udelukkende består af repræsentanter for medlemsstaterne. ENTSO for elektricitet bør foreslå metoden, og ACER bør godkende den. Ved høring af elektricitetskoordinationsgruppen skal ACER i videst muligt omfang tage hensyn til elektricitetskoordinationsgruppens synspunkter. ENTSO for elektricitet bør ajourføre den fælles metode til risikoidentificering, hvor der fremkommer væsentlige nye oplysninger.

(14)

ENTSO for elektricitet bør på grundlag af den fælles metode til risikoidentificering regelmæssigt opstille og ajourføre regionale elkrisescenarier og identificere de mest relevante risici for hver region såsom ekstreme vejrforhold, naturkatastrofer, brændstofmangel eller ondsindede angreb. Når krisescenariet med gasmangel overvejes, bør risikoen for afbrydelse af gasforsyningen grundlag af de scenarier for gasforsynings- og infrastrukturafbrydelser, der er udarbejdet af det europæiske net af transmissionssystemoperatører for gas (ENTSOG) i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1938 (14). ENTSO for elektricitet bør kunne delegere opgaver vedrørende opstilling af regionale elkrisescenarier til regionale koordinationscentre, som er oprettet i henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2019/943. Disse delegerede opgaver bør varetages under tilsyn af ENTSO for elektricitet. Medlemsstaterne bør opstille og ajourføre deres nationale elkrisescenarier på grundlag af regionale elkrisescenarier, i princippet hvert fjerde år. Disse scenarier bør danne grundlag for risikoberedskabsplanerne. Medlemsstaterne bør ved identificering af risici på nationalt niveau beskrive eventuelle risici, de identificerer i forbindelse med ejerskabet af den infrastruktur, der er relevant for elforsyningssikkerheden, og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at håndtere disse risici, såsom generel eller sektorspecifik lovgivning om investeringsscreening, særlige rettigheder for bestemte aktionærer, med en angivelse af, hvorfor de anser sådanne foranstaltninger for at være nødvendige og forholdsmæssige.

(15)

En regional tilgang til opstilling af risikoscenarier og til udvikling af forebyggende, forberedende og afbødende foranstaltninger bør generere betydelige fordele for så vidt angår disse foranstaltningers effektivitet og den optimale udnyttelse af ressourcer. I en samtidig elkrise ville en koordineret og på forhånd aftalt tilgang desuden sikre en konsekvent reaktion og reducere risikoen for negativt afsmittende virkninger, som rent nationale tilgange kunne have i tilgrænsende medlemsstater. I denne forordning kræves følgelig, at medlemsstaterne samarbejder i en regional kontekst.

(16)

De regionale koordinationscentre bør udføre de opgaver af regional relevans, de er tildelt i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/943. For at sikre, at de kan udføre deres opgaver på effektiv vis og handle i tæt samarbejde med de relevante nationale myndigheder med henblik på at forebygge og afbøde elhændelser i større målestok, bør det regionale samarbejde i henhold til nærværende forordning bygge på de regionale samarbejdsstrukturer, der anvendes på teknisk niveau, nemlig de grupper af medlemsstater, som deler samme regionale koordinationscenter. De regionale koordinationscentres geografiske regioner er derfor relevante for opstillingen af de regionale elkrisescenarier og risikovurderinger. Medlemsstaterne bør imidlertid have mulighed for at danne undergrupper inden for regionerne med henblik på samarbejde om konkrete regionale foranstaltninger eller for at samarbejde i eksisterende regionale samarbejdsfora med henblik herpå, da det er af afgørende betydning, at der er teknisk mulighed for at yde hinanden gensidig bistand under en elkrise. Dette skyldes, at ikke alle medlemsstater i en større region nødvendigvis vil være i stand til at levere elektricitet til en anden medlemsstat under en elkrise. Det er derfor ikke nødvendigt for alle medlemsstater i en region at indgå regionale aftaler om konkrete regionale foranstaltninger. I stedet bør de medlemsstater, der har teknisk mulighed for at yde hinanden bistand, indgå sådanne aftaler.

(17)

Forordning (EU) 2019/943 fastsætter anvendelsen af en fælles metode til den europæiske ressourcetilstrækkelighedsvurdering på mellemlang til lang sigt (fra 10 år frem i tiden til et år frem i tiden) med henblik på at sikre, at medlemsstaternes beslutninger om mulige investeringsbehov træffes på et gennemsigtigt og fælles aftalt grundlag. Den europæiske ressourcetilstrækkelighedsvurdering har et andet formål end de ressourcetilstrækkelighedsvurderinger på kort sigt, som anvendes til at påvise mulige tilstrækkelighedsproblemer inden for en kort tidsramme, nemlig sæsonbetingede tilstrækkelighedsvurderinger (seks måneder frem i tiden) og vurderinger af tilstrækkeligheden en uge frem i tiden til mindst en dag frem i tiden. Hvad angår vurderinger på kort sigt er der behov for en fælles tilgang til den måde, hvorpå mulige tilstrækkelighedsproblemer påvises. ENTSO for elektricitet bør udarbejde vinter- og sommertilstrækkelighedsvurderinger for at gøre medlemsstaterne og transmissionssystemoperatørerne opmærksomme på risici i forbindelse med elforsyningssikkerheden, der vil kunne opstå i de kommende seks måneder. For at forbedre disse tilstrækkelighedsvurderinger bør ENTSO for elektricitet udvikle en fælles sandsynlighedsbaseret metode til dem efter høring af de relevante interessenter og i samarbejde med ACER og elektricitetskoordinationsgruppen i den sammensætning, der udelukkende består af repræsentanter for medlemsstaterne. ENTSO for elektricitet bør foreslå denne metode og ajourføringer heraf for ACER, og ACER bør godkende forslaget og ajourføringerne. Ved høringen af elektricitetskoordinationsgruppen skal ACER tage størst muligt hensyn til elektricitetskoordinationsgruppens synspunkter. ENTSO for elektricitet bør ajourføre metoden, hvor der fremkommer væsentlige nye oplysninger. ENTSO for elektricitet bør have mulighed for at delegere opgaver relateret til sæsonbetingede tilstrækkelighedsvurderinger til regionale koordinationscentre, idet delegerede opgaver bør udføres under ENTSO for elektricitets tilsyn.

(18)

Transmissionssystemoperatørerne bør anvende metoden anvendt til udarbejdelse af sæsonbetingede tilstrækkelighedsvurderinger, når de udfører andre former for risikovurderinger på kort sigt, nemlig de produktionstilstrækkelighedsprognoser en uge frem i tiden til mindst en dag frem i tiden, der er fastsat i forordning (EU) 2017/1485.

(19)

Med henblik på at sikre en fælles tilgang til elkriseforebyggelse og -styring bør hver medlemsstats kompetente myndighed udarbejde en risikoberedskabsplan på grundlag af de regionale og nationale elkrisescenarier. De kompetente myndigheder bør høre interessenter eller repræsentanter for interessentgrupper, såsom repræsentanter for producenter eller deres erhvervsorganisationer eller for distributionssystemoperatører, hvor disse er relevante for forebyggelse og styring af en elkrise. Med henblik herpå bør de kompetente myndigheder fastsætte passende ordninger til gennemførelse af høringen. Risikoberedskabsplanerne bør beskrive effektive, forholdsmæssige og ikkediskriminerende foranstaltninger, der dækker alle opstillede elkrisescenarier. Der bør tages hensyn til de miljømæssige virkninger af de foreslåede foranstaltninger på udbudssiden og efterspørgselssiden. Planerne bør give gennemsigtighed, især hvad angår de betingelser, under hvilke der kan træffes ikkemarkedsbaserede foranstaltninger for at afbøde elkriser. Alle planlagte ikkemarkedsbaserede foranstaltninger bør overholde de i denne forordning fastsatte regler. Risikoberedskabsplanerne bør offentliggøres, samtidig med at fortroligheden af følsomme oplysninger sikres.

(20)

Risikoberedskabsplanerne bør fastlægge nationale, regionale og, hvor det er relevant, bilaterale foranstaltninger. Regionale og i givet fald bilaterale foranstaltninger er nødvendige, navnlig i tilfælde af samtidige elkriser, hvor der er behov for en koordineret og på forhånd aftalt tilgang for at sikre en konsekvent reaktion og reducere risikoen for negative afsmittende virkninger. Med henblik herpå bør de kompetente myndigheder høre de relevante medlemsstaters kompetente myndigheder, inden de vedtager risikoberedskabsplanerne. De relevante medlemsstater er dem, hvor der kan være negative afsmittende virkninger eller andre konsekvenser for den anden parts elsystem, hvad end de pågældende medlemsstater befinder sig i samme region eller er direkte forbundet. Planerne bør tage hensyn til de relevante nationale forhold, herunder situationen i regionerne i den yderste periferi, jf. artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og for visse mikroisolerede systemer, som ikke er tilsluttet de nationale transmissionssystemer. I den henseende bør medlemsstaterne drage passende konklusioner for så vidt angår bl.a. denne forordnings bestemmelser om opstilling af regionale elkrisescenarier og de regionale og bilaterale foranstaltninger, der er fastlagt, i risikoberedskabsplaner samt bestemmelser om bistand. Planerne bør klart fastlægge de kompetente myndigheders roller og ansvarsområder. De nationale foranstaltninger bør tage fuldt hensyn til de regionale og bilaterale foranstaltninger, der er aftalt, og drage fuld fordel af de muligheder, som regionalt samarbejde giver. Planerne bør have teknisk og operationel karakter, idet deres formål er at medvirke til at forhindre, at en elkrise opstår eller eskalerer, og at afbøde konsekvenserne af en sådan krise.

(21)

Risikoberedskabsplanerne bør ajourføres regelmæssigt. For at sikre, at planerne er ajourførte og effektive, bør de kompetente myndigheder i hver regions medlemsstater organisere simulationer af elkriser hvert andet år i samarbejde med transmissionssystemoperatører og andre relevante interessenter for at teste deres egnethed.

(22)

Den skabelon, der er fastlagt i denne forordning, har til formål at lette udarbejdelsen af planerne og give mulighed for at medtage yderligere medlemsstatsspecifikke oplysninger. Skabelonen har også til formål at lette høringen af andre medlemsstater i den berørte region og elektricitetskoordinationsgruppen. Høringer inden for regionen og inden for elektricitetskoordinationsgruppen bør sikre, at foranstaltninger truffet i én medlemsstat eller region ikke bringer elforsyningssikkerheden i andre medlemsstater eller regioner i fare.

(23)

Det er vigtigt at lette kommunikationen og gennemsigtigheden medlemsstaterne imellem, hvor de er i besiddelse af konkrete, alvorlige og pålidelige oplysninger om, at der kan opstå en elkrise. Under sådanne omstændigheder bør de berørte medlemsstater underrette Kommissionen, de tilgrænsende medlemsstater og elektricitetskoordinationsgruppen uden unødig forsinkelse og navnlig fremlægge oplysninger om årsagerne til forringelsen af elforsyningssituationen, de planlagte foranstaltninger til forebyggelse af elkrisen og det mulige behov for bistand fra andre medlemsstater.

(24)

Informationsudveksling i tilfælde af en elkrise er afgørende for at sikre en koordineret indsats og målrettet bistand. Denne forordning forpligter derfor den kompetente myndighed til i tilfælde af en elkrise at underrette de berørte medlemsstater i regionen, de tilgrænsende medlemsstater og Kommissionen uden unødig forsinkelse. Den kompetente myndighed bør ligeledes fremlægge oplysninger om årsagerne til krisen, de planlagte eller trufne foranstaltninger til afbødning af krisen og det mulige behov for bistand fra andre medlemsstater. I tilfælde, hvor denne bistand går videre end elforsyningssikkerhed, bør Unionens civilbeskyttelsesmekanisme fortsat være den gældende retlige ramme.

(25)

I tilfælde af en elkrise bør medlemsstaterne samarbejde i en solidarisk ånd. Ud over denne generelle regel bør der fastsættes passende bestemmelser for medlemsstaterne om at tilbyde hinanden bistand under en elkrise. Sådan bistand bør være baseret på aftalte, koordinerede foranstaltninger, der er fastsat i risikoberedskabsplanerne. Denne forordning giver medlemsstaterne vide skønsbeføjelser, når de indgår aftaler om indholdet af sådanne koordinerede foranstaltninger og dermed indholdet af den bistand, de tilbyder. Det er op til medlemsstaterne at beslutte og aftale sådanne koordinerede foranstaltninger under hensyntagen til efterspørgsel og udbud. Samtidig sikrer denne forordning, at elektricitet med henblik på den aftalte bistand leveres på en koordineret måde. Medlemsstaterne bør aftale de nødvendige tekniske, retlige og finansielle ordninger til gennemførelse af de regionale og bilaterale foranstaltninger, der er aftalt. I forbindelse med disse tekniske ordninger bør medlemsstaterne angive de maksimale mængder elektricitet, der skal leveres, hvilket bør revurderes på grundlag af den tekniske gennemførlighed af levering af elektricitet, når der er behov for bistand under en elkrise. Derefter bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af de regionale og bilaterale foranstaltninger, der er aftalt, og af tekniske, retlige og finansielle ordninger.

(26)

Medlemsstaterne bør, når de aftaler koordinerede foranstaltninger og tekniske, retlige og finansielle ordninger og andre gennemførelsesbestemmelser om bistand, tage hensyn til sociale og økonomiske faktorer, herunder unionsborgernes sikkerhed, og til proportionalitet. De opfordres til at udveksle bedste praksis og til at bruge elektricitetskoordinationsgruppen som diskussionsplatform med henblik på at finde de tilgængelige muligheder for bistand, navnlig vedrørende koordinerede foranstaltninger og de nødvendige tekniske, retlige og finansielle ordninger, herunder rimelig kompensation. Kommissionen kan lette udarbejdelsen af de regionale og bilaterale foranstaltninger.

(27)

Der bør mellem medlemsstaterne aftales en rimelig kompensation for bistand mellem medlemsstater i henhold til denne forordning. Denne forordning harmoniserer ikke alle aspekter af en sådan rimelig kompensation mellem medlemsstater. Medlemsstaterne bør derfor aftale bestemmelser om rimelig kompensation, inden bistand ydes. Den medlemsstat, der anmoder om bistand, bør betale omgående eller sikre omgående betaling af en sådan kompensation til den medlemsstat, som yder bistanden. Kommissionen bør give ikkebindende vejledning om hovedelementerne i en rimelig kompensation og andre elementer i de tekniske, retlige og finansielle ordninger.

(28)

Ved ydelse af bistand i henhold til denne forordning gennemfører medlemsstaterne EU-retten og er derfor forpligtede til at respektere de grundlæggende rettigheder, der garanteres i EU-retten. Sådan bistand kan derfor afhængig af de foranstaltninger, der aftales mellem medlemsstaterne, give anledning til en forpligtelse for en medlemsstat til at betale kompensation til dem, der er berørt af dens foranstaltninger. Medlemsstaterne bør derfor, hvor det er nødvendigt, sikre, at der er fastsat nationale kompensationsregler, der er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig med de grundlæggende rettigheder. Endvidere bør den medlemsstat, der modtager bistand, i sidste ende bære alle de rimelige omkostninger, som en anden medlemsstat pådrager sig som følge af ydelse af bistand i henhold til sådanne nationale kompensationsregler.

(29)

I tilfælde af en elkrise bør der ydes bistand, selv om medlemsstaterne endnu ikke er nået til enighed om koordinerede foranstaltninger og tekniske, retlige og finansielle ordninger som krævet efter denne forordnings bestemmelser om bistand. For at være i stand til at yde bistand i en sådan situation i overensstemmelse med denne forordning bør medlemsstaterne aftale ad hoc-foranstaltninger og -ordninger i stedet for de manglende koordinerede foranstaltninger og tekniske, retlige og finansielle ordninger.

(30)

Denne forordning indfører en sådan bistandsmekanisme mellem medlemsstaterne som et instrument til at forebygge eller afbøde en elkrise inden for Unionen. Kommissionen bør derfor revidere bistandsmekanismen i betragtning af de fremtidige erfaringer med funktionen heraf og, hvor det er hensigtsmæssigt, foreslå ændringer heraf.

(31)

Denne forordning bør gøre det muligt for elselskaber og kunder at have tillid til markedsmekanismerne fastlagt i forordning (EU) 2019/943 og direktiv (EU) 2019/944 så længe som muligt, når elkriser håndteres. Regler for det indre marked og regler om systemdrift bør overholdes selv under elkriser. Sådanne regler omfatter artikel 22, stk. 1, nr. i), i forordning (EU) 2017/1485 og artikel 35 i forordning (EU) 2017/2196, der regulerer transaktionsindskrænkning, begrænsning af områdeoverskridende kapacitet til kapacitetsfordeling eller begrænsning af indgivelse af planer. Det betyder, at ikkemarkedsbaserede foranstaltninger såsom tvungen forbrugsaflastning eller tilvejebringelse af ekstra forsyninger uden for de normale markedsvilkår udelukkende bør træffes som en sidste udvej, når alle markedets muligheder er blevet udtømt. Tvungen forbrugsaflastning bør derfor kun indføres, når alle muligheder for frivillig forbrugsaflastning er blevet udtømt. Dertil kommer, at alle ikkemarkedsbaserede foranstaltninger bør være nødvendige, forholdsmæssige, ikkediskriminerende og midlertidige.

(32)

For at sikre gennemsigtighed efter en elkrise bør den kompetente myndighed, der erklærede elkrisen, udføre en efterfølgende evaluering af krisen og dens virkninger. Denne evaluering bør bl.a. tage højde for effektiviteten og proportionaliteten af de trufne foranstaltninger såvel som for deres økonomiske omkostninger. Denne evaluering bør også omfatte grænseoverskridende overvejelser, såsom foranstaltningernes indvirkninger på andre medlemsstater og graden af den bistand, som den medlemsstat, der erklærede elkrisen, har modtaget fra dem.

(33)

Forpligtelserne til gennemsigtighed bør sikre, at alle foranstaltninger, der træffes for at forebygge eller styre elkriser, overholder reglerne for det indre marked og er i overensstemmelse med de principper om samarbejde og solidaritet, der er energiunionens fundament.

(34)

Denne forordning styrker elektricitetskoordinationsgruppens rolle. Gruppen bør udføre specifikke opgaver, navnlig i forbindelse med udvikling af en metode til at identificere regionale elkrisescenarier og en metode til kortsigtede og sæsonbestemte tilstrækkelighedsvurderinger samt i forbindelse med udarbejdelsen af risikoberedskabsplaner, og den bør spille en fremtrædende rolle i overvågningen af medlemsstaternes resultater inden for elforsyningssikkerhedsområdet og i udviklingen af bedste praksisser på baggrund heraf.

(35)

Det er muligt, at en elkrise kan strække sig ud over Unionens grænser og ligeledes omfatte Energifællesskabets kontraherende parters områder. Som part i traktaten om oprettelse af Energifællesskabet bør Unionen søge at fremme ændringer af nævnte traktat med det mål at skabe et integreret marked og et fælles reguleringsområde ved at skabe passende og stabile retlige rammer. For at sikre effektiv krisestyring bør Unionen arbejde tæt sammen med Energifællesskabets kontraherende parter, når det forebygger, forbereder sig på og forvalter en elkrise.

(36)

Hvis Kommissionen, ACER, elektricitetskoordinationsgruppen, ENTSO for elektricitet, medlemsstaterne og deres kompetente og regulerende myndigheder eller andre organer, enheder eller personer modtager fortrolige oplysninger i henhold til denne forordning, bør de sikre disse oplysningers fortrolighed. Med henblik herpå bør fortrolige oplysninger være omfattet af gældende EU-regler og nationale regler om håndtering af fortrolige oplysninger og processer.

(37)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre det mest effektive og virkningsfulde risikoberedskab i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(38)

Cypern er i øjeblikket den eneste medlemsstat, som ikke er direkte forbundet til en anden medlemsstat. Det bør præciseres med hensyn til visse bestemmelser i denne forordning, at så længe denne situation varer ved, finder disse bestemmelser, nemlig bestemmelser om opstilling af regionale elkrisescenarier, om inddragelse af regionale og bilaterale foranstaltninger, der er fastlagt, i risikoberedskabsplaner og om bistand, ikke anvendelse for så vidt angår Cypern. Cypern og relevante andre medlemsstater opfordres til med støtte fra Kommissionen at udvikle alternative foranstaltninger og procedurer på de områder, der er omfattet af disse bestemmelser, forudsat at sådanne alternative foranstaltninger og procedurer ikke påvirker den effektive anvendelse af denne forordning mellem de øvrige medlemsstater.

(39)

Direktiv 2005/89/EF bør ophæves —