29.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/16


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2019/887

af 13. marts 2019

om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 71 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (1), særlig artikel 71, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved delegeret forordning (EU) nr. 110/2014 (2) vedtog Kommissionen en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (3).

(2)

Forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 er blevet ophævet og erstattet af forordning (EU, Euratom) 2018/1046. Det er derfor nødvendigt at vedtage en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 71 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (i det følgende benævnt »OPP-organer«).

(3)

For at vedtage regler, der sikrer forsvarlig økonomisk forvaltning af Unionens midler, og gøre det muligt for OPP-organer at vedtage deres egne finansielle bestemmelser er det nødvendigt at vedtage en finansforordningsmodel for disse organer. OPP-organernes finansielle regler kan kun afvige fra denne forordning, hvis det er nødvendigt på grund af deres særlige behov, og Kommissionen på forhånd giver sit samtykke.

(4)

Finansforordningsmodellen for OPP-organer bør være i overensstemmelse med reglerne i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 og bør give mulighed for yderligere forenkling og præcisering, således at der tages hensyn til de erfaringer, der er indhøstet ved deres anvendelse.

(5)

Efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2015/1929 (4) blev delegert forordning (EU) nr. 110/2014 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer ændret ved Kommissionens forordning (EU) 2015/2461 (5) for at bringe reglerne om decharge, rapportering og ekstern revision i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse på de organer, der er omhandlet i artikel 70 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046. De regler om ledelse, intern revision og ansvarlighed, der finder anvendelse på OPP-organer, bør være i overensstemmelse med de tilsvarende regler i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/715 (6), der finder anvendelse på de organer, der er omhandlet i artikel 70 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

(6)

Eftersom Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (7) er ophævet, bør forpligtelsen for OPP-organer til at vedtage deres egne gennemførelsesbestemmelser også fjernes.

(7)

OPP-organer bør opstille og gennemføre deres budgetter i overensstemmelse med principperne om enhed, et realistisk budget, etårighed, balance, én regningsenhed, bruttoopgørelse, specificering og forsvarlig økonomisk forvaltning, der kræver gennemsigtighed og en effektiv og produktiv intern kontrol.

(8)

For at sikre operationel kontinuitet og gøre det muligt at indgå forpligtelser for løbende administrationsudgifter ved udgangen af et regnskabsår bør OPP-organer på særlige betingelser kunne indgå forudgående forpligtelser for sådanne udgifter, der konteres bevillingerne for det følgende regnskabsår.

(9)

I betragtning af OPP-organernes særlige forhold bør de ikke kunne anvende virksomhedssponsorering.

(10)

Begrebet »performance« for så vidt angår budgettet bør præciseres. Performance bør knyttes sammen med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning bør defineres. Der bør etableres en forbindelse mellem på den ene side opstillede mål og performanceindikatorer og på den anden side resultater og sparsommelighed, produktivitet og effektivitet ved anvendelse af bevillinger.

(11)

For at sikre den overordnede gennemførelse af et OPP-organs opgaver og aktiviteter bør organet have mulighed for at opføre ubrugte bevillinger for et givet år i overslaget over indtægter og udgifter for de følgende tre regnskabsår.

(12)

Det er nødvendigt at præcisere regnskabsførerens og den anvisningsberettigedes beføjelser og ansvar under hensyntagen til OPP-organernes offentlig-private karakter. Anvisningsberettigede bør have det fulde ansvar for samtlige indtægts- og udgiftstransaktioner, der udføres under deres myndighed, og de bør drages til ansvar for deres handlinger, om nødvendigt gennem disciplinærsager. For at forhindre fejl og uregelmæssigheder bør anvisningsberettigede indføre en flerårig kontrolstrategi, der tager hensyn til risikoen og omkostningseffektiviteten.

(13)

For at sikre at de enkelte OPP-organer er ansvarlige for gennemførelsen af deres budget og overholder de mål, der blev opstillet ved deres grundlæggelse, bør de have beføjelse til i forbindelse med udførelsen af de opgaver, som de har fået pålagt, at anvende eksterne organer fra den private sektor, men kun hvor det er nødvendigt og ikke i forbindelse med opgaver, der vedrører udøvelse af offentlig myndighed eller anvendelse af skønsbeføjelser.

(14)

OPP-organer bør for at lette gennemførelsen af deres bevillinger og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning kunne indgå serviceleveranceaftaler i overensstemmelse med artikel 59, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, navnlig med EU-institutioner og andre EU-organer. Der bør sikres en passende rapportering vedrørende disse serviceleveranceaftaler.

(15)

For at forbedre omkostningseffektiviteten bør det være muligt for OPP-organer at dele tjenesteydelser og at overdrage dem til et andet organ eller til Kommissionen, navnlig ved at gøre det muligt for Kommissionens regnskabsfører fuldstændig eller delvis at varetage funktionen som et OPP-organs regnskabsfører.

(16)

For at identificere risiciene for faktiske eller opfattede interessekonflikter og sikre, at de forvaltes korrekt, bør det kræves, at OPP-organerne vedtager regler om forebyggelse og forvaltning af interessekonflikter. I forbindelse med sådanne regler bør der tages hensyn til den vejledning, som Kommissionen har udarbejdet.

(17)

De principper, der skal følges i forbindelse med de enkelte OPP-organers indtægts- og udgiftstransaktioner, bør fastlægges.

(18)

På grund af OPP-organernes særlige karakter bør deres medlemmer afholde omkostningerne i forbindelse med deres bidrag til OPP-organets administrative omkostninger. Modtagere af tilskud fra et OPP-organ, som ikke er medlemmer, bør hverken bidrage direkte eller indirekte eller på nogen som helst anden måde til sådanne omkostninger, og de bør hverken opfordres til eller anmodes om at bidrage til OPP-organets administrative omkostninger, når de deltager i projekter, der medfinansieres af dette organ.

(19)

OPP-organer vedtager det årlige arbejdsprogram for et bestemt år ved udgangen af det foregående år. Dette årlige arbejdsprogram bør omfatte en beskrivelse af de aktiviteter, der skal finansieres, en angivelse af beløbsstørrelse for hver enkelt af dem, oplysninger om den samlede strategi for det program, som OPP-organet har fået til opgave at gennemføre, samt strategien for opnåelse af effektivitetsgevinster og synergier. Det årlige arbejdsprogram bør også omfatte en strategi for systemerne for organisatorisk styring og intern kontrol, herunder en strategi til bekæmpelse af svig og en angivelse af, hvilke foranstaltninger der er truffet for at forhindre gentagelse af interessekonflikter, uregelmæssigheder og svig, navnlig hvis svagheder har givet anledning til kritiske henstillinger.

(20)

Ud over de former for bidrag fra Unionen, der allerede er veletablerede (godtgørelse af faktisk afholdte støtteberettigede omkostninger, enhedsomkostninger, faste beløb og finansiering efter fast takst), bør OPP-organer kunne yde støtte gennem finansiering, der ikke er knyttet til de pågældende operationers omkostninger. Disse yderligere finansieringsformer bør være baseret på opfyldelse af visse forhåndsbetingelser eller på opnåelse af resultater målt i forhold til tidligere fastsatte delmål eller ved hjælp af performanceindikatorer.

(21)

For at beskytte Unionens finansielle interesser bør reglerne om et fælles system for tidlig opdagelse og udelukkelse oprettet ved forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finde anvendelse på OPP-organer.

(22)

For at styrke styringen af OPP-organer bør disse indberette tilfælde af svig, økonomiske uregelmæssigheder og undersøgelser til Kommissionen uden ophold.

(23)

Der bør på grund af OPP-organers offentlig-private karakter og især på grund af den private sektors bidrag til et OPP-organs budget tilvejebringes fleksible procedurer for indgåelsen af indkøbskontrakter. Disse procedurer bør overholde principperne om gennemsigtighed, proportionalitet, ligebehandling og ikke-forskelsbehandling og kan afvige fra de relevante bestemmelser i forordning (EU, Euratom) 2018/1046. Øget samarbejdet mellem medlemmerne af OPP-organer forventes at bidrage til bedre og billigere levering af varer og tjenesteydelser og til at undgå urimeligt store udgifter til administration af indkøbsprocedurer. OPP-organerne bør derfor have mulighed for uden at følge indkøbsproceduren at indgå kontrakter med andre medlemmer end Unionen om levering af produkter eller tjenesteydelser og udførelse af arbejde, som disse medlemmer udfører direkte uden hjælp fra tredjepart.

(24)

OPP-organerne bør i bestemte tilfælde have mulighed for at anvende eksterne eksperter til evaluering af tilskudsansøgninger, projekter og bud og til udarbejdelse af udtalelser og indhentning af rådgivning. Sådanne eksperter bør udvælges efter principperne om ikke-forskelsbehandling, ligebehandling og forbud mod interessekonflikter.

(25)

Ved tildeling af tilskud og priser bør de relevante bestemmelser i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 følges, jf. dog specifikke bestemmelser i OPP-organets oprettelsesakt eller i grundretsakten for det program, som OPP-organet har fået til opgave at gennemføre, så det sikres, at gennemførelsen stemmer overens med de aktiviteter, der forvaltes direkte af Kommissionen.

(26)

I henhold til artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (8) fremsender OPP-organer uden ophold alle oplysninger om eventuelle tilfælde af svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der påvirker Unionens finansielle interesser, til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig. I henhold til artikel 24, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2017/1939 (9) underretter OPP-organer uden unødigt ophold Den Europæiske Anklagemyndighed om enhver strafbar adfærd, i forhold til hvilken den kan udøve sin kompetence i overensstemmelse med nævnte forordning. For at styrke styringen af OPP-organer bør disse endvidere uden ophold indberette tilfælde af svig, økonomiske uregelmæssigheder og undersøgelser til Kommissionen. Kommissionen og OPP-organerne bør indføre procedurer til behørig beskyttelse af personoplysninger og sikring af »behov for at vide«-princippet ved enhver videregivelse af oplysninger om formodet svig og andre uregelmæssigheder samt igangværende eller afsluttede undersøgelser.

(27)

Delegeret forordning (EU) nr. 110/2014 bør ophæves. Henvisninger til den ophævede forordning bør betragtes som henvisninger til nærværende forordning.

(28)

Denne forordning bør træde i kraft hurtigst muligt for at gøre det muligt for OPP-organerne at vedtage de reviderede finansforordninger pr. 1. september 2019, og således at OPP-organerne kan drage fordel af forenklingen og tilpasningen til forordning (EU, Euratom) 2018/1046 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL 1

ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastlægges de vigtigste principper, på grundlag af hvilke de offentlig-private partnerskabsorganer, der er omhandlet i artikel 71 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (»OPP-organer«), skal vedtage deres egne finansielle bestemmelser. OPP-organets finansielle bestemmelser må ikke afvige fra denne forordning, medmindre det er nødvendigt af hensyn til særlige behov, og Kommissionen på forhånd har givet sit samtykke i overensstemmelse med artikel 71, stk. 4, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046. OPP-organet offentliggør sine finansielle regler på sin hjemmeside.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »bestyrelse«: OPP-organets vigtigste interne beslutningsorgan i finansielle og budgetmæssige anliggender, uanset dets betegnelse i OPP-organets oprettelsesakt

2)   »direktør«: den person, der er ansvarlig for at gennemføre bestyrelsens beslutninger og OPP-organets budget som anvisningsberettiget, uanset dennes betegnelse i OPP-organets oprettelsesakt

3)   »medlem«: et medlem af OPP-organet i overensstemmelse med oprettelsesakten

4)   »oprettelsesakt«: den EU-retlige akt, der dækker de vigtigste aspekter af OPP-organets oprettelse og drift.

Artikel 2 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 3

Budgettets anvendelsesområde

For hvert regnskabsår angives og godkendes alle de indtægter og udgifter, der skønnes nødvendige for OPP-organet, på OPP-organets budget. Det består af:

a)

OPP-organets indtægter, herunder:

i)

medlemmernes finansielle bidrag til de administrative omkostninger

ii)

medlemmernes finansielle bidrag til de operationelle omkostninger

iii)

formålsbestemte indtægter med henblik på specifikke udgiftsposter

iv)

indtægter, som OPP-organet genererer

b)

OPP-organets udgifter, herunder administrative udgifter.

KAPITEL 2

BUDGETPRINCIPPER

Artikel 4

Overholdelse af budgetprincipper

OPP-organets budget opstilles og gennemføres i overensstemmelse med principperne om enhed, et realistisk budget, etårighed, balance, én regningsenhed, bruttoopgørelse, specificering, forsvarlig økonomisk forvaltning samt gennemsigtighed som fastsat i denne forordning.

Artikel 5

Principperne om enhed og et realistisk budget

1.   Enhver indtægt og udgift konteres en budgetpost på OPP-organets budget.

2.   Der må ikke indgås forpligtelser eller anvises betalinger for udgifter, der overstiger de bevillinger, der er godkendt i henhold til OPP-organets budget.

3.   En bevilling må kun opføres på OPP-organets budget, hvis den er til en udgift, der skønnes nødvendig.

4.   Renter af forfinansieringer fra OPP-organets budget tilkommer ikke OPP-organet.

Artikel 6

Princippet om etårighed

1.   Bevillingerne på OPP-organets budget gælder for ét regnskabsår, der begynder den 1. januar og slutter den 31. december.

2.   Forpligtelsesbevillinger dækker de samlede omkostninger ved de retlige forpligtelser, der indgås i løbet af regnskabsåret.

3.   Betalingsbevillinger dækker de betalinger, der er nødvendige til opfyldelse af retlige forpligtelser indgået i regnskabsåret eller tidligere regnskabsår.

4.   I forbindelse med administrationsbevillingerne må udgifterne ikke overstige de forventede indtægter for det pågældende år, jf. artikel 3, litra a), nr. i).

5.   Uudnyttede bevillinger kan med henvisning til OPP-organets behov opføres i indtægts- og udgiftsoverslagene for de efterfølgende regnskabsår, dog i højst tre år. Disse bevillinger skal anvendes først.

6.   Stykke 1-5 er ikke til hinder for, at budgetforpligtelser i forbindelse med foranstaltninger, der strækker sig over mere end et regnskabsår, opdeles i årlige trancher over flere regnskabsår, hvis oprettelsesakten åbner mulighed for det, eller hvor de vedrører administrationsudgifter.

Artikel 7

Indgåelse af forpligtelser for bevillinger

1.   Så snart OPP-organets budget er endeligt vedtaget, kan der indgås forpligtelser for de bevillinger, der er opført på budgettet, med virkning fra den 1. januar.

2.   Pr. 15. oktober i et regnskabsår kan der for løbende administrationsudgifter indgås forudgående forpligtelser, der konteres bevillingerne for det følgende regnskabsår, forudsat at en sådan udgift er godkendt i det sidste behørigt vedtagne budget for OPP-organet og ikke overstiger en fjerdedel af de samlede dertil svarende bevillinger, som bestyrelsen har opført for det løbende regnskabsår.

Artikel 8

Princippet om balance

1.   Der skal være balance mellem indtægter og betalingsbevillinger.

2.   Forpligtelsesbevillinger må ikke overstige det relevante årlige EU-bidrag som fastsat i den årlige aftale om overførsel af midler, som indgås med Kommissionen, plus de årlige bidrag fra andre medlemmer end Unionen, eventuelle andre indtægter som omhandlet i artikel 3 og uudnyttede bevillinger som omhandlet i artikel 6, stk. 5.

3.   OPP-organet må ikke optage lån inden for rammerne af sit budget.

4.   Hvis budgetresultatet er positivt, opføres det på budgettet for det følgende regnskabsår som indtægt.

Hvis budgetresultatet er negativt, opføres det på budgettet for det følgende regnskabsår som betalingsbevilling.

Artikel 9

Princippet om én regningsenhed

OPP-organets budget opstilles og gennemføres i euro, og regnskaberne aflægges i euro. Af hensyn til likviditetsstyringen kan regnskabsføreren dog gennemføre transaktioner i andre valutaer på de vilkår som fastlagt i OPP-organets finansielle bestemmelser.

Artikel 10

Princippet om bruttoopgørelse

1.   De samlede indtægter skal dække de samlede betalingsbevillinger, jf. dog stk. 2. Samtlige indtægter og udgifter opføres uden indbyrdes modregning med henvisning til eventuelle specifikke regler i OPP-organets finansielle bestemmelser om tilfælde, hvor visse beløb kan fratrækkes betalingsanmodninger, og hvor der i så fald udstedes betalingsanvisning på nettobeløbet.

2.   Indtægter, der har et bestemt formål, såsom indtægter fra fonde, tilskud, gaver og testamentsarv, anvendes til at finansiere særlige udgifter.

3.   Direktøren kan modtage enhver form for donation til fordel for OPP-organet, såsom fondsmidler, tilskud, gaver og testamentsarv.

Donationer, der kan medføre store finansielle forpligtelser, kan kun modtages efter forudgående godkendelse fra bestyrelsen, der træffer afgørelse senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen. Hvis bestyrelsen ikke træffer afgørelse inden for denne frist, anses donationen for at være accepteret.

Grænsen for, hvornår de finansielle forpligtelser betragtes som store, fastsættes af bestyrelsen.

Artikel 11

Virksomhedssponsorering

Artikel 26 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder ikke anvendelse på OPP-organer.

Artikel 12

Princippet om specificering

1.   Bevillingerne fordeles som minimum på afsnit og kapitler.

2.   Direktøren kan overføre bevillinger:

a)

fra et afsnit til et andet, dog højst 10 % af regnskabsårets bevillinger under den budgetpost, hvorfra overførslen foretages

b)

fra et kapitel til et andet og inden for det enkelte kapitel uden begrænsninger.

3.   Ud over de grænser, som er nævnt i stk. 2, kan direktøren foreslå bestyrelsen, at der foretages overførsler af bevillinger fra et afsnit til et andet. Bestyrelsen har en frist på tre uger til at gøre indsigelse mod de foreslåede overførsler. Efter fristens udløb anses de foreslåede overførsler for at være vedtaget.

4.   Direktøren underretter hurtigst muligt bestyrelsen om alle overførsler, der er foretaget i henhold til stk. 2.

Artikel 13

Princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og performance

1.   Bevillinger skal anvendes i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og således gennemføres under overholdelse af følgende principper:

a)

princippet om sparsommelighed, som kræver, at de ressourcer, som OPP-organet bruger til udførelse af sine aktiviteter, stilles til rådighed på det rette tidspunkt, i den rigtige mængde og kvalitet samt til den mest fordelagtige pris

b)

princippet om produktivitet, som vedrører det optimale forhold mellem de anvendte ressourcer, de gennemførte aktiviteter og de mål, der nås

c)

princippet om effektivitet, som vedrører det omfang, i hvilket de forfulgte mål nås ved hjælp af de gennemførte aktiviteter.

2.   I overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning skal der ved anvendelsen af bevillingerne fokuseres på performance og med henblik herpå:

a)

skal der fastsættes forudgående mål for aktiviteter

b)

skal det ved hjælp af performanceindikatorer overvåges, at der gøres fremskridt med at nå målene

c)

skal Europa-Parlamentet og Rådet underrettes om fremskridt og problemer med at nå disse mål, jf. artikel 16, stk. 2, litra d), og artikel 23, stk. 2.

3.   Der fastsættes, hvis det er relevant, specifikke, målelige, realiserbare, relevante og tidsbestemte målsætninger, jf. stk. 1 og 2, for alle de aktivitetsområder, som OPP-organets budget omfatter, og relevante, accepterede, troværdige, nemme og robuste indikatorer. Direktøren fremlægger en gang om året oplysninger om indikatorerne for bestyrelsen, senest i de dokumenter, der ledsager forslaget til OPP-organets budget.

4.   Medmindre det fastsættes i oprettelsesakten, at Kommissionen foretager evalueringer, er det OPP-organet, der foretager evalueringer med det formål at forbedre beslutningstagningen, herunder retrospektive evalueringer, som skal stå i forhold til målene og udgifterne. Evalueringsresultaterne forelægges for bestyrelsen.

5.   Retrospektive evalueringer skal vurdere aktivitetens performance, herunder aspekter såsom effektivitet, produktivitet, sammenhæng, relevans og merværdi på EU-plan. Retrospektive evalueringer skal baseres på oplysningerne fra de overvågningsordninger og de indikatorer, der er fastsat for den pågældende foranstaltning. De skal foretages mindst én gang inden for hver flerårige finansielle ramme og så vidt muligt tilstrækkeligt tidligt til, at der kan tages hensyn til resultaterne i forudgående evalueringer eller konsekvensanalyser, som understøtter forberedelsen af beslægtede programmer og aktiviteter.

Artikel 14

Intern kontrol med budgetgennemførelsen

1.   I henhold til princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning gennemføres OPP-organets budget under overholdelse af en effektiv og produktiv intern kontrol.

2.   Med henblik på gennemførelsen af OPP-organets budget anvendes der intern kontrol på alle niveauer i forvaltningen, som skal give en rimelig sikkerhed for, at følgende målsætninger opfyldes:

a)

effektivitet, produktivitet og sparsommelighed i transaktionerne

b)

pålidelig rapportering

c)

beskyttelse af aktiver og oplysninger

d)

forebyggelse, opdagelse, korrektion af og opfølgning på svig og uregelmæssigheder

e)

tilfredsstillende styring af risiciene i forbindelse med de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed under hensyn til programmernes flerårige karakter samt de pågældende betalingers art.

3.   En effektiv og produktiv intern kontrol er baseret på bedste internationale praksis og de rammer for intern kontrol, som Kommissionen har fastlagt for sine egne tjenestegrene, og omfatter bl.a. de elementer, der er fastsat i artikel 36, stk. 3 og 4, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

Artikel 15

Princippet om gennemsigtighed

1.   OPP-organets budget opstilles og gennemføres og regnskabet aflægges under overholdelse af princippet om gennemsigtighed.

2.   OPP-organets budget, herunder stillingsfortegnelsen og eventuelle vedtagne ændringsbudgetter, inkl. eventuelle tilpasninger i henhold til artikel 17, stk. 1, offentliggøres på OPP-organets hjemmeside senest fire uger efter, at de er vedtaget, og fremsendes til Kommissionen og Revisionsretten.

3.   OPP-organet offentliggør på sin hjemmeside senest den 30. juni i det år, der følger efter det regnskabsår, hvor der blev indgået retlige forpligtelser for midlerne, oplysninger om modtagerne af midler fra OPP-organets budget, herunder de eksperter, som der er indgået kontrakt med efter nærværende forordnings artikel 44, i overensstemmelse med artikel 38 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 og ved brug af en standardopstilling, jf. dog eventuelle specifikke procedurer, der er fastsat i grundretsakten for det program, som OPP-organet har fået til opgave at gennemføre.

De offentliggjorte oplysninger skal være lettilgængelige, gennemsigtige og dækkende. Oplysningerne stilles til rådighed under behørig iagttagelse af fortroligheds- og sikkerhedskravene, især beskyttelse af personoplysninger som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (10).

KAPITEL 3

FINANSIEL PLANLÆGNING

Artikel 16

Overslag over indtægter og udgifter

1.   Senest den 31. januar i det år, der går forud for det år, hvor OPP-organets budget skal gennemføres, sender organet Kommissionen og de øvrige medlemmer et overslag over sine indtægter og udgifter samt de generelle retningslinjer, der ligger til grund for overslaget, sammen med et udkast til det årlige arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 33, stk. 4. Det vedtages af bestyrelsen i overensstemmelse med den procedure, der er omhandlet i OPP-organets oprettelsesakt.

2.   Oversigten over OPP-organets indtægter og udgifter skal indeholde:

a)

et skøn over antallet af faste og midlertidige stillinger opgjort efter ansættelsesgruppe og lønklasse samt af kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter udtrykt i fuldtidsækvivalenter inden for rammerne af budgetbevillingerne

b)

i tilfælde af ændring af antallet af ansatte, en begrundelse for de nye stillinger, der anmodes om

c)

et kvartalsoverslag over ud- og indbetalinger i kontanter

d)

oplysning om fremskridt hen imod opfyldelse af alle de forfulgte mål

e)

de fastsatte mål for det regnskabsår, som overslaget omhandler, med angivelse af de specifikke budgetmæssige behov med henblik på opnåelse af disse mål

f)

OPP-organets administrationsudgifter og det gennemførte budget i det foregående regnskabsår

g)

beløbsangivelse af medlemmernes finansielle bidrag i år n-1 og værdien af bidrag i naturalier fra andre medlemmer end Unionen

h)

oplysning om de uudnyttede bevillinger, der opføres i overslaget over indtægter og udgifter pr. år i henhold til artikel 6, stk. 5.

Artikel 17

Opstilling af budgettet

1.   OPP-organets budget og stillingsfortegnelsen, herunder antallet af faste og midlertidige stillinger i hver enkelt ansættelsesgruppe og lønklasse suppleret med antallet af kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter udtrykt i fuldtidsækvivalenter, vedtages af bestyrelsen, jf. OPP-organets oprettelsesakt. Der kan fastlægges detaljerede forskrifter i OPP-organets finansielle bestemmelser. Ændringer til OPP-organets budget, inkl. stillingsfortegnelsen, foretages ved hjælp af et ændringsbudget, som vedtages ifølge samme procedure, som er anvendt ved vedtagelsen af OPP-organets oprindelige budget. OPP-organets budget og eventuelle ændringsbudgetter tilpasses under hensyntagen til størrelsen af Unionens bidrag som fastsat i Unionens budget. Budgettet for et bestemt år vedtages ved udgangen af det foregående år.

2.   OPP-organets budget består af en oversigt over indtægter og en oversigt over udgifter.

3.   OPP-organets budget skal indeholde følgende:

a)

i oversigten over indtægter:

i)

et overslag over OPP-organets indtægter i det pågældende regnskabsår (»år n«)

ii)

de anslåede indtægter i år n-1 og indtægterne i år n-2

iii)

relevante anmærkninger for hver indtægtspost

b)

i oversigten over udgifter:

i)

forpligtelses- og betalingsbevillingerne for år n

ii)

forpligtelses- og betalingsbevillingerne for det foregående regnskabsår, og de indgåede udgiftsforpligtelser og de betalte udgifter i år n-2, sidstnævnte også opført som en procentdel af OPP-organets budget for år n

iii)

en samlet oversigt over forfaldsplanerne for de betalinger, der skal foretages i de efterfølgende regnskabsår som følge af budgetmæssige forpligtelser indgået i tidligere regnskabsår

iv)

de relevante anmærkninger for hver underinddeling.

4.   Ud over antallet af godkendte stillinger i indeværende regnskabsår skal det i stillingsfortegnelsen angives, hvor mange stillinger der var godkendt i det foregående år, og hvor mange stillinger der reelt er besat. Samme oplysninger skal gives for midlertidige stillinger, kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter.

KAPITEL 4

FINANSIELLE AKTØRER

Artikel 18

Adskillelse af funktioner

1.   Funktionerne som anvisningsberettiget og regnskabsfører er adskilte og indbyrdes uforenelige.

2.   OPP-organet giver hver enkelt finansiel aktør de ressourcer, der er nødvendige for, at vedkommende kan udføre sine funktioner, samt en detaljeret beskrivelse af den pågældendes opgaver, rettigheder og forpligtelser.

Artikel 19

Budgetgennemførelse i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning

1.   Direktøren udøver funktionen som anvisningsberettiget. Direktøren gennemfører på eget ansvar og inden for rammerne af de godkendte bevillinger OPP-organets budget med hensyn til indtægter og udgifter og overholder i den forbindelse OPP-organets finansielle bestemmelser og princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, herunder ved at sikre performancerapportering. Direktøren er ansvarlig for, at kravene om lovlighed og formel rigtighed samt ligebehandling af modtagere af EU-midler overholdes.

Uden at det berører den anvisningsberettigedes ansvar med hensyn til forebyggelse og afsløring af svig og uregelmæssigheder, deltager OPP-organet i de aktiviteter til forebyggelse af svig, som gennemføres af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

2.   Direktøren kan delegere gennemførelsesbeføjelserne til budgettet til ansatte i et OPP-organ, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (11) (»personalevedtægten«), i det omfang vedtægten gælder for de ansatte i OPP-organet, under overholdelse af de bestemmelser, der er fastsat i OPP-organets finansielle bestemmelser. De befuldmægtigede kan kun handle inden for rammerne af de beføjelser, som de udtrykkeligt har fået overdraget.

Artikel 20

Den anvisningsberettigedes beføjelser og opgaver

1.   Direktøren gennemfører OPP-organets budget i de afdelinger, som er under direktørens myndighed.

2.   OPP-organer kan for at lette gennemførelsen af deres bevillinger indgå serviceleveranceaftaler som omhandlet i artikel 59 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

3.   I det omfang det er nødvendigt, kan opgaver af teknisk, administrativ, forberedende eller underordnet art, der ikke indebærer udøvelse af offentlig myndighed eller udøvelse af skønsbeføjelser, på kontraktbasis overlades til eksterne enheder i den private sektor.

4.   Direktøren etablerer den organisationsstruktur og de interne kontrolsystemer, der er tilpasset direktørens opgaver, i overensstemmelse med minimumsstandarder eller -principper fastsat af bestyrelsen på baggrund af de rammer for intern kontrol, som Kommissionen har fastlagt for sine egne tjenestegrene, og under behørigt hensyn til de risici, der er forbundet med forvaltningsmiljøet, og arten af de finansierede foranstaltninger. Etableringen af en sådan struktur og sådanne systemer understøttes af en risikoanalyse, der tager hensyn til overvejelser vedrørende deres omkostningseffektivitet og performance.

Direktøren kan inden for sine tjenestegrene etablere en ekspert- og rådgivningsfunktion, som skal hjælpe vedkommende med at forebygge risici i forbindelse med vedkommendes aktiviteter.

5.   Direktøren etablerer papirbaserede eller elektroniske systemer til opbevaring af originale bilag knyttet til budgetgennemførelsen. Sådanne bilag skal opbevares i mindst fem år regnet fra Europa-Parlamentets afgørelse om meddelelse af decharge for det regnskabsår, som bilagene vedrører. Personoplysninger i bilag slettes om muligt, når disse oplysninger ikke er nødvendige med henblik på kontrol og revision. Artikel 88 i forordning (EU) 2018/1725 finder anvendelse på opbevaring af data.

Artikel 21

Forudgående kontrol

1.   For at forhindre fejl og uregelmæssigheder, inden transaktioner godkendes, og for at afbøde risici for manglende opfyldelse af målene, er hver transaktion genstand for mindst en forudgående kontrol af de operationelle og finansielle aspekter af transaktionen på grundlag af en flerårig kontrolstrategi, der tager hensyn til risikoen.

Omfanget af den forudgående kontrol med hensyn til hyppighed og intensitet fastlægges af den anvisningsberettigede under hensyntagen til resultaterne af tidligere kontrol og ud fra en vurdering af risici og omkostningseffektivitet på grundlag af vedkommendes egen risikoanalyse. I tilfælde af tvivl kan den anvisningsberettigede, som er ansvarlig for godkendelsen af de pågældende transaktioner, som led i den forudgående kontrol anmode om yderligere oplysninger eller udføre kontrol på stedet med henblik på at opnå rimelig sikkerhed.

For hver enkelt transaktion udføres verificeringen af andre ansatte end dem, der iværksatte transaktionen. De ansatte, der udfører verificeringen, må ikke være underordnet dem, der iværksatte transaktionen.

2.   Forudgående kontrol omfatter iværksættelse og verificering af en transaktion.

Iværksættelse og verificering af en transaktion er adskilte funktioner.

3.   Ved iværksættelse af en transaktion forstås samtlige handlinger, som indgår i forberedelsen af vedtagelsen af akter om den anvisningsberettigedes gennemførelse af OPP-organets budget.

4.   Ved forudgående kontrol efterprøves overensstemmelsen mellem de krævede bilag og andre tilgængelige oplysninger.

Formålet med den forudgående kontrol er at fastslå:

a)

at udgiften er korrekt og i overensstemmelse med gældende de bestemmelser

b)

at princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, som er fastsat i artikel 13, er blevet overholdt.

I forbindelse med forudgående kontrol kan den ansvarlige anvisningsberettigede betragte en række ensartede individuelle transaktioner i forbindelse med løbende udgifter til løn, pensioner, godtgørelse af udgifter i forbindelse med tjenesterejser og udgifter til lægebehandling som én transaktion.

Artikel 22

Efterfølgende kontrol

1.   Den anvisningsberettigede kan indføre efterfølgende kontrol for at opdage og korrigere fejl og uregelmæssigheder i transaktioner, efter at de er blevet godkendt. Sådan kontrol kan ske på grundlag af stikprøver afhængigt af risikoen og skal tage hensyn til resultaterne af forudgående kontrol såvel som overvejelser vedrørende omkostningseffektivitet og performance.

Den efterfølgende kontrol kan udføres på grundlag af dokumenter og i givet fald på stedet.

2.   Den efterfølgende kontrol foretages af andre ansatte end dem, som har haft ansvaret for den forudgående kontrol. De ansatte, der er ansvarlige for den efterfølgende kontrol, må ikke være underordnet de ansatte, der er ansvarlige for den forudgående kontrol.

De anvisningsberettigede og ansatte, der er ansvarlige for budgetgennemførelsen, skal have de nødvendige faglige færdigheder.

Artikel 23

Konsolideret årlig aktivitetsrapport

1.   Den anvisningsberettigede redegør årligt over for bestyrelsen for sin virksomhed i år n-1 i en konsolideret årlig aktivitetsrapport, der indeholder:

a)

oplysninger om:

i)

opnåelsen af mål og resultater i det årlige arbejdsprogram, jf. artikel 33, gennem rapportering i forhold til performanceindikatorer

ii)

gennemførelsen af OPP-organets årlige arbejdsprogram, budget og personaleressourcer

iii)

organisatorisk styring og produktiviteten og effektiviteten af systemerne til intern kontrol, herunder gennemførelsen af organets strategi til bekæmpelse af svig, et resumé af antallet og typer af interne revisioner, der er foretaget af den interne revisor, de interne revisionsfunktioner, de henstillinger, der er fremsat, og den opfølgning, der har fundet sted i forbindelse med disse henstillinger og i forbindelse med henstillinger fra tidligere år, jf. artikel 28 og 30

iv)

eventuelle bemærkninger fremsat af Revisionsretten, og den opfølgning, der har fundet sted i forbindelse med disse bemærkninger

v)

serviceleveranceaftaler indgået i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2

b)

en erklæring, hvori den anvisningsberettigede bekræfter, at vedkommende, medmindre andet er præciseret i eventuelle forbehold vedrørende afgrænsede indkomst- og udgiftsområder, har rimelig sikkerhed for, at:

i)

oplysningerne i rapporten giver et retvisende og rimeligt billede

ii)

de midler, der var afsat til de i rapporten beskrevne aktiviteter, er anvendt til de tilsigtede formål og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning

iii)

de eksisterende kontrolprocedurer giver de nødvendige garantier for de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

2.   Den konsoliderede årlige aktivitetsrapport skal redegøre for resultaterne af de gennemførte transaktioner i forhold til de opstillede mål og overvejelser vedrørende performance, for de dermed forbundne risici samt for, hvordan de disponible ressourcer er udnyttet, og for de interne kontrolsystemers effektivitet og produktivitet og skal bl.a. indeholde en samlet vurdering af kontrollernes omkostninger og fordele.

Den konsoliderede årlige aktivitetsrapport fremlægges for bestyrelsen til vurdering.

3.   Senest den 1. juli hvert år fremsender bestyrelsen den konsoliderede årlige aktivitetsrapport og sin vurdering heraf til Revisionsretten, Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet.

4.   Yderligere rapporteringskrav kan fastsættes i oprettelsesakten i behørigt begrundede tilfælde, navnlig hvor det område, som OPP-organet opererer inden for, kræver det.

5.   Når bestyrelsen har vurderet den årlige aktivitetsrapport, offentliggøres denne på OPP-organets hjemmeside.

Artikel 24

Beskyttelse af Unionens finansielle interesser

1.   Hvis en ansat, der deltager i den økonomiske forvaltning og kontrollen med transaktionerne, mener, at en beslutning, som dennes overordnede pålægger vedkommende at udføre eller acceptere, er i modstrid med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning eller med de faglige regler, som vedkommende skal overholde, underretter vedkommende sin direktør, som svarer skriftligt, hvis oplysningerne er givet skriftligt. Hvis direktøren ikke reagerer inden for en rimelig frist afhængig af sagens omstændigheder og under alle omstændigheder senest inden en måned eller bekræfter den oprindelige afgørelse eller instruks, og hvis den ansatte mener, at denne bekræftelse ikke er tilstrækkelig i betragtning af de fremsatte forbehold, underretter den ansatte skriftligt det relevante panel som omhandlet i artikel 143 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 og bestyrelsen herom.

2.   I tilfælde af ulovlige aktiviteter, svig eller korruption, som kan skade Unionens, OPP-organets eller dets medlemmers interesser, skal en ansat, herunder nationale eksperter udstationeret til OPP-organet, informere sin umiddelbart overordnede, OPP-organets direktør eller bestyrelse eller, for så vidt angår Unionens eller OPP-organets interesser, OLAF eller Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) direkte. Aftaler med eksterne revisorer, der udfører revisioner af OPP-organets finansielle forvaltning, skal indeholde en forpligtelse for den eksterne revisor til at underrette direktøren eller, hvis denne selv kan være involveret, bestyrelsen om enhver mistanke om ulovlig aktivitet, svig eller korruption, der vil kunne skade Unionens, OPP-organets eller dets medlemmers interesser.

Artikel 25

Regnskabsføreren

1.   Bestyrelsen udnævner en regnskabsfører, der er omfattet af vedtægten, hvis vedtægten gælder for OPP-organets personale, som skal være fuldstændig uafhængig i udførelsen af sine opgaver. Regnskabsføreren er OPP-organets ansvarlige for:

a)

korrekt gennemførelse af betalinger, inkassering af indtægter og inddrivelse af fastlagte fordringer

b)

bogføring, forberedelse og fremlæggelse af regnskaberne i overensstemmelse med denne forordnings kapitel 8

c)

overholdelse af bogføringsreglerne samt kontoplanen, jf. denne forordnings kapitel 8

d)

udformning og godkendelse af regnskabssystemerne og, når det er relevant, godkendelse af de systemer, som den anvisningsberettigede har udformet med henblik på at levere eller dokumentere regnskabsmæssige oplysninger

e)

likviditetsstyring.

Med hensyn til de opgaver, der er omhandlet i første afsnit, litra d), er regnskabsføreren bemyndiget til når som helst at verificere, at godkendelseskriterierne er overholdt.

2.   To eller flere OPP-organer kan udnævne samme regnskabsfører.

Et OPP-organ kan endvidere aftale med Kommissionen, at Kommissionens regnskabsfører også skal fungere som OPP-organets regnskabsfører.

Et OPP-organ kan også overdrage en del af sin regnskabsførers opgaver til Kommissionens regnskabsfører med henvisning til omkostningseffektiviteten.

I de tilfælde, der omtales i dette stykke, træffer OPP-organet de nødvendige forholdsregler for at forhindre enhver form for interessekonflikt.

3.   Regnskabsføreren indhenter hos den anvisningsberettigede alle oplysninger, der er nødvendige for opstillingen af regnskaber, der giver et retvisende billede af OPP-organets økonomiske situation og budgetgennemførelsen. Den anvisningsberettigede garanterer pålideligheden af disse oplysninger.

4.   Før regnskaberne vedtages af direktøren, underskrives de af regnskabsføreren, som derved bekræfter, at vedkommende har rimelig sikkerhed for, at regnskaberne giver et retvisende billede af OPP-organets økonomiske situation.

Med henblik på første afsnit kontrollerer regnskabsføreren, at regnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med regnskabsreglerne i artikel 47, og at alle indtægter og udgifter er opført i regnskaberne.

Regnskabsføreren har beføjelse til at kontrollere de modtagne oplysninger og til at foretage yderligere tjek, som vedkommende anser for nødvendige for at kunne underskrive regnskaberne.

Regnskabsføreren tager om nødvendigt forbehold og redegør i så fald i detaljer for arten og omfanget af disse forbehold.

Regnskabsføreren er den eneste, der har beføjelse til at forvalte kontanter og likvide midler, jf. stk. 5. Regnskabsføreren er ansvarlig for deres opbevaring.

5.   Regnskabsføreren kan under udførelsen af sine opgaver uddelegere visse af sine opgaver til ansatte, der er omfattet af vedtægten, hvis vedtægten gælder for OPP-organets personale, når dette er nødvendigt af hensyn til varetagelsen af regnskabsførerens arbejde i henhold til OPP-organets finansielle bestemmelser.

6.   Bestyrelsen kan når som helst, midlertidigt eller definitivt, suspendere regnskabsføreren fra tjenesten, uden at dette indskrænker muligheden for eventuelle disciplinære foranstaltninger. I så fald udnævner bestyrelsen en midlertidig regnskabsfører.

Artikel 26

De finansielle aktørers ansvar

1.   Artikel 18-27 indskrænker ikke det strafferetlige ansvar, som de finansielle aktører kan pådrage sig efter gældende national ret og efter gældende bestemmelser om beskyttelse af Unionens finansielle interesser og om bekæmpelse af korruption, som involverer Unionens tjenestemænd eller tjenestemænd i medlemsstaterne.

2.   Den anvisningsberettigede og regnskabsføreren kan undergives disciplinære foranstaltninger og pådrager sig erstatningsansvar i henhold til vedtægten. Er der tale om en ulovlig aktivitet, svig eller korruption, der kan skade OPP-organets eller dets medlemmers interesser, indbringes sagen for de myndigheder og organer, der er udpeget i den gældende lovgivning, navnlig for OLAF.

3.   Det kan pålægges enhver ansat helt eller delvis at erstatte tab, som påføres OPP-organet som følge af grove personlige fejl ved udøvelsen af eller i forbindelse med vedkommendes opgaver. Ansættelsesmyndigheden træffer en motiveret afgørelse efter at have overholdt de formaliteter, som den gældende lovgivning foreskriver på det disciplinære område.

Artikel 27

Interessekonflikter

1.   Finansielle aktører som omhandlet i dette kapitel og andre personer, herunder bestyrelsesmedlemmer, der er beskæftiget med budgetgennemførelse og forvaltning, herunder forberedende foranstaltninger med henblik herpå, revision eller kontrol, foretager ikke handlinger, der vil kunne medføre, at de pågældendes egne interesser kommer i konflikt med det pågældende OPP-organs interesser. De træffer desuden passende foranstaltninger for at forhindre, at der opstår interessekonflikter i de funktioner, der henhører under deres ansvar, og for at afhjælpe situationer, der objektivt set kan opfattes som en interessekonflikt, under hensyntagen til OPP-organets særlige karakter som fastsat i oprettelsesakten.

Hvis der er risiko for en interessekonflikt, forelægger den pågældende sagen for den kompetente myndighed. Den kompetente myndighed fastslår skriftligt, om der er konstateret en interessekonflikt. Hvis der er konstateret en interessekonflikt, sikrer den kompetente myndighed, at den pågældende indstiller alle aktiviteter i sagen. Den kompetente myndighed træffer alle eventuelle yderligere, hensigtsmæssige foranstaltninger.

2.   Med henblik på stk. 1 er der tale om interessekonflikt, når en upartisk og objektiv udøvelse af de opgaver, der påhviler en finansiel aktør eller en anden person omhandlet i stk. 1, bringes i fare af familiemæssige, følelsesmæssige, politiske, nationale eller økonomiske grunde eller enhver anden direkte eller indirekte personlig interesse.

3.   Den kompetente myndighed, der er omhandlet i stk. 1, er direktøren. Hvis aktøren er direktøren, er bestyrelsen den kompetente myndighed. I tilfælde af en interessekonflikt, som involverer et bestyrelsesmedlem, er den kompetente myndighed bestyrelsen på nær det pågældende medlem.

4.   OPP-organet vedtager regler om forebyggelse og forvaltning af interessekonflikter og offentliggør hvert år bestyrelsesmedlemmernes interesseerklæringer på sin hjemmeside.

KAPITEL 5

INTERN REVISION

Artikel 28

Udnævnelse af den interne revisor og dennes beføjelser og opgaver

1.   OPP-organet har en intern revision, som fungerer i overensstemmelse med de relevante internationale standarder.

2.   Den interne revision varetages af Kommissionens interne revisor. Den interne revisor kan hverken være anvisningsberettiget eller regnskabsfører.

3.   Den interne revisor rådgiver OPP-organet om risikostyring ved at afgive uafhængige udtalelser om forvaltnings- og kontrolsystemernes kvalitet og ved at fremsætte henstillinger til forbedring af betingelserne for transaktionernes gennemførelse og til fremme af en forsvarlig økonomisk forvaltning.

Den interne revisor har navnlig til opgave:

a)

at vurdere, om de interne forvaltningssystemer er hensigtsmæssige og effektive, og i hvilket omfang tjenestegrenene har formået at gennemføre programmer og foranstaltninger set i relation til de dermed forbundne risici

b)

at vurdere produktiviteten og effektiviteten af de interne kontrol- og revisionssystemer, der anvendes på hver budgetgennemførelsestransaktion.

4.   Den interne revisors hverv dækker alle aktiviteter og tjenestegrene i OPP-organet. Den interne revisor har fuldstændig og ubegrænset adgang til alle oplysninger, der er nødvendige for udførelsen af vedkommendes hverv, om nødvendigt på stedet og herunder også i medlemsstaterne og i tredjelande.

5.   Den interne revisor gør sig bekendt med den konsoliderede årlige aktivitetsrapport fra den anvisningsberettigede, jf. artikel 23, og med eventuelle øvrige oplysninger.

6.   Den interne revisor aflægger rapport til bestyrelsen og direktøren om resultatet af sine undersøgelser og om eventuelle henstillinger. OPP-organet sørger for, at henstillinger på baggrund af revisionsarbejdet følges op.

7.   Den interne revisor aflægger også rapport i følgende tilfælde:

a)

der er ikke taget stilling til alvorlige risici og henstillinger

b)

der er betydelige forsinkelser i gennemførelsen af henstillingerne fra tidligere år.

Bestyrelsen og direktøren sikrer, at der regelmæssigt føres tilsyn med gennemførelsen af revisionshenstillingerne. Bestyrelsen undersøger de oplysninger, der omhandles i artikel 23, og vurderer, om henstillingerne er blevet fuldt og rettidigt gennemført.

Hvert OPP-organ undersøger, om henstillingerne i den interne revisors beretninger er egnet til udveksling af bedste praksis med de øvrige OPP-organer.

8.   OPP-organet stiller den interne revisors kontaktoplysninger til rådighed for alle fysiske og juridiske personer, der er involveret i udgiftstransaktioner, med henblik på fortrolig kontakt til den interne revisor.

9.   Den interne revisors beretninger og konklusioner gøres først tilgængelige for offentligheden, når den interne revisor har godkendt de foranstaltninger, der er iværksat til gennemførelse af beretningerne og konklusionerne.

Artikel 29

Den interne revisors uafhængighed

1.   Den interne revisor foretager sin revision i fuldstændig uafhængighed. Kommissionen fastsætter særlige regler for den interne revisor, der sikrer den interne revisor fuldstændig uafhængighed under udøvelsen af vedkommendes hverv og bestemmer dennes ansvarsområde.

2.   Den interne revisor må hverken modtage instrukser eller pålægges begrænsninger for så vidt angår udførelsen af de funktioner, som vedkommende ved sin udnævnelse er overdraget i medfør af finansforordningen.

Artikel 30

Etablering af en intern revisionsfunktion

1.   Bestyrelsen kan ud fra rimelige betragtninger om omkostningseffektivitet og merværdi oprette en intern revisionsfunktion, som skal udføre sine opgaver i overensstemmelse med de relevante internationale standarder.

Den interne revisionsfunktions formål, myndighed og ansvar skal være fastsat i det interne revisionscharter og skal godkendes af bestyrelsen.

Den interne revisionsfunktions årlige revisionsplan opstilles af chefen for den interne revisionsfunktion under hensyntagen til bl.a. direktørens risikovurdering af OPP-organet.

Den årlige revisionsplan gennemgås og godkendes af bestyrelsen.

Den interne revisionsfunktion aflægger rapport til bestyrelsen og direktøren om resultatet af sine undersøgelser og om eventuelle henstillinger.

Hvis en intern revisionsfunktion, der kun betjener et enkelt OPP-organ, ikke er omkostningseffektiv eller ikke formår at overholde de internationale standarder, kan OPP-organet beslutte at dele en intern revisionsfunktion med andre OPP-organer, som er aktive inden for samme politikområde.

I sådanne tilfælde træffer bestyrelsen for de pågældende OPP-organer aftale om de praktiske vilkår for den fælles interne revisionsfunktion.

Aktørerne inden for den interne revision samarbejder effektivt ved hjælp af informationsudveksling og revisionsberetninger og i givet fald ved udarbejdelse af fælles risikovurderinger og fælles revisioner.

2.   Bestyrelsen og direktøren sikrer, at der regelmæssigt føres tilsyn med gennemførelsen af den interne revisionsfunktions henstillinger.

KAPITEL 6

INDTÆGTS- OG UDGIFTSTRANSAKTIONER

Artikel 31

Forvaltning af indtægter

1.   Indtægtsforvaltningen omfatter udfærdigelse af overslag over fordringer, fastlæggelse af udestående fordringer og inddrivelse af uberettiget udbetalte beløb. I forvaltningen indgår også mulighed for om nødvendigt at give afkald på fastsatte fordringer.

2.   Uretmæssigt udbetalte beløb inddrives.

Hvis den faktiske inddrivelse ikke har fundet sted ved udløbet af den frist, der er fastsat i debetnotaen, underretter regnskabsføreren den kompetente anvisningsberettigede herom og iværksætter omgående inddrivelsesproceduren ved hjælp af de ved lov fastsatte midler, herunder i givet fald gennem modregning, eller, hvis dette ikke er muligt, ved tvangsopkrævning.

Når den anvisningsberettigede påtænker helt eller delvis at give afkald på at inddrive en fastlagt fordring, skal vedkommende sikre sig, at afkaldet er korrekt og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og med proportionalitetsprincippet. Beslutninger om afkald skal begrundes. Afkaldsbeslutningen skal indeholde oplysninger om de bestræbelser, der er gjort for at inddrive beløbet, og om de retlige og faktiske elementer, den hviler på.

Regnskabsføreren fører en oversigt over fordringer, der skal inddrives. OPP-organets fordringer samles i oversigten efter datoen for udstedelsen af inddrivelsesordren. Regnskabsføreren angiver også beslutninger om helt eller delvis at give afkald på at inddrive fastlagte fordringer. Oversigten føjes til OPP-organets beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning, der er omhandlet i artikel 53.

3.   Gæld, der ikke er indfriet på forfaldsdagen, som er fastsat i debetnotaen, pålægges morarenter, jf. artikel 99 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

4.   For OPP-organets fordringer over for tredjemand og tredjemands fordringer over for OPP-organet gælder en forældelsesfrist på fem år.

Artikel 32

Medlemmernes bidrag

1.   OPP-organet anmoder sine medlemmer om at betale hele eller en del af deres bidrag på de betingelser og med de mellemrum, der er fastsat i oprettelsesakten, eller som er aftalt med dem.

2.   De midler, medlemmerne indbetaler til OPP-organet i form af bidrag, er rentebærende til fordel for OPP-organets budget.

3.   Medlemmerne afholder omkostningerne i forbindelse med deres bidrag til OPP-organets administrative omkostninger. Modtagere af tilskud fra OPP-organet, som ikke er medlemmer eller konstituerende enheder inden for OPP-organets medlemmer, bidrager hverken direkte eller indirekte eller på nogen som helst anden måde til sådanne omkostninger. Sådanne modtagere bør navnlig ikke opfordres til eller anmodes om at bidrage til OPP-organets administrative omkostninger, når de deltager i projekter, der medfinansieres af OPP-organet.

Artikel 33

Forvaltning af udgifter

1.   Ved afholdelse af udgifter indgår den anvisningsberettigede budgetmæssige og retlige forpligtelser, fastsætter udgifter og anviser betalinger samt foretager de handlinger, der er nødvendige forud for anvendelsen af bevillingerne.

2.   Enhver udgift omfatter indgåelse af en forpligtelse, fastsættelse af udgiften, anvisning til betaling og betaling.

Fastsættelse af en udgift er den handling, hvorved den ansvarlige anvisningsberettigede bekræfter en finansiel transaktion.

Når den ansvarlige anvisningsberettigede godkender en udgift efter at have forsikret sig om, at bevillingerne er stede, giver han regnskabsføreren ordre om at betale den fastsatte udgift.

3.   I forbindelse med enhver foranstaltning med udgiftsvirkning for OPP-organets budget skal den ansvarlige anvisningsberettigede indgå en budgetmæssig forpligtelse, før han indgår en retlig forpligtelse over for tredjemand.

4.   OPP-organets årlige arbejdsprogram skal være ledsaget af bestyrelsens godkendelse af OPP-organets udgifter til driften af organets aktiviteter, forudsat at de elementer, der er angivet i dette stykke, er klart identificeret.

Det årlige arbejdsprogram skal indeholde detaljerede mål og forventede resultater, herunder performanceindikatorer. Programmet skal indeholde følgende:

a)

en beskrivelse af de aktiviteter, der skal finansieres

b)

en angivelse af beløbsstørrelse for hver enkelt aktion

c)

oplysninger om den samlede strategi for det program, som OPP-organet har til opgave at gennemføre

d)

en strategi for opnåelse af effektivitetsgevinster og synergier

e)

en strategi for systemerne for organisatorisk styring og intern kontrol, herunder den seneste version af strategien til bekæmpelse af svig og en angivelse af, hvilke foranstaltninger der er truffet for at forhindre gentagelse af interessekonflikter, uregelmæssigheder og svig, navnlig hvis svagheder har givet anledning til kritiske henstillinger, som er indberettet i henhold til artikel 23 eller artikel 28, stk. 6.

OPP-organet vedtager det årlige arbejdsprogram for et bestemt år ved udgangen af det foregående år. Det årlige arbejdsprogram offentliggøres på OPP-organets hjemmeside.

Større ændringer af det årlige arbejdsprogram vedtages efter samme procedure som det oprindelige arbejdsprogram, jf. bestemmelserne i oprettelsesakten.

Bestyrelsen kan give OPP-organets anvisningsberettigede beføjelse til at foretage ikkevæsentlige ændringer af arbejdsprogrammet.

Artikel 34

Tidsfrister

Betaling af udgifter skal finde sted i overensstemmelse med artikel 116 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 og inden for de i artiklen fastsatte tidsfrister.

KAPITEL 7

GENNEMFØRELSE AF OPP-ORGANETS BUDGET

Artikel 35

Forskellige former for bidrag fra OPP-organer

1.   Bidrag fra OPP-organer medvirker til at opnå et bestemt af Unionens politiske mål og bestemte resultater og kan antage en af følgende former:

a)

finansiering, som ikke er knyttet til de pågældende transaktioners omkostninger, og som baseres på:

i)

opfyldelse af betingelser i sektorspecifikke regler eller Kommissionens afgørelser eller

ii)

opnåelsen af resultater målt i forhold til tidligere fastsatte delmål eller ved hjælp af performanceindikatorer

b)

godtgørelse af faktisk afholdte støtteberettigede udgifter

c)

enhedsomkostninger, som dækker alle eller visse specifikke kategorier af støtteberettigede omkostninger, som er klart fastlagt på forhånd med henvisning til et beløb pr. enhed

d)

faste beløb, som samlet set dækker alle eller visse specifikke kategorier af støtteberettigede omkostninger, som er klart fastlagt på forhånd

e)

finansiering efter fast takst, som dækker specifikke kategorier af støtteberettigede omkostninger, som er klart fastlagt på forhånd med henvisning til en procentsats

f)

en kombination af de i litra a)-e) omhandlede former.

Bidrag fra OPP-organer i henhold til første afsnit, litra a), fastsættes i overensstemmelse med artikel 181 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, sektorspecifikke regler eller Kommissionens afgørelser. Bidrag fra OPP-organer i henhold til første afsnit, litra c), d) og e), fastsættes i overensstemmelse med artikel 181 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 eller sektorspecifikke regler.

2.   Ved fastlæggelsen af den passende bidragsform tages der i videst mulige omfang hensyn til de potentielle modtageres interesser og regnskabsmetoder.

3.   Den ansvarlige anvisningsberettigede rapporterer i den konsoliderede årlige aktivitetsrapport, der er omhandlet i artikel 23, om finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger i medfør af stk. 1, første afsnit, litra a) og f).

Artikel 36

Gensidig tillid til vurderinger

Artikel 126 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 37

Gensidig tillid til revisioner

Artikel 127 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder anvendelse.

Artikel 38

Anvendelse af allerede tilgængelige oplysninger

Artikel 128 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder anvendelse.

Artikel 39

Samarbejde om beskyttelse af Unionens finansielle interesser

Artikel 129 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 40

Oplysninger til Kommissionen om tilfælde af svig og andre økonomiske uregelmæssigheder

1.   OPP-organet underretter uden ophold Kommissionen om tilfælde af formodet svig og andre økonomiske uregelmæssigheder, uden at det berører dets forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 1, i (EU, Euratom) nr. 883/2013 og artikel 24, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1939.

Det underretter desuden Kommissionen om eventuelle igangværende eller afsluttede undersøgelser fra EPPO's eller OLAF's side og om eventuelle revisioner eller kontroller udført af Revisionsretten eller Den Interne Revisionstjeneste, uden at fortroligheden i forbindelse med undersøgelserne bringes i fare.

2.   Hvis der er mulighed for, at Kommissionens ansvar for gennemførelsen af Unionens budget berøres, eller i situationer, som indebærer en potentielt alvorlig omdømmemæssig risiko for Unionen, underretter EPPO og/eller OLAF uden ophold Kommissionen om igangværende eller afsluttede undersøgelser, uden at fortroligheden og effektiviteten bringes i fare.

Artikel 41

System for tidlig opdagelse og udelukkelse

Artikel 93 og afsnit V, kapitel 2, afdeling 2, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder anvendelse.

Artikel 42

Regler om procedurer, forvaltning og e-forvaltning

Kapitel 2, afdeling 1 og 3, og afsnit V, kapitel 3, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 43

Udbud

1.   Udbud er omfattet af afsnit VII i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, dog med forbehold af denne artikels stk. 2-5 og specifikke bestemmelser i oprettelsesakten eller grundretsakten for det program, som OPP-organet har fået til opgave at gennemføre.

2.   Ved kontrakter, hvis værdi er mellem 60 000 EUR og de beløbsgrænser, som er fastsat i artikel 175 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, kan de procedurer anvendes, der er fastsat i kapitel 1, afdeling 2, i bilag I til forordning (EU, Euratom) 2018/1046 for kontrakter med en værdi på ikke over 60 000 EUR.

3.   OPP-organet kan efter egen anmodning deltage som ordregivende myndighed, når Kommissionen, institutionerne i fællesskab, andre EU-organer og andre OPP-organer indgår aftaler.

4.   OPP-organet kan indgå serviceleveranceaftaler, jf. artikel 20, stk. 2, uden at anvende procedurer for offentlige udbud.

OPP-organet kan uden brug af proceduren for offentlige udbud indgå en kontrakt med andre medlemmer end Unionen om levering af varer og tjenesteydelser eller udførelse af arbejde, som varetages direkte af medlemmerne uden hjælp fra tredjepart.

De varer og tjenesteydelser og det arbejde, der leveres i henhold til første og andet afsnit, betragtes ikke som en del af medlemmernes bidrag til OPP-organets budget.

5.   OPP-organet kan anvende fælles udbudsprocedurer med ordregivende myndigheder i værtsmedlemsstaten for at få sine administrative behov dækket eller med ordregivende myndigheder i medlemsstaterne, landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning eller EU-kandidatlande, som er medlemmer af organet. I så fald finder artikel 165 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 tilsvarende anvendelse.

OPP-organet kan anvende fælles udbudsprocedurer med sine private medlemmer eller med de ordregivende myndigheder i lande, der deltager i EU-programmer, og som deltager som medlemmer. I så fald finder artikel 165 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 tilsvarende anvendelse.

Artikel 44

Eksperter

1.   I forbindelse med udvælgelse af eksperter i henhold til eventuelle særlige procedurer, som er fastsat i grundretsakten for det program, som OPP-organet har fået til opgave at gennemføre, finder artikel 237 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 tilsvarende anvendelse.

OPP-organet kan anvende de lister, som Kommissionen, andre EU-organer eller andre OPP-organer har udarbejdet.

OPP-organet kan, hvis det vurderes at være hensigtsmæssigt og i velbegrundede tilfælde, udvælge personer, som har de ønskede færdigheder, men som ikke står på listerne.

2.   Artikel 238 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder tilsvarende anvendelse på ulønnede eksperter.

Artikel 45

Tilskud

1.   Tilskud er omfattet af afsnit VIII i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, dog med forbehold af specifikke bestemmelser i oprettelsesakten eller grundretsakten for det program, som OPP-organet har fået til opgave at gennemføre.

2.   OPP-organet anvender faste beløb, enhedsomkostninger og finansiering efter fast takst, der er godkendt i overensstemmelse med artikel 181, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 ved afgørelse fra den anvisningsberettigede i Kommissionen, der er ansvarlig for det program, som OPP-organet har til opgave at gennemføre. I mangel af en sådan afgørelse kan OPP-organet indgive et forslag til afgørelse til den ansvarlige anvisningsberettigede i Kommissionen ledsaget af en detaljeret begrundelse som belæg for forslaget. Forslaget til afgørelse skal være i overensstemmelse med artikel 181, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046. Den ansvarlige anvisningsberettigede i Kommissionen underretter OPP-organet om sin afgørelse med hensyn til, om forslaget vedtages eller forkastes, og begrundelsen herfor. Den ansvarlige anvisningsberettigede i Kommissionen kan vedtage forslaget til afgørelse med ændringer for at sikre overholdelse af artikel 181, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

Artikel 46

Priser

1.   Priser er omfattet af bestemmelserne i afsnit IX i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, dog med forbehold af denne artikels stk. 2 og specifikke bestemmelser i oprettelsesakten eller grundretsakten for det program, som OPP-organet har fået til opgave at gennemføre.

2.   Konkurrencer om priser med en enhedsværdi på 1 000 000 EUR eller derover må kun udskrives, hvis de er nævnt i det årlige arbejdsprogram, som er omhandlet i artikel 33, stk. 4, og efter at oplysninger om sådanne priser er blevet forelagt Kommissionen, som derefter forelægger oplysningerne for Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med artikel 206, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

KAPITEL 8

REGNSKABSSYSTEM

Artikel 47

Regnskabsregler

OPP-organet opbygger et regnskabssystem, som sikrer, at der rettidigt foreligger nøjagtige, fuldstændige og pålidelige oplysninger.

OPP-organets regnskabsfører anvender de regler, der er vedtaget af Kommissionens regnskabsfører med udgangspunkt i de internationalt anerkendte regnskabsstandarder, der anvendes i den offentlige sektor.

Med henblik på nærværende artikels første afsnit finder artikel 80-84 og 87 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 anvendelse. Artikel 85 og 86 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 48

Regnskabernes struktur

OPP-organets årsregnskaber skal udarbejdes for hvert regnskabsår, der begynder den 1. januar og slutter den 31. december. Disse regnskaber skal bestå af:

a)

OPP-organets regnskaber

b)

beretninger om OPP-organets budgetgennemførelse.

Artikel 49

Bilag

Hver postering i regnskaberne skal være baseret på passende bilag i overensstemmelse med denne forordnings artikel 20, stk. 5.

Artikel 50

Regnskaber

1.   Regnskaberne opstilles i euro i overensstemmelse med de regnskabsregler, der er omhandlet i denne forordnings artikel 47, og skal bestå af:

a)

balancen, der viser alle aktiver og passiver samt den finansielle stilling pr. 31. december i det foregående regnskabsår

b)

resultatopgørelsen, der viser det økonomiske resultat for det foregående regnskabsår

c)

pengestrømsopgørelsen, der viser regnskabsårets indbetalinger og udbetalinger og den endelige likviditetssaldo

d)

opgørelsen over bevægelser på nettoaktiver med en oversigt over bevægelser på reserver i løbet af året og de kumulerede resultater.

2.   Regnskaberne skal indeholde oplysninger, herunder oplysninger om regnskabspolitik, på en måde, der sikrer, at oplysningerne er relevante, pålidelige, sammenlignelige og forståelige.

3.   Noterne til regnskabet skal indeholde supplerende oplysninger om og bemærkninger til oplysningerne i de regnskaber, der er omhandlet i stk. 1, og give alle de yderligere oplysninger, der foreskrives i de regnskabsregler, der er omhandlet i denne forordnings artikel 47 og i internationalt anerkendt regnskabspraksis, når disse oplysninger er relevante for OPP-organets virksomhed. Noterne skal som minimum indeholde følgende:

a)

regnskabsprincipper, -regler og -metoder

b)

forklarende noter med yderligere oplysninger, der ikke findes i selve regnskabet, men som er nødvendige for at give et retvisende billede af regnskaberne.

4.   Regnskabsføreren foretager efter regnskabsårets udløb og frem til fremsendelsen af det almindelige regnskab sådanne korrektioner, som uden at medføre udbetalinger eller indbetalinger med virkning for det pågældende år, er nødvendige for et korrekt og retvisende billede af de pågældende regnskaber.

Artikel 51

Beretninger om budgetgennemførelsen

1.   Beretningerne om budgetgennemførelsen opstilles i euro og skal være sammenlignelige år for år. De omfatter:

a)

beretninger, der sammenfatter alle budgettransaktioner i regnskabsåret med hensyn til indtægter og udgifter

b)

forklarende noter, der indeholder supplerende oplysninger om og bemærkninger til de i beretningerne indeholdte oplysninger.

2.   Beretningerne om budgetgennemførelsen opstilles efter samme struktur, som er anvendt i OPP-organets budget.

3.   Beretningerne om budgetgennemførelsen indeholder:

a)

oplysninger om indtægter, navnlig ændringer i indtægtsoverslagene, indtægterne og de konstaterede fordringer

b)

oplysninger, der viser ændringer i de samlede disponible forpligtelses- og betalingsbevillinger

c)

oplysninger om, hvordan de samlede disponible forpligtelses- og betalingsbevillinger er udnyttet

d)

oplysninger, der viser de udestående forpligtelser, de forpligtelser, som er fremført fra det foregående regnskabsår, og de forpligtelser, som er indgået i løbet af regnskabsåret.

Artikel 52

Foreløbige regnskaber og det endelige årsregnskab

1.   OPP-organets regnskabsfører sender senest den 1. marts i det følgende regnskabsår sit foreløbige årsregnskab til Kommissionens regnskabsfører og Revisionsretten.

OPP-organets regnskabsfører sender tillige senest den 1. marts i det følgende regnskabsår de regnskabsoplysninger, som er nødvendige med henblik på konsolideringen, til Kommissionens regnskabsfører på den måde og i det format, der fastlægges af sidstnævnte.

2.   I henhold til artikel 246 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 fremsætter Revisionsretten senest den 1. juni sine bemærkninger til OPP-organets foreløbige årsregnskab.

3.   OPP-organets regnskabsfører sender senest den 15. juni de regnskabsoplysninger, som er nødvendige med henblik på opstilling af det endelige konsoliderede årsregnskab, til Kommissionens regnskabsfører på den måde og i det format, der fastlægges af Kommissionen.

Efter modtagelse af Revisionsrettens bemærkninger til det foreløbige årsregnskab udarbejder regnskabsføreren OPP-organets endelige årsregnskab. Direktøren fremsender det endelige årsregnskab til bestyrelsen, som derpå afgiver udtalelse om dette regnskab.

Direktøren sender senest den 1. juli i det følgende regnskabsår det endelige årsregnskab og bestyrelsens udtalelse til Kommissionens regnskabsfører, Revisionsretten, Europa-Parlamentet og Rådet.

OPP-organets regnskabsfører sender ligeledes en forvaltningserklæring, der dækker dette endelige årsregnskab, til Revisionsretten med kopi til Kommissionens regnskabsfører. Forvaltningserklæringen udarbejdes på samme dato som det endelige årsregnskab for OPP-organet.

Det endelige årsregnskab ledsages af en note fra regnskabsføreren, hvori sidstnævnte erklærer, at det endelige årsregnskab er udfærdiget i overensstemmelse med dette kapitel og med de gældende regnskabsmæssige principper, regler og metoder.

Et link til de sider på hjemmesiden, hvor OPP-organets endelige årsregnskab offentliggøres, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 15. november i det følgende år.

OPP-organets direktør fremsender senest den 30. september i det følgende regnskabsår et svar til Revisionsretten på de bemærkninger, som denne har fremsat i forbindelse med sin årsberetning. Direktørens svar sendes samtidig til Kommissionen.

Artikel 53

Årlig beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning

1.   OPP-organet udarbejder en beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret. I beretningen redegøres der som et minimum for udnyttelsesgraden for bevillingerne, både i absolutte tal og angivet som procentdele, og den skal indeholde kortfattede oplysninger om bevillingsoverførsler mellem de forskellige budgetkonti.

2.   Direktøren sender senest den 31. marts i det følgende regnskabsår beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

KAPITEL 9

EKSTERN REVISION, DECHARGE OG BEKÆMPELSE AF SVIG

Artikel 54

Ekstern revision

1.   En uafhængig ekstern revisor skal verificere, at OPP-organets årsregnskaber giver et korrekt billede af OPP-organets indtægter, udgifter og finansielle stilling, inden eventuelle konsolidering i Kommissionens endelige årsregnskab.

Medmindre andet er bestemt i oprettelsesakten, udarbejder Revisionsretten en særlig årsberetning om OPP-organet i overensstemmelse med kravene i artikel 287, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Revisionsretten tager i forbindelse med udarbejdelsen af denne beretning hensyn til det revisionsarbejde, der er udført af den uafhængige eksterne revisor, der er omhandlet i første afsnit, og de foranstaltninger, der er truffet som reaktion på den eksterne revisors konklusioner.

2.   OPP-organet sender sit endeligt vedtagne budget til Revisionsretten. EU-organet underretter snarest muligt Revisionsretten om alle beslutninger og foranstaltninger, som det træffer i henhold til artikel 6, 8 og 12.

3.   Revisionsrettens revision udføres i henhold til artikel 254-259 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

Artikel 55

Tidsplan for dechargeproceduren

1.   Efter henstilling fra Rådet meddeler Europa-Parlamentet inden den 15. maj i år n + 2, medmindre andet er fastsat i grundretsakten, direktøren decharge for gennemførelsen af budgettet for år n. Direktøren underretter bestyrelsen om Europa-Parlamentets bemærkninger i den beslutning, der ledsager afgørelsen om decharge.

2.   Hvis den frist, der er nævnt i stk. 1, ikke kan overholdes, oplyser Europa-Parlamentet eller Rådet direktøren om årsagerne til, at afgørelsen har måttet udsættes.

3.   Hvis Europa-Parlamentet udsætter afgørelsen om decharge, bestræber direktøren sig på i samarbejde med bestyrelsen snarest muligt at træffe foranstaltninger, der kan fjerne eller gøre det lettere at fjerne hindringerne for denne afgørelse.

Artikel 56

Dechargeproceduren

1.   Dechargeafgørelsen omfatter regnskaberne over alle OPP-organets indtægter og udgifter, den heraf følgende saldo og OPP-organets aktiver og passiver som opført i balancen.

2.   Med henblik på at meddele decharge gennemgår Europa-Parlamentet næst efter Rådet OPP-organets regnskaber, årsregnskabet og balancen. Europa-Parlamentet gennemgår også Revisionsrettens årsberetning med tilhørende svar fra OPP-organets direktør samt de af Revisionsrettens særberetninger, der er relevante for det pågældende regnskabsår, og Revisionsrettens erklæring om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

3.   Hvis Europa-Parlamentet anmoder derom, forelægger direktøren det alle de oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren vedrørende det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende, jf. også artikel 261, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

Artikel 57

Opfølgende foranstaltninger

1.   Direktøren træffer alle egnede foranstaltninger til at efterkomme bemærkningerne i Europa-Parlamentets afgørelse om decharge samt de kommentarer, der ledsager Rådets henstilling om decharge.

2.   Efter anmodning fra Europa-Parlamentet eller Rådet aflægger direktøren beretning om, hvilke foranstaltninger vedkommende har truffet på baggrund af de bemærkninger og kommentarer, der er omhandlet i stk. 1. Direktøren fremsender en kopi heraf til Kommissionen og Revisionsretten.

Artikel 58

Kommissionens, Revisionsrettens og OLAF's kontrol på stedet

1.   OPP-organet giver Kommissionens personale og andre personer bemyndiget af Kommissionen samt Revisionsretten adgang til sine lokaler og til al information, herunder i elektronisk form, som er nødvendig for at foretage revision.

2.   OLAF kan udføre undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet i henhold til de bestemmelser og procedurer, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (12) med henblik på at fastslå, om der er tale om svig, korruption eller andre ulovlige aktiviteter, der påvirker Unionens finansielle interesser.

KAPITEL 10

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER OG OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 59

Anmodninger om oplysninger

Kommissionen og andre medlemmer af OPP-organet end Unionen kan anmode OPP-organet om at fremlægge alle nødvendige oplysninger og forklaringer vedrørende budgetforhold inden for deres kompetenceområde.

Artikel 60

Vedtagelse af OPP-organets finansielle bestemmelser

1.   Hvert enkelt OPP-organ, der er omfattet af artikel 71 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, vedtager nye finansielle bestemmelser senest ni måneder efter den dato, på hvilken OPP-organet omfattes af nævnte forordnings artikel 71, jf. dog stk. 2.

2.   Hvert enkelt OPP-organ, der er omfattet af artikel 71 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046, og som allerede har vedtaget de finansielle bestemmelser i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012, skal revidere dem med henblik på at sikre overholdelse af nærværende forordning. De reviderede finansielle bestemmelser skal træde i kraft senest den 1. september 2019.

Artikel 61

Ophævelse

1.   Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 ophæves med virkning fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden. Nævnte forordnings artikel 20 og artikel 31, stk. 4, anvendes dog fortsat indtil den 31. december 2019.

2.   Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilaget.

Artikel 62

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den dato. Artikel 23 og artikel 33, stk. 4, anvendes dog fra den 1. januar 2020 med undtagelse af artikel 33, stk. 4, litra c), der anvendes fra den 1. januar 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. marts 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 af 30. september 2013 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 38 af 7.2.2014, s. 2).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2015/1929 af 28. oktober 2015 om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 286 af 30.10.2015, s. 1).

(5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2461 af 30. oktober 2015 om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 110/2014 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 342 af 29.12.2015, s. 1).

(6)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/715 af 18. december 2018 om rammefinansforordningen for de organer, der er nedsat i henhold til TEUF og Euratomtraktaten og omhandlet i artikel 70 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (EUT L 122 af 10.5.2019, s. 1)

(7)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

(9)  Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (EUT L 283 af 31.10.2017, s. 1).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(11)  Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1).

(12)  Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).


BILAG

Sammenligningstabel

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014

Nærværende forordning

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 4

Artikel 5

Artikel 5

Artikel 6

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 8

Artikel 8

Artikel 9

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 10

Artikel 12

Artikel 11

Artikel 13

Artikel 12

Artikel 14

Artikel 13

Artikel 15

Artikel 14

Artikel 16

Artikel 15

Artikel 17

Artikel 16

Artikel 19

Artikel 17

Artikel 20

Artikel 18

Artikel 21

Artikel 19

Artikel 22

Artikel 20

Artikel 23

Artikel 21

Artikel 24

Artikel 22

Artikel 25

Artikel 23

Artikel 26

Artikel 24

Artikel 27

Artikel 25

Artikel 18

Artikel 26

Artikel 28

Artikel 27

Artikel 29

Artikel 28

Artikel 30

Artikel 29

Artikel 31

Artikel 30

Artikel 32

Artikel 31

Artikel 33

Artikel 32

Artikel 34

Artikel 33

Artikel 43

Artikel 34

Artikel 44

Artikel 35

Artikel 45

Artikel 36

Artikel 46

Artikel 37

Artikel 42

Artikel 38

Artikel 47

Artikel 39

Artikel 48 og 53

Artikel 40

Artikel 47 og 50

Artikel 41

Artikel 50

Artikel 42

Artikel 51

Artikel 43

Artikel 52

Artikel 44

Artikel 47

Artikel 45

Artikel 47

Artikel 46

Artikel 54

Artikel 47

Artikel 55

Artikel 47a

Artikel 56

Artikel 47b

Artikel 57

Artikel 48

Artikel 58

Artikel 49

Artikel 59

Artikel 50

Artikel 60

Artikel 51

Artikel 62