24.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/70


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2019/839

af 7. marts 2019

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 540/2014 om motorkøretøjers og udskiftningslyddæmpningssystemers støjniveau

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 540/2014 af 16. april 2014 om motorkøretøjers og udskiftningslyddæmpningssystemers støjniveau og om ændring af direktiv 2007/46/EF og om ophævelse af direktiv 70/157/EØF (1), særlig artikel 8, stk. 2, og artikel 9, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) nr. 540/2014 fastsættes der krav til EU-typegodkendelse af alle nye køretøjer i klasse M (køretøjer til personbefordring) og N (køretøjer til godstransport) med hensyn til deres støjniveau. Denne forordning fastsætter også foranstaltninger vedrørende akustiske køretøjsvarslingssystemer (AVAS) til hybride elkøretøjer og rent elektriske elkøretøjer med henblik på varsling af sårbare trafikanter.

(2)

Oplysningsskemaet, jf. bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF vedrørende typegodkendelse af et køretøj for så vidt angår det tilladte støjniveau (2), bør revideres for at tage højde for de detaljerede krav til AVAS-systemer.

(3)

Efter vedtagelsen på det 171. møde i verdensforummet for harmonisering af forskrifter for motorkøretøjer under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) af ændringsserie 01 til FN-regulativ nr. 138 om godkendelse af støjsvage køretøjer til vejtransport bør bilag VIII til forordning (EU) nr. 540/2014 revideres med henblik på at indføre et forbud mod AVAS-pausefunktionen.

(4)

Forordning (EU) nr. 540/2014 bør derfor ændres.

(5)

I betragtning af, at nævnte forordning indeholder en tilpasning, der skal tage højde for de krav til AVAS-pausefunktionen, som allerede finder anvendelse i henhold til FN/ECE-overenskomsten af 1958, og indfører de nødvendige overgangsbestemmelser for anvendelse i 2019, bør den træde i kraft så hurtigt som muligt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I og VIII til forordning (EU) nr. 540/2014 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 158 af 27.5.2014, s. 131.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (rammedirektiv) (EUT L 263 af 9.10.2007, s. 1).


BILAG

I forordning (EU) nr. 540/2014 foretages følgende ændringer:

1)

I bilag I, tillæg 1, foretages følgende ændringer:

a)

punkt 12.8 udgår

b)

følgende indsættes som punkt 12.9:

»12.9.   AVAS-SYSTEM

12.9.1.   Godkendelsesnummer af en type køretøj med hensyn til lydemissioner i henhold til FN/ECE-regulativ nr. 138 (1)

eller

12.9.2.   Den fuldstændige reference til prøvningsresultaterne vedrørende AVAS-lysemissionsniveauer målt i henhold til forordning (EU) nr. 540/2014 (1)«.

2)

I bilag VIII foretages følgende ændringer:

a)

Afsnit I affattes således:

»Afsnit I

I dette bilag fastsættes foranstaltninger vedrørende AVAS-systemer til hybride elkøretøjer og rent elektriske køretøjer.

I.1.   Uanset punkt I.2, litra a og b), punkt I.3, litra a) og b) finder bestemmelserne i afsnit II anvendelse på et AVAS-system, der er monteret i

a)

ethvert køretøj, som typegodkendes før 1. juli 2019

b)

ethvert nyt køretøj, baseret på den type, der henvises til i litra a), og som er registreret før 1. juli 2021.

I.2.   Uanset punkt I.3, litra a) og b), finder bestemmelserne i afsnit III anvendelse på et AVAS-system, der er monteret i

a)

ethvert køretøj, som typegodkendes før 1. juli 2019, såfremt fabrikanten har truffet dette valg

b)

ethvert nyt køretøj, baseret på den type, der henvises til i litra a)

c)

ethvert køretøj, som typegodkendes fra 1. juli 2019 og før 1. september 2021

d)

ethvert nyt køretøj, baseret på en type, der henvises til i litra c), og som registreres før 1. september 2023.

I.3.   Bestemmelserne i afsnit IV finder anvendelse på et AVAS-system, som er monteret i

a)

ethvert køretøj, som typegodkendes før 1. september 2021, såfremt fabrikanten har truffet dette valg

b)

ethvert nyt køretøj, baseret på den type, der henvises til i litra a)

c)

ethvert køretøj, som typegodkendes den 1. september 2021 eller derefter

d)

ethvert nyt køretøj, baseret på en type, der henvises til i litra c)

e)

alle nye køretøjer, som registreres den 1. september 2023 eller derefter.«

b)

Følgende indsættes som afsnit IV:

»Afsnit IV

Bestemmelserne i afsnit III finder anvendelse, dog med undtagelse af punkt III.2, litra b). Desuden gælder følgende:

Knap

Enhver mekanisme, der giver føreren mulighed for at standse AVAS-systemet (»pausefunktion«), skal opfylde kravene i punkt 6.2.6 i FN/ECE-regulativ nr. 138, supplement 1 til regulativet i dets oprindelige form, ændringsserie 01 (EUT L 204 af 5.8.2017, s. 112).«.