20.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/12


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2019/799

af 17. maj 2019

om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1334/2008 for så vidt angår fjernelse af aromastoffet furan-2(5H)-on fra EU-listen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1334/2008 af 16. december 2008 om aromaer og visse fødevareingredienser med aromagivende egenskaber til anvendelse i og på fødevarer og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 1601/91, forordning (EF) nr. 2232/96 og (EF) nr. 110/2008 og direktiv 2000/13/EF (1), særlig artikel 11, stk. 3,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (2), særlig artikel 7, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008 indeholder en EU-liste over aromaer og udgangsmaterialer, der er godkendt til anvendelse i og på fødevarer, og disses anvendelsesbetingelser.

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 872/2012 (3) blev der vedtaget en liste over aromastoffer, og listen blev indsat i del A i bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008.

(3)

Bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008 kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1331/2008, enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning, der er indgivet af en medlemsstat eller en interesseret part.

(4)

EU-listens del A indeholder både evaluerede aromastoffer og aromastoffer under evaluering.

(5)

Aromastoffet furan-2(5H)-on (FL-nr. 10.066) er opført i bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008 som et aromastof under evaluering, for hvilket Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet har anmodet om yderligere videnskabelige data (i det følgende benævnt »autoriteten«). Disse data blev fremlagt af ansøgeren.

(6)

Autoriteten evaluerede de fremlagte data og konkluderede i sin videnskabelige udtalelse af 11. december 2018 (4), at furan-2(5H)-on (FL-nr. 10.066) giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder med hensyn til genotoksicitet, da det er genotoksisk in vivo.

(7)

Anvendelsen af furan-2(5H)-on (FL-nr. 10.066) opfylder således ikke de generelle anvendelsesbetingelser for aromaer, der er fastsat i artikel 4, litra a), i forordning (EF) nr. 1334/2008. Det pågældende stof bør derfor fjernes fra listen snarest muligt for at beskytte menneskers sundhed.

(8)

For så vidt angår identifikationsoplysninger for furan-2(5H)-on (FL-nr. 10.066) fremfører autoriteten i sin udtalelse yderligere elementer vedrørende identitet og karakteristika for dette stof, som ikke er medtaget i del A i bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008. For at sikre klarhed og sikkerhed for så vidt angår stoffets identitet og for at hjælpe interessenterne med at identificere dette stof korrekt, er det relevant at bemærke, at yderligere identifikationsoplysninger for furan-2(5H)-on (FL-nr. 10.066) som angivet af autoriteten i sin udtalelse er: CAS-nr. er 497-23-4, dets JECFA-nr. er 2000 og JECFA-betegnelsen er 4-hydroxy-2-butensyre-gamma-lacton.

(9)

Da der er sikkerhedsmæssige betænkeligheder ved anvendelse af stoffet, bør Kommissionen anvende hasteproceduren med henblik på at fjerne furan-2(5H)-on fra EU-listen. Del A i bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008 bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Del A i bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. maj 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 34.

(2)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 872/2012 af 1. oktober 2012 om vedtagelse af listen over aromastoffer, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2232/96, om indsættelse af listen i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1334/2008 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 1565/2000 og Kommissionens afgørelse 1999/217/EF (EUT L 267 af 2.10.2012, s. 1).

(4)  EFSA FAF Panel (EFSA's panel for fødevaretilsætningsstoffer og smagsstoffer). Videnskabelig udtalelse om »Flavouring Group Evaluation 217 revision 2 (FGE.217Rev2), consideration of genotoxicity potential for alpha, beta unsaturated ketones and precursors from chemical subgroup 4.1 of FGE.19: Lacton«EFSA Journal 2019: 17(1):5568.


BILAG

I del A, afsnit 2, i bilag I til forordning (EF) nr. 1334/2008 udgår følgende angivelse:

»10.066

furan-2(5H)-on

 

 

 

 

 

2

EFSA«