20.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 48/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2019/289

af 19. februar 2019

om ændring af forordning (EU) nr. 702/2014 om forenelighed med det indre marked efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af visse kategorier af støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 4,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte (1), særlig artikel 1, stk. 1, litra a) og b),

efter offentliggørelse af udkast til denne forordning, jf. artikel 6 og artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2015/1588 (2),

efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens forordning (EU) nr. 702/2014 (3) fastlægges det, at visse kategorier af støtte er forenelige med det indre marked og fritaget fra kravet om anmeldelse til Kommissionen, før støtten tildeles.

(2)

Statsstøttereglerne, der er fastsat i artikel 107, 108 og 109 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»traktaten«) finder anvendelse på støtte, der ydes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 (4), med undtagelse af betalinger og supplerende national finansiering, der er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 42.

(3)

I henhold til traktatens artikel 42 finder statsstøttereglerne derfor ikke anvendelse på støtte til udvikling af landdistrikterne i forbindelse med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter.

(4)

Derimod finder statsstøttereglerne anvendelse på støtte til udvikling af landdistrikterne for aktiviteter, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 42, både hvad angår den del, der medfinansieres af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og den supplerende nationale finansiering.

(5)

Derfor blev bestemmelserne i forordning (EU) nr. 702/2014 i forbindelse med den seneste, dvs. i 2014, revision af reglerne for Unionens statsstøtte tilpasset bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1305/2013 med henblik på at forenkle de statsstøtteprocedurer, der gælder for støtte til udvikling af landdistrikterne inden for skovbrugssektoren og til ikkelandbrugsmæssige aktiviteter i landdistrikter.

(6)

Denne tilpasning af bestemmelserne i forordning (EU) nr. 702/2014 til bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1305/2013 er berørt af ikrafttrædelsen den 1. januar 2018 af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 (5), idet nogle bestemmelser i forordning (EU) nr. 1305/2013, der også findes i forordning (EU) nr. 702/2014, er blevet ændret.

(7)

Som følge heraf svarer betingelserne for fritagelse af statsstøtte i henhold til artikel 32, 33, 35, 38-41 og 44-48 i forordning (EU) nr. 702/2014 ikke længere fuldt ud til bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1305/2013. Det er derfor hensigtsmæssigt at tilpasse disse regler, i det omfang det er nødvendigt, for at bevare muligheden for at fritage støtte til udvikling af landdistrikter fra anmeldelseskravet på samme måde som hidtil.

(8)

Artikel 1, stk. 5, litra a) og b), bør tilpasses artikel 1, stk. 4, litra a) og b), i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 (6), som ændret ved forordning (EU) 2017/1084 (7).

(9)

Forordning (EU) nr. 702/2014 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) nr. 702/2014 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, stk. 5, litra a) og b), affattes således:

»a)

støtteordninger, der ikke udtrykkeligt udelukker udbetaling af individuel støtte til en virksomhed, som ikke har efterkommet et tilbagebetalingspåbud udstedt af Kommissionen i en afgørelse, hvor en af den samme medlemsstat ydet støtte er fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked

b)

ad hoc-støtte til en virksomhed som omhandlet i litra a)«.

2)

I artikel 6, stk. 5, tilføjes følgende som litra j):

»j)

støtte til aktive landbrugeres deltagelse i kvalitetsordninger for bomuld og fødevarer, når betingelserne i artikel 48 er opfyldt«.

3)

I artikel 32 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 8, første afsnit, affattes indledningen således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, kan støtte til skovrejsning og etablering af skovområder, der ydes til investeringer, ydes til følgende støtteberettigede omkostninger:«.

b)

I stk. 9 tilføjes følgende som andet afsnit:

»Første afsnit finder ikke anvendelse på støtte, der ydes i form af finansielle instrumenter.«

4)

I artikel 33 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 4 affattes første afsnit således:

»Støtte til skovlandbrugssystemer kan dække omkostningerne til etablering, foryngelse eller fornyelse samt en årlig præmie pr. hektar.«

b)

I stk. 5, første afsnit, affattes indledningen således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, kan støtte til skovlandbrugssystemer, der ydes til investeringer, ydes til følgende støtteberettigede omkostninger:«.

c)

I stk. 6 tilføjes følgende som andet afsnit:

»Første afsnit finder ikke anvendelse på støtte, der ydes i form af finansielle instrumenter.«

d)

Stk. 7 affattes således:

»7.   Følgende omkostninger til etablering, foryngelse eller fornyelse af skovlandbrugssystemer er støtteberettigede:

a)

omkostninger til tilplantning med træer, herunder udgifter til udplantningsmateriale og tilplantning, opbevaring og behandling af stiklinger med de nødvendige forebyggelses- og beskyttelsesmaterialer

b)

omkostninger til omdannelse af eksisterende skove eller skovområder, herunder udgifter til træfældning, udtynding, beskæring og beskyttelse mod græssende dyr

c)

andre omkostninger i direkte tilknytning til etablering, foryngelse eller fornyelse af skovlandbrugssystemer, herunder udgifter til gennemførlighedsundersøgelser, etableringsplaner og jordbundsundersøgelser samt jordbehandling og -beskyttelse

d)

for silvopastorale (græsnings-) systemers vedkommende udgifter til vanding og beskyttelsesanlæg

e)

udgifter til den behandling, der er nødvendig for etableringen, foryngelsen eller fornyelsen af skovlandbrugssystemet, herunder vanding og beskæring

f)

udgifter til genbeplantning i det første år efter skovlandbrugssystemets etablering, foryngelse eller fornyelse.«

e)

I stk. 9 affattes indledningen således:

»Medlemsstaterne fastsætter det minimale og det maksimale antal træer pr. ha under hensyn til:«.

f)

I stk. 11 affattes litra a) således:

»a)

80 % af de støtteberettigede omkostninger, der ydes til investeringer, og omkostningerne til etablering, foryngelse eller fornyelse af skovlandbrugssystemer efter stk. 5 og 7 og«.

5)

I artikel 35 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 5 tilføjes følgende som andet afsnit:

»Første afsnit finder ikke anvendelse på støtte, der ydes i form af finansielle instrumenter.«

b)

I stk. 6, første afsnit, affattes indledningen således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, kan der ydes støtte til følgende støtteberettigede omkostninger:«.

c)

I stk. 7 affattes første afsnit således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, er andre omkostninger end de i stk. 6, litra a) og b), nævnte i forbindelse med leje- eller leasingkontrakter, såsom udlejerens fortjeneste, renteomkostninger ved refinansiering, generalomkostninger og forsikringspræmier, ikke støtteberettigede.«

6)

I artikel 38, stk. 2, foretages følgende ændringer:

a)

I første afsnit tilføjes følgende som andet punktum:

»Infrastruktur, der er installeret som følge af demonstration, må anvendes, efter at foranstaltningen er fuldført.«

b)

Som fjerde afsnit tilføjes:

»Støtte til demonstrationsprojekter, der er medfinansieret inden for rammerne af ELFUL eller ydet som supplerende national finansiering af denne støtte, og som er ydet i form af finansielle instrumenter, kan også dække andre støtteberettigede omkostninger end dem, der er omhandlet i stk. 3, litra b), forudsat at disse omkostninger er fuldt støtteberettigede i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013, og forudsat at støtten er identisk med den underliggende foranstaltning i det landdistriktsprogram, der er godkendt i henhold til nævnte forordning.«

7)

I artikel 39, stk. 4, tilføjes følgende som tredje afsnit:

»Støtte, som samfinansieres under ELFUL eller ydes som supplerende national finansiering af en sådan medfinansieret støtte, kan udbetales til den forvaltningsmyndighed, der er omhandlet i artikel 65, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1305/2013.«

8)

I artikel 40 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 4 tilføjes følgende som andet afsnit:

»Første afsnit finder ikke anvendelse på støtte, der ydes i form af finansielle instrumenter.«

b)

I stk. 6 affattes indledningen således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, kan der ydes støtte til følgende støtteberettigede omkostninger:«.

c)

I stk. 7 affattes første afsnit således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, er andre omkostninger end de i stk. 6, litra a) og b), nævnte i forbindelse med leje- eller leasingkontrakter, såsom udlejerens fortjeneste, renteomkostninger ved refinansiering, generalomkostninger og forsikringspræmier, ikke støtteberettigede.«

9)

I artikel 41 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 4 tilføjes følgende som andet afsnit:

»Første afsnit finder ikke anvendelse på støtte, der ydes i form af finansielle instrumenter.«

b)

I stk. 6 affattes indledningen således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, kan der ydes støtte til følgende støtteberettigede omkostninger:«.

c)

I stk. 7 affattes første afsnit således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, er andre omkostninger end de i stk. 6, litra a) og b), nævnte i forbindelse med leje- eller leasingkontrakter, såsom udlejerens fortjeneste, renteomkostninger ved refinansiering, generalomkostninger og forsikringspræmier, ikke støtteberettigede.«

d)

I stk. 9 affattes andet, tredje og fjerde afsnit således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, gælder følgende betingelser:

a)

ved investeringer i vedvarende energiinfrastruktur, som forbruger eller producerer energi, skal de eventuelle nationale minimumsstandarder for energieffektivitet være overholdt

b)

investeringer i anlæg, der primært tager sigte på produktion af elektricitet på basis af biomasse, er ikke støtteberettigede, medmindre en af medlemsstaterne nærmere fastsat procentdel af varmen udnyttes

c)

støtte til bioenergiinvesteringsprojekter må kun ydes for bioenergi, der opfylder bæredygtighedskriterierne i EU-lovgivningen, herunder artikel 17, stk. 2-6, i direktiv 2009/28/EF.«

10)

I artikel 44 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 5 tilføjes følgende som andet afsnit:

»Første afsnit finder ikke anvendelse på støtte, der ydes i form af finansielle instrumenter.«

b)

I stk. 7 affattes indledningen således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, kan der ydes støtte til følgende støtteberettigede omkostninger:«.

c)

I stk. 8 affattes første afsnit således:

»Med undtagelse af de tilfælde, hvor støtten ydes i form af finansielle instrumenter, er andre omkostninger end de i stk. 7, litra a) og b), nævnte i forbindelse med leje- eller leasingkontrakter, såsom udlejerens fortjeneste, renteomkostninger ved refinansiering, generalomkostninger og forsikringspræmier, ikke støtteberettigede.«

11)

I artikel 45 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 6 tilføjes følgende som tredje afsnit:

»Forretningsplanen skal have en varighed på højst fem år.«

b)

I stk. 7 affattes første afsnit således:

»Støtten udbetales i mindst to rater.«

12)

I artikel 46, stk. 5, affattes andet punktum således:

»Støtten udbetales til udbyderen af rådgivningstjenesterne eller den forvaltningsmyndighed, der er omhandlet i artikel 65, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1305/2013.«

13)

I artikel 47, stk. 3, foretages følgende ændringer:

a)

I første afsnit tilføjes følgende som andet punktum:

»Infrastruktur, der er installeret som følge af demonstration, må anvendes, efter at foranstaltningen er fuldført.«

b)

Som tredje afsnit tilføjes følgende:

»Støtte til demonstrationsprojekter, der er ydet i form af finansielle instrumenter, kan også dække andre støtteberettigede omkostninger end dem, der er omhandlet i stk. 4, litra b), forudsat at disse omkostninger er fuldt støtteberettigede i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013.«

14)

I artikel 48 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Støtte til aktive landbrugere og sammenslutninger af landbrugere, der opererer som SMV'er, til ny deltagelse eller deltagelse i de fem foregående år i kvalitetsordninger for bomuld og fødevarer er forenelig med det indre marked efter traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), og fritaget for anmeldelsespligten i traktatens artikel 108, stk. 3, hvis den opfylder betingelserne i denne artikels stk. 2-7 samt i kapitel I i nærværende forordning.«

b)

I stk. 6 tilføjes følgende som andet afsnit:

»Hvis den første deltagelse i kvalitetsordningen blev påbegyndt før ansøgningen om støtte, reduceres den maksimale periode på fem år med det antal år, der er gået mellem den første deltagelse og tidspunktet for ansøgningen om støtte.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. februar 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 248 af 24.9.2015, s. 1.

(2)   EUT C 421 af 21.11.2018, s. 1.

(3)  Kommissionens forordning (EU) nr. 702/2014 af 25. juni 2014 om forenelighed med det indre marked efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af visse kategorier af støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter (EUT L 193 af 1.7.2014, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 487).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 af 13. december 2017 om ændring af forordning (EU) nr. 1305/2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), (EU) nr. 1306/2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik, (EU) nr. 1307/2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, (EU) nr. 1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og (EU) nr. 652/2014 om bestemmelser vedrørende forvaltning af udgifter i tilknytning til fødevarekæden, dyresundhed og dyrevelfærd samt til plantesundhed og planteformeringsmateriale (EUT L 350 af 29.12.2017, s. 15).

(6)  Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1).

(7)  Kommissionens forordning (EU) 2017/1084 af 14. juni 2017 om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 for så vidt angår støtte til havne- og lufthavnsinfrastruktur, anmeldelsestærskler for støtte til kultur og bevarelse af kulturarv samt støtte til sportsinfrastruktur og multifunktionel infrastruktur til rekreative aktiviteter samt regionale driftsstøtteordninger for regionerne i den yderste periferi og om ændring af forordning (EU) nr. 702/2014 for så vidt angår beregning af støtteberettigede omkostninger (EUT L 156 af 20.6.2017, s. 1).