30.10.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 278/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESDIREKTIV (EU) 2019/1813

af 29. oktober 2019

om ændring af gennemførelsesdirektiv 2014/96/EU om krav vedrørende mærkning, lukning og emballering af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion, som er omfattet af Rådets direktiv 2008/90/EF, for så vidt angår etikettens farve for de certificerede kategorier af formeringsmateriale og frugtplanter og indholdet af leverandørdokumentet

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2008/90/EF af 29. september 2008 om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion (1), særlig artikel 9, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/96/EU (2) fastsættes der krav til mærkning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion for at sikre identitet og sporbarhed for det pågældende formeringsmateriale og de pågældende frugtplanter ved afsætning.

(2)

I henhold til nævnte direktiv skulle Kommissionen senest den 1. januar 2019 vurdere anvendelsen af farvede mærker til frugtformeringsmateriale og frugtplanter i certificeringskategorierne kerneplanter, basismateriale og certificeret materiale.

(3)

En undersøgelse foretaget af Kommissionen viste, at et flertal af medlemsstaterne går ind for obligatorisk anvendelse af et farvet mærke for kerneplanter, basismateriale og certificeret materiale af formeringsmateriale og frugtplanter. Undersøgelsen viste også, at flere medlemsstater afsætter CAC-materiale (Conformitas Agraria Communitatis) med et gult leverandørdokument i form af en etiket, der er fastgjort til CAC-materialet.

(4)

For at tage hensyn til den eksisterende praksis i medlemsstaterne og for at sikre en klar sondring mellem leverandørdokumentet for CAC-materiale og de officielle etiketter for kerneplanter, basismateriale og certificeret materiale bør CAC-etikettens farve være gul, når leverandørdokumentet er fastgjort til CAC-materialet. Der bør ikke foreskrives nogen særlig farve for leverandørdokumentet, når det ikke er fastgjort til CAC-materialet, da der i så fald ikke er nogen risiko for forveksling med nogen anden etiket eller et andet dokument.

(5)

I gennemførelsesdirektiv 2014/96/EU er der ikke fastsat en bestemt farve for leverandørdokumentet, når det er fastgjort til CAC-materialet i form af en etiket. Visse medlemsstater anvender i øjeblikket en anden farve end gul for disse etiketter. For at undgå handelsforstyrrelser bør medlemsstaterne have mulighed for i en overgangsperiode at tillade CAC-materiale, hvortil der er fastgjort etiketter med en anden farve end gul, som skal afsættes på deres eget område, såfremt disse farvede etiketter allerede var i brug inden den 1. april 2020.

(6)

Erfaringen har desuden vist, at indholdet af leverandørdokumentet kan forenkles for at sikre større fleksibilitet i afsætningen af CAC-materiale i hver medlemsstat. Når leverandørdokumentet indeholder færre oplysninger, er det lettere for leverandøren at reducere dokumentets størrelse, således at det kan fastgøres til det CAC-materiale, der skal afsættes. Af denne grund bør det være frivilligt at give oplysninger om mængden af det CAC-materiale, der afsættes, og den medlemsstat, hvor CAC-materialet er fremstillet, hvis den er forskellig fra den medlemsstat, hvor leverandørdokumentet er udarbejdet.

(7)

Under hensyntagen til de ændringer, der skal foretages af mærkningskravene for frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter af alle afsætningskategorier, samt kravene til leverandørdokumentet bør gennemførelsesdirektiv 2014/96/EU ændres.

(8)

For at give de kompetente myndigheder og leverandørerne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav bør dette direktiv finde anvendelse fra den 1. april 2020.

(9)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, afdelingen for Formeringsmateriale og Planter af Frugtslægter og -arter —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/96/EU

I gennemførelsesdirektiv 2014/96/EU foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, stk. 4, affattes således:

»4.

Etikettens farve skal være:

a)

hvid med en diagonal violet tværstribe for kerneplanter

b)

hvid for basismateriale

c)

blå for certificeret materiale.«

2)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Leverandørdokument til CAC-materiale

1.   Medlemsstaterne sikrer, at CAC-materiale afsættes med et dokument udfærdiget af leverandøren og i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4 (i det følgende benævnt »leverandørdokumentet«).

Medlemsstaterne sikrer, at leverandørdokumentet ikke ligner ledsagedokumentet som omhandlet i artikel 3, med det formål at undgå enhver risiko for forveksling af disse to dokumenter.

2.   Leverandørdokumentet skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

a)

angivelsen »EU's regler og standarder«

b)

navnet på den medlemsstat, hvor dokumentet er udarbejdet, eller medlemsstatens kode

c)

det officielle ansvarlige organ eller dettes kode

d)

leverandørens navn eller registreringsnummer/kode som udstedt af det officielle ansvarlige organ

e)

individuelt løbenummer, ugenummer eller batchnummer

f)

botanisk navn

g)

angivelsen »CAC-materiale«

h)

sortens og eventuelt klonens betegnelse. For grundstammer, der ikke tilhører nogen sort, angives navnet på den pågældende art eller interspecifikke hybrid. For podede frugtplanter gives disse oplysninger for grundstammen og podekvisten. For sorter, for hvilke en ansøgning om officiel registrering eller sortsbeskyttelse endnu ikke er færdigbehandlet, skal disse oplysninger omfatte angivelserne: »foreslået betegnelse« og »ansøgning ikke færdigbehandlet«

i)

dato for dokumentets udstedelse.

3.   Hvis leverandørdokumentet er fastgjort til CAC-materialet, skal dokumentets farve være gul.

4.   Angivelserne i leverandørdokumentet skal være trykt med klart synlig og letlæselig skrift, som ikke kan slettes, på et af Unionens officielle sprog.«

Artikel 2

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. marts 2020 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 1. april 2020.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Overgangsforanstaltninger

1.   Medlemsstaterne har indtil den 30. juni 2021 mulighed for at afsætte CAC-materiale (Conformitas Agraria Communitatis), hvortil der er fastgjort etiketter med en anden farve end gul, på deres eget område, såfremt disse farvede etiketter allerede var i brug inden den 1. april 2020.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at planteformeringsmateriale og frugtplanter, der betragtes som CAC-materiale, når de afsættes, identificeres ved en henvisning til denne artikel i leverandørdokumentet, når det anvendes som etiket.

Artikel 4

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. oktober 2019.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 267 af 8.10.2008, s. 8.

(2)  Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/96/EU af 15. oktober 2014 om krav vedrørende mærkning, lukning og emballering af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion, som er omfattet af Rådets direktiv 2008/90/EF (EUT L 298 af 16.10.2014, s. 12).