3.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/44


KOMMISSIONENS HENSTILLING

af 18. juni 2019

om udkastet til Italiens integrerede nationale energi- og klimaplan for perioden 2021-2030

(2019/C 297/12)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge forordning (EU) 2018/1999 (»forordningen om forvaltning«) skal hver medlemsstat forelægge Kommissionen et udkast til en integreret national energi- og klimaplan for perioden 2021-2030 i overensstemmelse artikel 3, stk. 1, og bilag I i nævnte forordning. De første udkast til de integrerede nationale energi- og klimaplaner skulle forelægges inden den 31. december 2018.

(2)

Den 8. januar 2019 forelagde Italien sit udkast til en national energi- og klimaplan. Forelæggelsen af dette udkast er det grundlæggende, første skridt i den iterative proces mellem Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at færdiggøre de integrerede nationale energi- og klimaplaner og sikre deres efterfølgende gennemførelse.

(3)

Ifølge forordning (EU) 2018/1999 skal Kommissionen vurdere udkastene til de integrerede nationale energi- og klimaplaner. Kommissionen har foretaget en omfattende vurdering af det italienske udkast til en integreret national energi- og klimaplan, idet de relevante elementer i forordning (EU) 2018/1999 er blevet taget i betragtning. Denne vurdering (2) offentliggøres sammen med nærværende henstilling. Nedenstående henstillinger er baseret på denne vurdering.

(4)

Kommissionens henstillinger kan navnlig vedrøre i) ambitionsniveauet for målsætninger, mål og bidrag med henblik på i fællesskab at opfylde energiunionens målsætninger og navnlig Unionens 2030-mål for vedvarende energi og energieffektivitet samt omfanget af elektricitetssammenkobling, som medlemsstaten sigter mod at opnå i 2030, ii) politikker og foranstaltninger, der vedrører målsætninger på medlemsstats- og EU-plan, og andre politikker og foranstaltninger med potentielle grænseoverskridende konsekvenser, iii) eventuelle yderligere politikker og foranstaltninger, der kan være påkrævet i de integrerede nationale energi- og klimaplaner, og iv) samspillet mellem og konsekvensen i de eksisterende og planlagte politikker og foranstaltninger i den integrerede nationale energi- og klimaplan inden for én dimension og mellem energiunionens forskellige dimensioner.

(5)

Under udarbejdelsen af henstillingerne har Kommissionen på den ene side taget hensyn til behovet for at summere visse kvantificerede planlagte bidrag fra alle medlemsstater med henblik på at vurdere ambitionen på EU-plan og på den anden side behovet for at give den berørte medlemsstat tilstrækkelig tid til at tage behørigt hensyn til Kommissionens henstillinger, før den færdiggør sin integrerede nationale energi- og klimaplan.

(6)

Kommissionens henstillinger vedrørende medlemsstaternes ambitioner for vedvarende energi er baseret på en metode, der er beskrevet i bilag II til forordning (EU) 2018/1999, og som er baseret på objektive kriterier.

(7)

For så vidt angår energieffektivitet er Kommissionens henstillinger baseret på vurderingen af det nationale ambitionsniveau som afspejlet i udkastet til den integrerede nationale energi- og klimaplan, sammenlignet med det samlede indsatsniveau, der er nødvendigt for at nå Unionens mål, idet de fremlagte oplysninger om særlige nationale forhold tages i betragtning, hvis det er relevant. De endelige nationale bidrag på energieffektivitetsområdet bør afspejle potentialet for omkostningseffektivitet for så vidt angår energibesparelser og støttes af en stærk langsigtet bygningsrenoveringsstrategi og foranstaltninger til gennemførelse af den energispareforpligtelse, der er fastsat i artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (3). Medlemsstaterne bør ligeledes vise, at de har anvendt princippet om »energieffektivitet først« korrekt ved navnlig at forklare, hvordan energieffektivitet på omkostningseffektiv vis bidrager til at nå de nationale mål for en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi og energiforsyningssikkerhed samt til at bekæmpe energifattigdom.

(8)

Ifølge forordningen om forvaltning skal medlemsstaterne fremlægge et generelt overblik over de investeringer, som er påkrævet for at indfri de målsætninger, mål og bidrag, der er opstillet i den integrerede nationale energi- og klimaplan, og en generel vurdering af kilderne til disse investeringer. De integrerede nationale energi- og klimaplaner bør sikre gennemsigtighed og forudsigelighed i de nationale politikker og foranstaltninger med henblik på at skabe investeringssikkerhed.

(9)

Samtidig har Kommissionen som led i det europæiske semester 2018-2019 sat stærk fokus på medlemsstaternes energi- og klimarelaterede investeringsbehov. Dette afspejles i landerapporten 2019 for Italien (4) og i Kommissionen henstilling med henblik på Rådets henstilling til Italien (5), som er en del af det europæiske semester. I sine seneste konklusioner og henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester tog Kommissionen sin vurdering af udkastene til de integrerede nationale energi- og klimaplaner i betragtning. Kommissionens henstillinger supplerer de seneste landespecifikke henstillinger, der er fremsat i forbindelse med det europæiske semester. Medlemsstaterne bør også sikre, at deres integrerede nationale energi- og klimaplaner tager hensyn til de seneste landespecifikke henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester.

(10)

Dertil kommer, at medlemsstaterne ifølge forordningen om forvaltning skal tage behørigt hensyn til Kommissionens eventuelle henstillinger i deres udkast til de integrerede nationale energi- og klimaplaner, som skal indgives til Kommissionen inden den 31. december 2019, og at en medlemsstat, hvis denne ikke følger en henstilling eller en væsentlig del heraf, skal begrunde dette og offentliggøre begrundelsen.

(11)

Hvis det er relevant, bør medlemsstaterne indberette de samme data i deres integrerede nationale energi- og klimaplaner og efterfølgende ajourføringer, som de indberetter til Eurostat eller Det Europæiske Miljøagentur. Brugen af samme kilde og, hvis det er muligt af europæiske statistikker, er ligeledes afgørende for at beregne referencescenariet for modellering og prognoser. Anvendelse af europæiske statistikker vil gøre det lettere at sammenligne de data og prognoser, der bruges i de integrerede nationale energi- og klimaplaner.

(12)

Alle elementer i bilag I til forordning (EU) 2018/1999 skal inkluderes i den endelige integrerede nationale energi- og klimaplan. I den forbindelse bør den makroøkonomiske og i det omfang, det er muligt, den sundhedsmæssige, miljømæssige, beskæftigelses- og uddannelsesmæssige, kompetencemæssige og sociale indvirkning af de planlagte politikker og foranstaltninger vurderes. Offentlige interessenter og andre interessenter skal inddrages i forberedelsen af den endelige integrerede nationale energi- og klimaplan. Disse og andre elementer er beskrevet i detaljer i det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der offentliggøres sammen med nærværende henstilling (6).

(13)

Italien bør i sin endelige integrerede nationale energi- og klimaplan bygge videre på de positive vekselvirkninger mellem de planlagte politikker og foranstaltninger i udkastet til den integrerede nationale energi- og klimaplan og yderligere undersøge de mere udfordrende politikforbindelser, navnlig mellem dimensionerne dekarbonisering, energisikkerhed og det indre marked. Der er brug for flere detaljer om især i) konsekvenserne af udfasningen af kulkraftværker og den forventede udvikling af den rolle, gas spiller for energimikset, ii) hvordan der opnås en stor udbredelse af vedvarende energi, iii) virkningerne af den italienske kapacitetsmekanisme for så vidt angår priserne for energiforbrugerne, og iv) den forventede udvikling inden for subsidier til fossile brændstoffer. På samme måde skal målsætningerne under dimensionen forskning, innovation og konkurrenceevne underbygge den indsats, der er planlagt for energiunionens andre dimensioner.

(14)

Den endelige integrerede nationale energi- og klimaplan vil med fordel kunne fremhæve områder med en konkurrencefordel og potentielle udfordringer på globalt niveau for sektoren for lavemissionsteknologier, herunder i forbindelse med dekarbonisering af energi- og kulstofintensive industrisektorer. På det grundlag vil målbare målsætninger for fremtiden være et plus sammen med de politikker og foranstaltninger, der skal til for at nå dem, idet der etableres passende forbindelser til erhvervs- og industripolitikkerne. Den endelige integrerede nationale energi- og klimaplan kunne også have gavn af en uddybende beskrivelse af de drivhusgasemissioner, der kan tilskrives tiltag relateret til den cirkulære økonomi.

(15)

Kommissionens henstillinger til Italien er underbygget af den vurdering af Italiens udkast til en integreret national energi- og klimaplan, som offentliggøres sammen med denne henstilling (7)

HENSTILLER HERMED, AT ITALIEN TAGER SKRIDT MOD AT:

1.

Underbygge det positive ambitionsniveau på en andel på 30 % vedvarende energi i 2030 som Italiens bidrag til Unionens 2030-mål for vedvarende energi med detaljerede og kvantificerede politikker og foranstaltninger, der er i overensstemmelse med forpligtelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (8) og muliggør en rettidig og omkostningseffektiv opfyldelse af tilsagnet. Hæve ambitionsniveauet for så vidt angår vedvarende energi i opvarmnings- og kølingssektoren med henblik på at nå det vejledende mål i artikel 23 i direktiv (EU) 2018/2001. Fremlægge foranstaltninger, hvis formål er at opfylde transportmålet i artikel 25 i direktiv (EU) 2018/2001. Mindske kompleksiteten og den lovgivningsmæssige usikkerhed og fremlægge yderligere detaljer om den befordrende ramme for VE-egetforbrug og VE-fællesskaber i overensstemmelse med artikel 21 og 22 i direktiv (EU) 2018/2001.

2.

For så vidt angår energieffektivitet sikre, at de vigtigste politiske instrumenter som beskrevet i udkastet til den integrerede nationale energi- og klimaplan stadig vil give passende besparelser i perioden 2021-2030. I tilstrækkelig grad afspejle de planlagte ajourføringer og forbedringer af de eksisterende støtteordninger i den endelige integrerede nationale energi- og klimaplan og i de efterfølgende rapporter over fremskridtene. Betydeligt opskalere dem for at nå de anførte energibesparelsesmål. Det betydelige uudnyttede potentiale taget i betragtning fortsætte med at styrke energieffektivitetsforanstaltningerne for bygninger (nye og eksisterende offentlige og private bygninger) og transport.

3.

Præcisere foranstaltninger, der støtter energisikkerhedsmålsætninger vedrørende diversificering og reduktion af energiafhængighed, herunder foranstaltninger, der sikrer fleksibilitet. Tage den regionale kontekst, samkøringslinjernes reelle potentiale og de omkringliggende landes produktionskapacitet i betragtning i vurderingen af elektricitetssektorens ressourcetilstrækkelighed. Præcisere, i hvilket omfang den forventede udvikling i gassektoren er forenelig med de anførte dekarboniseringsmål og den planlagte udfasning af kulfyrede kraftvarmeværker.

4.

Fastsætte klare målsætninger, milepæle og tidsplaner for at gennemføre de planlagte reformer af energimarkederne, navnlig på engrosmarkederne for naturgas, og af driften af detailmarkederne for både el og naturgas.

5.

Præcisere de nationale målsætninger og finansieringsmål inden for forskning, innovation og konkurrenceevne, især for så vidt angår energiunionen, der skal nås mellem 2021 og 2030, så de er nemme at måle, er egnede til formålet og kan støtte gennemførelsen af målene inden for andre dimensioner af den integrerede nationale energi- og klimaplan. Underbygge sådanne målsætninger med specifikke og tilstrækkelige politikker og foranstaltninger, herunder dem, som skal udvikles i samarbejde med andre medlemsstater såsom den europæiske strategiske energiteknologiplan.

6.

Rådføre sig med de omkringliggende lande og medlemmerne af Gruppen på Højt Plan vedrørende Gassammenkobling i Central- og Sydøsteuropa med henblik på færdiggørelse af den integrerede nationale energi- og klimaplan. Yderligere undersøge det grænseoverskridende potentiale og de makroregionale aspekter ved en koordineret energi- og klimapolitik, navnlig i Adriaterhavsområdet, med det formål at reducere regionens CO2-fodaftryk og gennemføre en økosystemtilgang samt udnytte potentialet for et stærkere samarbejde i Middelhavsområdet.

7.

Angive de tiltag, der er gjort, og de planer, der er lagt for udfasning af energisubsidier, navnlig for fossile brændstoffer.

8.

Supplere analysen af samspillet med politikken for luftkvalitet og luftemissioner, herunder set ud fra et kvantitativt perspektiv.

9.

Bedre integrere aspekter vedrørende en rimelig og fair omstilling, navnlig ved at give en mere detaljeret beskrivelse af de sociale, beskæftigelsesmæssige og kompetencemæssige og indkomstfordelingsmæssige virkninger af de planlagte målsætninger, politikker og foranstaltninger, herunder i kulstofintensive og industritunge regioner. Færdiggøre tilgangen til håndtering af energifattigdomsspørgsmål ved at inkludere specifikke målbare mål og detaljer vedrørende de finansielle ressourcer til gennemførelsen af de beskrevne politikker, jf. forordning (EU) 2018/1999.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juni 2019.

På Kommissionens vegne

Miguel ARIAS CAÑETE

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1.

(2)  SWD(2019) 264.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1).

(4)  SWD(2019) 1011 final.

(5)  COM(2019) 512 final af 5.6.2019.

(6)  SWD(2019) 264.

(7)  SWD(2019) 264.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82).