30.12.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/310


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/2251

af 19. december 2019

om en kompensationsmekanisme for den medlemsstat, hvis nationale medlem vælges til formand for Eurojust

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1727 af 14. november 2018 om Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust), og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2002/187/RIA (1), særlig artikel 12,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1727 og Eurojusts forretningsorden har det nationale medlem, der vælges til formand for Eurojust, yderligere opgaver.

(2)

Udøvelsen af formanden for Eurojusts opgaver påvirker arbejdsbyrden for stedfortræderen og assistenten fra den medlemsstat, hvis nationale medlem er valgt til formand, og den pågældende medlemsstat kan udpege en anden kvalificeret person til at styrke det nationale kontor i den periode, hvor det nationale medlem er formand.

(3)

I artikel 11, stk. 7, i forordning (EU) 2018/1727 fastsættes det bl.a., at i de tilfælde, hvor en anden kvalificeret person udpeges, har den pågældende medlemsstat ret til at ansøge om kompensation.

(4)

En kompensationsmekanisme bør sikre ligebehandling med hensyn til den faktiske godtgørelse af leveomkostninger og andre tilknyttede udgifter mellem et nationalt medlem, der er valgt til formand, og en anden kvalificeret person, der er udpeget af den pågældende medlemsstat.

(5)

Danmark er ikke bundet af forordning (EU) 2018/1727 og deltager derfor ikke i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse, som gennemfører forordning (EU) 2018/1727.

(6)

Irland og Det Forenede Kongerige er bundet af forordning (EU) 2018/1727 og deltager derfor i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse, som gennemfører forordning (EU) 2018/1727 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   En medlemsstat, hvis nationale medlem er valgt til formand for Eurojust, og som af denne grund har udpeget en anden person til sit nationale kontor og derfor i henhold til artikel 11, stk. 7, i forordning (EU) 2018/1727 har ret til at ansøge Eurojusts kollegium (»kollegiet«) om kompensation for denne anden person, anfører i sin ansøgning følgende oplysninger:

a)

den afgørelse, som medlemsstaten har truffet om udpegelse af den pågældende person

b)

begrundelsen for behovet for at styrke sit nationale kontor på grundlag af en øget arbejdsbyrde

c)

nærmere oplysninger om den udpegede persons nationale månedlige bruttoløn

d)

nærmere oplysninger om leveomkostninger og andre tilknyttede udgifter, som udbetales til den udpegede person i henhold til national ret

e)

nærmere oplysninger om den konto, som kompensationen skal overføres til.

2.   Den pågældende medlemsstat sender ansøgningen om kompensation til kollegiet senest seks måneder efter afgørelsen om udpegelse af personen.

Artikel 2

1.   Kollegiet træffer afgørelse om tildeling af kompensation senest tre måneder efter modtagelsen af ansøgningen.

2.   Den pågældende medlemsstat har ret til kompensation, så længe dens nationale medlem er formand, og for den tilsvarende periode som den pågældende udpegede person er udstationeret.

Artikel 3

1.   I overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i forordning (EU) 2018/1727 godtgør Eurojust den pågældende medlemsstat følgende:

a)

50 % af den udpegede persons nationale månedlige bruttoløn, og

b)

leveomkostninger og andre tilknyttede udgifter, der faktisk afholdes af den pågældende medlemsstat i relation til den udpegede person.

2.   De udgifter, der er omhandlet i stk. 1, litra b), godtgøres kun, hvis den udpegede person i henhold til national ret har ret til ydelser eller betaling af udgifter, som har samme karakter som dem, der er omhandlet i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (»personalevedtægten«) (2), såsom: familietillæg, udlandstillæg, godtgørelse af udgifter i forbindelse med tiltrædelse, herunder bosættelsespenge, bosættelsespenge efter fratræden, rejseudgifter, flytteudgifter og dagpenge.

3.   Eurojust godtgør den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med de betingelser og økonomiske rammer, der gælder i den pågældende medlemsstat. Godtgørelserne må under ingen omstændigheder overstige de maksimale ydelser eller den maksimale betaling af udgifter, der er fastsat i bilag VII til personalevedtægten.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2019.

På Rådets vegne

K. MIKKONEN

Formand


(1)  EUT L 295 af 21.11.2018, s. 138.

(2)  Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1).