(1)

Ifølge artikel 168 og 169 i direktiv 2006/112/EF har en afgiftspligtig person ret til at fradrage den merværdiafgift (moms) på varer og ydelser, som leveres til den afgiftspligtige person i forbindelse med dennes afgiftspligtige transaktioner eller til visse andre formål. I samme direktivs artikel 26, stk. 1, litra a), sidestilles anvendelse af virksomhedsaktiver til privat brug for den afgiftspligtige person selv eller for vedkommendes personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål med levering af ydelser mod vederlag.

(2)

Ved beslutning 2007/884/EF (2) bemyndiges Det Forenede Kongerige til at begrænse lejeres eller leasingtageres fradragsret efter artikel 168 og 169 i direktiv 2006/112/EF til 50 % af momsen på udgifter til leje eller leasing af en bil, når bilen ikke udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Den bemyndiger desuden Det Forenede Kongerige til ikke at sidestille anvendelse til privat brug af en bil, som en afgiftspligtig person har lejet eller leaset til erhvervsmæssigt formål, med en ydelse mod vederlag. Disse foranstaltninger (»fravigelsesforanstaltningerne«) fritog lejere eller leasingtagere af en firmabil for at føre kørselsregnskab over privatkørsel foretaget i den pågældende bil og for at svare moms af den faktiske privatkørsel i den pågældende bil. Beslutning 2007/884/EF udløber den 31. december 2019.

(3)

Ved brev registreret i Kommissionen den 2. april 2019 anmodede Det Forenede Kongerige om bemyndigelse til fortsat at anvende de i medfør af beslutning 2007/884/EF tilladte fravigelsesforanstaltninger.

(4)

Ved brev af 29. april 2019 underrettede Kommissionen i henhold til artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF de øvrige medlemsstater om Det Forenede Kongeriges anmodning. Ved brev af 2. maj 2019 underrettede Kommissionen Det Forenede Kongerige om, at den rådede over alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(5)

Den 29. marts 2017 indgav Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (»Det Forenede Kongerige«) meddelelsen om, at landet agter at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I henhold til artikel 50, stk. 3, i TEU ophører traktaterne med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist. Efter at have indvilliget i en første forlængelse den 22. marts 2019 og en anden forlængelse den 11. april 2019 vedtog Det Europæiske Råd den 29. oktober 2019 afgørelse (EU) 2019/1810 (3), hvori det efter en yderligere anmodning fra Det Forenede Kongerige indvilligede i at forlænge den frist, der er fastsat i artikel 50, stk. 3, i TEU, til den 31. januar 2020.

(6)

I overensstemmelse med artikel 50 i TEU forhandlede Den Europæiske Union med Det Forenede Kongerige om en aftale om de nærmere bestemmelser for landets udtræden, idet der blev taget hensyn til rammen for landets fremtidige forbindelser med Unionen (»udtrædelsesaftalen«). Den 11. januar 2019 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2019/274 om undertegnelse af udtrædelsesaftalen (4). Efter yderligere forhandlinger mellem Unionens og Det Forenede Kongeriges forhandlere i september og oktober måned 2019 blev der opnået enighed om en revideret tekst til udtrædelsesaftalen, som blev godkendt af Det Europæiske Råd den 17. oktober 2019. Den 21. oktober 2019 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2019/1750 om undertegnelse af den reviderede udtrædelsesaftale (5). I udtrædelsesaftalens (6) fjerde del er der fastsat en overgangsperiode, der begynder på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden og slutter den 31. december 2020. I overgangsperioden finder EU-retten fortsat anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, medmindre andet er fastsat i udtrædelsesaftalen.

(7)

Denne afgørelse bør under alle omstændigheder ophøre med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige fra dagen efter den dato, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 50, stk. 3, i TEU, eller, hvis en udtrædelsesaftale indgået med Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med artikel 50, stk. 2, i TEU er trådt i kraft, fra dagen efter den dato, hvor overgangsperioden udløber, eller den 31. december 2022, alt efter hvilken dato der kommer først.

(8)

Sammen med sin anmodning fremsendte Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i beslutning 2007/884/EF en rapport til Kommissionen, som omfattede en redegørelse for anvendelsen af den procentvise begrænsning af retten til at fradrage moms. De af Det Forenede Kongerige fremlagte oplysninger viser, at en procentvis begrænsning på 50 % stadig på rimelig vis afspejler den faktiske situation med hensyn til forholdet mellem den erhvervsmæssige og den ikkeerhvervsmæssige brug af de køretøjer, der er berørt af fravigelsesforanstaltningerne. En forlængelse af fravigelsesforanstaltningerne bør imidlertid begrænses til den tid, der er nødvendig for at vurdere, om fravigelsesforanstaltningerne er effektive, og om procentsatsen er hensigtsmæssig. Det Forenede Kongerige bør derfor bemyndiges til fortsat at anvende fravigelsesforanstaltningerne i en begrænset periode.

(9)

Der bør fastsættes en frist for anmodning om bemyndigelse til en eventuel yderligere forlængelse af fravigelsesforanstaltningerne ud over 2022, hvis dette er relevant. Det Forenede Kongerige bør desuden pålægges sammen med en sådan anmodning om forlængelse at fremsende en rapport, som omfatter en redegørelse for anvendelsen af den procentvise begrænsning af retten til at fradrage moms.

(10)

Fravigelsesforanstaltningerne får ingen negativ indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.

(11)

Beslutning 2007/884/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —