|
30.12.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 337/1 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/2196
af 19. december 2019
om ændring af afgørelse 2013/755/EU om de oversøiske landes og territoriers associering med Den Europæiske Union (»associeringsafgørelsen«)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 203, og
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I bilag VI til Rådets afgørelse 2013/755/EU (1) defineres begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde mellem Unionen og de oversøiske lande og territorier (»OLT'er«). Det indeholder bestemmelser om gennemførelse af systemet med registrerede eksportører (REX) til OLT'erne med henblik på certificering af oprindelse. |
|
(2) |
I henhold til artikel 58 i bilag VI til afgørelse 2013/755/EU oprettes der en database over registrerede eksportører, og i artikel 63 i nævnte bilag gives der mulighed for en undtagelse fra REX-systemet. |
|
(3) |
Alle OLT'er har ansøgt om en treårig undtagelse fra anvendelsen af REX-systemet i henhold til artikel 63, stk. 2, i bilag VI til afgørelse 2013/755/EU. Derfor udsatte Kommissionen datoen for OLT'ernes anvendelse af REX-systemet til den 1. januar 2020 ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2093 (2). |
|
(4) |
I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/2447 (3), hvori alle generelle gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (4) fastsættes, blev de ændrede bestemmelser i REX-systemet, der er fastsat ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/428 (5), indarbejdet i den generelle præferenceordning (»GSP«). |
|
(5) |
Da de fleste af de generelle regler for gennemførelsen af EU-toldkodeksen vedrører REX-systemet, er det nødvendigt at foretage de nødvendige ændringer i bilag VI til afgørelse 2013/755/EU. Bilaget bør derfor erstattes, således at bestemmelserne heri om REX-systemet bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i REX-systemet, som er fastsat ved forordning (EU) 2015/2447 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Bilag VI til afgørelse 2013/755/EU erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra den 1. januar 2020.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2019.
På Rådets vegne
K. MIKKONEN
Formand
(1) Afgørelse 2013/755/EU af 25. november 2013 om de oversøiske landes og territoriers associering med Den Europæiske Union («associeringsafgørelsen«) (EUT L 344 af 19.12.2013, s. 1).
(2) Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2093 af 29. november 2016 om en undtagelse for så vidt angår anvendelsesdatoen for systemet med registrerede eksportører på eksporten fra de oversøiske lande og territorier (EUT L 324 af 30.11.2016, s. 18).
(3) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).
(5) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/428 af 10. marts 2015 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 og forordning (EU) nr. 1063/2010 for så vidt angår oprindelsesregler i forbindelse med arrangementet med generelle toldpræferencer og præferencetoldforanstaltninger for visse lande eller territorier (EUT L 70 af 14.3.2015, p. 12).