16.12.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 325/165


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/2150

af 9. december 2019

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i forvaltningskomiteen for den internationale konvention om harmonisering af kontrol af varer ved grænserne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den internationale konvention om harmonisering af kontrol af varer ved grænserne (»konventionen«) blev godkendt ved Rådets forordning (EØF) nr. 1262/84 (1).

(2)

I henhold til konventionens artikel 22 kan den forvaltningskomite, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2 (»forvaltningskomiteen«), vedtage ændringer med to tredjedeles flertal blandt de kontraherende parter, der er til stede og afgiver stemme.

(3)

Forvaltningskomiteen skal på sit 12. møde vedtage en ændring af artikel 7 i bilag 8 til konventionen.

(4)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i forvaltningskomiteen, bør fastlægges, da ændringen af konventionen vil være bindende for Unionen.

(5)

Unionen støtter den nye artikel 7 i bilag 8 til konventionen, eftersom en mindre hyppig indberetning af de fremskridt, der gøres for at forbedre procedurerne for grænsepassage for international landevejstransport, vil resultere i færre administrative formaliteter for medlemsstaterne.

(6)

Unionens holdning i konventionens forvaltningskomite bør derfor baseres på det udkast til ændring, der er knyttet til denne afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 12. eller et senere møde i forvaltningskomiteen, skal være at støtte det udkast til ændring, der er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Unionens repræsentant i forvaltningskomiteen kan tilslutte sig mindre tekniske ændringer af det udkast til ændring, der er omhandlet i artikel 1.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. december 2019

På Rådets vegne

Formand

J. BORRELL FONTELLES


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 1262/84 af 10. april 1984 om indgåelse af den internationale konvention om harmonisering af kontrol af varer ved grænserne (EFT L 126 af 12.5.1984, s. 1).


BILAG

Ændring af den internationale konvention om harmonisering af kontrol af varer ved grænserne

Bilag 8, artikel 7:

Ordene»andet år«ændres til»femte år«