|
24.10.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 270/79 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/1763
af 4. oktober 2019
om den holdning, der skal indtages på den Europæiske Unions vegne i Den Tekniske Ekspertkomité under Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF) til visse ændringer af specifikationerne for det nationale køretøjsregister (NVR) og de fælles tekniske forskrifter — trafiktelematik for godstrafikken (UTP TAF)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Unionen er tiltrådt konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980 som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999 i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/103/EU (1). |
|
(2) |
Alle medlemsstater undtagen Cypern og Malta er kontraherende parter i COTIF. |
|
(3) |
Af artikel 13 i COTIF fremgår det, at Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringers (OTIF's) funktion bl.a. varetages af Den Tekniske Ekspertkomité. I henhold til artikel 20, § 1, litra e), i COTIF og artikel 13, § 1, 4 og 5, i tillæg G (ATMF) til COTIF har Den Tekniske Ekspertkomité kompetence til at træffe beslutninger om vedtagelse eller ændring af specifikationerne for det nationale køretøjsregister (NVR). I henhold til artikel 20, § 1, litra b), i COTIF og artikel 6 i tillæg F (APTU) til COTIF har Den Tekniske Ekspertkomité kompetence til at træffe beslutning om vedtagelse af de fælles tekniske forskrifter — trafiktelematik for godstrafikken (UTP TAF) eller af en bestemmelse om ændring af en fælles teknisk forskrift baseret på tillæg F (APTU) og tillæg G (ATMF) til COTIF. |
|
(4) |
Den Tekniske Ekspertkomité blev på sin 12. samling, der fandt sted den 12. og 13. juni 2019, enige om at igangsætte en skriftlig procedure med henblik på at vedtage ændringer af NVR-specifikationen og af tillæg 1 til UTP TAF. |
|
(5) |
Formålet med de foreslåede ændringer er at bringe NVR-specifikationen og UTP TAF i overensstemmelse med henholdsvis Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1614 (2) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/778 (3). |
|
(6) |
De foreslåede ændringer er i overensstemmelse med EU-retten og Unionens strategiske mål, idet de bidrager til at bringe OTIF-lovgivningen i overensstemmelse med de relevante dele af EU-retten, og de bør derfor støttes af Unionen. |
|
(7) |
Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den Tekniske Ekspertkomité, da de foreslåede ændringer får bindende virkning for Unionen — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den Tekniske Ekspertkomité under Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF) til ændringerne af specifikationerne for det nationale køretøjsregister (NVR) og af tillæg 1 til UTP TAF, er følgende:
|
a) |
at stemme for de ændringer af specifikationerne for NVR, der foreslås af Den Tekniske Ekspertkomité, jf. arbejdsdokument TECH-19001-CTE12-5.1, og |
|
b) |
at stemme for de ændringer af tillæg 1 til UTP TAF, der foreslås af Den Tekniske Ekspertkomité, jf. arbejdsdokument TECH-18037-CTE12-5.2. |
Den i stk. 1 omhandlede holdning udtrykkes af Kommissionen.
Artikel 2
Den Tekniske Ekspertkomités beslutninger offentliggøres efter vedtagelsen i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af datoen for deres ikrafttræden.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 4. oktober 2019.
På Rådets vegne
K. MIKKONEN
Formand
(1) Rådets afgørelse 2013/103/EU af 16. juni 2011 om undertegnelse og indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer om Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980, som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999 (EUT L 51 af 23.2.2013, s. 1).
(2) Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1614 af 25. oktober 2018 om specifikationer for de køretøjsregistre, der er omhandlet i artikel 47 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797, og om ændring og ophævelse af Kommissionens beslutning 2007/756/EF (EUT L 268 af 26.10.2018, s. 53).
(3) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/778 af 16. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 1305/2014 for så vidt angår ændringsstyring (EUT L 139I af 27.5.2019, s. 356).