6.8.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 206/21


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1325

af 27. maj 2019

om indrømmelse af en undtagelse, som Det Forenede Kongerige har anmodet om for Nordirland, i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget

(meddelt under nummer C(2019) 3816)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (1), særlig bilag III, punkt 2, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens beslutning 2007/863/EF (2) blev der indrømmet en undtagelse, som Det Forenede Kongerige havde anmodet om for Nordirland, i henhold til direktiv 91/676/EØF, idet der gives tilladelse til på visse betingelser at anvende husdyrgødning, der indeholder op til 250 kg kvælstof pr. hektar om året, på bedrifter i Nordirland med mindst 80 % græsjorder.

(2)

Ved Kommissionens afgørelse 2011/128/EU (3) blev undtagelsen forlænget indtil den 31. december 2014, og ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/346 (4) blev der indrømmet en lignende undtagelse indtil den 31. december 2018.

(3)

Den undtagelse, der blev indrømmet ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/346, vedrørte 478 bedrifter i 2018, svarende til ca. 1,9 % af det samlede antal bedrifter og 4 % af det samlede nettolandbrugsareal i Nordirland.

(4)

Den 20. februar 2019 sendte Det Forenede Kongerige Kommissionen en anmodning om en undtagelse for Nordirland i henhold til punkt 2, tredje afsnit, i bilag III til direktiv 91/676/EØF.

(5)

Det Forenede Kongerige anvender i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i direktiv 91/676/EØF et handlingsprogram på hele Nordirland.

(6)

Kommissionens rapport (5) til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af direktiv 91/676/EØF for perioden 2012-2015 viser, at 98,2 % af overvågningsstationerne i Nordirland har rapporteret gennemsnitlige nitratkoncentrationer i grundvand på under 25 mg/l, og at 1,2 % af overvågningsstationerne har rapporteret gennemsnitlige nitratkoncentrationer i grundvand på over 50 mg/l. Hvad angår overfladevand har alle overvågningsstationerne rapporteret gennemsnitlige nitratkoncentrationer på under 25 mg/l.

(7)

Antallet af bedrifter i Nordirland er steget med 2 %, selv om det samlede landbrugsareal i perioden 2012-2015 er uændret i forhold til 2008-2011. Antallet af kvæg har ikke ændret sig, men antallet af får, svin og fjerkræ er steget med henholdsvis 2 %, 18 % og 14 % i perioden 2012-2015 sammenlignet med 2008-2011. Den gennemsnitlige tilførsel af kvælstof fra husdyrgødning var på 98 kg/ha i perioden 2012-2015, hvilket er en stigning på 1,2 % i forhold til perioden 2008-2011. Det gennemsnitlige overskud af fosfor var på 11,4 kg/ha i perioden 2012-2015, hvilket er et fald på 16 % i forhold til perioden 2008-2011. Den gennemsnitlige brug af kvælstofkunstgødning steg med 4,1 % i perioden 2012-2015 i forhold til perioden 2008-2011. Den gennemsnitlige brug af fosforkunstgødning steg med 26 % i perioden 2012-2015 i forhold til perioden 2008-2011. Den gennemsnitlige brug af fosforkunstgødning i perioden 2012-2015 var imidlertid stadig 40 % lavere end den gennemsnitlige brug af samme gødning i perioden 2004-2007.

(8)

I Nordirland udgør græsarealer 93 % af landbrugsjorden. Samlet set gælder det for græsjordsbedrifterne, at 42 % af jorden dyrkes ekstensivt og har en belægningsgrad på mindre end 1 husdyrenhed pr. hektar og en lav gødningstilførsel, at 4 % dyrkes i henhold til programmer for miljøvenligt landbrug, og at kun 25 % dyrkes mere intensivt med en belægningsgrad på 2 husdyrenheder pr. hektar eller derover. 4 % af landbrugsjorden anvendes til markafgrøder. Forbruget af kunstgødning på græsarealer er gennemsnitligt 76 kg kvælstof og 5 kg fosfor pr. hektar.

(9)

Nordirland er kendetegnet ved kraftig nedbør og en overvægt af dårligt drænet jord. Som følge af de dårlige dræningsforhold er potentialet for denitrifikation i hovedparten af jorden i Nordirland forholdsvis stort, hvilket reducerer nitratkoncentrationen i jorden og dermed omfanget af nitratudvaskning.

(10)

Det er karakteristisk for klimaet i Irland, at nedbøren er jævnt fordelt over hele året, og at temperaturudsvingene er forholdsvis små, hvilket giver en lang vækstsæson for græs på ca. 260 dage om året i det centrale lavland op til 270 dage om året i kystområderne i den østlige del af landet.

(11)

Efter at have gennemgået Det Forenede Kongeriges anmodning vedrørende Nordirland i overensstemmelse med punkt 2 i bilag III til direktiv 91/676/EØF og i lyset af Nutrients Action Programme Regulations (Northern Ireland) 2019 (6) og de erfaringer, der er indhøstet i forbindelse med de undtagelser, der er indrømmet ved henholdsvis beslutning 2007/863/EF og gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/346, mener Kommissionen ikke, at Det Forenede Kongeriges forslag om anvendelse på bedrifter i Nordirland af en mængde husdyrgødning fra græssende husdyr svarende til 250 kg kvælstof vil være til skade for realiseringen af målene i direktiv 91/676/EØF, forudsat at betingelserne i nærværende afgørelse opfyldes.

(12)

Den tekniske dokumentation, som Det Forenede Kongerige har fremsendt, viser, at den foreslåede mængde på 250 kg kvælstof pr. hektar årligt fra husdyrgødning i bedrifter med mindst 80 % græsjorder er velbegrundet ud fra objektive kriterier, så som en lang vækstsæson og afgrøder, der optager meget kvælstof.

(13)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/346 udløb den 31. december 2018. For at sikre, at de berørte landbrugere kan drage fordel af den undtagelse, der er anmodet om, bør denne afgørelse vedtages.

(14)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (7) indeholder de generelle regler for opbygningen af en infrastruktur for geografisk information i Unionen med henblik på Unionens miljøpolitikker og EU-politikker eller -aktiviteter, som kan have en indvirkning på miljøet. Den geografiske information, der indsamles inden for rammerne af denne afgørelse, bør således være i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte direktiv. For at mindske den administrative byrde og forbedre sammenhængen i dataene bør Det Forenede Kongerige ved indsamlingen af de nødvendige data i henhold til denne afgørelse benytte de oplysninger, der tilvejebringes i det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er oprettet i henhold til afsnit V, kapitel II, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 (8).

(15)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Nitratkomitéen, der er nedsat ved artikel 9 i direktiv 91/676/EØF —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Undtagelse

Den undtagelse, som Det Forenede Kongerige ved brev af 19. februar 2019 har anmodet om for Nordirland med henblik på at tillade, at arealer kan tilføres en større mængde kvælstof fra husdyrgødning fra græssende husdyr end den mængde, der er anført i punkt 2, andet afsnit, første punktum, i bilag III til direktiv 91/676/EØF, indrømmes, dog med forbehold af de betingelser, der er fastlagt i artikel 4-10.

Artikel 2

Anvendelsesområde

Den undtagelse, der indrømmes i henhold til artikel 1, gælder for græsjordsbedrifter, der har fået tildelt en tilladelse i henhold til artikel 5.

Artikel 3

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

a)   »græs«: permanente græsarealer eller græsarealer i omdrift

b)   »græsjordsbedrifter«: bedrifter, hvor mindst 80 % af det landbrugsareal, der kan tilføres husdyrgødning, er græs

c)   »græssende husdyr«: kvæg (med undtagelse af fedekalve), får, hjorte, geder og heste

d)   »mark«: individuelle marker eller klynge af marker, der er homogene, hvad angår afgrøder, jordtype og gødningspraksis

e)   »gødningsplan«: en forudgående beregning af den påtænkte brug og forekomst af næringsstoffer

f)   »gødningsregnskab«: næringsstofbalance baseret på den faktiske brug og optagelse af næringsstoffer.

Artikel 4

Ansøgning om tilladelse

1.   Landbrugere med græsjordsbedrifter kan indgive ansøgning til de kompetente myndigheder om en årlig tilladelse til at tilføre husdyrgødning, der indeholder op til 250 kg kvælstof pr. hektar om året. Ansøgningen skal indeholde en erklæring om, at landbrugeren med en græsjordsbedrift underlægger sig alle de kontroller, der er fastsat i artikel 9.

2.   I den årlige ansøgning, der er omhandlet i stk. 1, forpligter ansøgeren sig skriftligt til at opfylde betingelserne i artikel 6 og 7.

Artikel 5

Tildeling af tilladelser

Tilladelser til at tilføre en mængde husdyrgødning, som indeholder op til 250 kg kvælstof pr. hektar om året, tildeles på de betingelser, der er fastsat i artikel 6 og 7.

Artikel 6

Betingelser for tilførsel af husdyrgødning og andre gødningsstoffer

1.   Den mængde husdyrgødning fra græssende husdyr, der tilføres jorden årligt på græsjordsbedrifter, herunder af dyrene selv, må ikke overstige en mængde husdyrgødning, der indeholder 250 kg kvælstof pr. hektar, idet betingelserne i stk. 2-8 opfyldes.

2.   Den samlede kvælstoftilførsel må hverken overstige afgrødens forventede næringsstofbehov eller de gødningsnormer, der gælder for græsjordsbedriften, jf. Nutrients Action Programme Regulations (Northern Ireland) 2019, og der skal tages hensyn til næringsstoftilførslen fra jorden.

3.   Der udarbejdes og opbevares en gødningsplan for hver græsjordsbedrift. Gødningsplanen skal indeholde en beskrivelse af sædskifteplanerne for landbrugsjorden og den påtænkte tilførsel af husdyrgødning samt andre typer gødning. Gødningsplanen skal mindst omfatte følgende:

a)

en sædskifteplan med følgende oplysninger:

arealstørrelsen for marker med græs

arealstørrelsen for marker med andre afgrøder end græs

en skitse, som viser de enkelte markers beliggenhed

b)

antallet af husdyr på græsjordsbedriften

c)

en beskrivelse af opstaldnings- og husdyrgødningsopbevaringssystemerne, herunder opbevaringskapaciteten for husdyrgødning

d)

en beregning af mængden af kvælstof og fosfor i husdyrgødning, der produceres på græsjordsbedriften

e)

mængde og type husdyrgødning, som leveres uden for eller modtages på græsjordsbedriften, og dens karakteristika

f)

afgrødernes forventede kvælstof- og fosforbehov for hver mark

g)

resultaterne af eventuelle jordbundsanalyser, der viser jordens kvælstof- og fosforstatus

h)

den type gødning, der tilføres

i)

en beregning på markniveau af, hvor meget kvælstof og fosfor der tilføres med husdyrgødning

j)

en beregning på markniveau af kvælstof- og fosfortilførsel fra kunstgødning eller andre gødningsstoffer.

For hvert kalenderår skal gødningsplanen være tilgængelig på græsjordsbedriften senest den 1. marts samme år. Den ajourføres senest syv dage efter enhver ændring i græsjordsbedriftens landbrugspraksis.

4.   Hver græsjordsbedrift fører og opbevarer gødningsregnskaber, hvori der indgår oplysninger om håndtering af kvælstof- og fosfortilførsel samt forurenet afstrømningsvand. De fremsendes til den kompetente myndighed for hvert kalenderår senest den 31. marts det følgende kalenderår.

5.   Hver græsjordsbedrift foretager regelmæssig prøvetagning og analyse af jordens indhold af kvælstof og fosfor.

Der foretages med henblik på sædskifteplaner og jordegenskaber prøvetagning og analyse mindst én gang hvert fjerde år for hvert af bedriftens ensartede områder.

Der foretages mindst én analyse for hver fem hektar landbrugsjord.

Resultaterne af kvælstof- og fosforanalysen af jorden skal foreligge på græsjordsbedriften.

6.   Husdyrgødning må ikke udbringes om efteråret før græsdyrkning.

7.   Landbrugeren skal for hver græsjordsbedrift sørge for, at fosforbalancen som beregnet efter den metode, der er fastsat i Nutrients Action Programme Regulations (Northern Ireland) 2019, ikke overstiger et overskud på 10 kg fosfor pr. hektar om året.

8.   Mindst 50 % af den gylle, der produceres på bedriften, skal være tilført senest den 15. juni hvert år. Ved udbringning af gylle efter den 15. juni hvert år anvendes lavemissionsudstyr til spredning af gyllen.

Artikel 7

Betingelser vedrørende jordkultivering

1.   Græsarealer i omdrift pløjes om foråret.

2.   Pløjet græs på alle jordtyper følges umiddelbart af en afgrøde med stort kvælstofbehov.

3.   I sædskiftet indgår ikke bælgplanter eller andre planter, der binder atmosfærisk kvælstof. Sædskiftet kan dog omfatte kløver i græsmarker med under 50 % kløver eller andre bælgplanter, der er udlagt med græs.

Artikel 8

Overvågning

1.   De kompetente myndigheder sørger for, at der udarbejdes kort, hvoraf følgende fremgår:

a)

procentdelen af græsjordsbedrifter i hvert grevskab, der er omfattet af tilladelserne

b)

procentdelen af husdyr i hvert grevskab, der er omfattet af tilladelserne

c)

procentdelen af landbrugsarealerne i hvert grevskab, der er omfattet af tilladelserne

d)

den lokale arealanvendelse.

Disse kort ajourføres hvert år.

2.   De kompetente myndigheder foretager overvågning af jord, overfladevand og grundvand og forelægger Kommissionen data om kvælstof- og fosforkoncentrationen i jordvandet, uorganisk kvælstof i jordbundsprofilen og nitratkoncentrationen i grundvand og overfladevand, både på steder, der er omfattet af en undtagelse, og på steder, der ikke er omfattet af en undtagelse. Overvågningen foretages på mark- og bedriftsniveau og i afvandingsområder med landbrugsovervågning. Overvågningsstederne skal være repræsentative for de væsentligste jordtyper og dyrkningsintensitet, gødningspraksis og hovedafgrøder.

3.   De kompetente myndigheder foretager skærpet overvågning af vand i afvandingsområder med landbrug i nærheden af de mest sårbare vandområder.

4.   De kompetente myndigheder gennemfører undersøgelser af lokal arealanvendelse, sædskifte og landbrugspraksis for græsjordsbedrifter, der er omfattet af tilladelser.

5.   Oplysninger og data, der er indsamlet fra den næringsstofanalyse, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, og i forbindelse med den overvågning, der er omhandlet i denne artikels stk. 2, anvendes til modelberegninger af omfanget af kvælstof- og fosforudvaskning fra græsjordsbedrifter, der er omfattet af tilladelser.

Artikel 9

Kontrol og inspektion

1.   De kompetente myndigheder foretager administrativ kontrol af alle ansøgninger om tilladelse med henblik på at vurdere, hvorvidt bestemmelserne i artikel 6 og 7 er opfyldt. Viser det sig, at disse betingelser ikke er opfyldt, afvises ansøgningen, og ansøgeren informeres om begrundelsen for afslaget.

2.   De kompetente myndigheder udarbejder et program for markinspektioner på græsjordsbedrifter, der er omfattet af tilladelser, som er baseret på risiko og gennemføres med passende hyppighed, hvor der tages hensyn til resultaterne af kontrollen de foregående år, resultaterne af generel stikprøvekontrol i forbindelse med lovgivning til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF og alle andre oplysninger, der kan tyde på manglende opfyldelse af betingelserne i artikel 6 og 7.

3.   Der gennemføres markinspektioner på mindst 5 % af de græsjordsbedrifter, der er omfattet af tilladelser, med henblik at vurdere, hvorvidt bestemmelserne i artikel 6 og 7 er opfyldt.

4.   Hvis det i et hvilket som helst år konstateres, at en græsjordsbedrift omfattet af en tilladelse ikke opfylder betingelserne i artikel 6 og 7, pålægges indehaveren af tilladelsen sanktioner i overensstemmelse med de nationale regler og er ikke berettiget til en tilladelse det efterfølgende år.

5.   De kompetente myndigheder tillægges de beføjelser og midler, der er nødvendige for at efterprøve opfyldelsen af betingelserne for en tilladelse, der gives i medfør af denne afgørelse.

Artikel 10

Rapportering

De kompetente myndigheder forelægger hvert år senest den 30. juni Kommissionen en rapport med følgende oplysninger:

a)

kort, der viser procentdelen af bedrifter, husdyr og landbrugsarealer, der er omfattet af individuelle undtagelser i hvert grevskab, samt kort over lokal arealanvendelse, jf. artikel 8, stk. 1

b)

resultaterne af overvågningen af nitratkoncentrationen i grundvand og overfladevand, herunder oplysninger om udviklingen i vandkvaliteten, både for lokaliteter, der er omfattet af en undtagelse, og dem, der ikke er, samt undtagelsens virkning for vandkvaliteten, jf. artikel 8, stk. 2

c)

resultaterne af overvågningen af jorden hvad angår kvælstof- og fosforkoncentrationen i jordvandet og uorganisk kvælstof i jordbundsprofilen, både for lokaliteter, der er omfattet af en undtagelse, og dem, der ikke er, jf. artikel 8, stk. 2

d)

et resumé og evaluering af data fra den skærpede overvågning af afvandingsområder, jf. artikel 8, stk. 3

e)

resultaterne af undersøgelserne af lokal arealanvendelse, sædskifte og landbrugspraksis, jf. artikel 8, stk. 4

f)

resultaterne af modelberegningerne af omfanget af nitrat- og fosforudvaskning fra bedrifter, der er omfattet af en undtagelse, jf. artikel 8, stk. 4

g)

en vurdering af opfyldelsen af betingelserne for tilladelserne på grundlag af resultaterne af de administrative kontroller og markinspektionerne, jf. artikel 9, stk. 1 og 2

h)

udviklingen i antallet af husdyr og gødningsproduktionen for hver husdyrkategori i Nordirland og på græsjordsbedrifter, der er omfattet af en tilladelse

i)

en komparativ analyse af kontroller på græsjordsbedrifter i Nordirland, der er omfattet af tilladelser, og græsjordsbedrifter i Nordirland, der ikke er.

Geodataene i rapporten skal i de relevante tilfælde være i overensstemmelse med direktiv 2007/2/EF. De kompetente myndigheder benytter ved indsamlingen af det nødvendige datamateriale, hvis det er relevant, de oplysninger, der tilvejebringes i det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er oprettet i henhold til artikel 67, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1306/2013.

Artikel 11

Anvendelsesperiode

Denne afgørelse udløber den 31. december 2022.

Artikel 12

Adressat

Denne afgørelse er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. maj 2019.

På Kommissionens vegne

Karmenu VELLA

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1.

(2)  Kommissionens beslutning 2007/863/EF af 14. december 2007 om indrømmelse af en undtagelse, Det Forenede Kongerige har anmodet om for Nordirland, i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EUT L 337 af 21.12.2007, s. 122).

(3)  Kommissionens afgørelse 2011/128/EU af 24. februar 2011 om ændring af beslutning 2007/863/EF om indrømmelse af en undtagelse, Det Forenede Kongerige har anmodet om for Nordirland, i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EUT L 51 af 25.2.2011, s. 21).

(4)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/346 af 9. februar 2015 om indrømmelse af en undtagelse, Det Forenede Kongerige har anmodet om for Nordirland, i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EUT L 60 af 4.3.2015, s. 42).

(5)  Rapport af 4. maj 2018 fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, baseret på rapporter fra medlemsstaterne for perioden 2012-2015 (COM(2018) 257 final).

(6)  SR 2019 nr. 81.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire) (EUT L 108 af 25.4.2007, s. 1).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549).