5.7.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 181/87


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1145

af 4. juli 2019

om afslutning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern) med oprindelse i Indien uden ændring af de gældende foranstaltninger

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 9, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

1.1.   Gældende foranstaltninger

(1)

De gældende foranstaltninger er en endelig antidumpingtold indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/388 (2), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1369 (3).

(2)

Den pågældende vare er også genstand for en endelig udligningstold, der indførtes ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/387 (4).

1.2.   Anmodning om en fornyet undersøgelse

(3)

Den 2. marts 2018 modtog Kommissionen en anmodning om en delvis interimsundersøgelse af de gældende antidumpingforanstaltninger i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1036 (»grundforordningen«), begrænset til den eksporterende producent Electrosteel Castings Limited (»Electrosteel«). Anmodningen blev indgivet af Saint-Gobain PAM, Saint-Gobain PAM Deutschland GmbH, Saint-Gobain PAM España S.A. og Duktus (Production) GmbH (»ansøgerne«), som er fire EU-producenter.

(4)

I den oprindelige undersøgelse konstaterede Kommissionen en dumpingmargen på 4,1 % for Electrosteel, men den endelige antidumpingtold blev fastsat til 0 % for at undgå dobbelttælling af eksportsubsidier, der allerede er omfattet af den endelige udligningstold på 9,0 %. Anmodningen indeholdt tilstrækkelige beviser for, at Electrosteel havde øget sin dumpingpraksis siden indførelsen af foranstaltningerne, og at de omstændigheder, som lå til grund for indførelsen af de gældende foranstaltninger, har ændret sig, og at disse ændringer er af varig karakter.

1.3.   Indledning af en fornyet undersøgelse

(5)

Kommissionen besluttede at indlede en delvis interimsundersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3, begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet, for så vidt angår Electrosteel. Kommissionen offentliggjorde den 4. maj 2018 en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) (5).

(6)

Den fornyede undersøgelse fandt sted i perioden fra den 1. april 2017 til den 31. marts 2018. Den oprindelige undersøgelsesperiode løb fra den 1. oktober 2013 til den 30. september 2014.

1.4.   Interesserede parter

(7)

Kommissionen opfordrede i indledningsmeddelelsen de interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter. Kommissionen underrettede desuden specifikt ansøgerne, Electrosteel og myndighederne i det pågældende land om den fornyede undersøgelse og opfordrede dem til at deltage.

(8)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte skriftlige bemærkninger og for at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer. Electrosteel anmodede om og fik bevilget tre høringer med Kommissionen. Disse høringer fandt sted den 15. maj 2018, den 15. juni 2018 og den 17. januar 2019.

2.   TILBAGETRÆKNING AF ANMODNINGEN OG AFSLUTNING AF PROCEDUREN

(9)

Ved brev af 19. april og 2. maj 2019 meddelte ansøgerne Kommissionen, at de trak deres anmodning tilbage.

(10)

I henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 1, kan procedurer afsluttes, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre en sådan afslutning ikke vil være i Unionens interesse.

(11)

Undersøgelsen havde ikke frembragt oplysninger, hvoraf det fremgik, at en afslutning af proceduren ikke ville være i Unionens interesse. I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at der ikke blev modtaget bemærkninger fra interesserede parter, i henhold til hvilke en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at den delvise interimsundersøgelse bør afsluttes, uden at det er nødvendigt formelt at fastslå eventuelle væsentlige varige ændringer og Electrosteel's dumpingpraksis.

(12)

Kommissionen konkluderede, at den delvise interimsundersøgelse, der var begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet, for så vidt angår Electrosteel, bør afsluttes uden ændring af de gældende foranstaltninger.

(13)

De interesserede parter blev underrettet herom og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger.

(14)

Denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 1 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den delvise interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern), undtagen duktile støbejernsrør uden indvendig eller udvendig coating (»rå rør«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7303 00 10 og ex 7303 00 90 (Taric-kode 7303001010 og 7303009010), med oprindelse i Indien, afsluttes.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juli 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/388 af 17. marts 2016 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern) med oprindelse i Indien (EUT L 73 af 18.3.2016, s. 53).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1369 af 11. august 2016 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2016/388 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern) med oprindelse i Indien (EUT L 217 af 12.8.2016, s. 4).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/387 af 17. marts 2016 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern) med oprindelse i Indien (EUT L 73 af 18.3.2016, s. 1).

(5)  Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern) med oprindelse i Indien (EUT C 157 af 4.5.2018, s. 3).